På hjørnet af Bredgade og Nyhavn i København stod der i Gurli Vibe Jensens barndom hver dag en mand, der solgte balloner.
Snorene var af forskellig længde, og ballonerne, der var i alle regnbuens farver, hoppede, dansede og fyldte hele den syvåriges ønskeseddel.
”Åh, at eje en ballon.” En dag gik drømmen i opfyldelse, familien skulle på kanalrundfart, og på vejen dertil fik Gurli Vibe Jensen lov til at få en ballon. Hun valgte en rød.
”Jeg følte mig som dagens helt og ejer,” husker hun og fortsætter:
”Da vi kom ned i båden, kom den tanke til mig, at hvis nu jeg gjorde snoren lidt længere, så ville den hoppe og danse endnu mere, og endnu flere ville kunne se, hvor flot den var. Snoren var bundet omkring mit håndled, og mor havde jo sagt, at jeg skulle passe på; alligevel kunne jeg ikke nære mig, så lidt efter lidt løsnede jeg snoren, og til sidst fløj der en rød ballon hen over Københavns tage.”
I den situation ville de fleste mødre nok have sagt:
”Hvad sagde jeg!”.
Men ikke Gurli Vibe Jensens mor. Mens ballonen sprang hen over tagene i lange buer, sagde hun i stedet for stille:
”Du skal lære et nyt ord i dag. Du kan ikke forstå det, men når du bliver ældre, kan du bedre indse det, og når du bliver voksen, vil du bruge det hver dag. Det hedder konsekvens.”
”Der lærte jeg mit første fremmedord. Konsekvens havde noget at gøre med en ballon, der flyver væk, fordi jeg ville, at den skulle styres af min vilje. Jeg mener, at visdom er enægget tvilling til konsekvens. Visdom er en personlig indsigt i den læretid, det er at være menneske. Det er ikke bare en foræring at være menneske, der er altid en konsekvens.”
Gurli Vibe Jensen er med egne ord ”en gammel sveske”, der fylder 90 år til december. Men episoden med ballonen i 1930'ernes København husker hun stadig krystalklart, og det er den, der falder hende først for at nævne i en samtale om visdom. Vi sidder i hendes stue, hvor hun serverer kaffe og smørrebrød, mens klassisk musik fylder rummet, og vi nyder udsigten over hendes blomstrende have og græsplænen, der fører direkte ned til en sø. Herinde midt i skoven i en forhenværende skovriderbolig nær Jyderup på Midtsjælland har Gurli Vibe Jensen levet, siden hun for 20 år siden forlod Indre København og sin gerning som Helligaandskirkens sognepræst gennem 30 år. Kontrasten er til at få øje på.
”Ja”, siger hun.
”For ikke at tale om kontrasten til Afrika”.
Nærmere bestemt Nigeria, hvor Gurli Vibe Jensen som udsendt af Sudanmissionen virkede i 20 år som medleder af en pigekostskole, før hun kom hjem og blev sognepræst.
”Jeg har altid syntes, at der skal være kapitler i mit liv, der kan lære mig noget nyt. 20 år i Afrika, 30 år i Hellig-aandskirken og nu foreløbig 20 år som pensionist. Her i skoven er en mærkbar fred, og jeg føler mig hverken ensom eller isoleret. Jeg møder mennesker, hører musik og oplever stilheden,” siger hun.
Hun bor alene, men bliver på daglig basis opsøgt personligt eller over telefonen af mennesker fra nær og fjern, der søger hende som samtalepartner. Hun kommer også stadig ud til kirkelige opgaver, for der er mange mennesker, der helst ser, at det er Gurli Vibe Jensen, der er til stede som præst, når de store, altafgørende ting i deres liv sker.
”Det siger jeg tak for og vil gøre det, så længe jeg har kræfter til det,” siger Gurli Vibe Jensen.
Hun kender til grænselandet af sin formåen og laver aftalerne, så de passer med, hvad hun kan overkomme. Men døren er altid åben over for alle typer af mennesker.
”Det er ikke, fordi jeg er noget orakel, men jeg har tid til at lytte. Samtalerne foregår menneske til menneske, og oftest lærer jeg langt mere, end jeg giver,” siger Gurli Vibe Jensen.
Hun har aldrig på forhånd sat sig mål for samtalerne, selvom hendes udgangspunkt er kristendommen.
