Nogle kilometer syd for Sorø på Sjælland ligger den mageløse Tystrup Sø, dybt nede mellem bakkerne.
Søen strækker sig omkring otte kilometer fra nordvest til sydøst. Den er smal om livet, hvor halvøen Hørhaven fra vest med sit agerland hæver sig som en fremskudt bastion, højt over søbredden. Over for ligger den bakkede Næsbyholm Storskov ved søens østbred. Her er søen kun en halv kilometer bred. Mod syd og nord vider søens bredde sig ud til omkring halvanden kilometer.
Tystrup Sø gennemstrømmes af Susåen, der efter nogle vældige sving gennem Tamosens enge sender sit vand ud i søen sydøst for Suserup.
Lige her, mellem Tamosen og den smukke Kongskilde Friluftsgård, ligger Suserup Skov. Det er en lille skov på bare 19 hektar, omkring 800 meter lang og op til godt 300 meter bred. Men hvad skoven ikke har i udbredelse, har den i højde og drøjde. Her er træer i alle aldre, størrelser og tilstande i en skønsom blanding. Og på skovbunden ligger dødt ved fra faldne træer i alle tænkelige dimensioner. Masser af dødt ved!
Der er også et mosehul i skoven. Det ser ikke ud af meget, men det har eksisteret i årtusinder, og hvert eneste år falder pollen og blomsterstøv fra omgivelserne i mosen. Pollenkornene lejrer sig år efter år som tynde lag sammen med døde plantedele og mineraler. De tynde lag ned gennem mosebunden er som en stabel tallerkener, der serverer historien i kronologisk rækkefølge. Ved at tage prøver af mosebunden har forskere derfor været i stand til at påvise, at der har været mere eller mindre veludviklet skov her mindst 6000 år tilbage i tiden.
Hvis der ikke havde været foretagsomme mennesker i Danmark, ville det meste af landet have været dækket af skove som Suserup Skov.
Ikke alt, men det meste. Omkring 20 procent af Danmark har indtil 1700-tallet været meget vådt og sumpet. Mange af de våde områder har i årtusinder været lysåbne moser og rørskove uden træer. I jernalderen og i andre kølige eller fugtige klimaperioder blev de sumpede og lavtliggende områder erobret af tagrør og tørvemos. Mosset gjorde jordbunden meget sur. Det betød, at træer ikke kunne vokse, og at kun få specialiserede plantearter trivedes. Bakterier og svampe klarede sig dårligt i det sure og våde miljø. Det betød, at døde plantedele ikke blev nedbrudt, men hobede sig op som tørv, så der i løbet af mange tusinde år blev dannet skovløse højmoser, der kunne hæve sig op til otte-ni meter over terrænet.
I Vest- og Nordjylland begyndte sandede sletter at dukke op af havet som følge af den landhævning, der stadig var i gang efter istiden. Det hævede, sandede land blev vasket godt igennem af nedbør og erobret af nøjsomme hedeplanter. På den måde opstod klithederne eller lavhedene, hvor der aldrig har været skov.
Andre steder opretholdt urokser, bison, bæver, krondyr og andre store planteædere formentlig blomsterrige lysninger i landskabet.
Men ellers groede Danmark til med skov efter sidste istid. Først med birk og fyr og siden med mere varmekrævende arter som hassel, eg, ask, elm og lind. For omkring 7000 år siden kulminerede varmen, og årets gennemsnitstemperatur lå på omkring 10 grader eller godt to grader over gennemsnitstemperaturen i 1900-tallet. Frodige urskove med masser af lind dækkede størstedelen af Danmark.
For godt 6000 år siden begyndte mennesket så at brænde skov af for at dyrke jorden. Urskoven blev gradvist trængt tilbage, især på de sandede jorder, som var lette at bearbejde og opdyrke med datidens primitive plove.
Der er næppe ”rigtig” urskov tilbage i Danmark. Men de skove, der får lov til at passe sig selv, får urskovspræg med tiden. Målet med Suserup Skov og andre skove, der er udlagt som urørte, er, at de skal være fremtidens urskove.
Suserup Skov har ligesom andre danske skove været præget af menneskets aktiviteter med græsning og fældning gennem tiden. Men af en række tilfældige årsager var hugsten her mere beskeden end andre steder. De store træer blev skånet på grund af deres herlighedsværdi, og der blev stort set ikke plantet fremmede træarter.
Fra midten af 1800-tallet blev Suserup Skov drevet som lystskov (skovområde, som blev dyrket og indrettet på mange herregårde efter guldalderens naturideal, red.) og formålet med skoven var ikke vedproduktion, men at sikre en smuk skov med store og spændende træer. Fældning var ikke forbudt, men blev kun praktiseret i beskedent omfang for at sikre adgang og lys til for eksempel gamle ege. Skovens samlede vedmasse steg kraftigt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
I 1961 blev al fældning i Suserup Skov forbudt, og i dag ligger skoven hen som urørt. Derfor, og på grund af skovens historie, har Suserup Skov efterhånden udviklet sig til noget, der formentlig er ganske tæt på de urskove, som engang har dækket det meste af Danmark.
I dag er Suserup Skov blevet hjemsted for omfattende international forskning i skovens naturlige processer. Den er privat og ejet af Sorø Akademi, men der er offentlig adgang ad en to kilometer lang trampesti gennem skoven.
