På sporet af Oehlenschlägers brede bøge

Man siger, at Oehlenschläger skrev ”Der er et yndigt land” i Stengade Skov på Langeland. Det er dog næppe sandt, siger en tidligere skovrider. Til gengæld blev der fra skoven skudt med kanoner mod briternes krigsskibe under Englænderkrigene

Ifølge overleveringen var det under dette gamle, prægtige bøgetræ i Stengade Skov, at Adam Oehlenschläger sad, da han forfattede ”Der er et yndigt land” under titlen ”Fædrelandssang” i 1819. (Foto: Leif Tuxen)
Ifølge overleveringen var det under dette gamle, prægtige bøgetræ i Stengade Skov, at Adam Oehlenschläger sad, da han forfattede ”Der er et yndigt land” under titlen ”Fædrelandssang” i 1819. (Foto: Leif Tuxen).

Slentrer man langs stranden ved Langelands østlige kyst lidt nord for Spodsbjerg og nynner den danske nationalsang ”Der er et yndigt land” samtidig, er det ikke svært at forestille sig, at den danske digter og forfatter Adam Oehlenschläger (1779-1850) har befundet sig netop her, da han skrev det, der siden 1844 har været Danmarks nationalsang.

Oehlenschlägers bøg

Der troner sågar en kæmpestor bøg i skovbrynet, som kaldes ”Oehlenschläger bøg”, og ifølge overleveringen var det under dette gamle, prægtige træ, at den danske digter sad, da han forfattede ”Der er et yndigt land” under titlen ”Fædrelandssang” i 1819.

Men selvom der ved indkørslen til Stengade Skov skiltes med, at denne vej fører til ”Oehlenschlägers bøg”, og selvom omgivelserne kunne have været den perfekte inspiration for digteren, er fortællingen om, at han har siddet i skovbrynet og skrevet, formentlig ikke andet end en god historie. Det hedder sig nemlig, at det var under et besøg hos faderen til fysikeren H.C. Ørsted, apoteker Søren Ørsted i Rudkøbing, at Oehlenschlger tog ud i skoven og skrev. Men da nationalhymnen blev forfattet i 1819, havde familien Ørsted for længst forladt Langeland. Det afslører sig, hvis man kigger i de historiske annaler.

Men Stengade Skov gemmer på andre spændende historier, der modsat den om Oehlenschlger er nedfældet i de officielle historiebøger og derfor må regnes for ganske gyldige. I skoven støder man også på de fysiske beviser fra fortiden. Godt 50 meter fra strandkanten, gemt bag høje, gamle ege- og bøgetræer finder man Skansen. Denne græsklædte forhøjning opførte den daværende lensgreve, godsejer og general Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832), i 1807, da Englænderkrigene var i deres spæde start. Den fungerede som grundlag for de store kanoner, hvis kugler blev sendt ud over Langelandsbæltet for at hindre de engelske krigsskibe i at blokere søvejen til Lolland.

Slaget ved Langelands kyst

I den langelandske historie har særligt datoerne den 20. og den 21. august 1808 en særlig betydning. Her udspillede der sig et større drama, da 95 engelske skibe lå ankret op ud for Stengade Skov og Spodsbjerg. Englænderne skulle herfra hjemsejle godt 9000 spanske soldater, der havde overgivet sig til dem, og hvoraf mellem 4000 og 5000 i sommeren 1808 havde været indkvarteret på Langeland.

Spaniernes udskibning kom langelænderne meget konkret til at mærke. I Wilhelm Lütkens bog ”Bidrag til Langelands historie” kan man således læse, at 400 vogne blev rekvireret hos de lokale bønder til at bringe forsyninger til skibene blandt andet 300 køer, 600 tønder rug, 8000 pund saltet flæsk og store mængder øl. Og selvfølgelig havde de sejrende englændere også sikret sig mod potentielle angreb fra danskerne. Kanonerne, der normalt havde skyderetningen vendt mod havet, var blevet drejet 180 grader og sigtede ind mod fastlandet, såfremt eventuelt krigslystne, danske soldater skulle finde på at udfordre skæbnen.

I dag, en sommerdag i 2014, er det svært at forestille sig, at Stengade Skov engang spillede en rolle i en stor krig. Kører man ned til det, der i folkemunde kaldes Festpladsen, og som gennem mange år har været et eftertragtet udflugtsmål for lokale langelændere, synes alt at ånde af fred og ro. Der er næsten havblik, det skarpe lys fra sand og vand skærer i øjnene, og den eneste lyd at høre er en sagte rislen fra bladene i trætoppene.

Der har dog tidligere været andet end rislen oppe fra træernes kroner Stengade Skov var i 1967 udsat for to voldsomme storme, der hårdt og ubarmhjertigt tog for sig af de smukke træer. Store dele af skovens flotte bøgebevoksninger måtte lade livet, og i dag ses der flere steder i skoven store, tilgroede stubbe fra de træer, der dengang måtte bukke under for uvejret.

