Demente skal også gå på bar

En flok hollandske ildsjæle har forandret et klassisk plejehjem til en landsby for demente. Beboerne lever længere, og medicinforbruget er halveret

 Hollandsk populær musik af ældre dato strømmer ud fra baren på De Hogeweyk, hvor en gruppe beboere er samlet denne formiddag. Plejehjemmet har en ambition om at aktivere og inddrage beboerne. Kvinden i midten af billedet er anonymiseret efter ønske fra de pårørende. Alle fotos: Maartje Geels.
Hollandsk populær musik af ældre dato strømmer ud fra baren på De Hogeweyk, hvor en gruppe beboere er samlet denne formiddag. Plejehjemmet har en ambition om at aktivere og inddrage beboerne. Kvinden i midten af billedet er anonymiseret efter ønske fra de pårørende. Alle fotos: Maartje Geels.

Fru Seegers er 100 år. Med sin lyse skindjakke og sit fyldige, permanentede hår ser hun væsentligt yngre ud. Hun har syv børn og forklarer, at hun er velsignet med mange børnebørn. Antallet husker hun ikke. I det hele taget er der ret meget, fru Seegers ikke husker. Hun har en svær demenssygdom, men hun vil gerne ud, og derfor har hun sat sig ved bordet på caféen, hvor hollandske slagere fylder rummet.

”Jeg elsker sang og musik. Især sang,” fastslår hun.

En halv times togrejse sydøst for Amsterdam i Holland ligger byen Weesp. Her har fru Seegers boet i en årrække og engang ernæret sig med at fremstille lampeskærme. For to år siden var hendes demens så svær, at hun havde brug for en plejehjemsplads, og derfor kom hun til De Hogeweyk, der ligger som en by i byen: en demenslandsby, hvor fru Seegers både kan gå til frisør, købmand og få sig en tår over tørsten på en café. For fru Seegers og hendes familie er plejehjemmet blot det lokale tilbud, men for fagfolk, forskere og politikere fra både Europa, USA og Asien er demenslandsbyen et eksempel på, hvad man drømmer om at kunne tilbyde demente i fremtiden. Også fra Danmark har der været besøg.

Sidste år besøgte cand.jur. Margrethe Khler, der er chefkonsulent i Ældre Sagen, De Hogeweyk og har siden forsøgt at formidle inspirationen fra demenslandsbyen ind i fremtidens ældrepleje i Danmark. Det handler om den fysiske indretning af plejehjem, men i lige så høj grad om tilgangen til plejen.

”I Danmark er vi meget opmærksomme på den fysiske pleje, mens man på De Hogeweyk har mere fokus på livskvalitet. Vores fokus på kroppens pleje betyder, at det sociale liv tit er nødlidende på de danske plejehjem. Vi kan hente masser af inspiration i den hollandske model, fordi den 100 procent satser på livskvalitet i de sidste leveår selv når du rammes af en alvorlig hjernesygdom som demens. De Hogeweyk har fokus på en socialpædagogisk, humanistisk model, hvor man aktiverer beboerne så meget som muligt og inddrager dem i dagligdags gøremål,” siger Margrethe Khler.

Yvonne van Amerongen-Heijer er udviklingschef i den hollandske demenslandsby. Hun er uddannet socialpædagog og kom til De Hogeweyk for 32 år siden, hvor plejehjemmet var som et gennemsnitligt hollandsk plejehjem.

”Vi begyndte at spørge os selv, hvordan vi gerne selv ville have plejehjemmet til at være, hvis vores forældre skulle bo her,” siger hun.

Hun stod i spidsen for en længere idéudviklingsproces, og i 1993 begyndte man at ændre på forholdene på plejehjemmet. Demente skulle være sammen med andre med samme sygdom, men de skulle ikke behandles, som var de syge. Rammerne og dagsrytmen skulle være mere hjemlig, der skulle være flere aktiviteter i hverdagen, medicinforbruget skulle nedbringes, og de pårørende skulle føle sig hjemme sammen med deres demente familiemedlemmer.

I 1995 fik De Hogeweyk en pris for arbejdet.

”De mest grundlæggende forandringer i vores vision kunne vi gennemføre uanset de fysiske rammer. Vi ville se på de demente som beboere og ikke anse dem for patienter. Vi skulle holde op med at behandle dem, som var de indlagt på et hospital, men give dem en afvekslende hverdag,” siger hun.

