Prøv avisen

En barndom uden leg i det vilde krat

Barndommen var førhen langt friere. I dag går de fleste danske børn går i børnehave, hvor legen er struktureret og har et læringsformål. Foto: Sonja Iskov/Scanpix

Siden 1970'erne har danske børn deltaget i et stort socialt eksperiment. 35.000 timer af et barneliv tilbringes i skole og institution. På den måde afskæres børn fra virkelighedens verden og familien, lyder kritikken. Men institutioner ruster også børn til at samarbejde og deltage i demokratiet

En fireårig dansk dreng undrer sig, da han på en ferierejse med forældrene oplever det pulserende liv på torvet i en tyrkisk landsby:

”Mor, hvorfor går børnene løs her?”, spørger drengen, der til daglig bor i en større by.

Forfatteren, cand.pæd. Erik Sigsgaard, der er tilknyttet Professionshøjskolen UCC, gengiver episoden i sin seneste bog, ”Om børn og unges nej”, som udkom i foråret. Den 76-årige tidligere venstresocialistiske folketingspolitiker er en af de børneforskere, der mest højlydt har problematiseret, at et gennemsnitligt dansk barn ifølge hans beregninger tilbringer 35.000 timer af sin barndom i vuggestue, dagpleje, børnehave, skole og SFO. Han betegner den udbredte institutionalisering af børn som et socialt eksperiment.

Det seneste halve år har der i flere medier været kritiske debatter om danske daginstitutioner og den manglende sammenhæng i travle danske børnefamiliers liv.

Intet sted i Europa er institutionaliseringen gået så vidt som i Danmark. Ifølge den europæiske statistikbank Eurostat er 75 procent af alle danske småbørn mellem nul og tre år i vuggestue eller dagpleje mere end 30 timer om ugen. Til sammenligning tilbringer kun hvert ottende tyske barn og hvert tredje af de svenske og norske småbørn så mange timer i et pasningstilbud. EU roser den danske model og opfordrer Tyskland, hvor hver tredje mor går hjemme, til at udfase husmorbegrebet og bygge vuggestuer, så flere kvinder kan komme ud på arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, hvordan det påvirker børn, at de tilbringer de fleste af hverdagens vågne timer i en institution.

I dag lider tre procent af danskerne af den særlige opmærksomhedsforstyrrelse ADHD. Erik Sigsgaards tese er, at en del af den eksplosive vækst i ADHD blandt især i drenge kan hænge sammen med, at nutidens børn og unge må leve under institutioners og skolers omfattende adfærdskontrol, skemaer og regler. Indtil videre savner tesen dog videnskabelig dokumentation, men Erik Sigsgaard efterlyser flere kritiske undersøgelser af institutionaliseringen.

”Børns civile liv er i dag blevet indskrænket. Det ser man i den skov, man selv legede i som barn. Der er ingen børn længere. I gamle dage var der god plads i skoven, fordi alt var trampet ned. Børn udelukkes fra det pulserende hverdagsliv. I min barndom var man med hos købmanden og ismejeriet. I dag er det brogede sociale mønster og netværk, der dengang dannede baggrund for barnets udvikling, forsvundet, fordi børn bliver sendt direkte i institution,” forklarer Erik Sigsgaard.

Lektor Eva Gulløv fra Institut for uddannelse og pædagogik ved Aarhus Universitet har forsket i daginstitutioner i 20 år, og hun er enig i, at der er brug for en kritisk debat.

”Det er forbløffende, hvor lidt diskussion, der har været af et så stort samfundsfænomen, som fylder meget i de offentlige budgetter og i familiernes hverdag. Det skyldes formentlig, at institutionerne er kommet som en praktisk nødvendighed for os alle sammen. Udviklingen er kommet glidende, og institutioner er blevet identisk med vores måde at tænke barndom på,” siger Eva Gulløv, der samtidig understreger, at børnehaver og vuggestuer ruster børn til at omgås andre og udgør et vigtigt fundament for den demokratiske dannelse.

”Børn lærer nogle sociale spilleregler, og de indgår tidligt i sammenhænge, hvor de ikke selv har valgt, hvem de skal være sammen med. Vi skal ikke undervurdere værdien af, at mange af os er rundet af en institutionel læring i, hvordan man omgås andre mennesker. Mere kritisk kan man sige, at børn i institutioner ikke altid selv lærer at skabe et fællesskab og forfølge personlige idéer,” lyder det fra Eva Gulløv.

Hun mener derfor, det er afgørende, at dagligdagen i børnehaver og vuggestuer ikke er alt for skemalagt, men at børn stadig har mulighed for fri leg og udfoldelse.

Daginstitutionseksperimentet begyndte, da danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i 1960'erne og 1970'erne. Udviklingen var drevet af kvindefrigørelsen og det faktum, at kvindernes arbejdskraft var helt nødvendig for udviklingen af velfærdssamfundet. Spørgsmålet erså , om vuggestuer og børnehaver er et nødvendigt onde eller et positivt tilskud til barndommen.

Langt de fleste videnskabelige undersøgelser viser en positiv effekt af vuggestuer og børnehaver. For eksempel viser en undersøgelse fra Institut for økonomi ved Aarhus Universitet, at børn, der har gået i vuggestue, får højere karakterer i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve end børn, der passes i dagpleje.