Stien holdes af gæsternes tramp. Skovens træer spirer, vokser, bliver syge, forfalder, vælter og formulder, som de vil. Faldne træer bliver ikke skåret op eller flyttet, og når de falder og lægger sig hen over stien, må man kravle over, gå under eller udenom. Det gør turen lidt besværlig, men også spændende. De fleste træer falder i storme, men selv gamle kæmper kan falde om i blikstille vejr på grund af råd i rødderne eller i våde sommerperioder, hvor jorden bliver blød og kronerne tunge af vand. De store træer er mange årtier om at dø og formulde, og under træernes nedbrydning er de levested for et hav af specielle svampe, biller og andre insekter. Egen er særlig holdbar og kan efter sin død være levested for nedbryderorganismer i mere end 100 år, før den er væk. Træerne er en slags entrepenører, der, når de vælter, som regel river en vældig rodkage med jord og sten med sig op. På den måde opstår lavninger og dynger af jord, ler, grus og sten, som kan blive liggende længe efter, at træerne er rådnet bort.
Skoven har en skønsom blanding af de store, danske løvtræer: Eg, bøg, ask, elm, fuglekirsebær og småbladet lind. De lever og dør, hvor forholdene er til det, og hver art har sine krav, egenskaber og historie.
Egen er ekstremernes træ. Den gror, hvor det er vådt, tørt, stenet, sandet eller skrånende, mens den klarer sig dårligt på næringsrig og veldrænet jord. Derfor har egen det ikke let nu i Suserup Skov. Den klarer sig dog i brynene, ned mod søen og i nærheden af kilder og skovmoser, hvor den tåler mere vand om rødderne end bøgen.
Bøg, elm og fuglekirsebær klarer sig godt på det veldrænede, skrånende terræn, men de store elmetræer blev ramt af elmesyge i 1990'erne og døde efterhånden, ligesom alle andre steder i Danmark. De ganske små elme i skovbunden blev dog ikke angrebet, og nu, hvor sygdommen er forsvundet, er nye elmetræer på vej i højden. Elmetræer er hurtigløbere, så snart der bare er en smule lys.
Linden er skovens klenodie. Lindetræerne indvandrede sydfra til Danmark for omkring 8000 år siden, næsten 4000 år tidligere end bøgen. Da bøgen kom til Danmark, fik den varmekrævende lind det svært, og det blev ikke bedre af, at klimaet blev køligere i jernalderen. Lindetræerne blev sjældnere, men overlevede på lune og beskyttede steder, heriblandt Suserup Skov, hvor der har vokset lindetræer i mindst 6000 år.
Skråningerne ned mod Tystrup Sø er spækket med kildevæld, hvor der vælder krystalklart vand op fra undergrunden året rundt. Vældene har en frodig og farvestrålende vegetation af engkabbelejer, vandkarse, forglemmigej og meget andet, og nogle steder er de nærmest bundløse. Så man skal af mange grunde vare sig for at træde ud i dem. Men vældområderne er asketræernes domæne. De lyse asketræer stortrives på steder med kilder og vandbevægelse i jorden. Botanikerne taler ligefrem om askevæld, der er betegnelsen på kildefelter med asketræer og en rig vegetation af orkidéer, firblad, gul anemone, milturt, lungeurt og meget andet.
I de seneste år er asketræerne, i den nordiske mytologi kaldet livets træ,”Yggdrasil”, desværre også blevet ramt af sygdom, og mange aske er gået ud eller blevet svækket.
I den nordlige del af Suserup Skov, bare 50 meter fra søbredden, ligger Suserup Laboratoriet som en stor, rød træbarak med et mindre bryggers midt i et vældområde. Orkanen den 3. december 1999 var hård ved skoven, og en af de store bøge bragede ned i bryggerset og lagde sig over hovedbygningen.
Bøgens fald var et hårdt slag for huset. Men det blev også dødsstødet for et sted, som har betydet meget for generationer af zoologer.
Laboratoriets historie går tilbage til 1917, hvor bygningerne blev opstillet som en gave til ferskvandsbiologen Carl Wesenberg-Lund (1867-1955). Wesenberg-Lund var dengang 50 år og internationalt anerkendt for sin omfattende forskning i ferskvandsbiologi. Han var en blændende iagttager, tegner og formidler, og to år forinden havde han barslet med den legendariske fagbog ”Insektlivet i ferske vande” på Gyldendals Forlag. De 524 sider er aldrig overgået og er en guldgrube af indsigt i ferskvandsinsekternes liv.
For en ferskvandsbiolog og klassisk naturhistoriker som Wesenberg-Lund lå Suserup Laboratoriet som en drøm midt i kildevældet med alt, hvad dertil hørte af specielle livsformer, et stenkast fra en af Sjællands største søer og en spadseretur fra Susåen.
Her tilbragte Carl Wesenberg-Lund sine sommerferier med familien i mange år. Og stedet blev fremover et mekka for forskere og studerende.
I 1974 fik de biologi-, geografi- og geologistuderende ved Københavns Universitet via foreningen NOA (Naturvidenskabelige Onsdags Aftener, stiftet 1911) brugsretten til laboratoriet. Laboratoriet fungerede som et eventyrligt mødested og studieområde for ornitologer, botanikere, svampekendere, entomologer, geologer og geografer under uformelle former. Jeg boede der en uges tid hver sommer i en årrække. Det var et enestående sted midt i ”urskoven” med kildevand, brændeovn, fred og ro. Få steder har jeg lært mere om dansk natur.
Efter stormen i 1999 gjorde skade på Suserup Laboratoriet, blev det desværre besluttet at lukke stedet. For de mange hundrede, der har brugt det og haft fornøjelige og lærerige stunder, er laboratoriets forfald vemodigt. Det er en lille trøst, at naturen tager over, men ærgerligt at muligheden for at bo midt i herligheder ikke findes mere. Det var et magisk sted i den lille, eventyrlige skov.
