Prøv avisen

Livet er en opgave, vi har fået givet

Klitterne ved Hornbæk Strand er Pia Glavinds yndlingssted. Her er der ro til at finde hoved og hale i et liv som kræftpatient, mener hun. Foto: Leif Tuxen

Pia Glavind stiftede foreningen Livline i Sorgen efter på få år at have mistet tre nære pårørende til kræft. Nu er hun selv blevet uhelbredeligt syg, men det er ikke synd og skam, for der er masser at lære af livets slag, mener hun

På Hornbæk Strand nord for København er der små gryder i klitterne. På en varm sommerdag som denne, når hybenroserne blomstrer, ligger der solbadende gæster og putter sig i sandet i læ for vinden og ly for nysgerrige blikke. Grinende barnestemmer i en anden gryde bryder gennem bølgernes mur af lyd, og en hundeejer sender sit halsende kæledyr op over klitterne efter en pind.

Men i en af gryderne sidder en spinkel, lyshåret kvinde og ser ud over havet. Hun er her hverken for solens, hundens eller børnenes skyld, hun er her helt og aldeles for sig selv. Kvinden er den 47-årige Pia Glavind, og hun kommer her jævnligt med det ene formål at tænke. Når hun kan mærke, det er tid, sætter hun sig ind i sin lille, blå Citron Saxo og kører fra hjemmet i Fredensborg til Hornbæk.

”Det er mit sted. Her kan jeg finde mig selv,” siger hun.

Pia Glavind er uhelbredeligt syg af kræft, men det kan man ikke umiddelbart se. Hun lyser jævnligt op i store smil, og hovedet er dækket af sunde, lyse lokker, ikke noget kemotørklæde. Kræfttypen er en sjælden slags, som kaldes neuroendokrin tumor. I menneskeord betyder det kræft i hormonsystemet. Der sidder en tumor på hendes bugspytkirtel, som har spredt kræften rundt i kroppen. Lægeordet for dét får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, der har haft kræft inde på livet: metastaser.

Det er ikke en undtagelsestilstand i Pia Glavinds verden, for kræften har været mere eller mindre konstant til stede de seneste 15 år. Den har taget både hendes bedste veninde, eksmand og far og er årsag til, at Pia Glavind i 2007 stiftede foreningen Livline i Sorgen. Hver dag mister 10-11 danske børn en forælder, og foreningen er sat i søen for at hjælpe og støtte familierne til disse børn i tiden efter tabet.

Pia Glavind har været formand for den nu landsdækkende forening i tre år, men er stoppet helt, efter at hun selv blev syg og skal forholde sig til et faktum, der gør ondt: at hendes egen søn kan blive forældreløs i en ung alder.

Det var i februar 2013, at Pia Glavind sad på et kontor på Hillerød Hospital sammen med sin mor og ventede på en besked, hun havde prøvet at få før. Denne gang var det bare hende selv, det gjaldt.

Hun havde haft ondt i maven i længere tid og blev til sidst scannet, fordi lægerne blev urolige.

”De havde set noget mærkeligt på min lever. Allerede dér tænkte jeg: Du har kræft. Jeg vidste det bare.”

”Jeg sad og holdt min mor i hånden. Da de så selv sagde det, kan jeg huske, jeg lagde mig ind til hende som en lille pige, og så græd jeg. Men allermest var jeg ked af det på min søns vegne. Hvordan er det lige, man går hjem og giver den besked videre til sådan et ungt menneske, der allerede har mistet sin far?”.

Pia Glavinds stemme knækker over, og hun siger, at nu kan hun mærke, at hun bliver lidt berørt. Hun trækker vejret ind en gang og ser ud over havet.

”Det var og er stadig den største smerte, jeg bærer på.”

Sønnen Daniel på 17 år har været på efterskole det seneste år og er mest hjemme i weekenderne. Året har ikke været let for nogen af dem, men for Pia Glavind er weekenderne lyspunkter, hun ser frem til i en hverdag med kemo, indlæggelser og tjek. Som forælder prøver hun at tage ved lære af det, der skete, da Daniels far, Enzo, blev syg af kræft i 2007 og døde fire måneder efter.

”Den dag, han fik at vide, han ikke skulle overleve, var hans største sorg, at han skulle forlade sin søn. Det er der ingen tvivl om. Men han kunne simpelthen ikke fortælle sin søn, at han var syg, at han skulle dø. Når han var sammen med Daniel, skulle de bare være glade.”

