Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Lykke Friis så historien blive skrevet

Ifølge Lykke Friis kan klimatopmødet i 2009 sagtens sammenlignes med Murens fald. Foto: Scanpix

Lykke Friis befandt sig pludselig midt i verdenshistorien under klimatopmødet i København. Det smadrede nogle illusioner, men gav hende også en indsigt, hun har trukket på siden

Forhandlingerne er gået i stå, og alt er lettere kaotisk.

Ingen ved, hvad der foregår, men jeg har netop fået at vide, at præsident Barack Obama lige er landet, så jeg tænker: Nu sker der noget.

Jeg står i Bella Centerets plenarsal under klimatopmødet i København i 2009 og er selv lettere forvirret.

Bare to uger forinden er jeg blevet udnævnt til klima- og energiminister, men det er Connie Hedegaard som minister for topmødet og Lars Løkke Rasmussen som statsminister, der først og fremmest repræsenterer Danmark, så jeg kæmper lidt med at finde mine ben.

Men jeg har fulgt klimasagen tæt, og som super-europæer er jeg samtidig meget optaget af, at Europa kommer til at spille en væsentlig rolle i forløbet.

Mens jeg står der i salen og taler med min departementschef, kommer den indiske miljøminister Jairam Ramesh hen til mig.

”Har du ikke et mødelokale, vi kan låne?”, spørger han.

Jeg finder et til ham, og da jeg henter ham, går det op for mig, at det er regeringscheferne fra Kina, Sydafrika, og Brasilien - de såkaldte BASIC-lande - der skal bruge lokalet.

De vil forhandle på egen hånd. Da de går forbi mig, slår det mig, at det nu er den nye verdensorden.

Om aftenen meddeler Obama, at han tager hjem igen. Det er noget med en snestorm, han skal undgå for at kunne nå hjem og håndtere nogle indenrigspolitiske forhandlinger.

Han spørger efter kineserne og får at vide, at de er taget hjem. Han sætter sin udenrigsminister Hillary Clinton til at finde dem og når frem til det mødelokale, jeg har fundet til dem. Han går ind, men bliver bedt om at gå igen.

”Hr. præsident, dette er en privat møde,” lyder beskeden.

Den brasilianske præsident Lula bløder dog op og beder de andre rykke lidt, så Obama kan få plads.

Alt dette er noget, jeg har fået genfortalt eller læst mig til, men jeg var der, da døren til EU's delegationslokale lidt senere går op, og der er en, der siger de nu legendariske ord:

”De andre er blevet enige.”

Denne artikel er udgivet i selskab med 49 andre i bogen "Mit livs øjeblik." Læs mere om journalisterne bag bogen her 

Vi i Europa-gruppen sad der ved børnebordet og fik at vide, hvad vi skulle lege og hvordan, sådan føltes det. Og sådan var det. Europa havde ikke kunnet blive enige med sig selv, og nu måtte vi bare acceptere, hvad de andre havde fundet ud af. Vi var blevet kørt over af resten af verden, og det har virkelig sat sig i mig og er blevet en lektie, jeg har lært af siden.

På flere planer, for politisk betød det mange bristede illusioner. Jeg troede, at Europa var stærkere, men jeg reagerede heldigvis aktivt ved at kaste mig endnu mere ind i arbejdet med at få Europa til at tale og handle sammen.

Kort efter blev jeg en del af den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations, som arbejder på at få Europa til at spille en større rolle på verdensscenen.

Privat fik jeg en kæmpe oplevelse af at være lige midt i verdenshistorien, mens den blev skrevet. Men jeg lærte også, at der er stor forskel på at være analytiker og se tingene udefra og så være praktiker og have ansvar for at forme tingene.

Det lyder måske som en banal erkendelse, men jeg havde været vant til at være sådan en Kloge Åge, der bare kommenterede og kritiserede.

Nu havde jeg pludselig et ansvar, og så skulle der knokles på en helt anden måde. Den fornemmelse af, hvad det kræver at være med til at skabe forandringer, har jeg taget med mig og husker på nu, hvor jeg igen kommenterer og kritiserer politiske tiltag.

Jeg har også brugt oplevelserne den dag utallige gange som eksempel, når jeg holder foredrag om EU.

For i forhold til at beskrive betydningen af det europæiske samarbejde, kan klimatopmødet i 2009 sagtens sammenlignes med Murens fald.

Så skelsættende var det, for det blev tydeligt lige der, hvem der kommer til at skrive fremtidens historiebøger. Det er ikke os.