Den eksistentielle afmagt, som rammer den moderne kvinde, der ikke kan få børn, er ikke anderledes, end den var for kvinder generationer tilbage.
Cirka 6000 danske kvinder går hvert år gennem en fertilitetsbehandling efter forgæves forsøg på at blive gravide og oplever, hvordan barnløsheden kan sætte ar på femininitet og selvbillede.
Dermed skriver de sig ind i en lang historie om den afmagt, der opstår, når frugtbarheden svigter, mener Lone Schmidt, der er lektor og dr.med. ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og forsker i fertilitetsbehandlingers psykiske slagside.
”Det er eksistentielt truende at se slægten slutte med en selv. Barnløsheden forstærker tankerne om døden, friheden, meningsløsheden og ensomheden, som er de fire eksistentielle grundvilkår, der gør sig gældende for alle mennesker. De vilkår bliver ekstra tydelige, når man konfronteres med barnløshed,” siger hun.
Barnløshedens udfordringer kan spores helt tilbage til antikken, hvor historier om ufrugtbare kvinder findes i familiekrøniker og religiøse fortællinger, og også den kristne kanon er fuld af historier om kvinder, der lider under barnløshedens statustab.
Bibelens Gamle Testamente er et slægtsdrama, der handler om frugtbarhed, mener Ingrid Hjelm, der er lektor i gammeltestamentlig eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Selvom kvindens sociale situation i dag er en anden end den, der skildres i de tusind år gamle beretninger, er det viljen til at skabe liv, der driver Bibelens såvel som moderne kvinders ønske om at få et barn.
”De bibelske skrifter giver os en række eksempler på kvinder, der tager kampen op mod biologien. Det er karakteristisk for de barnløse kvinder i Bibelen, at de er stammødre, og altså ikke hvilken som helst slags kvinder. Hovedproblemet i Det Gamle Testamente er, at slægten skal blive stor, og det er kvinderne, der bliver nøglerne til familiens videreførelse eller mangel på samme,” siger Ingrid Hjelm.
Hun giver en række eksempler på kvinder, som ifølge bibelberetningerne ikke kunne få børn. Abrahams kone, Sara, bliver gravid i en sen alder og føder Isak. Rebekka, Isaks kone, er ufrugtbar i flere år, før hun føder Jakob og Esau. Jakob elsker Rakel, men gifter sig med hendes storesøster, Lea, som er den fødedygtige. Også Hannah fremhæves som en kvinde, der lider under sin barnløshed.
”De er alle sammen klassiske fortællinger om barnløse kvinder, der ikke er i stand til at føde børn af sig selv. Gud skal åbne deres moderliv, før de kan blive gravide,” siger Ingrid Hjelm og forklarer, at disse kvinder er villige til at ofre en stor del af deres værdighed for slægtens videreførelse.
”Både Sara og Rakel lader deres mænd få børn med tjenestepigen, og kvinden Tamar forklæder sig som skøge for at blive gravid med Juda. Det vidner om det statustab, som var forbundet med barnløshed, og samtidig om en utrolig opfindsomhed, der følger kvindernes vilje til at føre slægten videre.”
Netop statustabet er karakteristisk for den måde, som Bibelen fremstiller de barnløse kvinder på. Den grundlæggende struktur for hele den gammeltestamentlige beretning er Guds løfte til Abraham om, at han skal blive stamfader til det israelitiske folk. Som hustruer til Israels patriarker er Sara, Rebekka og Rakel nøglepersoner i slægtshistorien, men samtidig frygter de at blive hånet for ikke at kunne føde børn.
”Guds løfte til Abraham om at blive stamfader til et stort folk er svært at opfylde, hvis hustruerne ikke kan blive gravide. At undfange og producere børn er det allervigtigste for kvinderne i Det Gamle Testamente og i antikken generelt, hvor slægten har en kæmpestor betydning. Af samme grund er barnløshed forbundet med noget enormt skamfuldt,” siger Ingrid Hjelm og fremhæver historien om Sara, der beder sin mand Abraham om at få et barn med tjenestepigen Hagar. Da Hagar først er gravid, bliver hun hovmodig og ydmyger Sara. Hun udfordrer hierarkiet, og Sara bliver underlegen.
”Både kvindens ære og hendes sociale situation var truet af barnløsheden, fordi hun ikke kunne arve selv, og ingen kunne tage sig af hende i alderdommen. Kvindens rolle som barnløs er usikker, og det er i sig selv et status-tab.”
Bibelen opstiller en ganske præcis norm for, hvad det vil sige at være en rigtig kvinde. Det Gamle Testamente er gennemsyret af en frugtbarhedstankegang, der stiller krav til kvinderne om at føde børn for at opfylde det antikke kvindeideal. Gør kvinden ikke det, bliver hun offer for en personlig og social fornedrelse, der er resultatet af et lukket moderliv. Det forklarer Ingrid Hjelm.
”En rigtig kvinde på Bibelens tid giftede sig med en passende mand og fik et passende antal sønner. De gammeltestamentlige tekster afspejler en frugtbarhedsreligion, og barnløshed var simpelthen en ulykke for en kvinde. Men man skal samtidig huske, at Det Gamle Testamente ofte er på de svage og udstødtes side, og med disse fortællinger hæver de barnløse kvinder sig over den stigmatisering, som samfundet ellers er tilbøjelig til at give dem,” siger hun.
Hun påpeger, at der kan være fællestræk mellem Bibelens og moderne kvinders håndtering af barnløsheden på et følelsesmæssigt plan, selvom de sociale vilkår har forandret sig fundamentalt.
”Som moderne kvinder er vi ikke afhængige af mænd socialt eller politisk. For de barnløse kvinder i oldtiden var det et spørgsmål om social overlevelse. Men måske oplever kvinder i dag et forventningspres om at få børn, som kommer fra dem selv. Vi har en voksende fertilitetsindustri og adoptionspraksis, som tyder på, at vi ikke kan slå os til tåls ved tanken om ikke at kunne få børn. Kvinder med og uden en partner går igennem utallige strabadser for at få deres ønske opfyldt,” siger Ingrid Hjelm.
Lektor og dr.med. Lone Schmidt genkender den gennemgribende afmagt hos de moderne kvinder, hun møder i fertilitetsbehandling.
”I fertilitetsforløbet kan både kvinder og mænd opleve en eksistentiel krise, hvor de kommer i tvivl om meningen med livet og om, hvorfor de overhovedet er her på Jorden, hvis de ikke kan få børn,” siger Lone Schmidt og påpeger, at livet kan få en rytme, kronologi og meningsfuldhed med en familie, fordi den skaber grænser for den uendelige, eksistentielle frihed.
”Når man ønsker sig børn og har fået dem, bidrager familiedannelse til at skabe en mening med livet. Den eksistentielle isolation bliver måske nemmere at bære, og døden bliver måske lettere at håndtere som et livsvilkår,” siger hun.