Nu hvor Pia Glavind selv er syg, skal det være anderledes. Af og til gør det ubehag, som sygdommen medfører, at alt går i sort indeni, men når det sker, er der ingen grund til at lade, som om alt er rosenrødt og dejligt, mener Pia Glavind. Det skal være i orden, at hendes søn ser hende træt og udmattet, trist og i smerter. Forældre må godt lade deres børn se, at livet har skyggesider, mener hun.

”Men de helt store sammenbrud, dem holder jeg for mig selv,” siger hun stille, før hun sætter kraft bag ordene.

”Jeg tænker på det sådan, at livet er en opgave, der er givet til os. Hvis det her er Daniels livsopgave, så kan han også klare den, ellers havde han ikke fået den. Hvis jeg gik rundt og frygtede, at han ikke kunne klare livet uden mig, ville det smitte af på ham. Det er ikke en god måde at bruge tiden på. I stedet tænker jeg, han skal ud på en vandretur, der måske bliver barsk. Det bedste, jeg kan gøre, er at fylde hans rygsæk op med kærlighed.”

Måske er det skørt, men når tanken om, at hun måske ikke er i Daniels fremtid, presser sig på, forestiller hun sig af og til som bedstemor.

”Det er et af mine store mål og noget, jeg rigtig gerne vil opleve. Ingen ved, om jeg når det, men ligegyldigt hvad så hjælper det mig til at holde fast i livet.”

Når Pia Glavind taler om sin sygdom, er det både nøgternt og med en åbenhed omkring det svære, som de færreste nok ville kunne overskue i hendes situation. Men sådan har det ikke altid været og slet ikke første gang, kræften ramte ind i Pia Glavinds liv og gjorde det med en kraft, der satte alt ud af spil.

Det var, da hendes hjerteveninde, Janne, blev syg omkring årtusindeskiftet. Pia Glavind havde netop fået et godt job hos computerfirmaet IBM og skulle administrere kontoer for nogle af firmaets største kunder. Når kvartalsafslutningen var oppe over, kunne en arbejdsuge nemt komme op på 70 timer.

Men hun var også nyskilt fra sin mand, Enzo. De første weekender, hvor Daniel, der dengang var børnehavebarn, skulle være hos sin far, var kaotiske og hårde. Men så kom Janne på besøg og fyldte på den måde det hul, der var efter kernefamilielivet.

”Og så fik hun diagnosen.”

Det var kræft, fremskreden og livstruende.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet og tæsket i rattet på min bil i raseri over det tab, der stod foran mig og råbt: 'Det er uretfærdigt!' og 'Vi havde aftalt at blive gamle sammen, du kan da ikke bare skride!'. Det var, som om hun svigtede mig, jeg var så gal.”

Janne døde efter to års sygdom i 2002, og Pia Glavind arbejdede videre i samme tempo som før. Men en morgen, da hun havde afleveret sin søn til pædagogerne og var på vej på arbejde, holdt bilen helt stille i et lyskryds. Hvorfor egentlig tage på arbejde? Hvorfor egentlig gøre noget? Sorgen ramte som et slag med en lægtehammer, og Pia Glavind blev sygemeldt.

”Nu kan jeg skrive 'stress' eller 'sorg'. Hvad vil du helst have?”, spurgte lægen, da hun skulle til at sætte kuglepennen på erklæringen til Pia Glavinds chef.

”Jeg svarede 'stress'. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg var bevidst om, at det, der skete med mig, var sorg.”

Hun blev henvist til en psykolog, der rådede hende til at prøve at bruge lidt tid i naturen. Det havde hun aldrig rigtig gjort før ud over løbeture fra et punkt til et andet. En dag i august kørte hun ud til klitterne ved Hornbæk Strand og blev siddende en hel dag. Og vendte tilbage den næste og den næste igen.

Folk omkring Pia Glavind begyndte nervøst at spørge, om hun var ensom. Men Pia Glavind havde brug for at være alene.

”Hvis man altid spørger andre, får man jo bare deres mening. Det her var første gang, jeg spurgte mig selv. Livet var kørt af sted med mig, og jeg skulle selv tage kontrollen igen.”

Pia Glavind sagde sit job op og besluttede sig for at blive selvstændig. Hvis det var hende, der kun skulle blive 40 år som Janne, skulle livet også føles rigtigt. Hun blev konsulent med speciale i eksklusive kundearrangementer, stablede Livline i Sorgen på benene og begyndte at holde foredrag om at lære at spørge sig selv til råds i livsvalg.

Stranden ved Hornbæk er dér, Pia Glavind træffer sine vigtigste valg. Sidst hun sad her længe, skulle hun beslutte, om hun skulle tage imod lægernes tilbud om en anden behandling, da kemoterapien ikke havde virket som ventet.

”Jeg sad her og forestillede mig nålen glide ind under huden, medicinen, der fordelte sig rundt i kroppen. Det hele strittede bare på mig,” siger hun og sætter håndfladerne sammen foran ansigtet. Så skiller hun dem igen og tegner noget, der ligner en motorvejsudfletning i luften.

”Hvis hele min krop stritter, hvis der er ubehag og angst bare ved tanken om noget, så ved jeg, at jeg er styret af frygt. Mit liv skal ikke være styret af frygt, men af kærlighed og ro. Men det kan man kun finde ud af, hvis man tør spørge: Hvad sker der derinde lige nu?”, siger hun og peger på sin brystkasse.

”Kunsten er, at det må gøres alene. Hvis jeg skulle tale med andre om dette her, så ville jeg blive påvirket af deres holdninger og meninger. Så vil jeg måske ikke få taget det rigtige valg for mig. Jeg har valgt, at jeg ikke vil have mere kemo lige nu. Det har mine venner og familie accepteret, fordi jeg har forklaret dem, at det her er helt rigtigt for mig. Og det er den smukkeste gave, man kan give en syg person.”

Pia Glavind har set dybt ned i dødens mørke, både som datter, ekskone, mor og veninde til en kræftsyg. Nu er hun selv i centrum og bruger erfaringerne til at hjælpe andre, der står i en livskrise.

”Jeg har en bagage, som et sorgløst liv ikke ville have ført med sig. Jeg kan godt magte de svære samtaler, også med venner og familie, høre dem tale om angsten for at miste, fordi jeg forstår den. Og jeg ved, at det ikke er værre at være pårørende, end det er at være syg. Det fysiske liv har en ende, og selve livet er ikke en 'easy ride'. Kræft sætter en stor, fed streg under det. Det er hamrende hårdt, men vi er nødt til at acceptere, at der er ting, vi ikke kan ændre på. Og når vi gør det, tror jeg også, vi bliver bedre til at leve.”

En energibar bliver hevet frem fra Pia Glavinds taske uden sukker. Tumoren i hendes mave har medført sukkersyge, hvilket betyder, at hun skal passe sin sygdom som et fuldtidsarbejde med rigtig kost og motion og også, at hun jævnligt skal indlægges på Rigshopitalet til tjek. Sidst hun var dér, tog en ældre herre, hvis hustru var meget syg, kontakt i hospitalets kantine. Han så op på Pia Glavind med store øjne over middagsmaden.

”Du, der er så ung,” sagde manden.

”Du må da også have tænkt: Hvorfor skal jeg rammes så hårdt?”

Pia Glavind svarede, at lige præcis dét spørgsmål, ”hvorfor?”, har hun valgt fra.

”Og så begyndte han at klukle. 'Nej, måske skal man bare lade være med at stille det spørgsmål'. Så sad vi der og grinede i kantinen.”

”Hvordan kommer vi videre?” er et bedre spørgsmål, mener hun.

Hun er troende, men på sin egen måde.

”Jeg ved, der er et liv efter dette her. Og om det så er Gud, eller hvem det er, der trækker i trådene ... Der må være nogen, der mener, jeg kan tåle mosten.”

Hver aften skriver Pia Glavind taknemmelighedsdagbog over tre til fem ting, der har glædet hende i dag. For eksempel kan hun glæde sig over ikke at sidde i kørestol. At hun kan tage sin bil og futte ud i landskabet. At hun ikke skal køre ”rotteræset” med arbejde og røde stressbarometre, men kan vågne i ro og mag og tænke over, hvad dagen skal bringe.

”Af og til kan jeg føle mig meget heldig,” siger hun.

”Sikke en gave!”

En større gruppe børn er dukket op på stranden ud på eftermiddagen, og solen bager heftigt ned. Børnene skriger og pjatter i bølgerne, og i klitterne bagved forcerer et ældre ægtepar bakkerne med deres stribede strandstole under armen. Pia Glavinds lille, blå bil holder på parkeringspladsen et godt stykke væk, men hun tager afsked ved gryden i klitterne.

”Tak,” siger hun og vinker.

”Jeg bliver her altså lidt endnu.”