Prøv avisen
Sommerklassiker

Nygift par: Sammen kan vi klare livets udfordringer

Endelig kan Gerhard og Silvia Mikkelsen kysse hinanden. Fra i dag kan de kalde sig mand og kone. Klik på pilene og se flere billeder fra brylluppet. Foto: Liselotte Sabroe

Det er et lille bitte ord på bare to bogstaver, men det betyder alligevel så uendeligt meget for både Silvia Gunnarsson og Gerhard Mikkelsen, når de siger ja til hinanden i kirken foran venner og familie. Ægteskabet er nemlig en livslang pagt, der i den grad forpligter, mener de

30-årige Silvia Gunnarsson mærker nervøsiteten vokse nede i maven. Hendes veninder går rundt om hende og retter på blomsterne i det lyse hår og den smukke, lange hvide kjole, der er broderet med skinnende, små perler.

Imens begynder klokkerne i kirketårnet at ringe, og inde bag den store, tunge dør vipper Gerhard Mikkelsen brudens kommende mand lidt nervøst frem og tilbage på fødderne. Han kniber læberne sammen og kigger mod den store dør, som bruden står bag.

Hans far, 57-årige Jon Mikkelsen, beroliger ham.

”Hun skal nok komme,” siger han smilende og klapper sin søn let på skulderen.

Kirken er fyldt til randen, og de sidste gæster må stå ude langs væggen. Kirkerummet sitrer af småsludder og forventningsfuld latter.

Den 29-årige brudgom kigger ud over de mange mennesker. Selvom han flere gange i sit virke som præst har stået her ved det store freskomaleri af opstandelsen i Apostelkirken i København, kan han mærke, at han bliver mere nervøs end nogensinde.

I dag siger han ja til sin Silvia, og hun ja til ham. Større bliver det ikke, tænker han.

Parret mødte hinanden for første gang som børn til en fødselsdag på Færøerne, hvor de begge kommer fra. Men det ved de kun, fordi deres mødre har fortalt dem det.

For det var først 20 år senere, at parret for alvor fik øjnene op for hinanden. Det skete over morgenmaden i det kollektiv på Nørrebro, hvor Silvia boede.

Her kom Gerhard forbi med morgenmad til sin gode ven Andreas. Silvia havde mødt den eftertænksomme og fodboldinteressede teologistuderende et par gange før, de havde endda danset sammen til et bryllup, men det var først der over morgenbrødet og kaffen, at noget for alvor slog klik.

Gerhard tænkte, at han i Silvia havde fundet en kvinde, som han kunne tage på hverdagseventyr med. Hun var altid mild og smilende, og han kunne se sig selv leve sit liv sammen med hende. Hun blev forelsket i hans rolige og nysgerrige sind og ”blev blæst omkuld af vild forelskelse”, som Silvia formulerer det.

I dag halvandet år senere har de besluttet at binde sig til hinanden. Sådan for alvor. Foran venner og familien. Og ikke mindst foran Gud.

Og de har glædet sig. I over et halvt år. Ja, faktisk lige siden Gerhard en sen decemberaften friede til Silvia i et shelter ude ved Amager Fælled.

Hun orkede egentlig ikke at skulle på hverdagseventyr den aften. Det regnede, og skoven var så mørk og kold, at de måtte vandre igennem buskene med Fjllrvenbukser og pandelamper på.

Men hendes kæreste havde planlagt denne aften længe: Så de skulle af sted. Og da regnen stilnede af, og bøfferne var spist og vinen drukket, sænkede han stemmen og sagde:

”Vi har næsten det hele. Kærlighed. Fuglekvidder. Fred og ro. Nu mangler vi to kun én ting...”

Hvortil kvinden ved hans side svarede: ”Ja, kaffen!”

Silvia sprutter af grin, hver gang de fortæller den historie. For det var jo ikke det, Gerhard ville frem til.

Nej, han fandt en ring frem fra sin skjortelomme og friede. Og Silvia sagde heldigvis ja. Nu er de begge klar til igen at sige ja til hinanden højt og tydeligt foran venner og familie.

Inde i Apostelkirken har klokken passeret 11. Bruden er forsinket men det bringer heldigvis kun lykke, siger kordegnen, mens hun viser de sidste gæster ind i kirken.

Minutterne går, og brudgommen har sværere og sværere ved at koncentrere sig om andet end den lukkede dør for enden af kirkegulvet.

Klokken slår 11:09. Nu er det ved at være tid.

Da kirkerummet forstummer, og den store dør går op, føler Gerhard næsten, at han er helt ved siden af sig selv, og han når lige at tænke: Nu slipper jeg alt. Nu sker det.

Bruden træder smilende ind i det gyldne lys, og de mange mennesker strækker hals og stiller sig på tæerne, mens hun langsomt går op mod alteret sammen med sin far.

Da de når derop, kysser Gerhard sin kæreste på kinden, og de smiler forventningsfuldt til hinanden. I samme øjeblik bliver den norske brudemarch afløst af Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen” fra 1891.

Sangen betyder meget for brudeparret, og der er en helt bestemt grund til, at de har fået deres veninde til at synge den for menigheden netop i dag.

”Vi ønsker ikke en vielse, der er pakket ind i lyserødt vat,” forklarer Gerhard.

”Vi er helt bevidst gået efter en indpakning, der rummer både sorgen og glæden, for med denne her vielse træder vi ind i livets op- og nedture sammen. Det er jo ikke kun en lyserød tilværelse, der venter os på den anden side, og det skal brylluppet også afspejle,” siger han.

