En forbrydelse der er til at forstå

Medierne er fulde af eksempler på selvtægt, men hvorfor begår vi selvtægt, hvorfor bifalder så mange det, og hvad gør det ved vores syn på rigtigt og forkert?

Illustration: Søren Mosdal

Den 52-årige landmand og lokalpolitiker Asger Møller Madsen fra Brovst i Nordjylland er lidt af en lovbryder. Men ikke på den lyssky måde. Tværtimod gør han et nummer ud af at bryde danske miljøregler. Også selvom det koster en politianmeldelse og en tur i retten eller måske netop derfor.

Miljøreglerne er nemlig efter hans udsagn så tåbelige, at selvtægt er den eneste vej, hvis reglerne skal laves om.

”Jeg ved udmærket godt, at jeg har udfordret loven. Men for at få domstolene i tale må man provokere og gribe til lidt selvtægt,” forklarer han.

Asger Møller Madsen, der sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre i Jammerbugt Kommune, er før blevet politianmeldt for at dyrke korn i de dyrkningsfrie randzoner. Nu afventer han ”et slagsmål” for sidste år at have gødet sine marker efter gødningsregler i andre EU-lande, som tillader langt mere gødning end Danmark af hensyn til det belastede vandmiljø. Hans udbytte af korn og halm voksede gevaldigt, efter at han tog loven i egne hænder. Men han bedyrer, at han gør det i en højere sags tjeneste, nemlig at få alle danske landmænd til at gå samme vej og samtidig overbevise politikerne om, at lovgivningen ikke gør andet end at skade dansk landbrug.

Det er ikke svært at finde eksempler, der ligner Asger Møller Madsens. Selvtægt findes overalt i samfundet og begås af alle typer mennesker. Lige fra en 57-årig mand fra Falster, der skød to indbrudstyve med sit haglgevær, til den pæne bankdirektør, der fældede naboens træ, fordi det skyggede. Og i mange tilfælde synes vi danskere faktisk, at det er i orden. 46 procent af befolkningen accepterer således selvtægt i visse tilfælde, viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad. Otte procent har ligefrem selv udøvet den form for selvtægt.

Eksperter på området er forsigtige med at konkludere alt for meget ud fra tallene, for selvtægt kan være mange ting, så hvad er det egentlig, folk svarer på? Hvilken grad af selvtægt er det, de accepterer eller udøver, og i hvilke situationer? Undersøgelsen er ikke desto mindre det tætteste, man kommer på danskernes syn på og brug af selvtægt, for der er ikke tidligere lavet tilsvarende undersøgelser, og de konkrete tilfælde af selvtægt bliver kun registreret, hvis de fører til en sigtelse eller en dom, og det sker sjældent. Siden 1990 har der aldrig været flere end 23 anmeldelser om selvtægt om året, og gennemsnittet ligger på 12. Blot halvanden sag om året i gennemsnit fører til en sigtelse. Lige så få bliver dømt, heraf klart de fleste til at betale en bøde.

De lave tal er til dels udtryk for, at Danmark er et af verdens mest gennemregulerede samfund, og at danskerne har en lang tradition for at lade politi og domstole tage hånd om retfærdighed og straf, påpeger flere retseksperter. Men det er samtidig udtryk for, at selvtægten sjældent står alene, påpeger juraprofessor på Aalborg Universitet Lars Bo Langsted. Fælder man naboens træ, er der tale om huskrænkelse. Slår du en dreng, fordi han har slået din søn, kan du blive sigtet for vold, ikke selvtægt, og i de fleste tilfælde, hvor folk har skudt eller såret indbrudstyve, bliver de typisk frikendt, fordi der var tale om lovligt nødværge. Eller kun dømt, fordi de brugte et ulovligt våben.

”Selvtægt er kun lige nævnt i straffeloven, og ingen jurister ved, hvad paragraffen egentlig dækker over, fordi den tages så sjældent i brug. Det skyldes også, at man forsøger at begrænse brugen af retssystemets ressourcer, så hvis der ikke er begået noget strafbart i øvrigt, fører selvtægten sjældent til dom. Det betyder bare ikke, at den ikke findes. Statistisk set vil der jo være mere selvtægt og civil ulydighed, jo flere love der er. For desto mere er der at overtræde,” siger Lars Bo Langsted.

