Prøv avisen
Visdom

Mogens Lykketoft: Man bliver klogere undervejs

På førstesalen i huset i Taarbæk har Mogens Lykketoft en forrygende udsigt over Øresund. Her står han ofte og skuer ud over vandet og lader tankerne fare. Foto: Paw Wegner Gissel

Da han var ung, mente Folketingets formand, Mogens Lykketoft, ikke, at visdom havde noget med erfaring at gøre. Nu, hvor han nærmer sig de 70 år, ved han, at alder og erfaring giver indsigt i menneskelige relationer og dermed visdom

Mogens Lykketoft tør godt tage ordet i sin mund: visdom.

Han behøver ikke at smage længe på det, før det føles rigtigt, og han er villig til at konkludere, at han da vist med alderen er gået hen og blevet vis.

”Jeg er jo ikke Sokrates eller Aristoteles, men lidt filosofisk kan man alligevel godt gå hen og blive,” smiler han og tilføjer, at han har oplevet så meget forskelligt og mødt så mange forskellige mennesker, at det selvfølgelig giver en form for livsvisdom, han gerne vil give videre.

”Visdom har at gøre med indsigt og empati og med en forståelse for sammenhængene i de menneskelige og samfundsmæssige relationer. Som de fleste teenagere mente jeg som 15-årig ikke, at erfaring betød noget som helst. Jeg medgiver, at der er ting, som den yngre generation griber hurtigere end den ældre. Men jeg er nu alligevel nået til den konklusion, at erfaring betyder noget, for med alderen og erfaringen får man en mere alsidig indsigt i medmenneskelige relationer, fordi man evner at gøre sig mere umage med at sætte sig ind i andre menneskers tankegang,” siger Mogens Lykketoft.

Han har som mangeårig forhandler, især i årene som finansminister og finansordfører for Socialdemokratiet, lært det helt afgørende: at skabe kompromiser og ikke ende i situationer med vindere og tabere.

”I de allerfleste relationer, både i det nære, private liv og i det politiske liv, er det muligt at finde løsninger, som er en gevinst for alle parter. Her spiller erfaringen ind i den læreproces, det er at forstå andre mennesker,” siger han.

Folketinget holder sommerferie, og det gør samme gør dets formand, Mogens Lykketoft. Han er netop hjemvendt fra nogle dage på Kattegat-øen Endelave, hvor han i 42 år har været medejer af et fritidskollektiv. Kollektivet fortsætter nu i tredje generation, og det glæder Lykketoft umådeligt, at det stadig er muligt at samles mindst én uge hver sommer og stille både et fodbold- og et volleyballhold, hvor yngste medlem er 8 år og ældste 72. Rødder betyder meget for Mogens Lykketoft, der ikke er i tvivl om, at de ældste venner også er de bedste.

Nu står den så på ferie hjemme i huset i Taarbæk nord for København, hvor bøger, der venter på at blive læst, ligger stablet op i sirlige bunker på spisebordet, og skiltet på hoveddøren vidner om, at her læses tre aviser dagligt, heriblandt International New York Times. I kortærmet skjorte og sandaler serverer han kaffe af hjemmemalede bønner og husker galant at servicere hustruen, journalist og forfatter Mette Holm, der sidder på husets førstesal og arbejder. Det er en af de sjældne julidage i år, hvor regnen siler ned uden for vinduerne, men hvor det alligevel er muligt at få et kig til Øresund, der ligger lige overfor og lokker med lunt badevand og kajakture. Det sidste er ægteparret særligt begejstrede for.

Ved en vinduesplads i huset taler vi om Mogens Lykketofts barndom og ungdom, og han bemærker, at man ikke kan blive andet end klogere undervejs, og at selv de bitreste erfaringer bidrager til en form for visdom. Til dem hører, for hans vedkommende, to afgørende dødsfald: hans fars og hans første hustrus.

Mogens Lykketoft er noget så usædvanligt som dobbelt adoptivbarn. Hans biologiske mor blev som purung gravid med sønnen på den gård, hvor hun tjente. Familien pressede hende til at rejse til hovedstaden, hvor hun bortadopterede barnet lige efter fødslen. I adoptivfamilien døde manden imidlertid kort efter, og hans kone kunne ikke overskue at skulle forsørge et barn alene, hvorefter den lille Mogens kom videre til ægteparret Lykketoft på Frederiksberg. Her oplevede han en stille, velordnet og kærlig opvækst præget af, at forældrene var relativt gamle.

”Min far var både af alder og sind en gammel mand, han var syg det meste af min barndom og døde, da jeg var 13 år. Derefter blev jeg på mange måder manden i familien, og med til mine pligter hørte blandt andet at udfylde min mors selvangivelse,” husker Mogens Lykketoft, der senere som bekendt blev skatteminister for hele Danmark og også finans- og udenrigsminister.

