Det kærlige blik giver døende håb

Når man er tæt på at dø, kan det være svært at bede andre om at lytte. Pårørende og plejepersonale kan give omsorg i den sidste tid ved at sætte sig ned og give det døende menneske tid til at udfolde livets sværeste spørgsmål

At få bekræftet sin værdi som menneske styrker håbet, når man bliver syg.
At få bekræftet sin værdi som menneske styrker håbet, når man bliver syg. Foto: Mike Kollöffel.

Christian var alvorligt syg og havde været det længe.

Han havde svært ved at få vejret, det var den forbandede sygdom kol, som han havde haft i mange år. Nu gik det mod slutningen. Christian sad op i sengen og fik ilt, men alligevel kunne han ikke få luft. Han var så afkræftet, at han var total afhængig af andre. Han kunne end ikke spise selv. Tænk at skulle være så afhængig af andre det var uværdigt. Han var ikke længere sig selv, og det føltes ofte ret håbløst. De triste tanker tog til.

Christian havde haft et godt liv, men han havde arbejdet altid, og det havde betydet, at han havde forsømt sin kone og sine børn. Det lå han og tænkte på nu. Var det mon hans svigt, der gjorde, at hans søn endte med at begå selvmord? Var det muligt at få snakket med nogen om det?

Han grundede også over, hvorfor ingen af vennerne kom og besøgte ham? Og endelig var han begyndt at tænke på, at døden nærmede sig. Christian havde altid troet på Gud og bedt sit Fadervor, men han havde ikke just slidt kirkebænkene. Mon der var plads til sådan en som ham i Himlen? Hvordan kunne man få besked om det? Han fik en god pleje, men hvor var det svært at tage imod hjælp fra andre. Både plejepersonalet og hans egne børn kappedes om at gøre det godt for ham. Han kunne mærke, at al den kærlige opmærksomhed gjorde ham godt. Det gav håb. En dag tog Christian mod til sig og talte med en sygeplejerske, som han havde fattet tillid til, og som havde fortalt ham, at hun troede på Gud. Hun kom en dag og satte sig hos ham. Hun tændte et lys og spurgte, om hun kunne gøre noget for ham. Christian spurgte: Hvordan kommer jeg i Himlen? Sygeplejersken svarede ved at lyse velsignelsen:

”Herren velsigne dig og bevare dig ... og give dig fred.”

Christian udåndede under velsignelsens sidste ord.

Man kan ikke give et andet menneske håb. Det er ikke som med en anden pille, der kan gives til en anden. Men ved sin tilstedeværelse kan man være med til at styrke håbet hos den anden. Og man kan håbe for og med den anden.

Når livet på forskellig vis bliver svært, hvad enten det er sygdom, død eller noget helt andet, som rammer, så bliver man såret i ens relationer. Hos mange rører lidelsen ved en fundamental angst for at blive afvist. Christian ligger og tænker på, hvorfor vennerne ikke kommer og ser til ham. Måske vennerne helt har glemt ham? Alle mennesker har behov for at være ubetinget accepteret uden at frygte en afvisning. Det bedste, man kan gøre for et andet menneske, der har det svært, er at være der for den anden, lytte til den anden og vise, at man gerne vil være en del af den andens liv.

Når man bliver alvorligt syg og døende, vil kroppen gå i forfald, og man vil miste mange funktioner, som ofte vil betyde, at ens selvbillede ændres og identiteten trues. Men den kan genetableres gennem andre menneskers kærlighed. At få bekræftet sin værdi som menneske er med til at styrke håbet.

”Jeg føler mig værdiløs. Jeg er grim og jeg lugter. Jeg er afhængig af andre, jeg kan ingenting,” kan den døende tænke.

Kroppens forfald og kontroltabet over både kroppens bevægelser, udskillelser og tanker gør sit indtog. Håbløsheden og angsten truer. Men håb er knyttet til afhængigheden af andre: ”Jeg håber, at du vil være der for mig,” kan være en vanskelig sætning at sige, for netop vores afhængighed af andre er for de fleste uværdig. Vi vil helst kunne klare os selv det ligger i hele vores kultur. Men består værdigheden udelukkende i at kunne klare sig selv? Er værdighed ikke også forbundet med andre menneskers syn på mig? Det kærlige blik, den andens omsorg for mig i praksis og den andens tålmodighed med mig giver alt sammen værdighed eller gør det?

Når man skal dø, og ens liv er ved at slutte, er det naturligt at se tilbage på livet og gøre en slags status: Hvordan har mit liv været? Hvad var godt? Hvad var ikke godt? Her er der brug for et andet menneske, der ikke blot vil høre, men virkelig lytte til erindringen. Som regel fører det til en taknemmelighed over det liv, man har haft, men det kan også føre til en erkendelse af skyld, angst og en følelse af håbløshed. Her er der brug for ikke blot en god lytter, men en kærlig sjælesørger, der tør tale om skyld og tilgivelse. Christian har brug for en at tale med om sine svigt, men også at nogen vil lytte til hans livshistorie.

Men hvad kan den anden gøre, der kan fremme håbet? Ud over at være nærværende og opmærksom, så er det kun fantasien, der kan sætte grænser for, hvad man kan gøre. Ofte er det små ting, der er med til at styrke håbet hos den anden: Tænd et lys, sæt en rose på morgenbakken, ryst puden en ekstra gang, syng en sang, læs et digt, dans en dans, sæt dig ned, slå ørene ud.

For Christian var der også brug for et menneske, der ville tale med ham om livet på den anden side. Hun var der. Så kunne han dø i håb og fred.

Lovet være håbet
Det holder mig fast 
Og slipper mig ikke af syne 
Ufortrødent stemmer det sin fløjte 
Og kalder mig levende ud på den anden side 

(Jens Rosendal)