Kære brevkasse
Måskeer det for trist at læse dette brev, som jeg skrev i søndags. Jeg havde været i kirke og efterfølgende stået ved min mands grav. Jeg mistede ham i denne sommer.
Det er en stor sorg og et meget stort savn, som jeg har svært ved at være i. Det er, som om lysten til alt slet ikke findes mere, og jeg føler mig revet i stykker. Og tanken om, at jeg ikke skal se ham mere her på jorden, er næsten ikke til at bære. Jeg tænker ofte, at ingen helt kan forstå det, hvis de ikke selv har prøvet det. Og det ville jeg heller ikke selv kunne.
Med min kristne tro beder jeg Gud om at hjælpe mig, og det gør han også, ellers havde jeg ikke klaret det. Og mit håb er, at når min tid kommer, at jeg så får lov til at mødes med min mand igen.
Min mand var meget syg for et års tid siden. Han gik i lang tid til mange behandlinger, og han fik også en operation, som hjalp meget. Efter et langt sygehusophold kom han hjem, og langsomt gik det stille og roligt fremad, så vi havde begge sådan håbet på flere gode år sammen. Men sådan skulle det ikke være.
Mine tanker er mange. Nogle gange tænker jeg, hvorfor han skulle tages fra mig - jeg synes jo, at jeg passede så godt på ham. Måske er det ikke rigtigt af mig at tænke sådan?
Venlig hilsen
Sigrid
Kære Sigrid
Tak for dit brev. Vi har meget lyst til at skrive til dig, at vi godt forstår din sorg, men som du så rigtig skriver, så kan man ikke for alvor sætte sig ind i, hvor stort et savn det må være at miste sin gode mand og livsven efter mange års samliv, hvis man ikke selv har prøvet det.
Vi tror, at sorgen over tab af ægtefælle hos mennesker i moden alder er en underkendt sorg. For man kan måske også tænke, at der er noget naturligt ved det.
Men for den enkelte person, uanset alder, er det et menneske, som man har gået sammen med i livets mange hverdage, og som man næsten er groet sammen med i tanke og sind. Egentlig kunne man sige, at jo længere tid man har været sammen, jo større kan sorgen næsten være. Men sådanne regnestykker kan man nok ikke opstille, når det handler om de store livstemaer.
Når ens ægtefælle dør, er det ikke bare noget ved siden af en selv, man mister, men man mister så at sige noget inde i en selv, eller for at bruge dit eget udtryk, så kan det opleves som at blive revet i stykker. Og der bliver så tavst. Det, at have haft en, man kunne vente på, henvende sig til, dele ting og sager med, er pludselig erstattet af stilhed. Selvom man måske har anden familie eller gode venner, så er det jo i hverdagens mange timer, at man skal leve et nyt liv alene sammen med sig selv.
Du skriver, at din mand døde her i sommer. Så det har sikkert også kostet kræfter at skrive dette brev. Det er også naturligt at få de spørgsmål og tanker, du går med. For tanker om skyld og ansvar kommer let frem, når der sker noget, som er så ubærligt. Sorgens følelser indeholder ofte skyld, selvom ingen kan anklages for din mands død og slet ikke dig.
Det kan let blive en ringe trøst at fortælle, at mange oplever det første år måske som det allersværeste. For sørgeåret er den tid, hvor man skal gå det første efterår i møde helt alene. Og det er året, hvor jul og påske og pinse ikke bliver som de sidste mange, mange år. Årets skiftende farver og oplevelser skal rummes alene. Sagt på en anden måde, så tager det tid at miste, og sorgen er en naturlig og forståelig måde at reagere på ved tabet af noget dyrebart og umisteligt.
Trods dette ved vi, at mange er kommet godt videre efter en dyb sorg. Men mens den er der og fylder døgn og krop og sjæl, kan man næsten ikke tro, at det kommer til at være anderledes. Vi ønsker ikke at have de nemme råd, men så meget, som du orker, så synes vi, du skal tage ud til gode samvær eller deltage i noget, som du tidligere har fattet interesse for.
Lige nu kan det sikkert næsten føles ligegyldigt, men med tiden kan de små lysglimt udvides stykke for stykke, og samvær med andre kan langsomt give god mening og glæde. Det kan også være svært, men alligevel godt og vigtigt, så snart du kan orke det, at begynde med at byde en veninde eller nogle venner hjem til dig. Det kan sikkert være underligt de første mange gange at skulle tage mod gæster alene, når du i mange år har inviteret sammen med din mand, men langsomt kan det nye få en ny mening. Og så foreslår vi, at du er ærlig omkring det svære i din nye situation, så I kan berøre i samtalerne, hvordan det er.
Vi vil også gerne nævne muligheden for at deltage i en sorggruppe, hvor man er sammen med andre, ofte seks til otte andre mennesker, der også har mistet en uvurderlig livsfælle. Disse grupper findes heldigvis efterhånden mange steder i landet og i flere sammenhænge. Vi kan specielt nævne, at folkekirken tilbyder cirka 100 sorggrupper rundt omkring i landet. Spørg gerne din præst, om der er en sådan gruppe i nærheden eller orienter dig på internetadressen: sorg.folkekirken.dk.
Vi kender mange, som har haft god gavn - og endda glæde - ved at være sammen med andre mennesker i sorg gentagne gange gennem nogle måneder. Sådanne grupper ledes ofte af præsten eller andre medarbejdere, som ved noget om sorg, og hvordan man kan føle sig til rette i en sådan gruppe.
Vi kan læse, at du finder håb og trøst i din tro. Det er godt at have et sådant holdepunkt, når meget omkring en opleves forandret og sorgfyldt. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Men af jord skal du igen opstå. Sådan blev opstandelsens håb og lys udtalt og tændt over din mands grav i denne sommer.
Du ønskes velsignelse og trøst i de kommende dage, og vi håber, at livet igen vil lukke sig op for dig, så glæden kan folde sig langsomt ud i de kommende år, indtil du - som du skriver - skal se din mand igen.
Mange hilsener Annette og Jørgen