Skovrideren fra Stengade Skov

Den 91-årige tidligere skovrider Henrik Staun har indvilget i at vise rundt i Stengade Skov, hvor han selv var ansat, indtil han stoppede som 60-årig.

”Det har altid være biologien, der har interesseret mig som skovmand sideløbende med de økonomiske hensyn og krav til skovdriften. Økonomisk gevinst på bekostning af biologien har jeg aldrig brudt mig om. Ikke at man ikke skal drive skovbrug og tjene penge på det, men det skal gøres med respekt for naturen. Det er altid en balancegang, for træer og skov er både produkt og produktionsapparat,” siger han.

Vi kører ind i skoven fra den nordlige side og kommer igennem et stykke flot bøgeskov af den slags, der får tankerne til at falde på ægte dansk sommer og skovtur med familien. Den blev plantet engang i 1950'erne.

Der var et yndigt land

Et stykke længere inde stopper bøgebevoksningerne, og i stedet er der i hele venstre side af skoven plantet nye ahorntræer. De står tæt og kalder på en udtynding, hvis de skal have chancen for at vokse sig høje og stærke. Flere steder i skoven er billedet det samme. Som tændstiktynde ballerinaer, der kun akkurat har plads nok til at lave små, forsigtige piruetter på stedet, står de tyndstammede træer småtriste side om side og venter på mere plads.

Hvis skoven var en menneskekrop, ville det, man finder inde i dens midte, kunne beskrives som store, svidende hudafskrabninger. Flere steder dukker store, golde flader uden nævneværdig vækst og med store stabler af træstammer stående i udkanten op og afslører en flittig skovhugst. Samtidig udstiller de det evige paradoks, der er mellem det skovøkonomiske og det skovkulturelle. Ikke at naturen tager skade af hugsten, for tiden læger alle sår, men kønt ser det ikke ud.

På vores tur rundt i skoven peger Henrik Staun indimellem på et stort ege- eller bøgetræ og fortæller, at dér står et af de træer, der med nød og næppe undgik skovhuggerens skarpe økse. Som skovrider i Stengade Skov lod Henrik Staun en gang imellem et af de gamle, smukke træer blive stående, selvom de kunne have bidraget til økonomien. Både fordi der skulle være noget smukt at kigge på, og fordi et gammelt træ har en rigdom af natur knyttet til sig, mener han.

Skoven har fået græssende dyr

Stengade Skov er nu som dengang på private hænder. Tidligere tilhørte den greveslægten Ahlefeldt-Laurvig, men i 2002 solgte grev Christian Ahlefeldt-Laurvig den 112 hektar store skov sammen med skoven Lejbølle Hestehave på 14 hektar for 15,5 millioner til aviskvinden og den forhenværende læge Helle Sørensen fra Silkeborg. Dengang hed det sig i Fyens Stiftstidende, at skovene blev købt som en langtidsinvestering.

Stengade Skov bliver formentlig indimellem også brugt til jagt, og naturligvis er der i dag en rådyrbestand i den og måske også enkelte dådyr. Men selvom synet af disse elegante, brunøjede dyr, der med vagtsomme ører græsser i skoven, kan få de fleste af os til at hensynke i benovelse over naturen, er hjortevildtets tilstedeværelse ikke udelukkende af det gode. Det æder nemlig opvæksten i skovbunden. Er målet omvendt at holde væksten nede, er det fint med mange dyr i skoven.

Netop græssende dyr var også et problem i de danske skove for et par århundreder siden.

Den smukke bøgeskov

Dengang var det dog ikke de vilde dyr, men derimod bøndernes heste og kvæg. Det var nemlig helt frem til 1805 både lovligt og ganske normalt, at bønderne lod deres dyr vandre rundt i skoven og tage for sig af skovbundens goder der var ingen afgrænsning mellem skov og land. Det havde den kedelige konsekvens, at det blev særdeles svært at få nyplantet skov til at gro, fordi dyrene åd alle nyspirede træer i skovbunden og træ havde man hårdt brug for dengang, idet kongen manglede det til sin flåde.

I 1805 indførtes derfor skovforordningen, eller loven om indfredning. En lov, som netop havde til formål at trække en grænse mellem skov- og landbrug, således at dyrene blandt andet blev ude fra skoven. Ved Stengade Skov ses dette tydeligt på det gamle, noget tilgroede stengærde, der omkranser skoven, og som blev sat for at forhindre dyrene i at forcere grænsen til skoven. Med skovforordningen ændrede mange skove, således også Stengade Skov, udseende og blev firkantede og rektangulære, hvor de før havde haft mere tilfældige udformninger.

Vi triller ud af skoven i dens sydlige del her er endnu et sted, hvor bøgeskoven står akkurat lige så smukt, som Oehlenschlger beskrev det i ”Der er et yndigt land”. Træerne er endnu ikke så gamle, men om 100 år vil en og anden med et poetisk sind måske komme forbi, og hvem ved så hvilken sang, der kan gå hen blive ud af det?