Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Bertel Haarder blev revet ud af flokken

Fællesskabet fungerer bedst, hvis alle tænker: Hvad kan jeg gøre? mener Bertel Haarder. Foto: Soeren Bidstrup

Under en studenterdemonstration mod den radikale undervisningsminister Helge Larsen, som de studerende kaldte ”Onde Helge”, opdagede Bertel Haarder pludselig, at han ikke var enig med sine medstuderende

Da jeg læste statskundskab på Aarhus Universitet sidst i 1960'erne, blev jeg hurtigt en del af studenteroprøret, og jeg var aktivt med til at bekæmpe professorvældet.

Jeg var blandt andet meget forarget over, at professorerne i fakultetsrådet afviste en færdiguddannet lærer som studerende, fordi han ikke havde studentereksamen.

Det forargede mit højskolehjerte inderligt. Han havde fire års læreruddannelse oven på realeksamen, og det måtte da være lige så godt som studentereksamen, syntes jeg. Jeg spurgte spydigt de lærde professorer, om det mon var oldtidskundskaben, han manglede!

Jeg blev en del af oprørsfløjen. Men midt under en demonstration i Studenternes Hus i Aarhus i den såkaldte Staklade, opdagede jeg pludselig, at jeg var enig med ministeren, som vi demonstrerede imod.

Det var den radikale undervisningsminister Helge Larsen, som blev kaldt ”Onde Helge”. Han var undervisningsminister i Baunsgaard-regeringen fra 1968-71. Demonstrationen handlede lidt teknisk om forholdstalsvalg til de styrende organer på universitetet.

Ministeren havde foreslået, at medlemmerne til de styrende organer skulle findes ud fra et forholdstalsvalg. Og det var de studerende imod. De ønskede ikke, at mindretallet skulle repræsenteres. Det kaldte de ”del-og-hersk-politik”.

De mente, at hvis de studerende fik 51 procent af stemmerne, skulle de besætte alle pladser i de styrende organer. Og de kaldte det statens overgreb, hvis ikke flertallet måtte bestemme alt. Men midt under hylekoret mod ministeren fandt jeg ud af, at jeg var fuldstændig enig med ministeren.

Det var en form for bevidsthedsudvidelse, jeg oplevede i den situation.

Jeg forstod pludselig, at selvom alle andre råber det samme, kan det godt være, at de har uret. Jeg blev pludselig det, som Kierkegaard kalder ”hin enkelte”. Jeg blev revet ud af flokken. Siden har jeg tænkt mig bedre om, før jeg hyler med flokken.

Denne artikel er udgivet i selskab med 49 andre i bogen "Mit livs øjeblik." Læs mere om journalisterne bag bogen her

Men det, der stadig er mærkeligt, er, at modstanden mod ministeren var så massiv. Jeg tror ikke, at der var andre til stede ud af flere hundrede studerende, som ikke var vældig meget imod ministerens forslag. Og det gav mig også et nyt syn på demonstrationer.

Som undervisningsminister i 1982 var min opgave at sørge for, at flere blev undervist for færre penge. Derfor foretog jeg en merindskrivning, så der blev sat ekstra stole ind i klasserne, så der var 10 procent større hold i hele undervisningssektoren.

Det synes jeg stadig var et aldeles fremragende initiativ, men det førte til en kæmpe demonstration uden for Undervisningsministeriet.

Gymnasieeleverne havde fået kørt en lastbil med kæmpestort højttaleranlæg frem foran ministeriet. Og så stod de og råbte op mod mine vinduer. Jeg gik ned til dem og hoppede op på lastvognen, hvorfra jeg holdt en tale til forsamlingen om, hvorfor jeg havde gjort det. Og at de i virkeligheden skulle være glade for det.

For landet var ved at gå fallit og så videre. Det fandt de sig i, og jeg gjorde næsten demonstrationen til min. Sådan noget skal man naturligvis ikke overdrive, så efter 10 minutter ønskede jeg dem en god demonstration og gik igen. Det var jo helt rigtigt gjort.

For jeg fik solgt mit budskab i stedet for, at de skulle stå og råbe og skrige. For de havde fantastisk godt af at høre, hvad årsagen var til nedskæringen. Lige siden den oplevelse har jeg aldrig været bange for at gå ind i en demonstration og tale til de utilfredse som politiker.

Jeg ville ikke være en fjern bureaukrat, men en politiker der turde tale direkte med folk. For der bliver hurtigt kørt en oprørsstemning op, når folk er utilfredse. Og sommetider er sandheden i mindretal. Det er kun gennem dialog og argumenternes tale, at vi kan finde de bedste løsninger på landets udfordringer.

Det er ikke nok at hyle op i kor, når man er utilfreds. Det er ikke nok at kræve sin ret, man må også gøre sin pligt og se sagerne fra et større perspektiv for fællesskabets skyld.

Det forstod jeg, da jeg ikke bare ville give de studerende betingelsesløs magt på universitetet i 1968. Det gjorde de bornholmske slagteriarbejdere, da de gik ned i løn for at redde firmaet, og de SAS-ansatte, da de reddede en masse arbejdspladser og Københavns position som trafikalt knudepunkt for nogle år siden.

Her tænkte alle: Hvad kan jeg gøre for, at tingene lykkes for fællesskabet?

Og det er det, jeg synes, at man skal tænke over, hver gang man står overfor et samfundsproblem i stedet for at gå kritikløst med i et kor af kritikere.