I 2006 tog håndværkerne fat på at opføre den lukkede landsby, som i dag udgør De Hogeweyk. Landsbyen dækker et areal svarende til 15 store parcelhusgrunde, hvor der er bygget 23 huse til de i alt 152 beboere. Her er desuden som i en anden by en indkøbsarkade med købmandsbutik, restaurant og café. Og så er der en hovedgade med diverse butikker fra frisør til musikcafé. Da stedet var fuldt udbygget for seks år siden, havde De Hogeweyk også fået et teater.

”Du kommer her for at dø. Og i stedet for at beklage alle de færdigheder, man har tabt med en demenssygdom, vil vi gerne gøre vores til, at beboerne får det bedste ud af deres sidste år. Du kan sagtens have det sjovt, selvom du er dement, men det kræver, at du er sammen med mennesker, som kan hjælpe med at skabe rammerne,” siger Yvonne van Amerongen-Heijer.

”Vores drøm var at være en del af Weesp, men det var ikke muligt. Nu har vi i stedet lavet et kvarter, som har tilbud, der tiltrækker folk fra byen, og det er med til at give både liv og omsætning her,” siger udviklingschefen.

Klokken nærmer sig 12, og det er spisetid. Fru Seegers skal hjem, og vi får lov at komme med. Hun bor i et hus sammen med seks andre demente og to plejere, som har sørget for at få en portion tarteletter på bordet. Inden man flytter ind, er der samtaler med familien omkring personens baggrund og værdier, og med afsæt i det finder man en bolig, hvor man kan være sammen med ligesindede. Efter rådslagning med sociologer er der indrettet boliger efter syv forskellige livsstile: byliv, overklasse, kulturelt interesserede, kristne, indonesisk baggrund, arbejderklasse og hjemmegående husmor. Der er eksempelvis fire huse for mennesker fra overklassen og et hus for kristne. Det er her, fru Seegers bor sammen med blandt andre en tidligere organist, som sørger for, at de indleder dagens fælles måltider med en bordbøn. Når han altså husker det. Ved sofaen ligger et par bibler, og over fjernsynet hænger to indrammede broderier med skriftsteder fra Bibelen.

”Vi bilder os ikke ind, at vores beboere knytter venskab, men genkendelighed er vigtig for demente. Det kan være maden, tiltaleformen eller den måde, stuen er indrettet på,” siger Yvonne van Amerongen-Heijer.

Mens fru Seegers og de andre er bænket ved et lidt slidt langbord uden dug, sidder beboerne i overklassehusene ved et blankpoleret bord og har deres tallerkener på dækservietter. Over bordet hænger en krystallysekrone, og når de skal se fjernsyn, tager de plads i lænestolene.

”For nogle er en fælles sofa det, som føles mest naturligt og hjemligt, men er du fra overklassen, vil du foretrække at have din egen faste stol ved fjernsynet, og du vil finde det naturligt at blive tiltalt med dit efternavn. På den måde vil vi gerne fortsætte den livsstil, som beboerne har med sig, inden de kommer her,” siger Yvonne van Amerongen-Heijer.

år efter, at Yvonne van Amerongen-Heijer og kollegerne begyndte at overveje, hvordan de kunne ændre tilbuddet til demente, er der mange mål, som er opfyldte. Stedet ligner ikke et sygehus, men fremstår som en moderne, tryg mini-by.

Beboerne lever længere, end de gjorde før. Levetiden er gennemsnitligt øget med et år. Medicinforbruget er gået ned med 50 procent i forhold til 1992. Det er særligt brugen af beroligende medicin, som er reduceret.

”Der foregår et vedvarende arbejde med at ændre synet på demente hos nye medarbejdere og naturligvis hos pårørende. Når vi møder nye pårørende, er de meget fokuserede på medicinen og den praktiske pleje, for når der kommer en ny beboer her, har der været en lang periode, hvor der har været fokus på alt det, som den demente ikke længere kan. Vi beder familierne se på deres pårørende som menneske og ikke som et menneske, som har tabt en række færdigheder. Et godt tip er at se, hvordan personalet omgås den demente. Gør man selv det samme som pårørende, kan man finde ind i en ny relation,” siger Yvonne van Amerongen-Heijer.

I gennemsnit er en hollandsk plejehjemsbeboer ude halvandet minut dagligt. I De Hogeweyk er det tal langt højere. De mange, som ikke længere kan gå, sørger frivillige for at tage med på ture rundt i den lille by. Og andre går små ture.