At det virkelige omfang er betydeligt, vidner de mange sager i medierne om. Sidste år bortførte politibetjenten Lars Bo Lomholt schæferhunden Thor, der skulle aflives, fordi den havde bidt en anden hund. Han blev idømt 60 dages betinget fængsel. Det var også sidste år, at vrede kunder i flere Biva-Tæppeland-butikker truede og skubbede ekspedienterne og tog deres tilbageholdte varer, efter forretningerne var erklæret konkurs. I 2012 skabte det stor mediebevågenhed, da labradorhunden Balder blev skudt af naboen på naboens grund, efter denne flere gange havde bedt Balders ejere om at holde styr på deres hund. Meningerne var delte, men holdningerne så stærke, at naboen følte sig nødsaget til at gå under jorden efter dødstrusler. Det samme har været tilfældet i flere sager om misbrug af børn.

Flere eksperter på området mener, at selvtægten er i vækst, og enkelte taler ligefrem om, at vi er på vej mod amerikanske tilstande. Faktum er dog, at vi ikke ved det. Undersøgelser har vist, at især offentligt ansatte hyppigere bliver truet, slået eller ligefrem dræbt, fordi vrede borgere ser dem som frontlinjen for et system, de er utilfredse med. Der er også en klar fornemmelse af, at selvtægt mellem naboer er stigende, lige som det er velkendt, at selvtægt i litteraturen og på film er i stigning og har en tendens til at glorificere selvtægten.

Mere interessant er det måske at forklare, hvorfor nogle begår selvtægt. Det er der ret universelle grunde til, forklarer dr. Gavin Weston, som underviser og forsker i selvtægt på University of London. Den afgørende faktor er altid graden af utilfredshed med den gældende lovgivning enten fordi den er utilstrækkelig eller korrumperet eller fordi politiets indsats opfattes som mangelfuld på den ene eller den anden måde.

Og sådan har det altid været. Af samme grund begynder selvtægtens historie for alvor i middelalderen, dér hvor det ordnede samfund med offentlige myndigheder, domstole og politi begyndte at vokse frem. Samtidig kan man dog sige, at dette mere civiliserede samfund netop opstod som en modvægt til endnu tidligere former for selvtægt i form af blodhævn og fejder mellem familier, der nærmest udslettede hinanden i en voldsspiral. De kunne blive så omfangsrige, at hele samfund gik til grunde af det, hvilket man kender fra blandt andet de islandske sagaer, påpeger professor i retssociologi på Aarhus Universitet, Jørgen Dalberg-Larsen.

I de første love er forbuddet mod selvtægt således skrevet ind mange steder ikke mindst på grund af den katolske kirkes indflydelse. Kirken arbejdede ofte aktivt for, at man ikke skulle tage sig selv til rette, men gå til myndighederne for derigennem at sikre fred og orden. I Danmark blev selvtægt dog først en del af straffeloven i 1933.

Uanset de nye love og altså også delvist på grund af dem har selvtægten levet og ofte trivedes lige siden. Nogle steder i form af grupper, der forsøgte at korrigere lovenes eller samfundets uretfærdigheder, ikoniseret i blandt andet historien om Robin Hood. Andre steder i form af grupper som den amerikanske Ku Klux Klan, der i midten af 1800-tallet begyndte at lynche sorte for at fremme deres egen race. Eller med grupper, der beskyttede særlige interesser såsom narkoruterne op gennem Syd- og Mellemamerika.

I dag findes endda veldefinerede regler for selvtægt i store dele af verden blandt andet i forbindelse med, at nogen bringer skam over familien.

Synet på selvtægt har ændret sig markant flere gange i historien. Lige fra indædt bekæmpelse af fænomenet til at betragte selvtægt som en form for højere moral, blandt andet gennem historier som Robin Hood og landevejsrøveren Dick Turpin, men også bundet op på virkelige værdisæt, eksempelvis udtrykt gennem skud- eller fægtedueller, hvor mand kæmper mod mand for at få genrejst sin ære.

I dag afhænger i hvert fald danskernes syn på selvtægt i høj grad også af deres politiske overbevisning, mener Søren Flinch Midtgaard, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her beskæftiger han sig med den etiske og moralske begrundelse af love og politikker. Hans undersøgelser viser, at hvis man anser en lov for at være meget uretfærdig, er man mere tilbøjelig til at acceptere et lovbrud. Et eksempel er folk, der skjuler flygtninge, som har fået afslag på asyl.