”Det vigtigste er at høre godt efter, for det kan være noget helt andet, folk kommer med, end det, de lige i første omgang giver udtryk for. Jeg prøver at høre ordene bag ordene,” siger hun og fortæller, at hun denne morgen har talt med en mor, hvis datter er begyndt at frigøre sig på en måde, der bekymrer moderen.
”Næste scene er, at pigen kommer herud, for hun har også sine synspunkter,” siger Gurli Vibe Jensen og tilføjer:
”Man ved jo godt selv, hvordan man gerne vil modtages, hvis der er noget, man har behov for at tale om. Det skal være menneske til menneske, hvor vi gensidigt kommer hinanden i møde. Hvis vi skal holde os til kristendommen, så tænker jeg altid på Bibelens tekst om de to, der gik til Emmaus (vandringen til Emmaus, Lukas 24, 13, red.). Det er nok den tekst, som jeg mest af alle knytter mig til, når det handler om mennesker. Det er ikke sejren og den store indsigt, men dette at man tør tale ud, blive påvirket og reagere,” siger Gurli Vibe Jensen.
Om visdomsbegrebet siger hun, at det både er et spinkelt ord og et ord med en frygtelig styrke.
”Folk, der føler sig parate til at svare, at de har visdom, er kommet så langt væk fra en saglig hverdag, at de svæver uden kontaktforbindelse med det, der virkelig foregår. Det bliver alt for selvudviklende, alt for ”jeg ved be-sked”-agtigt. Men det modsatte er også slemt. Altså når mennesker siger, at jeg er jo bare mig, og jeg kender ikke til visdom. Man skal være yderst bevidst om, at visdom ikke bare er en færdig sætning, men en ledsager i menneskelivet. Mange er ganske uvidende om, at de er værdifulde mennesker, fordi de tænker, at visdom er noget, der er blevet givet til nogle bestemte typer, som har bestemte stillinger i samfundet. Men hverdagens saglighed og visdom er ikke modsætninger.”
Som barn vandt Gurli Vibe Jensen en konkurrence i Kristeligt Dagblad, hvortil hun sendte en lille historie, hun selv havde fundet på, om en ildebrand. Præmien var på to kroner og senere et brev fra selveste Selma Lagerlöf.
”Den præmie på to kroner steg mig fuldkommen til hovedet, og jeg tænkte, at nu var jeg forfatter og kunne godt tillade mig at skrive til Selma Lagerlöf. Det forunderlige var, at hun svarede mig med det kærligste brev, der sluttede med ordene 'Gode ord fra gode venner, bedste balsam livet kender'. Dengang fattede jeg nok slet ikke den godhed og visdom, der lå i det, at hun svarede mig, men det gjorde jeg senere.”
Det med ordene, både de talte og de skrevne, har fulgt Gurli Vibe Jensen hele livet. Helligaandskirken fyldtes søndag efter søndag af mennesker, der ville lytte til hendes helt særlige måde at forene forkyndelse og medmenneskelighed på. Og mange har nydt hendes bøger, der omfatter både personlige erindringer fra blandt andet tiden som Afrika-missionær og bøger til bibelstudier og andagt. Hendes sidste bog udkom i 2007, og spørger man hende, om der kommer flere, er svaret nej.
Gurli Vibe Jensen er uddannet lærer og underviste et par år i København, mens hun forberedte sig på at skulle til Afrika. Det med Afrika har hun villet, så længe hun kan huske tilbage, og inspirationen kommer fra barndomshjemmet, hvor moderen samlede mennesker, der arbejdede for Sudanmissionen.
”Jeg lyttede, når de talte om de forskellige områder i Afrika og om, hvordan det ikke gjalt om at få den sorte neger til at råbe et emotionelt 'halleluja', men at troen skulle gro indefra. Jeg vidste, at jeg ville til Afrika, men det var altså ikke noget med sådan et åndeligt kald, hviskende stemmer eller sådan noget. Det var meget konkret.”
