Ikke mindst i forbindelse med kræft bruger man ofte kamp-udtryk: ”Han vandt over kræften”, siger vi om den, der blev rask. ”Hun tabte kampen mod kræft”, om den, der ikke blev det.
På den ene side udtryk for erfaringen af, at kræft opleves som en modstander, en fjende, man skal kæmpe imod. Og udtrykkene handler vel også om, at nogle mennesker vitterlig kæmper meget synligt og meget konkret imod deres kræftsygdom: Lægger livsstilen om, opsøger forskellige - også alternative - behandlingsmåder, for at bekæmpe denne ofte livstruende sygdom. Kræftsygdommen bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Og sygdommen opfattes på den måde som en fjende, der kan besejres, men som også kan besejre et menneske.
Og når vi om nogen, levende eller døde, bruger udtrykket ”at kæmpe” i forbindelse med kræft, er det vel netop for at anerkende, at der er tale om en kamp, en hård kamp, imod en modstander, en fjende, der opleves som lumsk og ubarmhjertig - en stærk og uberegnelig fjende. Med udtrykket ”at kæmpe mod kræft” anerkender vi, at mennesker kæmper og kæmper hårdt imod denne sygdom.
Men er der ikke også noget utilsigtet negativt ved disse udtryk? På den ene side anerkender kamp-udtrykkene menneskers kamp for liv og helbred; på den anden side tilfører de måske også mennesker mere magt og afmagt, end der er belæg for.
For hvad afgør, hvem der vinder, og hvem der taber? Er det virkelig den enkeltes indstilling til sin sygdom? Er der overhovedet nogen sammenhæng? Jeg har i hvert fald oplevet mennesker, der virkelig kæmpede indædt og synligt imod deres kræftsygdom, dø af den; og oplevet andre overleve, der måske havde en anden og mindre kampagtig - i hvert fald mindre synlig kampagtig - indstilling til deres kræftsygdom. Kan man tabe til noget, som man måske dybest set ikke kan kæmpe imod? Og er der ikke en fare for at inddele kræftpatienter i A- og B-patienter ud fra, hvor synlig og håndgribelig deres kamp mod sygdommen er?
Måske handler det også om, at udtryk som ”at kæmpe mod kræft” og ”tabe og vinde til kræft” indsnævrer selve kamp-begrebet. Som om kampen mod sygdom udelukkende er den synlige og konkrete kamp. Men dermed overser man - eller nedvurderer ligefrem - andre måder at forholde sig til alvorlig sygdom på. Nogle kræftpatienter får den værste besked: At der ikke er noget at gøre. Og den dybeste respekt for den, der gør alt muligt synligt og konkret, for at dommen ikke skal blive til virkelighed. Men også den dybeste respekt for den, der ser det ufravigelige i øjnene og vælger at leve sin sidste tid i nærvær og ro og accept af det uafvendelige. Og - ikke mindst - dyb respekt og forståelse for den, der ikke har lyst til at forholde sig overhovedet.
Ved begravelser slutter vi ofte med linjerne:
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
De sidste to linjer passer ikke altid. Det er langtfra altid, at livet og døden blev lettere af, at man forholdt sig på en bestemt måde. Men - som jeg fornemmer det - er det især de to første linjer, der er de vigtigste: At vi står dér ved kisten og kan bekræfte hinanden i, at der blev kæmpet - både i det stille sinds accept af vilkårene, i et sinds fornægtelse af de faktiske forhold, og i den også udadtil kampklare syge. Kæmpet blev der, for livets skyld, fordi vi hænger ved livet og vil det og dem, vi elsker. For kamp er mange ting. Og vi står der og må erkende, at døden ramte alligevel - på tværs af vores ønsker og indstillinger.
”At kæmpe mod kræft” - udtrykket er rigtigt, når det handler om, at sygdom er noget, der rammer os, tilstøder os - uden at vi vil det. Men det er ikke godt, hvis det handler om, at der er én rigtig måde at forholde sig til sygdom på. Og det er heller ikke godt, hvis det giver indtryk af, at vi som mennesker har mere magt, end vi faktisk har.