Prøv avisen
Debat

Brinkmanns letkøbte bud

Portræt af psykologiprofessor Svend Brinkmann, der kalder til oprør mod selvudviklings- og innovationskulturen. Brinkmann har udgivet bogen "Stå Fast", der opfordrer os til at tage nej-hatten på.

Medierne tiljubler Svend Brinkmanns opgør med en narcissistisk og selvoptaget kultur. Men hans opgør kan komme til at latterliggøre andre mennesker

Engang var det in at finde sig selv. Det er det ikke længere. Nu er det nærmest in at latterliggøre mennesker, der prøver at finde sig selv. Senest har psykologiprofessoren Svend Brinkmann - som et af syv anbefalede trin ud af selvhjælpskulturen - anbefalet, at man holder op med at mærke efter i sig selv.

I medier, både de trykte og de elektroniske, tiljubles Brinkmanns opgør med en narcissistisk og selvoptaget kultur. Endelig en, der tør sige det højt, som mange åbenbart har tænkt: Om ikke al denne mærken efter i sig selv i høj grad er selvoptagethed, forklædt som personlige problemer. Endelig et befriende opgør med hele den selvhjælpsbølge, der er blevet så udbredt og omfattende - og stressende - at den er en del af problemet mere end af en løsning på almindelige menneskelige udfordringer - er det ikke bare godt?

Jo, det er på mange måder rigtig godt. Der kan nemt gå selvsving - ja, virkelig selvsving - i forsøget på at mærke efter i sig selv eller finde sig selv. Men alligevel er der noget, der skurrer både i Brinkmanns budskab og den nærmest kritikløse viderebringelse af hans budskab. Som det altid skurrer, når rigtig mange tilsyneladende er enige om, at mennesker, der har det svært, dybest set bare er selvoptagede og latterlige og bare skal tage sig sammen og - som Brinkmann anbefaler - tage nej-hatten på og affinde sig med sig selv og livet, ligesom de gode gamle stoiske forfattere og filosoffer gjorde det i de gode gamle dage.

Med andre ord: Brinkmanns bud er for meget af det gode! Det er overskudsbud - en slags eksistentiel standup-komik for alle os, der har vores på det tørre, og som jo ikke er nær så selvoptagede som de fjogede stakler, der ikke kan finde ud af at sige nej og affinde sig med at have det elendigt.

Vi skriger af grin, når Brinkmann skriver, at vi skal undertrykke følelser og dvæle ved fortiden, alle os, der ved - eller har lært os at sige det ved at sige det ofte nok - at skal man finde sig selv, skal man bare glemme sig selv, kaste sig ud i livet, leve i kald og stand, imens man glad nynner, at ”livet koster livet”.

Alle os, der tilsyneladende ikke behøver at mærke efter for at finde ud af, om vi har os selv med, men som bare er os selv sådan helt af sig selv. Og som for længst har glemt, hvor tynd væggen er til et liv, hvor eksempelvis det negative, som Brinkmann mener, man blot skal dvæle ved, er ved at æde sjælen op - en sjæl og et menneske, der aldrig fik lært at mærke, hvor og hvem det er.

Det er, som om Brinkmann og hans jublende publikum slet ikke har sans for, at når et menneske ikke kan finde sig selv, er det ofte fordi noget - noget voldsomt, noget trist, noget smerteligt - har stillet sig i vejen for, at det menneske kan finde sig selv. Brinkmanns bud minder om den her form for sjælesorg, hvor præsten siger: ”Hvad hyler du for? Du har dine synders nådige forladelse!”.

Og ikke for det: Jeg synes bestemt, man skal forholde sig kritisk til selvhjælpskulturen. Alene af den grund, at ingen skal overlades til blot at skulle hjælpe sig selv. Men også fordi mange selvhjælpsbøger, kurser og foredrag hviler på et tyndt grundlag og ofte forenkler tingene helt urimeligt. Og som derudover ofte bebyrder det menneske, der søger hjælp, med et simpelt budskab om, at den enkelte kan og skal klare alting selv.

Men er det ikke det samme, som Brinkmann og publikum gør? Bebyrder mennesker, der i forvejen ikke kan finde fodfæste, med et simpelt budskab om bare at tage sig sammen?

Hvorfor bruger Brinkmann ikke sin psykologiske indsigt til et nuanceret og menneskeligt bud på, hvordan et menneske, der har svært ved at mærke sig selv, kommer til det, i stedet for et nedladende budskab om at undertrykke sine følelser og dvæle ved fortiden.

Til slut en særlig opfordring til præstekolleger: Lad nu være med at citere Brinkmann i prædikener. Det er for nemt - og ikke særlig sjovt for den, der sidder dernede og har svært ved at mærke sig selv. Man når sjældent mennesker ved at latterliggøre dem.