Prøv avisen

Et langt venskab med stilheden

Vi skal mødes i Rangjung Yeshe Gomde, som er et buddhistisk tempel ti kilometer fra Knebel. Jeg har vedhæftet en vejbeskrivelse fra Niels Viggo. Tanken med besøget er at skildre de to mænds venskab og trosfællesskab. Anders Laugesen er kristen og laver journalistik om tro, men han er samtidig meget åben og inspireret af Østen. Niels Viggo er buddhist, men er inspireret af kristendommen. De har været venner i over 30 år. Men hvad har de til fælles? Og hvad skiller dem ad? Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

De lærte at meditere som teenagere. Den ene gennem Transcendental Meditation og den anden i et kristent kloster. I over 30 år har studieleder Niels Viggo Hansen og radiojournalist Anders Laugesen været venner og mødtes i stilhed uafhængigt af forskellen i deres tro. Nu vil de invitere andre ind i deres fællesskab

Der er kommet en ny alvor ind i tiden, og sammen med alvoren er der opstået en spirituel længsel om at leve et liv med større sammenhæng. Det er filosoffen Niels Viggo Hansen (NVH) og journalist, cand.phil. Anders Laugesen (AL), som er kommet til denne konklusion. De vil begge gerne være med i samtalen om den nye alvor og længslen efter et liv med større sammenhæng. Niels Viggo Hansen er buddhist, og Anders Laugesen er kristen og med deres erfaringer og forskellige religiøse ståsteder mener de, at de kan bidrage til deres samtid. Derfor har de søsat projekt Nybrud, hvor de i november holder det første seminar om, hvordan kristendom og buddhisme udfordrer og beriger den enkelte og samfundet. Og flere andre arrangementer er under udvikling.

Anders Laugesen er i sin ældre, sølvgrå Volvo-stationcar kørt ad de bugtede veje ud på sydspidsen af Djursland. Undervejs har han samlet vennen Niels Viggo Hansen op, og nu står de to ved Tornbjerggaard på Helgenæs, hvor der er en panoramisk udsigt over havet og egnens bløde bakker. Ved første øjekast et stykke nærmest malerisk dansk landskab, men helt typisk er det nu ikke. Engang var her en æbleplantage. De gamle frugttræer er her stadig, men det er ikke den slags frugter, man kommer til Tornbjerggaard efter længere. På gårdspladsen er der opført et buddhistisk tempel, Gomdes, som er blandt Nordeuropas største og mest komplette tibetansk buddhistiske templer. Der er bygget til gårdens oprindelige stuehus og gjort plads til retrætegæster og kursister, som kommer fra store dele af Europa for at blive undervist i såkaldt Dzogchen-meditation af tibetanske lærere fra primært Nepal.

Niels Viggo Hansen bor en halv times kørsel fra Gomdes, og for ham er stedet åndeligt hjem og rammen om et stærkt, levende fællesskab, hvilket er grunden til, at samtalen finder sted her. De farverige buddhistiske bedeflag, som blafrer under trækronen i den lune sensommerbrise, er et billede på det, vi skal tale om: mødet med en levende, spirituel praksis på tværs af religioner.

NVH: ”På en måde har der knap nogensinde været en kultur med så megen meditation, som vi lige nu har i vesterlandsk kultur. At meditere er blevet et massefænomen, og der er på sin vis mere spiritualitet end nogensinde, men måske er den endnu ikke så moden, at den tager så meget ansvar for den almindelige udadvendte praktiske verden, som den kan - og bør. Tag for eksempel et begreb som grådighed. Vi har en masseforbrugende kultur, og vi mangler værdinormer, som kan tale mod grådigheden, som nærmest er gjort til en dyd.”

AL: ”Vores bud kunne være, at en kontemplativ (indadvendt, red.) opmærksomhed er med til at skærpe bevidstheden om, hvor grådigheden tager over. Man kan se nogle strukturer klarere gennem fordybelse og en filosofisk samtale kan forhåbentlig hjælpe os videre. Der må et paradigmeskifte til, hvis ikke vores børnebørns liv skal blive virkelig trælse.”

De har en del til fælles: De har hver tre børn, de er vegetarer, har store bogsamlinger og en fortid som militærnægtere. De kan desuden tale længe og med passion om så vel kaffebønner som lydkvalitet. De griner gerne ad sig selv og kalder sig nørder, men det, som i sin tid bragte dem sammen, var en fælles åndelig praksis.

De mødte hinanden i 1980 i Aarhus, hvor Niels Viggo Hansen drev en vegetar-restaurant på en ydmyg adresse i det indre Aarhus sammen med nogle venner, der alle udøvede transcendental meditation. Når Anders Laugesen og hans venner havde været samlet til sang og meditation i krypten under Vor Frue Kirke i Aarhus, fortsatte de til restauranten til urtete og kage og til samtaler, der efterhånden udviklede sig til et livslangt venskab mellem Anders Laugesen og Niels Viggo Hansen, der begyndte at følge med til nogle af meditations- og stilhedsaftenerne i kirken.

