Prøv avisen
Visdom

Man får meget tilbage, når man investerer sig selv

Bente Scavenius har to hjem. Det ene i en stor herskabslejlighed i det indre København og det andet i et tidligere landarbejderhus på Møn. ”Sommerhuset” som hun kalder det sidste, bruger hun flittigt i weekender og ferier året rundt, men arbejdet er altid med. Her har hun sat sig i en krog i haven, hvor hun ofte har formuleret tanker i sit hoved, der senere er blevet en del af hendes omfattende formidling af kunsthistorien, eller som tilhører hendes private livsvisdom. Foto: Leif Tuxen

Bente Scavenius savnede visdom og gode råd i sin opvækst som godsejerdatter på Møn. Som nu snart 70-årig har hun gennem sin sult efter kulturel viden skabt sig et fundament, som hun har tænkt sig at lukrere på i sin alderdom

Det var på mange måder et privilegeret liv at være ældste datter af godsejeren på Klintholm.

Legekammerater var der masser af blandt de ansattes jævnaldrende børn, der var altid en ridehest til rådighed, og de krav, der blev stillet i den nærliggende landsbyskole, var beskedne. Friheden var udtalt, for når bare børnene passede spisetiderne, kunne de stort set gøre, som de ville.

Når Bente Scavenius i dag sidder i sin rosenblomstrende julihave i ”Sommerhuset” et landarbejderhus, der tidligere hørte til godset på det østlige Møn, men nu er hendes og husker tilbage på sin barndom, er det dog ikke kun frihed og sorgløshed, hun kommer til at tænke på. For med årene er det i stigende grad gået op for hende, at der manglede noget i hjemmet:

”Der var ikke fokus på værdier i mit hjem, mine forældre var simpelthen et andet sted. Det er nok derfor, jeg hele mit liv har været så tiltrukket af det kulturelle og humanistiske, fordi det har givet mig indsigt i nogle værdisæt, som jeg ikke havde med hjemmefra. Jeg føler mig som en selvlært, der har oparbejdet det hele af egen kraft,” siger Bente Scavenius og fortsætter:

”Jeg var ret flakkende i min ungdom, og der kunne jeg godt have brugt nogle vise mennesker omkring mig. Jeg fik mange gode ting med mig fra min opvækst, men visdom fik jeg ikke.”

Bente Scavenius er uddannet kunsthistoriker og er en af Danmarks flittigste formidlere af kunst. Listen over hendes bogudgivelser er lang, hun har været kritiker ved adskillige aviser og leverer stadig en ugentlig kunstanmeldelse til dagbladet Børsen.

Hun holder utallige foredrag og er en af de hurtigt tænkende og analyserende kombattanter i kunstquizzen på tv-kanalen DR K. Hun er netop genbeskikket som censor ved Københavns og Aarhus Universiteter og har en post i flere museums- og fondsbestyrelser. Det hele sådan nærmest på trods, for som hun siger:

”Mine forældre havde ingen som helst ambitioner på mine vegne. Jeg tror, de syntes, at et maskinskrivningskursus var rigeligt.”

Som de fleste andre børn af adelige blev Bente Scavenius sendt på kostskole. Forældrene tog hende ud af fjerde mellem i landsbyskolen og sendte hende af sted, men hun husker ikke opholdet på den engelske kostskole som noget særligt lykkeligt år. Det var svært at være den fremmede pige, og hun fandt mest trøst i at ride noget, hun også havde tilbragt meget tid med hjemme på herregården.

Tilbage i Danmark igen ville hun gerne i gymnasiet, men da der var alt for langt at pendle fra Østmøn til gymnasiet i Vordingborg, valgte hun som ganske ung at flytte til København.

Her boede hun på Den Franske Skole hos nonnerne på Bernstorffsvej og begyndte samtidig i gymnasiet på Zahles Skole. Det gik imidlertid ikke. For Bente Scavenius havde ikke rigtigt lært noget i landsbyskolen, og selvom hun talte et pænt engelsk efter kostskoleopholdet, var det ikke tilstrækkelig basis for at kunne begå sig i gymnasiet.

