Prøv avisen
Det gode liv

Kunsten at lytte til kroppens fortælling

Kongelig skuespiller Helle Fagralid, 38 år, medvirker i denne sæson i otte forestillinger. Foto: Scanpix

Skuespiller Helle Fagralid har med tiden lært, at det kan være lige så vigtigt at lytte til kroppen, som til det hoved, der nogle gange har flere planer, end kroppen er med på

Hvad er det gode liv for dig?

For mig er det i bund og grund ret simpelt, for det handler om, at man selv, familien og dem, der står én nær, alle har det godt og er sunde og raske. For hvis det er på plads, har man alle eller i hvert fald mange muligheder i livet, fordi man så har et grundlag for at kunne skabe det liv, der nu engang giver mening for én.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det helt klart bedst, når jeg lykkes med ikke at stresse alt for meget og tage det lidt mere stille og roligt. Når jeg ikke tager tingene for tungt og minder mig selv om ikke at overfylde kalenderen. Med tiden har jeg lært det med at sige nej, og det har jeg især lært efter at have haft det, som man kan kalde for nedsmeltninger, hvor jeg i perioder har sagt ja til alt for meget og haft alt for meget at se til. Der har jeg så lært, klog af skade, at det er en rigtig god idé i længden, hvis man lærer at sige fra i tide.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg cykler rundt til nærmest alting. Det holder jeg meget af, for der er en stor frihed forbundet med det. Man er fri for at skulle finde parkeringspladser, sidde fast i bilkøer eller skulle vente på offentlig transport, der er forsinket eller overfyldt. Samtidigt er det en rigtig praktisk og nem måde at komme rundt på. Jeg bor i Hellerup lidt nord for København og cykler så rundt til de ting, jeg nu skal i byen, aftaler og arbejder, så det bliver til en del kilometer om ugen. Derudover går jeg også til pilates, når jeg har tid til det, og det er jeg meget glad for, fordi jeg kan mærke, at det gør noget rigtigt godt for min krop. At blive strukket ud og styrket samtidigt. Så er der en instruktør, der fortæller en, hvordan det skal gøres. På den måde er det også dejligt simpelt.

Hvad er afslapning for dig?

Det er, når der ikke er alt for mange planer. At kalenderen er fri. Jeg slapper klart bedst af, når jeg ikke har planer. Også meget gerne i nærheden af noget hav. Der er et eller andet ved havet og vand, der er helende på samme måde som den ro, der er i naturen, er det. Der er en storhed i naturen, hvor man pludselig føler sig meget lille, og så bliver problemerne også meget små. Naturen gør et eller andet, der sætter tingene lidt i perspektiv.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid en hel masse glas og bøtter med alt muligt, der er åbnet, og som nogle gange bare hober sig op, fordi man ikke lige ved, om det skal bruges eller ej. Jeg forsøger, måske nogle gange lidt for ivrigt, at gemme tingene i stedet for at smide mad ud.

Hvad er din største last?

Jeg synes ikke, at jeg har de helt store laster. Jeg lever generelt ret sundt, tror jeg. Jeg er dog nok lidt for glad for smør, ost og fed mad i forhold til, at jeg har lidt for højt kolesteroltal. Jeg har altid været vant til at kunne spise, hvad jeg ville, for det sætter sig ikke rigtig på mig, men selvom man ikke kan se det, er det jo knap så godt, at det går i blodet.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Der er ikke nogen, der umiddelbart falder mig ind. Efter min mening er det vigtigste, når det kommer til sundhed, at lytte til sin krop og dens erfaring med, hvordan man nu har det bedst stedet for at følge alle mulige og umulige råd.