Prøv avisen
Livsmod

Når kærligheden letter sorgen

Marianne Kjær Nielsen, 80 år, er kommet på Enø hele livet og bor nu fast på øen nær Næstved. Den lille ø mellem Karrebæksminde Bugt og Karrebæk Fjord har et rigt fugleliv, og hendes store have er ingen undtagelse. Netop nu er der rigeligt af de små, aromatiske ananasæbler til både hende og fuglene. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Fri- og højskolemennesket Marianne Kjær Nielsen var i mere end 50 år gift med forstander Laurits Kjær Nielsen. De delte arbejdsplads i alle de erhvervsaktive år. Da han døde, konstaterede hun, at det var, som om de mange års gode samliv havde rustet hende til tiden som enke

Kan et stærkt ægteskab gøre livet lettere at bære, når man mister? Fri- og højskolemennesket Marianne Kjær Nielsen har stillet sig spørgsmålet flere gange, efter hun for fem år siden mistede sin ægtefælle, den tidligere højskoleforstander og friskoleleder Laurits Kjær Nielsen.

”Efter jeg blev alene, oplevede jeg, at jeg havde en styrke, som kom af vores samliv og samarbejde. Vi havde levet så tæt med hinanden og styrket hinanden. Den styrke har jeg fortsat med mig,” siger hun.

Ægteskabet betragter hun som den største gave i sit liv. Ikke alene var det en varm og tryg enhed med en sjæleven. Parret havde også et arbejdsfællesskab i alle deres erhvervsaktive år, men for fem år siden blev livet med ét anderledes for Marianne Kjær Nielsen.

Hun er netop blevet 80 år, hvilket er anledningen til, at vi mødes for at tale om livsmod og om de værdier, hun og hendes mand brugte mange år af deres liv på at arbejde for.

Hun tager imod i et velholdt, gammelt, stråtækt fiskerhus på Enø lidt syd for Næstved. Den lille ø, som tæller omkring 300 fastboende indbyggere, er forbundet med Karrebæksminde med en klapbro.

Enø har været en del af hendes liv, fra før hun husker. Hendes mormor og morfar lejede huset af fiskeren om sommeren, længe før broen gjorde øen landfast med Sjælland. Siden købte de huset, som er gået i arv og nu tilhører Marianne Kjær Nielsen. I de år har øen skiftet karakter fra forblæst, lille fiskersamfund til velbesøgt ferieø. I dag fyger det fine sand fra Enø Strand over vejen, og vinden får grenene i valnøddetræet i Marianne Kjær Nielsens have til at knage. At man i den grad kan mærke vejret er noget af det, som hun dagligt glæder sig over ved Enø.

”Stedet her oser af slægten og af sammenhængen i min tilværelse. Det har været en rigdom at have levet i både Himmerland, Sønderjylland og hovedstaden og mærket forskellen på livet, men som gammel kone har man brug for at have en grund. Den har jeg her,” siger hun.

Hun er født og opvokset i Gentofte nord for København, hvor hendes far, Leif Westy Stephensen, var grosserer. Et portræt af hendes far som fireårig lyser op i stuen. Han voksede op i Hellerups overklasse som søn af nationalbankdirektøren. Hendes mor, Eva Westy Stephensen, var datter af en fotograf i Næstved og ud af en familie med flere kunstnere. Blandt andet var moderens moster maler og keramiker på Kähler Keramik i Næstved og lagde grunden til den samling af keramik, Marianne Kjær Nielsen har opbygget.

I sin opvækst i Gentofte følte hun sig fremmed.

”Min opvækst blev præget af krigen. Jeg var seks år, da Danmark blev besat, og jeg stod på altanen på Kilde-skovsvej og så de tyske fly flyve ind over København. Min far arbejdede inde i København, men med krigen blev det utrygt at være i byen, og efter den franske skole var bombet, flyttede vi i en periode her til Enø, hvor jeg kom til at gå i en lille friskole, fordi min far syntes, København var for utryg,” siger hun.

Det var dog Gentofte, som var hendes hjemby, og hun kom i Gentofte Statsskole, hvor hun gik i mellemskolen og siden blev student fra.

”Jeg blev aldrig rigtig Gentofte-pige. Jeg følte mig fremmed på Statsskolen. Der var drenge, som vidste, de ville være sagførere, og piger, som så en fremtid for sig på et kontor. Jeg spillede klaver og vidste, at jeg gerne ville på højskole, når jeg havde afsluttet gymnasiet,” siger hun.

Der var kun få meter fra barndomshjemmet til Gentofte Kirke. Familien gik i kirke de fleste søndage, og kirkegangen blev tidlig vigtig for Marianne Kjær Nielsen.

”Ville min mor eller far ikke med i kirke, forsøgte jeg at få lov til at gå med naboen. Jeg gik i søndagsskolen, hvor jeg fik mit livs eneste flidspræmie. At jeg gik i kirke var også med til at gøre mig lidt anderledes end mine klassekammerater, men det var på den anden side ikke noget, jeg overvejede at ændre på,” siger hun.

Som student kom hun først på højskole i det nordlige Sverige, og siden gik turen til Askov Højskole i det sydlige Jylland. Både hendes mor og mormor havde været på Askov Højskole, og hun var ikke i tvivl om, at det ville hun også, inden hun læste videre. Det var her, hun mødte den jævnaldrende Laurits Kjær Nielsen.

”Vi var 325 elever, men han sagde, at han så mit lyse hår den første søndag på skolen, hvor vi gik tur til Skibelund Krat. Der skulle dog gå nogle måneder, før jeg kunne indse, at det kunne være en god idé med en forbindelse mellem os,” siger hun.

”Han var søn af en præstegårdsforpagter på Mors og havde et roligt bondesind, og jeg var københavneren, som kørte mere op og ned med mit humør. Men vi indså, at vi passede utrolig godt sammen, og vi drømte begge om et liv, som skulle være inden for friskole og højskole,” siger hun.

Forholdet udviklede sig, og efter højskolen læste de begge videre i København. Han blev lærer, og hun blev indendørsarkitekt, og som nyuddannede blev de gift i 1958 og fik job på Støvring Højskole i Himmerland.

”Jeg kunne selvfølgelig have søgt job på et arkitektkontor i Aalborg, men vi ville gerne arbejde sammen, og hele vores arbejdsliv har vi haft de samme arbejdspladser.”

De har været lærerpar på en højskole i Norge, undervist på Snoghøj Højskole ved Fredericia, og i 1966 blev de skolelederpar på en lille friskole i Himmerland, Skørbæk-Ejdrup Friskole, som talte 29 elever. De fik skolen til at vokse og oplevede at blive en del af lokalsamfundet.

”Det var en skole, drevet efter grundtvig-koldske principper med vægt på fortællingen og en skoleform, hvor man brugte sig selv. Der var et nært samarbejde mellem børn, hjem og skole, som var en grundsten for os. Vi blev manges fortrolige og oplevede, hvordan folk tyede til lærerne i lyst og nød. Gennem hele vores liv har det folkelige fællesskab været i højsædet. Vi har bestræbt os på at være lige med de mennesker, vi har samarbejdet med,” siger hun.

Det var intense år, hvor parrets tre børn voksede op, alt mens Laurits Kjær Nielsen også blev formand for Dansk Friskoleforening og tog initiativ til De Frie Grundskolers Fællesråd. I 1978 blev parret skolelederpar på Bording Friskole i det indre København.

”Det var en god skole med gode kollegaer, men det var noget af et kulturskifte, og jeg havde lidt svært ved at falde til i København. I Himmerland starter man med tillid, indtil noget andet er bevist. I København var det ofte, som om det modsatte var reglen,” siger hun.

Parret gik på pension, da de var 62 år, men inden var de i 10 år forstanderpar på Rønshoved Højskole i Sønderjylland.

”At være på en højskole med både korte og lange kurser, hvor der også kunne være fest og bal i foredragssalen om lørdagen og af og til gudstjeneste søndag morgen, var for mig den helt rigtige balance. Vi kom i Rønshoved Frimenighed, og jeg spillede til gudstjenesterne,” siger hun.

Som pensionister vendte de tilbage til Himmerland, hvor de havde et godt netværk og ejede et hus fra årene som friskoleledere. Han havde gode muligheder for at gå på jagt, og hun fik bedre tid til at male, og sammen var de ofte på farten som foredragsholdere og værter ved sangaftener. Når det blev ferie, gik turen oftest til huset her på Enø, og i 2008 besluttede de sig for at bryde op fra Himmerland og slå sig ned på Enø. Her havde slægten rod, og samtidig kom de tættere på børnene.

En regnvåd martsdag i 2009 ændrede Marianne Kjær Nielsens liv sig. Laurits Kjær Nielsen var som så ofte før kørt til Jylland for at deltage i et bestyrelsesmøde. Da klokken var 17, ringede telefonen, og hun troede, at det var ægtefællen, som ville fortælle hende, at han var godt fremme. Opkaldet var fra skadestuen på Horsens Sygehus, hvor hendes mand var blevet bragt ind med svære kvæstelser efter en trafikulykke. Da hun nåede frem senere den aften, var han død.

”Jeg kunne se, at det, at han var død, var det næstværste. Han var så hårdt kvæstet, at han ville have siddet som en grøntsag, hvis hans liv var blevet reddet. Mit liv har ikke altid formet sig skånsomt, men jeg tror på Vor Herre, og han holder mig oppe, når der er nok til at rykke mig ned,” siger hun.

De første dage efter ægtefællens død står som en uvirkelig tåge for hende. Ved begravelsen var der mennesker samlet fra hele deres arbejdsliv, og Jakob Knudsens "Se nu stiger solen" blev sunget med en voldsom styrke, men syntes meget uvirkelig for hende. Selvom hun nu var alene, lod venner og familier hende ikke være alene. De skiftedes til at bo hos hende her i fiskerhuset.

”Vi havde levet meget tæt sammen og styrket hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan være mere elsket i et ægteskab, end jeg har været. I skolearbejde var det en grundregel at kalde på kongen i medmennesket i stedet for på stodderen. Kalder du på kongen, så kommer kongen. Den livsregel har Laurits også udlevet i vores ægteskab, hvor han mødte mig med tillid og tiltro.”

”Han er så meget en del af mig og mit liv, og det vi stod for, det står jeg fortsat for,” siger hun.

I dag har hun fået en kær ven: Pastor emeritus Carl Henrik Balslev, som hun mødte under et ophold på Liselund for tre år siden. De har kendt til hinanden hele livet, og nu er de begge alene og deler tiden mellem hinandens hjem. Da Laurits Kjær Nielsen døde, lagde hun malergrejet væk, men efter Carl Henrik Balslev er kommet ind i hendes liv, har hun fået fornyet mod på akvarellerne. Men ægteskab kommer ikke på tale, fastslår hun.

Den dag på sygehuset i Horsens fik hun ægtefællens vielsesring, og den bærer hun nu på langfingeren ved siden af sin egen vielsesring.

”Det er Laurits, der er min mand, og det bliver det ved med at være.”