”Efter et halvt år gav jeg op og begyndte i stedet for at tage det, der hed pigeskoleeksamen på Zahles Skole. Det var noget af et nederlag,” fortæller hun.

I de år skete der desuden det, at hendes forældre blev skilt, og det rystede yderligere fundamentet under den unge kunstinteresserede pige, der i en periode fandt ro i at rejse rundt i Toscana i Italien for blandt andet at se de store renæssanceværker.

”Jeg var noget flakkende,” erkender hun i dag, men fortæller samtidig, at det med at læse kunsthistorie tidligt kom ind i hendes bevidsthed.

”Da jeg mange år senere for første gang skulle signere bøger i Magasins bogafdeling, kom min gamle barnepige fra Klintholm og sagde: 'Ih, hvor er jeg glad for, at du kom til at læse kunsthistorie, for det var jo det, du altid ville',” siger Bente Scavenius.

Hun kan ikke præcist sætte fingeren på, hvor interessen for kunsthistorien kom fra, men husker en familierejse til Amsterdam i Holland, hvor Rembrandts billeder gjorde stort indtryk.

Da hun var 20 år, meldte Bente Scavenius sig til et to-årigt studenterkursus, og det skulle blive lidt af en øjenåbner. På kurset, hvor undervisningen fandt sted mellem klokken 17 og 22.30 hver dag, studerede mennesker, der havde lønarbejde i dagtimerne, og for hvem det var afgørende at få en studentereksamen og derefter en uddannelse.

”Ved at møde de dedikerede mennesker, der gik på studenterkurset, gik det for første gang virkelig op for mig, at hvis man vil blive til noget, så må man investere sig selv. Og at når man gør det, får man så meget mere igen. Jeg burde vel have haft en eller anden form for disciplin ind i min dagligdag meget tidligere, så jeg havde været mere målrettet. Men den slags interesserede slet ikke mine forældre. Til gengæld erkendte jeg selv den livsvisdom i årene på studenterkurset,” siger Bente Scavenius og tilføjer, at hendes opdagelse af nødvendigheden af flid og af at investere sig selv, var særdeles nyttig, da hun kom på universitetet. Det var i 1970'erne, og der var ikke meget struktur på studiet eller kontrol med, at opgaver blev afleveret.

”Der var hverken velkomst eller vejledning, så man sejlede lidt for egen vind. Det hjalp mig derfor meget, at jeg havde fået lært noget selvdisciplin,” husker hun.

Selvdisciplinen er blevet en vigtig følgesvend i hendes liv. Som freelancer med mange forskellige arbejdsopgaver er der altid deadlines, der skal overholdes, og deadlines har Bente Scavenius et ganske særligt forhold til.

”Jeg er en langsom starter, og mit tilløb er ofte meget langt, men når jeg så endelig sidder ved computeren, så bliver jeg altså siddende, til jeg er færdig, om det så tager flere år, som det eksempelvis gjorde med min største bog, 'Den Frie Udstilling i 100 år'. Jeg skriver jo altid op til en deadline, og min intention er hver gang at overholde den og hver gang bliver den overskredet. Det har været min arbejdsform i mange år, at jeg altid afleverer i sidste øjeblik, det er en del af min energi og min drivkraft, at jeg simpelthen tvinger mig selv til at blive siddende, til jeg er færdig,” siger hun.

Nødvendigheden af at investere sig selv er for Bente Scavenius også forbundet med en god portion nervøsitet, tvivl og usikkerhed. Hun er altid frygtelig nervøs, når hun skal optræde på tv og kan godt ligge søvnløs før et foredrag eller en vigtig censoropgave.

Når hun sidder med en stor bogopgave, tvivler hun undervejs på, om hun har styr på stoffet og kan få spundet den bue over sin viden, der er vigtig for at opnå den optimale formidling.

”Jeg har lært at acceptere tvivlen og usikkerheden som en drivkraft, og jeg betragter min nervøsitet som noget positivt, der betyder, at jeg gør mig mere umage, og som noget, der øger mit engagement. Når jeg laver kunstquiz, er der ingen, der kan mærke, at jeg har været nervøs, for når jeg først kommer ind i studiet, er jeg helt rolig. Det er min måde at tænde for lanternerne på.”

