Prøv avisen

Hvordan arbejder du med tilgivelse?

Jesper Stange, 62 år, sognepræst ved Københavns Domkirke og konfliktmægler. - Foto: Malene K. Lauritsen

Jesper Stange og Anders Korsgaard Christensen arbejder begge med tilgivelse

Jesper Stange, 62 år, sognepræst ved Københavns Domkirke og konfliktmægler:

Tilgivelse er en erkendelse, som sker gennem erfaring. Vi har ingen udtømmende definitioner på hverken forsoning eller tilgivelse, men vi kender fænomenerne, når vi møder dem som et uventet og ufortjent gode. Som mediator møder jeg jævnligt to parter, som begge føler sig forurettede.

Man kan tilbyde dem en samtale, hvor de muligvis kan have med hinanden at gøre.

Første skridt i en tilgivelsesproces er, at begge parter får fortalt deres historie. Når man kommer til sig selv i sin egen fortælling, er der mulighed for, at man bedre kan høre, hvad ens modpart siger, og at man bedre kan rumme den andens fortælling. Næste skridt er, at man ved at høre den andens historie kan skelne mellem mennesket og krænkelsen.

Mennesket er aldrig kun det, han eller hun har gjort forkert.

Det tredje skridt er, at man vil have med det menneske at gøre igen, og at man kan finde ud af at være ordentlige hver for sig.

Der er en del eksempler på mennesker, som ikke når længere end til at fortælle deres historie og forsone sig med deres liv, men som ikke kan tilgive.

Alt kan tilgives, men det kan man kun sige i lyset af den dom, Gud engang vil føre over mennesket ved tidens fylde. Man skal være varsom med at lægge et pres ned over et offer for en krænkelse, som siger, at man skal tilgive. Tilgivelse kan ikke iscenesættes.

Anders Korsgaard Christensen, 62 år, chefpsykolog ved Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet:

Jeg kan undre mig over, hvor lidt tilgivelse egentlig fylder for de mennesker, som har været udsat for voldsomme ting. I psykotraumatologien inddeler vi traumer i tre typer: naturkatastrofer, u-intentionelle menneskeskabte hændelser som ulykker og katastrofer og endelig hændelser, som er menneskeskabte og påført med vilje.

På Krisepsykologisk Enhed møder jeg mange, som har været ofre den sidste kategori og oplevet livstruende vold, tortur og røveri. Jeg mødes typisk med folk få dage efter hændelsen, og jeg spørger, hvordan de har det med eksempelvis voldtægtsmanden. Det er mit indtryk, at man ikke parkerer en bunke energi i skadevolderen, men at mennesker generelt kan se nuanceret på et hændelsesforløb. De første par dage fylder vreden, men så handler det om at komme videre. Måske er det, fordi vi er et rationelt folkefærd, og måske er det, fordi vi her giver dem mulighed for at få ordet på bordet.

Jeg holder kontakten med mange af patienterne et langt stykke tid efter, og heller ikke her dukker spørgsmålet om tilgivelse op, men det store terapeutiske arbejde ligger i de skyldfølelser og bebrejdelser, som mange har: Kunne jeg have gjort noget anderledes? Burde jeg have forudset det? Der er næsten ingen ende på de urealistiske selvbebrejdelser. I forhold til at kunne tilgive sig selv kan det være en hjælp, når vi gennemanalyserer forløbet. Det kan være en måde at finde fred med det skete på.

Anders Korsgaard Christensen. Foto: Scanpix Foto: Scanpix