”Når du kommer her, har du typisk lidt mange nederlag og er ikke længere tryg, fordi du måske har været faret vild, eller du er blevet kaldt tilbage til en butik, fordi du tog en plade chokolade og gik uden at betale. Vi har en butik her, og det sker, at folk tager en plade chokolade uden at betale, men vi ved, hvem du er, og holder regnskab med det. Glæden ved at kunne gå på indkøb skal du stadig kunne have,” siger Yvonne van Amerongen-Heijer.

Da Ældrekommissionen for et par år siden undersøgte livskvaliteten på danske plejehjem, var en af konklusionerne, at kedsomhed er et stort problem på plejehjemmene. Det sociale liv lader meget tilbage at ønske. Ofte er fjernsynet det eneste samlingspunkt. Selvom beboerne i De Hogeweyk er dybt demente, er der hver dag flere tilbud til dem. Med hjælp fra 140 frivillige er det muligt at tilbyde forskellige værksteder. En formiddag bliver der bagt brød, mens man et andet sted lytter til folkemusik, og et tredje sted er en gruppe med hjælpere på vej mod Weesps svømmehal. Nogle er med til to daglige aktiviteter, mens andre kun er med til et par ting om ugen.

Det, som kan samle flest, er musikken. Talen kan være væk, men når operettetoner fylder musikcaféen Café Mozart, så bliver der sunget med. Cora Gijsen, som har en fortid som hjemmehjælper, er dagens vært i Café Mozart. Frivillige byder på traditionel æggelikør med fløde.

Allerede inden promillerne er kommet indenbords, er stemningen høj. Hun spiller en tango, og en tavs mand rejser sig og får en dans med hende.

En tenors fortolkning af John Denvers melankolske, kærlighedssang ”Perhaps Love” får en mand til at rejse sig fra stolen og synge med på omkvædet med en stemmestyrke, som nærmest overdøver musikken fra højttalerne: ”My memories of love will be of you,” synger han og holder den sidste tone så længe, at han ender med at høste et bifald for indsatsen.

”I København har der været forsøg på at oprette såkaldte profil-plejehjem, hvor man i højere grad vil kunne tage hensyn til beboernes livsstil. Det vil være et skridt i den rigtige retning. At indrette et plejehjem med boliger, hvor man tager højde for gamle vaner og kulturel adfærd, er med til at højne livskvaliteten.”

”Kedsomhed er et problem på mange danske plejehjem. Selvom man er dement, kan man godt have det sjovt, men det kræver, at der er mennesker, som kan skabe rammerne og sætte en aktivitet i gang. Det kræver en pædagogisk og psykologisk indsigt.”

”Frivillige kan være med til at gøre en forskel på et plejehjem. At beboerne i Holland kommer så meget ud og deltager i værkstederne, er kun muligt, fordi der er frivillige, som kan hjælpe til.”

 Der er skriftsteder på væggen i huset, hvor der bor syv personer, som har en identitet som kristne. Når man flytter ind i landsbyen, bliver man tilknyttet et hus, som repræsenterer en bestemt livsform.
Der er skriftsteder på væggen i huset, hvor der bor syv personer, som har en identitet som kristne. Når man flytter ind i landsbyen, bliver man tilknyttet et hus, som repræsenterer en bestemt livsform.
Foto
Foto
 Klassisk musik er samlingspunktet i musikcaféen Mozart, hvor Cora Gijsen ved, hvilke toner som kan få ellers stille demente til at bryde ud i sang.
Klassisk musik er samlingspunktet i musikcaféen Mozart, hvor Cora Gijsen ved, hvilke toner som kan få ellers stille demente til at bryde ud i sang.
Fire af boligerne er indrettet med mahogni og krystallysekroner. Her bor mennesker fra overklassen, som gerne vil tiltales ved efternavn.
Fire af boligerne er indrettet med mahogni og krystallysekroner. Her bor mennesker fra overklassen, som gerne vil tiltales ved efternavn.
Der er 152 beboere på plejehjemmet lidt syd for Amsterdam. De bor i huse med seks til syv personer og to plejere. Husene ligger tæt, sådan som det udbredt i Holland.
Der er 152 beboere på plejehjemmet lidt syd for Amsterdam. De bor i huse med seks til syv personer og to plejere. Husene ligger tæt, sådan som det udbredt i Holland.
I De Hogeweyk ønsker man at etablere en hverdag, som minder om den, beboerne har forladt. Nøgleordet er tryghed. De svært demente får lov at købe ind, og går de uden at betale så, bliver det skrevet på husets regning.
I De Hogeweyk ønsker man at etablere en hverdag, som minder om den, beboerne har forladt. Nøgleordet er tryghed. De svært demente får lov at købe ind, og går de uden at betale så, bliver det skrevet på husets regning.