Prøv avisen
Spørg om livet

Min mand er indelukket i sorg

Annette og Jørgen Due Madsen. Foto: Arkivfoto

Jeg kan ikke nå ind til min mand og overvejer skilsmisse. Men tanken om at opløse familien og gøre børnene ondt, smerter mig, skriver Nina

Kære brevkasse

Jeg er i et stort dilemma. Dets tyngde har længe lammet min dømme- og handlekraft, fordi jeg har været bange for konsekvenserne. Min mand og jeg har været gift i snart 13 år, og vi elsker hinanden meget højt. Lige siden vi mødte hinanden, har han dog holdt igen med følelserne, når forholdet kom for tæt på.

Han har mistet sin mor på voldsom vis, da han var teenager, og det har sat sine spor i hans måde at beskytte sig på. Han lukker af for nærvær, når krisen presser på, sover meget, drikker mere og ser meget tv. Jeg er dog aldrig i tvivl om, at han elsker mig og vores to børn meget højt.

Da hans storebror også døde for nogle år siden, lukkede han sig efterfølgende meget mere ind i sig selv igen, han blev aggressiv, drak meget, var fysisk til stede, men helt væk mentalt. Det var forståeligt, men uudholdeligt.

Siden da har jeg kunnet mærke forandringer på mig selv: Fra at være et meget åbent og komplekst menneske er jeg blevet mere og mere indelukket og reduceret til færre følelser, færre krav til min omverden og med mindre overskud. Da parforholdet i en periode omkring hans fars død for få år siden for alvor var skrantende, prøvede vi med parterapi og fik at vide, at min mand måtte arbejde med sit traume, for at vi ville kunne opleve nærvær.

Gentagne terapiforløb har min mand efterfølgende afbrudt - efter min mening, hver gang der blev pillet ved hans hidtidige beskyttelse. Jeg har stor forståelse for ham og stor respekt for den styrke, han alligevel lægger for dagen. Han er en god far, en god partner, vi samarbejder godt; men som kæreste støder jeg gang på gang ind i hans mur. Jeg føler, at børnene og jeg tit er for meget i hans verden, kræver og fylder for meget. Og som kæreste kan jeg slet ikke komme til med mit behov for varme, hengivenhed og tilstedeværelse.

Her er mit konkrete dilemma: Mit hoved, mine bevidste følelser, vil gerne kunne leve med de her vilkår. Mest for børnenes skyld. Det er for mig en stor sorg at forestille mig, at jeg kan tvinge de tre mennesker, jeg elsker højest, til at skulle undvære hinanden, børnene til også at skulle undvære mig. Men jeg oplever, at jeg reagerer med slemme smerter, som efterhånden plager mig dagligt og reducerer mig yderligere, i takt med at mit følelsesregister er blevet mere og mere lukket. Derfor er jeg begyndt at arbejde med min krop og mit sind, hvilket har sat en rigtig god proces i gang for mig som individ. Smerterne bliver mindre diffuse, det samme gør tankerne og følelserne.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg skal passe på mig selv nu, fordi det er blevet for uudholdeligt. Men jeg kan ikke bære tanken om skilsmisse for børnenes skyld. For de lider ikke lige nu. Jeg vil så gerne holde sammen på os fire, men tror ikke, det kan lade sig gøre, hvis jeg vil leve et liv uden ulidelige smerter. Hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen

Nina

Kære Nina

Tak for dit personlige brev. Vi forstår inderligt godt, at du føler ambivalens helt ud i cellerne på din krop. For uanset hvad du måtte gøre, så oplever du, at du må gå på kompromis med vigtige ting for dig og dine børn. Og når ambivalensen trykker over lang tid, så går det, som du skriver, også ud over både krop og sind.

Og midt i det hele er det synd for jer begge to, for som du også meget nuanceret skriver, så har du en klar forståelse af, at din mand ikke agerer og handler på den tillukkede måde, fordi han ønsker at såre eller straffe dig, men blandt andet fordi han i sit liv har mistet vigtige mennesker, og hvad deraf følger. Det, han bare nok ikke helt ved, er, at han kan være i færd med at miste sin vigtigste tilknytningsperson i sit voksenliv - nemlig dig som ægtefælle.

Han står også i fare for at miste sine børn over halvdelen af den tid, de er børn, hvis I går hver til sit.

Han kan også let komme i den situation, som flere ellers velfungerende mænd kommer i efter et familiebrud, at de begynder at slukke sorg og ensomhed ved at blive mere og mere afhængige af alkohol. Du skriver netop, at det er en tendens, du allerede er meget bekymret for nu.

Vi har ikke enkle svar, men vi tror, du bliver nødt til at sige og skrive med meget store, alvorlige bogstaver til ham, at du næsten ikke kan mere, og at, hvis der ikke sker noget radikalt med ham nu - og dermed mener du ikke, at han bare kan tage sig sammen - så mister han jer, også selvom det er det sidste, du ønsker.

Vi tror, du må gå til ham med alvorsordene sammen med et eller flere andre mennesker, som han også holder af. Det kan være et vennepar eller noget familie eller andre, som han sætter pris på. Punkt et er, at han umiddelbart skal stoppe med at drikke alkohol og søge støtte og hjælp til at holde sig fra det. Han behøver ikke bestemme sig for totalt afhold resten af livet, men han må få alkohol helt ud af sit liv i lang tid fremover. Vi har set det gentagne gange, at det, som begyndte med en beroligende drink efter arbejdstid eller som beroligelse efter dødsfald, skuffelser eller stressende omstændigheder, langsomt bliver et selvstændigt problem, som den pågældende ikke selv ser. I mange tilfælde kan et sådant alkoholforbrug, som vel at mærke ikke nødvendigvis er særligt stort, over tid skabe øgede depressive følelser, indelukkethed og manglende nærvær. Så al terapi, både individuel og parterapi, er oftest spild af tid og penge, hvis alkohol samtidigt fylder i det daglige.

Det vil vi gerne understrege, og det er det, han for alvor må gå ind på ved din og venners samlede indsats. Forskellig hjælp og terapi må komme efter. Og da er den vigtig, og da er der også større mulighed for, at han kan drage nytte af den. Din mand må hjælpes til at vågne op og se, hvad han har lige foran sine øjne, og at han er på vej til at miste det, fordi hans egen indelukkede smerte forhindrer det gode nærvær og den delte sårbarhed. Eventuelt kan du lade ham læse det brev, du har sendt til os.

At vække et andet menneske er ikke altid let og heller ikke altid muligt. Men det kan være langt alvorligere for jer alle fire at lade et kært menneske sove videre i sin egen selvdestruktivitet. Den chance må du tage for din og jeres skyld. Og midt i det hele må du sige med stor alvor, at det ikke er, fordi du ikke holder af ham, men netop fordi han er vigtig for dig og børnene nu og på den længere bane. Men det er nu, at han har en alder, hvor han kan nå at ændre noget, hvis han får en god professionel og myndig hjælp. Uden alkohol.

Du ønskes alt godt i den seje kamp, du står i.

Mange hilsener
Annette og Jørgen Due Madsen.