AL: ”Anknytningspunktet dengang var mødet i det kontemplative.”

NVH: ”Vi havde hver sin praksis, men kunne jo klart begge genkende det kontemplative i hinandens. Jeg blev bestemt meget rørt af jeres kirkesang.”

De er begge vokset op med en indre nysgerrighed og længsel. Niels Viggo Hansen er vokset op ved Kolding i, hvad han beskriver som en post-grundtvigiansk, kulturradikal familie.

NVH:”Jeg kan huske, min far sagde, at kirke ikke var noget, man behøvede at gå i. Man kunne bare gå ud i naturen. Kirken var for mig lidt et levn af noget, som jeg havde et sympatisk og nostalgisk forhold til, og sådan er det måske stadigvæk.”

NVH: ”Da jeg var 10 år, fandt jeg ud af, at meditation var noget, som fandtes, men allerede som fireårig fandt jeg ud af, at jeg kunne sætte mig selv i en særlig bevidsthedstilstand, hvor jeg kunne sætte mig ned og mærke min egen bevidste kerne - og fundere over, hvordan det kunne hænge sammen med, at jeg en dag ikke ville være her mere. Da jeg var 16 år, kom jeg forbi et sted, hvor man kunne lære meditation som en systematisk teknik. Det var The Beatles' guru Maharishi og Transcendental Meditation, som jeg var tilknyttet i 10 år.”

Anders Laugesen voksede op i et parcelhus i Lystrup nær Aarhus i et hjem uden nogen særlig tilknytning til folkekirken, men hans mormor var fast kirkegænger.

AL: ”Jeg var enebarn og havde det rigtig godt med stilheden, og så interesserede jeg mig for at tro. Forskellige vanskelige situationer gjorde, at forholdet til Gud var noget, der var vigtigt for, at jeg kunne agere og være til stede i nogle vanskelige rum. Jeg blev KFUM-spejder, og på en patruljelejr som 13-årig var der en dreng, som havde det svært, og han savede det her kors ud til mig.”

Anders Laugesen løfter et slidt trækors i en lædersnor op. Det har fulgt ham i 41 år.

AL: ”Jeg oplevede det som en dyb gave, der kom fra den dreng, som havde det svært, og gaven talte til mig.”

Som 15-årig tog Anders Laugesen på interrail gennem Europa og kom til det økumeniske kloster Taizé i Frankrig, hvor mange unge samles.

AL: ”Her havde jeg mit første, bevidste, dybe meditative møde med en flerdimensional verden, men så kom jeg hjem og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med det univers. Da jeg var 18 år, rejste jeg til Jerusalem, hvor jeg havde en omvendelsesoplevelse i Gravkirken. I to eller tre timer sad jeg bare og var i en anden verden, og bagefter pegede folk fingre ad mig, fordi jeg smilede over hele femøren. Jeg var blevet velsignet af Gud og havde en omvendelsesoplevelse, som er noget af det mest fundamentale, man kan få. Det har præget mit liv fuldstændigt. Det var en oplevelse af at høre til et sted og en fantastisk oplevelse af frihed, for jeg havde en oplevelse af at høre til et sted, som var hinsides dogmerne. Den virkelighed, jeg mødte i Gravkirken, var virkelighed. Jeg kan sagtens formulere mig dogmatisk, men jeg oplever ikke noget behov for det. Mit udgangspunkt er, at Gud altid er større. På den måde er jeg uden nogen forbehold kristen, men det betyder ikke, at jeg tager alle de formuleringer, man har fundet på op gennem kirkens historie, til mig.”

NVH: ”Efter mange år at have ment, man som dansker ikke rigtig kan være buddhist, er jeg nok ved at have givet mig. Jeg har taget den ceremonielle, festlige 'tilflugt' til Buddha, dharmaen og sanghaen, og nu har jeg sågar meldt mig ud af kirken for i stedet at støtte Gomdes økonomisk. Det, som har gjort mig tøvende i forhold til betegnelsen buddhist, er, at jeg ikke mener, man kan eller skal udskifte sin vestlige kulturbaggrund. Men man kan supplere og berige den, og buddhismen svinger for eksempel rigtig godt med moderne vesterlandsk kritisk tænkning. Jeg er med største selvfølge kulturkristen og får tårer i øjnene, når jeg synger Grundtvigs salmer, og jeg føler mig hjemme i dem.”

NVH: ”Min ældste søn var i sin tid i tvivl, om han skulle konfirmeres, for han følte sig mere på bølgelængde med buddhismen. Jeg sagde til ham, at han kunne blive en mindst lige så god kristen af at være buddhist. Sådan har jeg det selv. Jeg synes ikke, det er enten-eller.”

AL: ”Jeg er sikker på, at Niels Viggo er en super god kristen, når det kommer til stykket. Herrens veje er uransagelige.”