Han blev allerede som syv-otteårig fortalt, at han var adoptivbarn, men først da han var i 40'erne, valgte han at undersøge sit biologiske ophav nærmere. For hans eget vedkommende er det ikke nogen ulykkelig historie, for i hans bevidsthed vil forældrene altid være dem, der tog sig af ham. Men han har ondt af sin biologiske mor, der måtte afgive sit barn.

Hvor faderens død var ventet efter hans langvarige sygdom, kom det næste dødsfald i Mogens Lykketofts nære liv som lyn fra en klar himmel. Hans første hustru, Aase, døde uden forudgående sygdom af en hjerneblødning i januar 1979, blot 33 år gammel, og Mogens Lykketoft stod alene med parrets to døtre, der på det tidspunkt var knap 10 og 7 år.

”At miste mine børns mor er uden sammenligning den mest dramatiske og tragiske begivenhed i mit liv,” siger Mogens Lykketoft, der nu så mange år efter stadig ikke helt ved, hvordan han og døtrene kom igennem det, men at det blandt andet skete ved hjælp af hans mor og nærvær fra en kærlig moster og onkel.

”Der skete mange ting i de år, for kun to år efter Aases død blev jeg kaldt ind som skatteminister hos Anker Jørgensen, og begyndte dermed de næste 33 års politiske vandring. Det var meget tidligt i forhold til, at jeg også skulle håndtere en vanskelig familiesituation, men man kan jo ikke andet end blive klogere i løbet af sit liv.”

”Vi begår alle sammen alle mulige fejltagelser og fejlvurderinger; de der siger, de ikke gør det, er fulde af løgn. Selvfølgelig bidrager også fejltagelserne og de ulykkelige hændelser til en form for visdom. Det, som døden i hvert fald altid gør, især når den er tæt på, er at minde én om ens egen forgængelighed. Da jeg ikke rigtigt tror, der er noget bag efter døden, og at de ting, der kan leve efter mig, er de spor, jeg har sat i mine børn og i kraft af mine gerninger, så vil døden altid være en opmuntring til at tage livet mere alvorligt og få mest muligt ud af det,” siger han.

Mogens Lykketofts far, der kom fra meget fattige kår, havde på et tidspunkt en idé om, at sønnen skulle uddanne sig til ingeniør, så han kunne bygge en storebæltsbro, for sådan en mente faderen, der godt kunne være brug for. Efter at være blevet den første student i familien, valgte Mogens Lykketoft imidlertid nationaløkonomien frem for ingeniørfaget. For da var hans politiske interesse allerede blevet vakt. Som 18-årig meldte han sig ind i Socialdemokratiet og blev med det samme aktiv i det socialdemokratiske studenterforbund Frit Forum. Det sammen med et job i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fyldte i ungdomsårene langt mere end studierne, husker han.

Mogens Lykketofts far var ikke nogen belæst mand, men han klarede sig vældig godt i sit liv, og det forhold, at han havde løftet sig fra sin sociale arv, prægede hans indstilling til livet og samfundet.

”Hans livserfaring gjorde, at han mente, alle mennesker kunne trække sig selv op ved håret. Han var socialt indstillet, men det var blandet med den opfattelse og det kan jeg huske, at jeg diskuterede meget med ham. Jeg mener jo ikke, at man helt og holdent er herre i sit eget liv, men at et stærkt samfund er kendetegnet ved, at det støtter de svageste”, siger Mogens Lykketoft.

Set i bakspejlet opfatter han sig selv som lidt af en enspænder i barndomsårene, hvor det, at han var meget alene med de gamle forældre, blandt andet fik ham til at kaste sig over bøgerne. Det var især historiske bøger og bøger om samfundsforhold, han læste. Derfra var springet til at gå ind i politik ikke langt, og når han valgte Socialdemokratiet, var det, fordi han i Norden så samfund, der under socialdemokratisk ledelse var indrettet sådan, at ulighederne var mindre, og den sociale tryghed større. Sådan en samfundsformel ville han gerne være med til at fastholde og udvikle. Det blev hans livs projekt.

Et liv i politik har naturligvis givet Mogens Lykketoft både venner og fjender, men når han bliver bedt om at nævne politikere, som han har respekt for og hvis eventuelle visdom han har taget til sig, er det ikke nødvendigvis partifællerne, han først kommer i tanke om.

”For det første vil jeg sige, at politikere generelt er langt bedre end deres rygte. De fleste er engagerede repræsentanter for de mennesker, der har bragt dem ind i politik. Blandt de politikere, jeg særligt respekterer er Palle Simonsen, der var finansminister i Schlüter-regeringen. Han var en hædersmand, som man altid kunne regne med. Jeg forhandlede finanslov for Socialdemokratiet mange gange, og der lærte jeg især meget af Palle Simonsen, der altid overholdt vores aftaler til punkt og prikke,” siger han

Derudover nævner Mogens Lykketoft Jens Otto Krag, som han kalder ”velfærdssamfundets arktitekt og en politisk operatør af dimensioner”, Anker Jørgensen for ”hans godhed og umiddelbart sympatiske sind”, Svend Auken som ”en frodig personlighed, hvis enorme engagement altid vil overskygge alt andet” og Poul Nyrup Rasmussen, som han var med til at vælge til partileder og statsministerkandidat, og som stadigvæk er en meget gammel ven.