”Den form for civil ulydighed eller selvtægt vil nogle anse for legitim, fordi udvisningerne i deres øjne er dybt uretfærdige, mens andre betragter udvisningerne som helt legitime og derfor er stærkt kritiske over for lovbruddet,” siger han.

I Danmark har de fleste dog uanset politisk ståsted den holdning, at vi ikke må skyde andre, selvom de for eksempel forsøger at røve os, understreger Søren Flinch Midtgaard:

”Men der kan godt være ideologisk betinget forskel på, hvor stor forståelsen er for eksempel for urmageren, der i 2007 skød på tre røvere. I det tilfælde var der tale om gentagne røverier. De mere liberale partier, som vægter ejendomsretten højt, vil nok sige, at når staten ikke har kunnet varetage den opgave at beskytte urmagerens ejendomsret, så er det måske ikke ligefrem legitimt, men dog forståeligt, at han selv gør det. Der er dog bred enighed om, at det fører til tilfældige og overdrevne straffe, hvis vi gør os selv til dommere og påfører straffe.”

Interessant nok har retssystemet en tilsvarende tendens til at straffe selvtægtsmænd mindre hårdt, hvis der er en umiddelbar forståelse for selvtægten, mener advokat Tina Monberg, som er ejer og leder af Mediationscenter a/s, der beskæftiger i alt otte konfliktmæglere.

”De få og generelt milde domme for selvtægt er jo udtryk for en anerkendelse og accept af, at vi alle kan komme dertil, hvor vi begår selvtægt. Tænk på åbningsscenen i filmen 'The Godfather'. Her går den lovlydige bedemand til mafiaen for at få retfærdighed på datterens vegne, der er blevet voldtaget. Nogle gange er grænsen mellem retskultur og magtkultur hårfin,” siger hun.

Hendes forklaring er, at alle mennesker er behovsdrevne. Alt, hvad vi gør, gør vi for at få opfyldt særlige behov. Retssystemet sørger for at opfylde behov for retfærdighed eller oprejsning, og slår retssystemet ikke til, søger vi derhen, hvor strategien kan blive opfyldt.

”Er behovet stort nok, er mange ligeglade med konsekvenserne,” siger hun.

Hårfin er også grænsen for, hvornår selvtægt generelt kan vække sympati, mener Thomas Søbirk Petersen, professor ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet. Det afgørende er, om proportionerne er i orden.

”Sympatien for selvtægt opstår ofte på grund af lovgivning, der forekommer urimelig. Politimanden fik sympati, fordi det ikke var åbenlyst, hvorfor hunden Thor skulle aflives. Urmageren fik sympati, fordi det var et meget voldsomt overfald, han var udsat for. Men hvis jeg skyder én, der har stjålet mit skateboard, ville det aldrig vække sympati,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Tilbage i Brovst er Asger Møller Madsen ikke i tvivl om, at selvtægt kan være rigtig, når det tjener en højere sag. I tilfældet med de danske særregler på miljøområdet koster reglerne faktisk det danske samfund tre milliarder kroner hvert år, fordi udbyttet falder, og fordi den mindre gødning giver et så lavt proteinindhold i kornet, at det ikke kan bruges til at lave brød af, siger han.

”Når jeg diskuterer det her med folk, spørger de: 'må man så også køre for stærkt på vejene?' Nej, for det kan skade andre. Man skal ikke begå selvtægt for enhver pris, og jeg ville ikke bryde loven, hvis det skadede nogen. Jeg har lavet prøver af dræn fra mine marker, og det vand var renere end drikkevand, selvom jeg brugte meget mere gødning.”

I løbet af sidste vinter afhændede han alligevel sit landbrug for at hellige sig arbejdet i kommunalbestyrelsen og i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

De retslige konsekvenser af hans selvtægt er dog endnu ikke afgjort. Han afventer at blive indkaldt for retten for at have dyrket de dyrkningsfrie randzoner en sag, som blev sat i bero tidligere på sommeren, mens Folketinget genbehandlede randzoneloven. Samtidig vil hans overforbrug af gødning øjensynligt også give ham problemer.

”Denne kamp skal kæmpes til ende, og jeg tror på, at vi har en god sag. Man kan ikke fratage en landmand retten til at dyrke dele af sin jord, ejendomsretten er ukrænkelig. Om kampen så ender i Højesteret eller ved EU-Domstolen, må tiden vise. Vi skal nok vinde,” siger Asger Møller Madsen.