Kritikken af børnehaver og vuggestuer er ifølge daginstitutionsforskeren, professor Stig Broström fra Aarhus Universitet først og fremmest drevet af personlige holdninger og ideologi.

”Vi kan ikke finde dansk forskning, der viser, at vuggestuer eller børnehaver er skadelige. Men vi kan finde teoretikere, der ud fra et rent holdningsmæssigt synspunkt mener, at det er skadeligt at gå i vuggestue. Kritikken er især begrundet i den psykologiske teori om tilknytningen mellem mor og barn,” siger Stig Broström.

Morten Dige, der er lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, hører til dem, der finder det usundt at skille helt små børn fra deres forældre. At sige andet er en illusion, mener han.

”Mange af de forældre, der sender deres børn i vuggestue, er ressourcestærke forældre, der begge har job. Her kunne man godt forestille sig et spillerum for at prioritere anderledes. Men selvfølgelig spiller strukturelle forhold ind. Vores arbejdsmarked er ikke skruet sådan sammen, at det er lige til at gå på nedsat tid eller tage to år ud af kalenderen for at være sammen med børnene.”

Idéen om, at forældre tilbringer et eller to år hjemme sammen med børnene, har aldrig for alvor vundet indpas i Danmark, og i dag er det lige så selvfølgeligt at sende børn i vuggestue og børnehave som at sende dem i skole. Og den udvikling er sket gradvist og uden synderlig debat, påpeger lektor Tomas Ellegaard fra Roskilde Universitet.

”Man kan diskutere, i hvilket omfang anbringelse af børn i institutioner er en bevidst og gennemtænkt beslutning. Hvis man ser på det tidspunkt i dansk og nordisk sammenhæng, hvor daginstitutioner eksploderede, så var det en tid, hvor man skulle løse et pasningsbehov,” forklarer Tomas Ellegaard.

Daginstitutionsforskeren Stig Broström er ikke i tvivl om, at udviklingen har en bagside, fordi nogle børn tilbringer for mange timer på rød stue. Omvendt peger han på, at det er urealistisk at forestille sig et samfund med flere hjemmegående fædre og mødre.

”Blandt for eksempel forældre med tilknytning til Rudolf Steiner-pædagogikken hører man ofte, at små børn burde passes hjemme. Men det kræver et vist indtægtsgrundlag, og langt de fleste forældre er afhængige af to indtægter. Derfor gælder det om at gøre institutionerne så gode som muligt. Amerikanske undersøgelser viser, at det lille barn godt kan knytte sig til både en pædagog og far og mor. Om vuggestuen er god, beror på, om der er en tæt følelsesmæssig kontakt mellem barnet og personalet, og det er efter min mening der, kæden ofte hopper af. Kvaliteten af danske daginstitutioner er for svingende, og der findes børnehaver og vuggestuer, der efter min mening burde lukkes med det samme,” lyder det fra Stig Broström.

Han understreger samtidig, at der heldigvis også findes mange vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, hvor der er spændende aktiviteter og en tæt følelsesmæssig relation mellem barn og pædagog.

Sociologen Henrik Dahl var en af de første, der beskæftigede sig med de menneskelige konsekvenser af institutionaliseringen. Han skrev tilbage i 1999 bogen ”Den kronologiske uskyld” om, hvordan institutioner i en tidlig alder hiver børnene ud af barndommens trygge land og ruster dem til konkurrencesamfundet.

”I det øjeblik børn anbringes i institutioner, så lærer de fra en tidlig alder, at relationer kan laves om, og at verden er et sted, der kan laves om. I stedet for tidligere tiders trygge rammer og nærmest naturgivne relation til forældrene får man en relation til forskellige pædagoger. De naturlige relationer er pillet ud af et barn i vore dage. Man lærer meget tidligt, at det kræver et vist arbejde at blive anerkendt, så i den forstand bliver man tidligt revet ud af barndommen,” siger Henrik Dahl.

Han ser dog ingen grund til at begræde udviklingen.

”Vi har det bedre end vores forfædre, både materielt og åndeligt, og vi har meget større frihed. Først og fremmest er institutionerne en positiv ting. Bagsiden er selvfølgelig, at når livet bliver et individuelt projekt, så er der risiko for, at tingene kan gå galt. Og når det sker, føler mange af de nye generationer, at det er deres eget ansvar. Jeg kan se det hos mine egne børn. De føler sig tynget af ansvar og bebrejder sig selv, når ting ikke lykkes,” lyder det fra Henrik Dahl.

Selvom børneforskere ikke kan påvise negative konsekvenser af udviklingen, er Erik Sigsgaard ikke i tvivl om, at en barndom med alt for mange timer bag børnehavens hegn bremser skabertrang og nysgerrighed. Han undrer sig for eksempel over, at der er færre iværksættere i Danmark end i mange andre lande.

”Kan det hænge sammen med, at Danmark er det land, hvor børn og unge tilbringer flest timer i daginstitution? Kan man forestille sig, at der som institutionsanbragt ikke er så meget at iværksætte? At andre har iværksat ens liv?”.WWBørns civile liv er i dag blevet indskrænket. Det ser man i den skov, man selv legede i som barn. Der er ingen børn længere.

erik sigsgaard, cand.pæd. og forsker