Gurli Vibe Jensen siger om sine forældre, at deres kristendom gik i hverdagstøj, og sådan har det også været for hende selv. I Afrika var det hendes mål at forberede pigerne på kostskolen på den verden, som hun vidste ville vælte ind over Afrika, og gøre det så nænsomt som muligt i forhold til deres egen kultur. Og hele tiden med ligeværdigheden for øje, for hun fastslår, at hun har lært mindst lige så meget af dem, som de har lært af hende. Hun lærte sig deres fælles sprog, hausa, og det var omkring bålet om aftenen, når de sang, dansede og talte sammen, at hun fik sin oplæring. I dag føler hun sig dybt taknemmelig over at have oplevet nærheden i fællesskabet med den nigerianske befolkning.
Ordet fællesskab går i det hele taget igen, når Gurli Vibe Jensen bliver bedt om at forklare, hvordan hendes livsvisdom udspiller sig. Det ligger hende fjernt at fremhæve sig selv, og mange gange vender hun samtalen tilbage til sine forældres måde at være medmennesker på.
”De havde meget sans for andre. Deres største lidenskab var mennesker, og de blev indirekte undervist af disse mange mennesker, der besøgte vores hjem. Derigennem lærte jeg nok også noget om at være sig selv eller være sig selv nok. At være sig selv betyder vækst og nye muligheder. At være sig selv nok er at lukke af for livet, det er fallit. Livsvisdom er fællesskabet mellem menneskene, hvor man ikke er færdig, men bestandig er i lære. For mig er Kristus udgangspunktet, 'Gud er underfuld rådgiver, vældig Gud, evighedsfader, fredsfyrste'. Kristendommen bliver man heller aldrig færdig med.”
Tillige med arbejdet som sognepræst i Helligåndskirken har Gurli Vibe Jensen været dybt engageret i Det Danske Bibelselskab såvel som De Forenede Bibelselskaber. Der findes nærmest ikke det land på kloden, hun ikke har besøgt. For Bibelen er jo international og skal fortælles ind i mange forskellige kulturelle sammenhænge. På sine rejser har hun mødt store personligheder, og Selma Lagerlöf er ikke den eneste nobelpristager, hun har været i kontakt med. Møder med Albert Schweitzer og Mother Teresa har haft stor betydning for hende. Til dem har hun hver især stillet spørgsmål til deres gerning og fået svar, hun har taget videre med sig i sit lange liv.
”Albert Schweitzer var en meget berømt læge, teolog og Bach-fortolker, der gjorde så meget for afrikanere ude i junglen, og jeg oplevede, at han var så belejret af berømmelse, at han nærmest ikke kunne ånde. Jeg spurgte ham, hvordan han indvendigt klarede det pres, og han svarede: 'Jeg kan kun sige Abba, Fader (kære far, red.)'. Med det mente han: 'Jeg er bare et barn, der søger hjem til far, der er jeg tryg, der skal jeg ikke præstere noget,” fortæller Gurli Vibe Jensen, der fandt den samme tone hos Mother Teresa, som hun besøgte på hendes hospital for spedalske i Calcutta i Indien.
”Jeg spurgte Mother Teresa, hvorfor hun havde sat et kors op på væggen; det var jo andre religioners ofre, der lå der, fattige og ødelagt af ufatteligt meget lidelse. Hun svarede: 'Det er, fordi Kristus forstår os, han ved, hvad det er at tørste'. Se, det er visdom i den alleryderste nød, at Kristus forstår menneskene.”
Gurli Vibe Jensen er optaget af spændingen mellem at modtage og virke gennem det menneskelige møde, og hun mener, at det har at gøre med en ydmyghed, som ikke slæber sig hen over jorden i falsk beskedenhed.
”Så kan det hele blive det der 'åh, hvor er jeg god'-agtige, som er så iltfattigt. Men man kan være følsom over for mennesker og have en åbenhed i sit sind.”
Er du optimistisk på verdens og menneskenes vegne?
”Jeg synes, at mennesker i almindelighed er åndeligt sultne, der er en hunger efter oprigtighed og vækst, hvor målet ikke er position, men blot det at være menneske. Vi skal være på vej sammen i vor forskellighed og i det krydsfelt, der altid vil være, der hvor sorg og glæde, mørke og lys, tab og vinding findes. Der er meget ensomhed i tiden, fordi man skal kunne fungere i et kapløb med tiden; der er ikke plads til bare at være. Tit vil folk have fællesskaber på egne præmisser.”
Bogen alle bør læse er... ”Hjertet slår og slår” af Jens Smærup Sørensen.