Han og Silvia har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det skulle være de to. Og de føler ikke rigtig, at der er nogen god grund til at udskyde brylluppet længere, også selvom nogle måske kunne finde på at indskyde, at halvandet år ikke er længe at kende hinanden, før man bliver gift:

”Vi er meget glade for hinanden, og vi bliver mere og mere forelskede, så jeg har ikke på noget tidspunkt tvivlet på, om det her er det rigtige at gøre,” siger Silvia Gunnarsson og kalder ægteskabet den ultimative kærlighedserklæring.

”Ja, vi har et godt følelsesmæssigt fundament,” siger Gerhard.

”Følelserne er bare vokset og vokset, siden vi mødtes. Det er klart, at forelskelsen ikke kan bære det hele, men det er nu alligevel en stor og vigtig del af ægteskabet, synes jeg.”

Det unge par har brugt det seneste halvandet år på at file kanter af og lære hinanden at kende.

“Det har ind imellem været en stor udfordring, for vi er meget forskellige. Ikke bare som mand og kvinde, men også som mennesker. Det har været en lang og udfordrende proces,” siger Silvia og hendes kommende mand nikker.

“Men generelt er vi meget harmoniske,” siger han.

“Jeg har nogle gange som mand svært ved at forstå Silvias humør. Men det er en udfordring i alle parforhold, tror jeg: at forstå de ting, der ikke nødvendigvis bliver sagt, og lære at tage hensyn til hinandens forskelligheder. Det tager tid at lære,” siger Gerhard og forklarer, at han for eksempel har skullet lære ”at spørge fruen”, før han laver planer med omverdenen. For det gjorde hans kæreste stiktosset, når han i begyndelsen af deres forhold havde lavet aftaler hen over hovedet på hende.

“Men generelt hviler vi i vores forhold og føler begge to, at vi også vokser i det for hver dag, der går. Med vielsen træder vi sammen ind i livet, og det er ikke altid nemt, men vi står sammen. Og det er hele pointen med ægteskabet: At man nu er to, som skal klare livets udfordringer sammen. Og det synes jeg, er utroligt smukt og livsbekræftende,” siger han.

Parret fortæller, at de i lang tid har haft hovederne fulde af bryllupsforberedelser. Senest skændtes de om bordplanen. Mest af alt fordi de var dødtrætte.

De er begge begyndt i nyt job, hun som pædagog og han som præst i Karlslunde Strandkirke, og oven i det er de også gået i gang med at indrette deres nye lejlighed i Solrød.

Ja, og dertil kommer så planlægningen af brylluppet og en stor fest på Gallebjerggård ved Hundested, som 120 mennesker fra både Danmark, Norge, Færøerne og Skotland er blevet inviteret til.

Og især planlægningen af sidstnævnte har været en udfordring: Parret har nemlig to vidt forskellige idéer om, hvordan et bryllup skal foregå.

Silvia er ikke så vild med ritualer og den der selvhøjtidelighed, som hun føler, at hun nogen gange møder i folkekirken. Gerhard er som sognepræst af en anden opfattelse:

“Jeg synes, at folkekirken er god til at markere de store overgange i livet, og jeg holder meget af ritualerne, fordi de understreger alvoren af de livsfaser, som vi går igennem som mennesker,” siger han og understreger, at han nu alligevel ser deres forskelligheder i forhold til deres tro som en styrke:

“Vi kommer fra to forskellige kirkelige traditioner, jeg er opvokset i folkekirken, og Silvia i Brødremenigheden, og nogle vil måske mene, at det ikke er en fordel. Men vi synes, det er meget værdifuldt, for det giver vores samtaler og liv en ekstra dimension.”

Silvia mener også, at netop deres tro, vil kunne hjælpe dem igennem mange svære perioder af livet:

“Når vi i vores ægteskab møder modstand og føler os helt hjælpesløse, ved vi, at der er noget, der er større end os selv. Og det tror jeg, kan være en stor trøst,” siger hun.

Under hele bryllupsplanlægningen har parret da også været enige om især én ting:

”Det vigtigste moment bliver, når vi siger ja til hinanden og bliver velsignet af Gud,” siger Gerhard.

”Ikke fordi Gud ikke velsigner os som kærester, det tror jeg, at han gør dagligt, uanset om man er kærester, forlovet eller gift. Men når Silvia og jeg bliver velsignet i kirken, sker der en særlig forsegling af os som par. Fra da af er vi ét kød.”

I kirken er præsten trådt frem foran alteret og holder sin tale for det unge par. Det er brudeparrets gode ven, Andreas Rasmussen, der har fået den betydningsfulde opgave at vie dem.

Og så kommer det store øjeblik: Selve vielsen. Og de rungende klare ja'er. Først Gerhard, derefter Silvia, der fra denne dag ikke længere hedder Gunnarsson, men Mikkelsen ligesom sin mand.

For første gang skinner en lille flig af nervøsitet igennem den veltilrettelagte ceremoni. Alle de mange forberedelser kulminerer, og brudeparret fumler lidt med ringene. I begge er bryllupsdatoen indgraveret, men i brudgommens ring står også Kingos ord ”sorrig og glæde”.

Som en påmindelsen om, at livet og ægteskabet ikke altid er en dans på roser. Og indimellem kræver også et parforhold tid, hårdt arbejde og en masse svære samtaler.

Da ringene er sat på begges fingre, og parret lidt formelt har givet hinanden hånden og derefter grinet nervøst til de nærmeste på første række bryder de over 200 mennesker i kirken ud i hujen og klapsalver:

Endelig kan Gerhard og Silvia Mikkelsen kysse hinanden. Fra i dag kan de kalde sig mand og kone.

Foto: Liselotte Sabroe
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix
Foto: LIselotte Sabroe / Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix