Bengt Holst: For mig er naturen det, som andre vil kalde en guddom

Direktør i København Zoo, Bengt Holst, finder svar på livets spørgsmål i naturen og fagbøgerne. At aflive dyr som giraffen Marius gør han med base i videnskaben, men selv den kommer til kort, når det drejer sig om slutningen på menneskelivet

Til daglig er København Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst, omgivet af eksotiske dyr som giraffer, løver og isbjørne, men det var regnormene i haven ved barndomshjemmet i Virum, der vakte hans interesse for dyreriget til at begynde med. - Foto: Leif Tuxen

Døden er et begreb, som Bengt Holst har svært ved at forholde sig til. Han har ellers et svar på det meste, oftest fagligt funderet i naturvidenskabelige opslagsværker. Men når det gælder slutningen på et menneskeliv, famler han. Det er ganske enkelt uden for hans fatteevne.

Han ville på en måde ønske, at han troede på, at de døde kommer op til Gud i Himmelen og sidder og kigger ned på de efterladte. Det havde måske gjort det nemmere at håndtere, da han i 1989 mistede sin far, som han var meget tæt knyttet til. Men han køber ikke rigtig forklaringen, og det har han svært ved at rumme.

”Jeg kan ikke få det ind i mit hoved, at det er slut, når det er slut. Ligesom jeg ikke kan rumme begrebet uendelighed. Når vi dør, går livet videre på Jorden, men vi er her kun i molekyleform eller som et begreb, en tanke eller en amorf masse. Den slags tanker har jeg svært ved at følge til ende,” siger han.

Hele livet har videnskabelig direktør i København Zoo, Bengt Holst, støttet sig til naturvidenskabelige argumenter, og måske derfor er det så svært for ham at forholde sig til begreber som død, sjæl og Gud.

Men når det gælder dyrs død, er sagen en anden. Her sidder alle de videnskabelige argumenter på rygraden, for hvorfor det for eksempel er i orden at tage livet af raske dyr i zoologisk have for at sikre en sund bestand langt ud i fremtiden.

De synspunkter gjorde ham verdenskendt, da han i foråret uden at ryste på hånden forklarede forargede studieværter og ophidsede seere, hvorfor først en nuttet giraf-unge og siden to voksne løver og deres unger måtte lade livet.

Begivenheder, som for en stund gjorde Bengt Holst til dyreelskernes hadeobjekt nummer ét og førte til tusinder af vrede mails, dødstrusler og underskriftsindsamlinger for at få ham fyret.

Al tumulten omkring hans person har gjort Kristeligt Dagblad nysgerrig på at møde giraffen. Altså ikke Marius, der endte sine dage som løveføde, men den 62-årige Bengt Holst, som har budt indenfor i den gamle direktørbolig i udkanten af Zoologisk Have på Frederiksberg i København.

Og lad os slå det fast med det samme: Han elsker dyr. De fylder hele hans liv.

De blå øjne liver en anelse mere op, og håndfagterne bliver en smule større, når snakken falder på de løveaber, moskusokser, tapirer og næsehorn, han har været med til at skabe bedre vilkår for rundtomkring i verden. Han har svært ved at forestille sig at holde op med at beskæftige sig med dyr, hvilket samtalen hurtigt bærer præg af:

Hvor længe regner du med at fortsætte med at arbejde i Zoologisk Have?

”Til jeg bliver 100. Eller i hvert fald til min kontrakt udløber, når jeg bliver 70.”

Hvad vil du bruge din tid på, når du går på pension?

”Måske vil jeg skrive nogle flere bøger om dyr. Og ellers håber jeg, at jeg på en eller anden måde stadig kan være tilknyttet Zoologisk Have og arbejdet med at bevare naturen ved at bidrage med den store erfaring, jeg har opbygget gennem årene.”

Hvad laver du i din fritid?

”Går ture i naturen og kigger på havet, planter og dyr. Jeg er meget fascineret af de mange måder, vidt forskellige skabninger har løst de samme basale problemer på med at finde føde og vand, beskytte sig mod fjender og forplante sig.”

Men hvad går du op i, når du ikke går op i dyr?

”Dyr. (Tænkepause). Og planter.”

Allerede som barn lærte Bengt Holst at se det interessante i de skabninger, som andre kvaser under skosålerne.

Faderen var translatør mellem dansk og tysk, men havde en forkærlighed for at kræse om planterne i haven i Virum nord for København. Hver gang han stødte på en larve, en bille, en puppe eller en klase æg i jordbunden, stoppede han fascineret op for at undersøge fænomenet nærmere.

Den nysgerrighed smittede af på Bengt Holst, som i en ung alder begyndte at låne bøger om dyrs adfærd på biblioteket.

”Den første bog, jeg læste i den retning, hed 'Regn-ormens liv'. Jeg var dybt fascineret af, at man kunne skrive en hel bog om sådan et lille dyr, som bare plejer at ligge og tørre ud på fliserne. Så jeg fik en stor lyst til at lære mere,” siger han.

En engageret biologilærer i gymnasiet skubbede yderligere til hans videbegær, og da Bengt Holst begyndte på universitetet, var han ikke et sekund i tvivl om, at det var biologi, han ville læse. Den 3. juni 1983 stod han med eksamensbeviset i hånden, og tre dage senere var han ansat som den første videnskabelige assistent i København Zoo, hvor han skulle arbejde med dyrs adfærd og opbygge havens videnskabelige profil. Han har aldrig forladt arbejdspladsen, hvor han i dag har været videnskabelig direktør i 20 år.

Kontoret i direktørboligen bærer tydeligt præg af de mange års arbejde. Hylderne bugner af grønne ringbind med avlsprogrammer for blandt andet netgiraffer, sibiriske tigere, dovendyr og kronduer.

Og på reolerne står souvenirs fra mange af de projekter, hvor Bengt Holst og København Zoo hjælper med naturbevarelse rundt omkring i verden: Et radiohalsbånd til at holde styr på de løveaber, han har arbejdet intenst på at redde i Brasilien.

En næsehornsfigur, han har fået for at hjælpe med at undersøge dynamikken i en næsehornsbestand i Sydafrika. En skede til en machete, som de lokale rangers bruger til at hakke sig vej gennem regnskoven i Malaysia, hvor han hjælper med at kortlægge tapirens bevægelsesmønster.

Og et billede fra Grønland, hvor Bengt Holst er med til at undersøge, hvordan klimaforandringerne påvirker moskusokser.

”Vores zoologiske have var med til at starte de europæiske avlsprogrammer for truede dyrearter og er nu en af dem med størst engagement i naturbevarelsesarbejdet i felten. Vi forsøger nu at bruge den ekspertise til at hjælpe ude i verden, hvor vi kan. Til gengæld får vi en masse viden og historier tilbage, som vi kan formidle herhjemme. Det er fantastisk spændende og til gavn for alle parter.”

Faktisk var det også i forbindelse med et af disse projekter, at han mødte sin nuværende kone.

Man kan vel sige, at det var løveaberne, der førte dem sammen. I sommeren 1998 blev hans ene øje ved med at klø og blive rødt, efter at han havde været i Brasilien for at se til den voksende bestand af løveaber. Uden held konsulterede han en række eksperter, før han til sidst havnede hos øjenlæge Regitze Bangsgaard.

For at undersøge det dårlige øje tændte hun nogle stærke lamper anbragt tæt på ansigtet. Varmen fra lamperne afslørede problemets kerne: En larve, som pludselig krøb ud af øjet på ham. Den stammede fra en botfly, som er en slags bremse, der lægger æg i huden.

”Lægerne syntes, at jeg var et spændende tilfælde, som de gerne ville undersøge nærmere, så Regitze og jeg skrev en hel masse frem og tilbage, og fire måneder senere flyttede vi sammen. Vi er vel de eneste, der har hele vores kurtiseringshistorie dokumenteret i en videnskabelig artikel,” siger Bengt Holst med et skævt smil.

Parret har to sønner på 14 og 19 år.

Derudover har Bengt Holst to voksne døtre på 29 og 34 år fra første ægteskab. Og ja, han har også kæledyr. En hund og indtil for nylig også en kat.

Hans forældre blev skilt, da han var barn, og begge er for længst døde. Men faderens nye kone fik han et nært forhold til, og hun bor i dag sammen med Bengt Holsts familie i Holte. Det er hyggeligt, at tre generationer kan leve sammen på den måde, synes han.

”Vi har lavet en tilbygning til hende på første sal. Børnene elsker at komme op til hende og spise boller eller lave lektier. Men vi lever separat, og der er også dage, hvor jeg slet ikke ser hende. Det fungerer rigtig fint.”

Ingen i familien deler hans enorme interesse for dyr, men de bakker ham op om de mange timer og det store engagement, han lægger i sit arbejde. Også da det brændte allermest på i sagen om aflivningen af giraffen Marius.

”Selvfølgelig var det hårdt at stå midt i det, men døds-truslerne syntes jeg bare var åndssvage. Det er så let at skrive på Facebook, at 'jeg kommer og slagter dig og din familie', og 'jeg ved, hvor dine børn går i skole'. Sådan nogle frustrationsudbrud er der jo ingen, der gør alvor af. Det fik mig i hvert fald ikke til at lægge mit liv om,” siger han.

I de mest pressede perioder trak han på de værktøjer, han opnåede ved at blive uddannet reserveofficer mellem gymnasietiden og universitetet.

Her lærte han at analysere kritiske situationer, holde hovedet koldt og formidle et budskab klart og tydeligt. Alt sammen evner, han fik brug for, da internationale medier lige fra britiske The Guardian og amerikanske CNN til Bangkok Post, franske Le Monde og svenske Expressen berettede om girafmordet.

”Vi er nødt til at vise folk, at vi ikke lever i en Disney-verden, hvor dyr kun bliver født og ikke dør. Når man arbejder seriøst med avl for at sikre arters overlevelse, vil man automatisk få et overskud en gang imellem, som man ikke kan komme af med. Det vigtige for os er at give dem et godt liv, så længe de er her og så eventuelt aflive dem, når de begynder at slås med deres forældre. Hellere det, end at de skal leve i et kosteskab,” siger han.

Som dagene gik, oplevede Bengt Holst da også, at stemningen blev vendt til hans fordel, og at masserne pludselig bakkede ham op.

Radiokanalen P1's satiregruppe Selvsving satte prikken over i'et ved i en sang om giraffen Marius at ironisere over alt det gode, den kunne have gjort for verden: Skaffet fred i Syrien, stoppet stormen Bodil og måske endda have reddet partiet SF.

I dag er Bengt Holst ikke i tvivl om, at København Zoo står stærkere, fordi den kom så bredt ud med sit budskab. Selv føler han sig også styrket.

”Det var dejligt at modtage de mange støtteerklæringer, og de bidrog i høj grad til, at jeg kunne tage det relativt roligt. Det ligger dog også til min personlighed. Men på et enkelt tidspunkt blev min grænse overtrådt. Det var, da en person ringede hjem til mig privat og skældte min 14-årige søn hæder og ære fra og sagde, at jeg var en dårlig far. Sådan noget gør man ikke. Det var så ublu og forkert og langt værre end alle dødstruslerne.”

Det generede ham dog også, at der florerede så mange falske historier om, at giraffen eksempelvis var blevet skudt for øjnene af tilskuerne. Og han fandt det fejt, at adskillige zoologiske haver i Europa ikke ville stå ved, at de afliver overskydende dyr på præcis samme måde og af samme årsager. For er der noget, der kan bringe ham op i det røde felt, er det løgne, udenomssnak og hykleri. Det gælder både i arbejdet, privat og i medierne, når politikere for eksempel taler udenom.

”Det er endnu en ting, jeg elsker ved naturen. Her er ikke noget forstilthed eller noget skjult. Alt er så umiddelbart,” siger han.

Når det kommer til stykket, er mennesker dog ikke meget anderledes end andre dyr, mener Bengt Holst. Og derfor interesserer mennesker ham også. Det morer ham at betragte, hvordan mennesker søger tilbage til deres biologiske ophav, når de havner i pressede situationer, og al kulturfernissen er skrællet af. Så puster de sig op og hæver stemmen for at virke truende ligesom dyr. Eller bliver nervøse og klør sig i håret, hvilket er en velkendt konfliktadfærd fra dyreriget. Eller rykker tættere sammen og hjælper hinanden i krisesituationer, ligesom eksempelvis aber gør, når de føler sig truet.

”Kender man de adfærdsmønstre hos dyr, ser man dem også lettere hos mennesker. For mig giver det mennesket en ekstra værdi, at vi er en del af en større helhed,” siger han.

For en naturvidenskabsmand som Bengt Holst er det svært at få begreber som sjæl og Gud til at passe ind i det billede. Han har aldrig været medlem af folkekirken og støtter sig mest af alt til Darwins evolutionsteori. Men så er der lige det med døden, hvor han viger en smule fra sine naturfaglige principper. Han føler, at han og faderen havde noget helt særligt sammen, og har stadig svært ved at affinde sig med, at han ikke længere er her. Da faderen gik bort, sagde han til sine døtre, at farfar var et sted oppe i stjernehimmelen som et slags begreb, og at han nok skulle passe på dem. Derfor gik de hver aften ud og sagde godnat til stjernerne. Det bragte dem sammen igen i tankerne.

”Den følelse havde jeg det godt med, selvom jeg ikke er religiøs. Men jeg synes heller ikke, man skal se tro, som at der sidder en mand med langt skæg et sted i himmelen og styrer tingenes gang,” siger han og fortsætter:

”I mine øjne er tro en fornemmelse for en helhed, hvor der er noget overordnet, der har en finger med i spillet. Nogen ser det som det guddommelige, jeg ser det som naturen. For mig er naturens kræfter det, som andre vil kalde en guddom. Man kan ikke argumentere for eller mod religiøs tro med naturvidenskabelige argumenter. Men det kan man med den tro, som jeg har på naturen og dens fantastiske mangfoldighed.”