NVH: ”Kristendommen og buddhismen konkurrerer ikke. De er begge fantastiske traditioner, som nærer noget af det smukkeste og dybeste i menneskelivet, men jeg er ikke så troende, hverken i forhold til den almægtige Gud eller den individuelt vandrende sjæl. Min vigtigste anke mod den kristne Gud er, at han har en tendens til at føre sig frem som en alvidende og almægtig hersker, men selvfølgelig er der i kristendommen også en anden strøm, hvor det guddommelige mere sættes i forbindelse med det deltagende, kærlige og en dyb selvopofren.”

AL: ”Jeg kender dig som et fint og kristent menneske, men hvis du vil kalde dig buddhist, så fint nok. Jeg er ligeglad.”

NVH: ”Vi kan blive rørende enige om at være ligeglade her. Vi har nogle fantastiske åndsstrømninger, som her rører hinanden.”

Er der grænser for tro? En kulturkristen buddhist, som siger, at han bliver en bedre kristen af at være buddhist. Selv medgiver Niels Viggo Hansen, at hans tro måske kan minde om et kludetæppe.

AL: ”Jeg vil hellere kalde dig et smukt orientalsk tæppe, som er vævet sammen med omhu og historie.”

NVH: ”Jeg har ikke noget problem med at blive kaldt patchwork-troende eller Google-buddhist. Man skal ikke fiksere religion og filosofi for meget, men være i en stadig udfordring af det. Men på den anden side er der noget problematisk ved en supermarkedsagtig tilgang til religionen, hvor man kan lade være med at tage det, som er krævende i en religion til sig og nøjes med at forholde sig til det pæne, hvad enten det er kristendom eller buddhisme.”

AL: ”Hvis man tror, at man som luthersk kristen er faldet ned fra himlen med en helstøbt kristendom, så er man historieløs. Man er altid et resultat af en hel masse ting. Kristendommen bygger på en syntese af jødedommen og hellenisme. Enhver historisk kontekst giver en ny syntese, men det anfægter ikke, at Kristus er sand. I dag er der nogle nye erfaringsuniverser i det religiøse, men folkekirken er dårlig til at forstå, hvad der sker omkring den.”

NVH: ”Og måske lige så meget inden for den som omkring den? Jeg tror, der drypper spirituelle erfaringer ind, både fra den slags traditionel, superforfinet meditationspædagogik, som formidles i templer som her, fra andre gamle kristne traditioner, og fra helt nye kulturfænomener. Hvor mange procent af folkekirkemedlemmerne er det nu, der siger, at de tror på reinkarnation? Det er sjovt at tænke på, når jeg selv som buddhist dårligt nok kan finde ud af at tro på det.”

AL: ”Folkekirken forstår desværre ikke, hvad der sker omkring den, og kan ikke rumme mennesker som Niels Viggo. Han gemmes væk i en kasse som buddhist, men når han siger, at han ser sig som kristen, har man pligt til at tage det alvorligt, hvad det så end giver af teologiske udfordringer.”

Men hvad sker der med den kristnes tro, hvis buddhismen drypper ned i den? Kan buddhisten praktisere sammen med den kristne, uden at man mister sin egen kerne?

NVH: ”Jo større fordybelsen er, jo tættere er man på noget, der er universelt. I den levede spiritualitet synes jeg, vi kommer i kontakt med noget, som ligger dybere end vores mentale opfattelser og trossætninger.”

AL: ”Hvis jeg kommer ind i templet her, og de sidder i en specifik, dyb, guidet meditation, så kan jeg være nærværende i stilheden, men den specifikke udmøntning af det rum kan jeg ikke gå ind i. Jeg er bevidst om, at jeg kun får lov til at være med på et niveau på ydersiden, men at sidde sammen med Niels Viggo i templet gør, at vi kommer ind i en fælles klangbund af stilhed. Men ud over det har vi alle sammen et mysterium, som ligger mellem os selv og det, som er højere. I mit tilfælde mellem mig og Gud. Hvordan det mysterium åbner sig, kan man ikke bestemme.”

AL:”Det er dybt evangelisk, at man har en nysgerrighed, der giver en frimodighed over for den anden. Læs Bibelen. Hvem er den første, der ser Jesus som Kristus? En samaritansk kvinde, der tilhørte en udstødt gruppe. Niels Viggo står med en erfaringsmasse, der er en fantastisk mulighed for at få belyst sit Gudsbillede, uden at jeg skal overtage det.”

Niels Viggo Hansen (tv.) og Anders Laugesen (th.) har været venner i 34 år. Da de mødtes, praktiserede Niels Viggo Hansen transcendental meditation, men takkede ja, da Anders Laugesen inviterede ham til at deltage i meditation i en kirke i Aarhus. De deler fortsat en interesse for fordybelse og meditation, og Anders Laugesen besøger gerne det buddhistiske center Gomdes på Djursland, som i dag er et åndeligt hjem for Niels Viggo Hansen. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus