Prøv avisen

At ære kan sætte dig fri

På korset beder Jesus disciplen Johannes om at tage sig af Maria. Her er en gengivelse fra cirka år 1400 af Johannes og Maria ved korset. Billedet tilhører Bayerns Nationalmuseum. Foto: Scanpix

Både Bibelen og Luther opfordrer til, at man skal ære sine forældre. Umiddelbart kan det lyde autoritært, men det kan være frisættende, mener professor i sjælesorg

”Du skal ære din far og din mor”.

Sådan lyder det fjerde af De Ti Bud i Det Gamle Testamente. Som præst og sjælesørger har den norske professor Tor Johan Grevbo, 69 år, mødt mange, som har argumenteret for, at dette bud skulle gemmes væk.

”Buddet kan skabe en forestilling om autoritær lydighed, og der er mange historier om, hvordan buddet er blevet misbrugt af forældre til at kræve en helt urimelig lydighed af deres børn og endog som undskyldning for vold og overgreb,” siger han.

Hvad vil det sige, at man skal ”ære” sine forældre? Slår man efter i den hebræiske tekst, betyder ordet ære i bund og grund ”at give tyngde og pondus” og signalerer dermed, at forældrenes status fortjener agtelse. Oprindeligt er det fjerde bud formuleret ind i en sammenhæng, hvor Gud indgik en pagt med Moses og hans folk.

Det fjerde bud bliver også taget frem i Det Nye Testamente, hvor det indgår i en beskrivelse af, hvordan en kristen husorden skal være. Spørgsmålet om forholdet mellem børn og forældre bliver også berørt i forbindelse med korsfæstelsen af Jesus. Fra korset beder Jesus, ifølge Johannesevangeliet, sin yngste apostel Johannes om at tage sig af Maria, som var hun hans egen mor.

”Det fjerde bud betyder, at man, uanset hvor skrøbelige og elendige ens forældre har været i rollen som forældre, skal ære dem. Forældres fejl og mangler kan ikke fratage dem den ære, det er at være forældre. Der er tale om en hierarkisk orden, hvor forældrene så at sige er Guds vikarer: Forældrene fører Guds skabergerning videre og er selv forpligtede over for Gud, som har givet dem forældreopgaven. I Det Nye Testamente gentages buddet, men her er det udbygget med en formaning til forældre om at udøve deres forældreskab på en måde, der ikke skaber vrede og uønskede reaktioner hos børnene,” siger Tor Johan Grevbo.

Reformatoren Martin Luther (1483-1536) gennemgår det fjerde bud i både Den Lille Katekismus og Den Store Katekismus. For Luther er det at tage sig af sine forældre en såkaldt ”hellig gerning”. Men samtidig med at Luther fremhæver værdien af, at børn drager omsorg for deres forældre, så gør han det klart, at der er grænser for, i hvilken grad forældre kan stille krav til deres børn.

Hvordan skal buddet læses og tolkes i dag? I en kultur med fokus på individet, kan påmindelsen om at ære forældrene være frisættende, mener Tor Johan Grevbo.

”De fleste kalder deres forældre for mor og far og ikke ved fornavn. Det viser, at forældreskab er meget mere end venskab eller en relation, hvor kemien passer. Ved at kalde dem for mor og far ærer man deres sociale status, og man minder sig selv om den rolle, forældrene har i, at man er blevet til. Vi er ikke kommet ind i verden på eget initiativ. Alle børn er en frugt af deres forældres virksomhed og sættes på den måde ind i et fællesskab, der er større end det, den enkelte kan bestemme over. I en tid, hvor vi har fokus på alt det, vi selv kan udrette, er der noget frisættende i at erkende, at vort liv er i en overordnet sammenhæng,” siger han.

Tor Johan Grevbo mener, at både børn og forældre kan støde sig på ordet ”ære”.

”Der er bestemt mange forældre i vores del af verden, som gerne vil have sig frabedt at blive 'æret' i en højstemt betydning af ordet. Mange har et ideal om en relation, som er mere jævn og stille, men grundlæggende handler det at ære om at vise taknemmelighed i ord og gerning. Uanset hvordan ens forældre har været, så må man i det mindste påskønne, at de har givet én livet.”

”Vi er i udgangspunktet ikke selvgjorte. Kristeligt set er vi kommet til verden som udtryk for Guds kærlighed. Vi er gennem slægten sat ind i en større sammenhæng, hvilket fritager os fra det pres, det er hele tiden at skulle være ansvarlig for sit liv. Den bibelske forståelse af forholdet mellem børn og forældre rummer et syn, som frisætter den enkelte: Du slipper for at skulle skabe det perfekte liv ud fra egne kræfter, men bliver mindet om dit sociale, biologiske og genetiske ophav,” siger han.

I dagens avis kan man møde en historiker, en præst, en psykolog og en samfundsforsker, som er enige om, at forholdet mellem voksne børn og deres forældre er i opbrud. Den vurdering deler Tor Johan Grevbo.

”Det er et kritisk vendepunkt i historien, når voksne børn i fuld alvor kan mene, at de ikke har noget ansvar over for deres aldrende forældre og i praksis demonstrerer dette ved ikke at ville være en del af forældrenes alderdom. Synet på gamle forældre kan hænge sammen med den dalende respekt for oparbejdet livsvisdom og en tilsvarende overdreven fokusering på funktionel effektivitet. I vores kultur er det ungdommen, som er i centrum og ikke alder og erfaring. Vi er vidner til en generel degradering af livsvisdom og erfaring, som man ikke har mødt i vores del af verden tidligere, og det er med til at gøre det svært at forholde sig til det fjerde bud,” siger han.