Bente Scavenius kan godt falde i en grøft, hvor hun tænker, at alle andre er klogere end hende, og det betragter hun som en del af det, hun har med fra sin opvækst.

”Jeg har jo en meget landlig baggrund og er slet ikke rundet af et akademisk miljø. Det gav mig komplekser på universitet, hvor jeg syntes, de andre var meget mere belæste, og har nok altid fulgt mig. Til gengæld har jeg hele mit liv haft en voldsom sult efter bøger, kultur og viden. Min mand (skuespilleren og instruktøren Joen Bille, red.) er et af de mest belæste mennesker, jeg kender, og det er ikke nogen tilfældighed, at jeg i sin tid blev tiltrukket af ham og det miljø, som han færdes i. Jeg har helt åbenbart haft et behov for alt det, der siden er blevet mit fundament.”

Et andet menneske, der har haft stor betydning for Bente Scavenius, er forfatteren Poul Borum. De to mødtes i midten af 1980'erne, da forlagsredaktør Jarl Borgen bad dem skrive værket ”Malernes og forfatternes Danmark” sammen.

Det umage par, den kronragede og provokerende punkertype ved siden af den pænt klædte kunsthistoriker, havde et tæt samarbejde de sidste 10 år af Poul Borums liv. De holdt en række foredrag og optrådte som kulturdebattører sammen, ligesom de lavede radioprogrammer og nåede at gennemføre fire ud af flere planlagte udsendelser på TV2 om kunst og litteratur.

”Jeg havde nogle fantastiske dialoger med Poul Borum. Vi var i den grad hinandens modsætninger, men fandt hurtigt ud af, at vi korresponderede virkelig godt sammen. Han var meget inspirerende for mig, især fordi han stillede store krav. Han sagde altid: 'Bente, vi må aldrig kede os selv eller hinanden, intet må blive automatik, vi skal blive ved med at overraske',” fortæller Bente Scavenius og tilføjer:

”Sammen med Poul Borum opstod der mange uforudsete ting i vores fælles koncentration, og der var igen den erkendelse hos mig, at hvis man investerer sig selv, så får man meget forærende. Det giver så meget tilbage, som man slet ikke havde tænkt på.”

Bente Scavenius var i en årrække medlem af Undervisningsministeriets musiske udvalg og er stadig en ivrig fortaler for at styrke de kunstneriske fag i skolen. Hendes kongstanke er, at fag som musik og billedkunst ikke er noget, elever skal kunne vælge til og fra, men derimod fag, der skal være naturligt implementeret fra begyndelsen.

”I mødet med god kunst får man øje på noget, der er større end en selv. Kunsten perspektiverer vores eget liv og åbner for ressourcer i os, som vi ikke er bevidste om. Kunst er en del af et dannelsesniveau, som jeg selv har savnet i min opvækst, men som jeg af egen kraft har haft et stort behov for at opdyrke,” siger hun.

Som snart 70-årig er Bente Scavenius langtfra klar til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Der er enkelte bestyrelser, hun i anledning af den runde fødselsdag må forlade, men ellers skal der ikke ændres noget i hendes arbejdsliv. Hun er til gengæld begyndt at tænke på, hvilken åndelig og kulturel opsparing hun tager med sig til alderdommen.

”Det, man har tilegnet sig gennem et langt liv, er det, man skal lukrere på, når man bliver gammel. Jeg er begyndt at indse, at al den livserfaring, jeg har fået, alt det, jeg har set, læst og gjort, er det, jeg skal høste frugterne af i de kommende år. Min indsigt gør, at jeg har mulighed for hele tiden at opleve og lære noget nyt, og mit kulturelle fundament skulle gerne føles som en berigelse af dagligdagen også i alderdommen,” siger Bente Scavenius.

I hendes familie har de tit sagt til hinanden, at ”hånden og hjertet skal følges ad”, og det har hun selv udvidet til, at ”form og indhold skal følges ad”.

”For mig er det meget væsentligt, at det ydre følger det indre. Der kan være perioder i ens liv, hvor formen tager over, men som ældre er det virkeligt vigtigt, at indholdet følger formen. Kun på den måde bliver vi hele mennesker, og livet bliver umagen værd.”