Prøv avisen

Han vil åbne danskernes øjne for spørgsmål om tro

"Min far og jeg er meget forskellige, men vi respekterer hinanden. Ligesom ham har jeg en intensitet i min personlighed, og jeg er villig til at gå efter mine drømme," siger Thomas Hansen, søn af evangelisten Moses Hansen. Thomas Hansen er fotograferet på en café nær hjemmet i Valby i København. Han har ikke noget kontor, men bruger caféerne som arbejdsrum. Foto: Leif Tuxen

Som søn af evangelisten Moses Hansen blev Thomas Hansen mobbet, men selv så han sin far som en helt. I dag er Thomas Hansen præst i en stor kirke København

Kildemoes er et cykelmærke, men da Thomas Hansen gik i sjette og syvende klasse, var det også hans øgenavn. Han er søn af evangelisten Moses Hansen, og hjemme i Herning blev der gjort nar af hans far, som var kendt for at gå gennem landet med et stort trækors. Thomas Hansen accepterede, at han som søn af Moses Hansen var Kildemoes, og han var stolt af sin far og drømte om, at han en dag kunne blive præst.

”For at være ærlig, så var min far min helt. Selvom jeg blev mobbet, var jeg stolt af at have en far, som gik efter det, han troede på. Folk havde mange fordomme om ham, men jeg kendte jo den rigtige Moses Hansen og kunne se, at der ikke altid var sammenhæng mellem den private Moses og Moses udstillet i pressen,” siger Thomas Hansen.

Vi sidder på en café, som i dag gør det ud for den 33-årige Thomas Hansens kontor. For halvandet år siden flyttede han til København, hvor han er præst i en frikirke, som er blandt hovedstadens mest besøgte kirker med mellem 500 og 700 overvejende unge kirkegængere til søndagens to gudstjenester. Det hele er gået lidt stærkt, og i stedet for at leje et kontor arbejder Thomas Hansen på forskellige caféer.

Da Thomas Hansen begyndte på Herning Gymnasium, blev øgenavnet Kildemoes erstattet med Jesus.

”Jeg havde det okay med at blive kaldt Jesus, og når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg nok var lidt radikal i den periode. Jeg var mere i den lokale kirke end i gymnasiet, men jeg engagerede mig i elevrådet, fik gode venner og var vild med det faglige. Men mit fokus var ikke at få en uddannelse.”

Han var flyttet hjemmefra, men hans mor var tæt nok på sin yngste søn til at se, at han havde et stort fravær og ikke brændte for en akademisk løbebane. Hun foreslog, at han skulle tage på højskole og efterfølgende et år på bibelskole i Australien, hvilket dengang var muligt med Den Fri Ungdomsuddannelse.

”Min mor fortalte mig om Hillsongs bibelskole i Australien, som jeg ikke kendte noget til, men jeg syntes, det lød som noget, jeg skulle prøve af,” siger han.

Og sådan gik det til, at Thomas Hansen som 19-årig skiftede Herning ud med Sydney. Det, som skulle have været et ophold på et år, blev til 12 år.

”Min mor er amerikaner, og vores familie har altid rejst meget, og mine søskende er i dag spredt ud over verden. Jeg trivedes i Australien, hvilket hang sammen med, at jeg fandt en kirke, hvor jeg følte mig hjemme. Det var en kirke, hvor alle havde en plads, og alle kunne bidrage med noget.”

Samtidig med at han læste en bachelor i teologi på et universitet i Sydney, var han frivillig i Hillsong, som er en pinsekirke, der samler over 35.000 kirkegængere hver uge i Australien. Efter nogle år blev han ansat som præst med ansvar for de unge i alderen 18 til 25 år, hvilket vil sige omkring 5000 mennesker.

En kold septemberdag i 2012 landende Thomas Hansen sammen med sin australske kone Katherine og deres to børn i Danmark for at lancere Hillsong i København. Alt imens man i Københavns Stift diskuterede, hvilke folkekirker der skulle tages ud af drift, var han på udkig efter et anderledes kirkerum.

”Det vigtigste i kristendommen er, at Gud elsker mennesker og ønsker det bedste for vores liv. Det kristne budskab ændrer sig aldrig, men måden, du formidler det på, ændrer sig. I stedet for at forsøge at samle folk i en kirke, hvor de ikke føler sig hjemme, ville vi finde et sted, folk i forvejen forbandt med noget godt. Jeg kommer aldrig til at gå rundt med et kors som min far, men ligesom han vil jeg gerne have, at folk tager stilling.”

Og sådan gik det til, at Thomas Hansen holdt de første gudstjenester på spillestedet Copenhagen Jazzhouse. De første uger var der omkring 150 til gudstjenester, men der kom flere til, og for nylig rykkede kirken ind på teatret Bremen i det indre København.

”Jeg ville gerne lave en kirke, hvor det, man hører under gudstjenesten, kan give mening og retning til mandagen. Når du har været i Hillsong, skal du gerne have det, som når du har været i biografen og set en god film: Du ønsker at dele erfaringen med dine venner og lade dem se filmen.”

Det første år gav kirken i Australien penge til Hillsong i Danmark, men den tid er forbi. I dag bor familien Hansen, der nu tæller tre børn, i en lejet lejlighed. Hver søndag bliver der samlet ind i kirken i København, og der er råd til at lønne to en halv ansat. Desuden er der omkring 75 frivillige i sving ved hver gudstjeneste.

Det havde ikke skortet på advarslerne, inden familien vendte tilbage til Danmark. Flere fortalte Thomas Hansen, at danskerne næppe ville være begejstrede for Hillsong.

”Da jeg kom her, slog det mig, hvor langt der er fra overskrifterne om verdens mest lykkelige nation og den virkelighed, du møder, når du taler med folk. Under overfladen rumsterer spørgsmålet om, hvad formålet med livet er. Huset ser godt ud, og jobbet er fint, men er det så det? Det har overrasket mig, hvor mange mennesker jeg har mødt, som enten har haft en depression eller er på vej ind i en.”