Prøv avisen

”Vores børn får meget ud af at gå i institution”

.45 Vækkeuret ringer. Min kæreste Rasmus og jeg står op. Børnene får lov at sove lidt længere, for de er begge to dødtrætte for tiden og svære at få op. Vores yngste, Liv, på knap tre er startet i storebror Oskars børnehave for en uge siden. Og det er stadig hårdt. For dem begge to. Det første Oskar siger, da han vågner, er: ”Jeg vil ikke i børnehave.” Lidt naivt troede jeg, det ville være fryd og gammen, når vores to børn kom i samme institution. De har begge gået i vuggestue men først fra de var halvandet år. Det har kostet blod, sved og tårer, og vi havde en lille økonomi, da vi fik børn. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi er selvstændige. Jeg er journalist, og min kæreste er fotograf.

Vores arbejde betyder også, at vi kan give vores børn korte dage i institutionen, selvom vi i gennemsnit arbejder 37 timer om ugen. De er ikke i institution over 30 timer om ugen.

.30 Morgenmaden er hyggelig nok, selvom ungerne skændes noget om, hvem der skal sidde ved siden af, eller allerhelst oven på, mor. Den lille er tydeligvis morsyg oven i sin børnehavestart, og den store er jaloux på sin søster, der har møvet sig ind på hans børnehave-enemærker. Det er i hvert fald min analyse. Men det spiller nok også en rolle, at det mest er deres far, der henter og afleverer for tiden. Jeg arbejder og arbejder for at blive klar til sommerferien.

Som selvstændige laver vi både opgaver sammen og hver for sig. For tiden er vi ved at redigere en film sammen, og så flyder arbejde og privatliv for alvor sammen. Dét er hårdt, men da Oskar i sin børnehavevægring nægter at tage tøj på, er det i det mindste rart at kunne tage sig nogenlunde god tid til at komme ud ad døren i ok stemning.

.00 Det går også ok med at få vinket farvel i børnehaven. Der er en god voksen med tid og overskud til at være opmærksom på begge børn. Jeg kan ånde lettet op og køre hjem til redigeringsprogrammet og arbejdsdagen uden alt for dårlig samvittighed. Det er meget svært at køre direkte fra et grædende barn og på arbejde, og det slipper vi for i dag.12.30 Efter frokost kører jeg ind til byen og arbejder på mit kontor derinde. Det er virkeligt rart at komme væk hjemmefra. Jeg og min kæreste har i høj grad indrettet vores liv efter de holdninger, vi har til institutionslivet: Vores børn får meget ud af at gå i institution først og fremmest kontakt med andre børn. Men det skal bestemt ikke overdrives, og jeg nægter at tro, at nogen små børn har godt af at være i selv en rigtig god institution otte-ni timer dagligt. Grundlæggende synes jeg, at er vi vanvittigt privilegerede, at vi bor i et velfærdssamfund med nogenlunde lige muligheder for kønnene og ok pasningsmuligheder. Men det skal ikke være en undskyldning, hverken for politikere eller den enkelte familie, for ikke at arbejde hen mod bedre institutionsliv for ungerne.17.00 Da jeg kommer hjem igen, er Rasmus og ungerne på biblioteket. Rasmus har, som normalt, hentet dem klokken 15. Jeg har et velsignet øjeblik i en solplet i haven. Da de kommer hjem, klistrer den mindste sig til mig og leger baby indtil aftensmaden. Hun er børnehavetræt og har ikke sovet middagslur. Det er nu ellers én af pointerne i at hente tidligt: At børnene normalt er ret friske til at lege og få noget ud af eftermiddagen derhjemme. De gange, vi henter sent, er det svært rigtigt at få noget ud af hinandens selskab, så handler det mere om at komme sig oven på en lidt for lang dag. Pjevsklisteriet stresser mig lidt. Vi skal som sagt på ferie lige om lidt, og vi har lejet vores lejlighed ud, mens vi er væk. Lejligheden er normalt så beskidt, at bedstemødrene straks finder en frisk karklud og begynder at tørre ting af, når de kommer på besøg. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man både kan have et job og nogle børn og samtidig holde hus og have pænt og ryddeligt.18.00 Aftensmad be- høver vi heldigvis ikke at tænke på. Vi bor i bofællesskab og skal kun lave mad en enkelt gang om ugen. I dag spiser vi lasagne og salat ved bordene i haven, og selvom jeg ikke sidder stille ret længe ad gangen, fordi den mindste hele tiden liiige skal tisse eller liiige skal noget andet, føles det luksusagtigt. Efter aftensmaden leger Oskar med sine bofællesskabsvenner endnu en fordel ved at bo flere familier samlet.19.30 Rasmus ordner nogle af de tusinde ting, der hele tiden er at ordne, og jeg putter mit nu helt overtrætte mindste børnehavebarn efter at have efterfodret hende med havregrød. Så er der, for en gangs skyld, tid og ro til lidt mor-alene-tid med Oskar, da det også bliver tid til at putte ham. Vi ser Rasmus Klump og læser godnathistorie og har det rart, mens Rasmus rydder op, pakker til ferien og arbejder. Selvom Oskar ligger i sengen kvart over otte, sover han først to timer senere. Det er ikke normalt og meget frustrerende. Undervejs klager han over ondt i maven og armene og benene og hvad som helst. Jeg tilskriver det en slags reaktion på, at hans søster er begyndt i børnehave. Han føler sig vildt ansvarlig for hendes velbefindende, og det må være hårdt. Og måske også en reaktion på, at vi som forældre er lige lovligt pressede for tiden han har et følsomt gemyt og reagerer hurtigt på manglende nærvær og på forældre-vris.23.00 Vi går i seng og skal så tilpas tidligt op i morgen, at vi formår at styre uden om den ellers lokkende fjernsynsfælde.