”Poul og jeg sad ved det samme skrivebord i Arbejderbevægelsens Fællesråd i 1960'erne og tænkte over, hvordan Danmark skulle regeres, og så gjorde vi det sammen senere,” funderer han.

Stor respekt har Mogens Lykketoft også for Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg og så har han på sine ældre dage fået en ven i en af sine politiskere modstandere, Venstremanden Uffe Ellemann-Jensen. De to er hovedpersoner i det ugentlige program ”Ellemann og Lykketoft” på TV 2, hvor de diskuterer udenrigspolitiske forhold.

”Mange mennesker siger, at det er hyggeligt at se os to gamle kamphaner sidde der og gøre os kloge. Uffe har jeg kendt i mange år i Folketinget, vi har bevæget os i det samme rum, men lidt forskudt. Jeg sætter meget stor pris på ham, og den gode stemning, seerne fornemmer, er ægte nok. Jeg er meget glad for, at jeg har fået lov at lave det program, for det er med til at holde forbindelsen med det internationale ved lige”, siger Mogens Lykketoft, der tilføjer, at han også som Folketingets formand har mange internationale kontakter.

I sit barndomshjem fik Mogens Lykketoft altid at vide, at han skulle behandle andre mennesker ordentligt. Derudover var der ingen regler, men til gengæld en grænseløs kærlighed og accept af, at han skulle følge sin egen lyst. Han tror nok, forældrene definerede sig som folkekirkeligt kristelige, men de gik ikke i kirke.

”Ikke en gang den traditionelle danske vandring til kirken til jul deltog vi i,” siger han.

Sine egne døtre har Mogens Lykketoft opdraget nogenlunde på samme måde.

”Min piger siger, at jeg næsten har haft en overdreven tro på, at de nok skal klare sig uanset hvad. Det synes jeg så også, de har gjort flot. Når de eksempelvis har rejst i fjerne egne, har de evnet at kigge efter både slanger og dårlige mennesker,” siger han og vender igen tankerne mod Endelave, hvor han netop har været sammen med døtrene og deres tilsammen fem sønner, de ældste efterhånden som de kom tilbage fra Roskilde Festival.

”Det, der har formet dem, er ikke bare, hvad jeg har gjort, men også de miljøer med meget gamle venner, vi har færdedes i. Det har været meget definerende og forhåbentlig givet dem en kollektivistisk livsholdning. De fælles oplevelser har været opdragende, og har bidraget til visdom om menneskelige relationer, venskaber, og hvordan man fungerer i fællesskaber,” siger Mogens Lykketoft, der ikke kan lade være med at glæde sig over, at et af børnebørnene netop har meldt sig ind i DSU, den socialdemokratiske ungdomsorganisation.

Det er hans erfaring, at det er tidligt i livet, man får de bedste venner, fordi det er der, man er allermest formelig og modtagelig. På samme måde finder man tidligt i livet ud af, hvordan verden hænger sammen og bør hænge sammen, mener Mogens Lykketoft.

”For mit eget vedkommende tænker jeg, at tiden fra 25 til 30 år har været definerende for både mine venskaber og mine holdninger.”

Gennem livet er han naturligvis også blevet påvirket af de kvinder, han har været sammen med. Sin første kone betegner han som et meget tænksomt og omsorgsfuldt menneske, årene med Jytte Hilden var præget af deres sammenbragte storfamilie, hvor døren altid var åben for vennerne. Og de seneste ni år, hvor han har levet sammen med Mette Holm i Taarbæk, har været en livsfase, som han betegner som en smule mere afslappende end de foregående årtier.

”Vi arbejder stadig meget begge to, rejser en del hver for sig, men har også mange oplevelser og rejser sammen. Vi har vældig mange fælles interesser og engagementer i det, vi gør hver for sig og sammen. Med Mette har jeg fået en altid optimistisk og altid beroligende vinkel på, hvad der sker. Det er forunderligt at have levet begivenhedsrigt, godt og kærligt sammen i 10 år uden at kunne erindre et eneste skænderi.”

Mogens Lykketoft betegner sin livsfilosofi som den helt enkle, at vi skal behandle hinanden ordentligt.

”Det gælder i familien, og det gælder i det store internationale samfund. Det er tit en besværlig kamp at forebygge konflikter og forbedre levevilkår for mennesker. Men vi skal i hvert fald besinde os på, at det, som vi har skabt i Danmark i de seneste 100 år, stadig ubetinget er noget af det mest vellykkede, der overhovedet har eksisteret i historien og på kloden, og det kan jeg med en vis stolthed sige, at jeg har været med til at videreføre.”