Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg fik aldrig et barn, og det gør ondt at høre andre tale om børn og børnebørn

Modelfoto

Sorgen over aldrig at være blevet mor fylder så meget hos Ane, at hun har svært ved at finde mening i sit liv

Kære Brevkasse

Jeg skriver dette brev til jer, fordi jeg ikke har andre at snakke med om dette. Jeg har i lang tid været tung om hjertet, da alt håb er ude. Jeg er børnefri uden min vilje. Manden, som skulle komme i mit liv, med hvem jeg skulle danne familie, kom aldrig, selvom jeg har ledt og prøvet at finde ham. Jeg er slet ikke egoistisk eller krævende, snarere tværtimod.

Nu sidder jeg og er 46 år og tænker tilbage og er meget trist, sur på mig selv og Gud. Selvom jeg ikke kan se og pege på, hvad jeg har gjort galt eller skulle havde gjort anderledes, så bebrejder jeg mig selv. Det piner mig utrolig meget, og jeg føler mig som en stor fiasko. Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg skulle have gjort anderledes, selvom jeg ikke får noget ud af det. Det gør ondt at høre på arbejdspladsen, når de snakker om børn og børnebørn, og jeg kommer aldrig til at opleve det samme selv. Jeg har ikke prøvet eller ønsket at blive alenemor for eksempel ved donorbehandling. Jeg har virkelig svært ved at finde styrke, glæde og mening med livet.

I kan godt sige, hvorfor jeg først tænker sådan nu? Men det har jeg også gjort. Da jeg var yngre, var der et lille håb om, at det også ville ske for mig at stifte familie, men nu er det håb ude, og det er så trist, at jeg ikke kan bære det.

For tre år siden mødte jeg en mand, som jeg stadig er sammen med. Han er ikke ked af, at der ikke kom børn. Han siger bare, at sådan var det.

Jeg er bange for fremtiden, bange for at ende som ensom, trist og deprimeret. Jeg har ikke nogen stor familie eller stor vennekreds, og jeg har slet ikke nogen at dele dette emne med. Hvordan finder jeg mening i dette tomme liv? Hvordan holder jeg op med at hade mig selvVenlig hilsen

Ane

Kære Ane

Tak for dit brev. Vi forstår godt, at det er en stor sorg for dig, at dit brændende ønske om at se børn vokse op i din egen familie ikke blev muligt. Børn er ikke meningen med livet, men ofte er de en stor glæde og velsignelse koblet sammen med et stort stykke arbejde og meget ansvar. På den lange bane kan de også - hvis det lykkes at bevare det gode fællesskab - være de nærmeste, når man bliver gammel og skrøbelig. Og børnebørn er et helt specielt glædeligt kapitel for sig, som du ofte med skjult smerte har hørt om på din arbejdsplads.

Det blev bare ikke sådan, at du blev mor. Du har også undervejs på moden vis taget stilling til, at du ikke ville have et donorbarn alene. Det har vi stor respekt for. Der er nemlig knyttet mange spørgsmål og etiske dilemmaer til det at beslutte sig for, at et barn bevidst fratages sit kendskab til og viden om og mulighed for at kende sine biologiske forældre.

Tilbage til den livssmerte, du er åben om. Benny Andersen siger: ”Når jeg synger min klagesang for dig, er det for, at du skal høre min sorg, det er ikke en stil, du skal rette i”. Det er klogt sagt. For det minder os om, at vi ikke skal komme med mange gode forslag til dig om, at der sikkert er så mange andre ting for dig at være glad for, både at du har et arbejde og en mand at være sammen med. For du er ikke der nu, når sorgen nærmest er overalt i dine tanker. Verden er fuld af børn, du ser billeder, læser om skolereform og ser små og store drenge og piger på tv. Og på din vej møder du sikkert både mange forældre og bedsteforældre. Alt sammen minder dig hele tiden om det, som du så gerne ville have haft, men som du ikke fik.

Når vi læser dit brev, tænker vi allermest på det, som du nævner to gange, nemlig at du ikke har nogen at dele din sorg med. Ingen kan ændre på, at du ikke fik børn, men det må være muligt at finde nogen, som vil lytte til din sorg og din klage. Om det er en ven eller en fremmed, om det er en præst eller en terapeut er måske ikke det vigtigste, men at du finder et menneske med store ører og et stort hjerte er vigtigt. For sorgen må have et sted.

Sådan er det med en kirkegård, hvor vi lægger vores døde. Betød den døde meget for os, er vi der måske ofte, og vores tanker og følelser kan få frit løb. Sorgens sted bidrager til, at relationen til den døde og umistelige person kan løsnes. Så vi igen på et tidspunkt kan leve godt videre. På samme måde må mange af vores andre sorger, som er mere usynlige, også have en ”kirkegård”. Vi må have et sted, hvor vi kan komme tilbage til igen og igen og blive lyttet til. Uden at få at vide, at vi nok hellere skulle have nogle andre følelser, vi burde også være kommet længere, eller hvorfor var vi ikke mere glade for noget andet.

Så det vil vi gerne understrege. Du må finde et sådant sted og en sådan person. Din ven kan sikkert ikke være det for dig, for han har det slet ikke på samme måde, så selvom han elsker dig, kan han have svært ved at rumme din sorg. Men vi håber, han kan forstå, at det er vigtigt for dig at kunne snakke om det, og at han vil støtte dig i det.

Vi kan også læse, at du har ledt gentagne gange i dine tanker, om du skulle have gjort noget galt, siden det er gået, som det er gået. Sådan gør vores hjerne det næsten altid, når vi mærker smerte og sorg, i håb om at finde noget, som kunne have forhindret vores ulykke. Og der er vi sjældent lige så barmhjertige mod os selv, som vi ville være mod andre i samme situation.

Du skriver ikke noget om, hvor længe din sorg har været så påtrængende, som den er nu. Har den varet i meget lang tid, og synes du, at dine tanker ofte kredser om forskellige ting, som du bebrejder dig selv igen og igen, og bliver for eksempel din nattesøvn påvirket, synes vi også, at du skal snakke med din læge om det. For nogle gange kan en sorg vippe over i en depressiv tilstand og sætte sig fast til et stadigt tankemylder af selvbebrejdelse og et mørkt syn på livet og fremtiden. I så fald vil det være vigtigt med en lægelig vurdering og behandling. For vi kan også læse, at dine tanker om denne sorg er ved at tappe dig for livsmod og livsglæde i en sådan grad, at du får dobbelt smerte. Du er et forholdsvist ungt menneske, og derfor ville det være så godt for dig at få hjælp til at komme godt videre i dit liv sammen med din ven. Det fortjener du.

Vi ønsker for dig, at du må tage dig og din smerte så alvorligt, at du søger hjælp - du er jo allerede begyndt ved at skrive til os. Og vi har lyst til at sige, at vi har mødt mange mennesker for hvem fremtiden så uvejsom ud, og hvor smerten næsten fyldte mere end kroppen, som alligevel er kommet videre i livet, og hvor sorgen er blevet integreret på en måde, så der også blev plads til ny glæde og nyt mod.Mange hilsener