At slippe det falske håb for at finde det ægte

Frygten for at dø kan få folk til at klamre sig til et håb om at leve videre, der ikke er virkelighedsforankret. Men i erkendelsen af døden findes et endnu stærkere håb, skriver hospice-sygeplejerske Rita Nielsen

Rita Nielsen. Foto: Arkivfoto

Han var 65 år og skulle dø. Det var et chok for ham at få at vide, at lægerne ikke havde flere behandlingsmuligheder at tilbyde. Han mærkede, at han blev mere og mere træt, kræfterne forsvandt. Men han ville ikke dø. Han vidste det godt, men måske tog de fejl.

Han nægtede at få besøg. Han ville heller ikke tale med lægen eller sygeplejersken. Han ville ikke vaskes, spise eller have nogen form for medicin. Han lukkede sig inde i sig selv. Det var ensomt for ham. Der var ikke noget håb. Nætterne var de værste, men en morgen hørte han en lille fugl synge uden for vinduet. Det var, som om den kun sang for ham. Hvem havde sendt den? Var der alligevel et håb?

Da sygeplejersken kom ind og sagde godmorgen, fortalte han hende om fuglen. Hun lyttede til ham og så kærligt på ham. Det var, som om det hele i et kort øjeblik gav mening. Som om han fik lyst til at leve.

”Tror du på Gud?”, spurgte han hende. Hun nikkede.

”Vil du bede en bøn for mig?”, var det næste spørgsmål.

Hun bad Fadervor, og manden bad med. Efterfølgende udbrød han:

”Jeg håber sådan, at min bøn bliver hørt.”

Håb og håbløshed disse to går meget ofte hånd i hånd. Håb er knyttet til fremtid, mening og transcendens. Håbløshed hænger sammen med opgivenhed, angst og fortvivlelse.

”Man må aldrig tage håbet fra et menneske” er en sætning, som vi ofte bruger.

Og det er sandt, men det betyder ikke, at man derfor skal lyve for den anden. Tidligere fortalte man ikke folk, når de skulle dø af deres sygdom med den begrundelse, at man ikke skal tage håbet fra mennesker.

Da bølgerne i 1970'erne gik højt, med hensyn til om man skulle fortælle eller ikke fortælle et menneske, at det skulle dø, kom teologen og filosoffen K.E. Løgstrup med et indlæg i debatten, hvori han skrev, at det ikke så meget gjaldt om at sige det ene eller det andet, men om støtte det andet menneske i at få mod til at leve livet.

I virkeligheden kan ingen læge vide, hvornår et menneske skal dø, da det ikke kun afhænger af behandling og statistikker, men også af livsmod og livsvilje.

”Så længe der er liv, er der håb”, siger en gammel talemåde. Jeg vil vende det om og sige: ”Så længe der er håb, er der liv”. Det betyder dog ikke, at man kan håbe sig til livet, men det betyder, at man kan leve, indtil man dør, og bevare livsgnisten og glæden til det sidste. I de fleste tilfælde kan mennesker, der skal dø, selv mærke i krop og sjæl, når døden nærmer sig.

Men et er at kunne mærke det og vide det med sin forstand, noget andet er at turde erkende det. Der skal som regel en længere proces til for at kunne erkende fuldt ud, at døden er en realitet i ens liv. Ofte går denne proces gennem en pendulering mellem håbløshed og håb, som vi ser i ovenstående eksempel. For nogle sker denne erkendelse gennem stille refleksion og for andre gennem kamp, hvor der er op- og nedture med mørke, angst og håbløshed.

Gennem andre menneskers omsorg kan den syge dog også hjælpes til at turde erkende døden fuldt ud. Nogle mennesker når aldrig til en fuld erkendelse af, at de skal dø, men forbliver i kampen, penduleringen eller opgiver på forhånd.

Man kan over for dødens virkelighed kapitulere eller acceptere. I kapitulationen giver man op og hengiver sig til håbløshed og resignation. Så kan det hele også være lige meget, der er ingen muligheder. Man lukker sig selv inde og verden ude. Man vil ikke mere.

Det er det fænomen, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder for ”dæmonien” eller ”angsten for det gode”. Det ville hjælpe at få tungen på gled, men man er angst for åbenheden, fordi det også er forbundet med en sårbarhed. Hvis jeg vover mig frem, risikerer jeg, at det andet menneske ikke tager mig og min bekymring alvorligt, og det vil jeg ikke vove så hellere vælge isolationen. Det giver et ensomt og angst menneske.

Den anden mulighed er at acceptere virkeligheden det vil sige tage til efterretning, at ”jeg skal dø”. Det betyder ikke, at man ikke er bange eller sorgfuld. Men kan man forholde sig til virkeligheden, kan der opstå et realistisk håb. Og netop gennem accept er det muligt at bevare en selv og ens integritet på trods af udsigten til død. Derved ender man ikke kun i håbløsheden, men man kan leve og dø i håbet.

Det stærkeste håb fødes ofte ud af den dybeste fortvivlelse. Ud fra håbløsheden kan vokse et virkelighedsforankret håb. Nogle gange er det nødvendigt at give slip på det falske håb for at få fat i det ægte håb.

De fleste mennesker svinger mellem håb og håbløshed og således også med alvorligt syge mennesker. Du er håbløst syg og kan aldrig blive rask. Du skal miste det kæreste, du har: livet og din familie. Du oplever tab på tab: du har sagt farvel til job, bolig, sundhed, uafhængighed og kontrol, og lige om lidt skal du sige farvel til selve livet. Du er sorgfuld, fortvivlet og angst. Alligevel rører håbet på sig. Håbet er en form for respons på situationen. Nede fra dybet kommer håbet:

”Jeg oplever en fuldstændig magtesløshed, og ud af denne magtesløshed vokser der for mig et håb, en livsvilje og en styrke.” (”Jacob i Venteværelset” af Rita Nielsen).