Prøv avisen

Danskerne slås om, hvem der er mest forkælet

Tegning: Rasmus Juul

Alle beskylder hinanden for at være forkælede, viser ny undersøgelse. Bag tallene gemmer sig et værdibaseret slagsmål mellem generationer,forskellige syn på velfærdsstaten og forskellige syn på, hvad det egentlig vil sige at være forkælet

Karina Nicolaisen, 26 år, er enlig, nyuddannet og frustreret over, at hun ikke kan købe en lejlighed i København, allerhelst på Østerbro. Det fortalte hun for nylig til medierne, mens studerende tidligere på året klagede højlydt over, at de ikke kan leve for en SU. Er ungdommen forkælet?

”Hjælp os børnefamilier, inden vi segner af stress”, skrev en mor i et debatindlæg til dagbladet Politiken i april, mens en anden krævede, at ”bedsteforældre må komme ind i kampen og passe børnebørnene”. Er det forkælet?

68'erne, altså dem, der var 18 til 25 år i 1968, er ofte blevet kaldt græshoppegenerationen, fordi de har ædt al velfærd på deres vej. De slap med 30 procent i skat, da de var unge, havde mulighed for at købe hus billigt, da de fik børn, og fik ældrerabat på det meste, da de rundede 65 år. Forkælede?

Vi danskere har travlt med at brokke os over, at alle andre brokker sig for meget. Det er forkælet at brokke sig, lyder det, for langt de fleste har det rigtig godt. Og de, der råber højest, er ofte dem, der har det bedst. En ny meningsmåling, som Kristeligt Dagblad har fået analyseinstituttet YouGov til at foretage, bekræfter billedet. 52 procent mener, at danskerne generelt kræver mere af det offentlige, end de reelt har brug for. Blot tre procent mener dog, de selv opfører sig sådan. Pilen peger altså kun udad - et 360 graders slagsmål, hvor alle slår ud mod alle.

Men hvorfor er det sådan, og er det blevet værre? Hvem er egentlig mest forkælet, og hvilke konsekvenser har det? Spørgsmålene har mange svar, alt efter hvem man spørger, og hvordan man gør det, men der er dog røde tråde at hænge sig i, når man skal prøve at forklare, hvad der foregår.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at forkælelse langtfra er et nyt fænomen. Det er dog sigende, at mens den positive version - at forkæle sig selv eller hinanden - først er kommet ind i vores sprogbrug engang efter 1930'erne, har den negative version - at være eller at opføre sig forkælet - været brugt så tidligt som i 1100-tallet. Den måde at betragte hinanden på er således ganske indgroet i vores kultur, men den har også udviklet sig, forklarer seniorforsker Pia Jarvad fra Dansk Sprognævn. For fra at blive brugt næsten udelukkende om børn er begrebet i de seneste årtier i lige så høj blevet brugt mellem voksne.

Den overgang er ikke tilfældig, mener samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han har skrevet bogen ”De barnagtige”, der netop beskriver en samfundsudvikling, hvor vi i stigende grad dyrker en kultur med flere valg på bekostning af færre forpligtelser. Samtidig går vi stadig mere fra det svære til det lette og fra det langsomme til det hurtige, og det har skabt en barnagtig og forkælet adfærd, der ikke mindst kommer til udtryk gennem vores jagt efter velfærdsstatens serviceydelser og udnyttelsen af de øgede forbrugsmuligheder.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Lige nu kommer forkælelsen endda ekstra tydeligt til udtryk, fordi et årti med økonomisk optur gjorde os forvænte, og så kom krisen og skar ned på alt det, vi troede, vi kunne gøre krav på, forklarer han.

”Mere vil have mere, det ligger i vores natur. Og vi vil for alt i verden ikke af med noget, når først vi har erhvervet det. Men kigger man nærmere efter, kan man se, at den forkælede tankegang kan have mange forskellige baggrunde,” siger Johannes Andersen.

Eksempelvis er det meget typisk, at den ældste del af befolkningen, altså de, der er vokset op med velfærdsstaten, føler, at de har ydet hele livet, og nu skal nyde. Det afspejler sig i mange og meget specifikke krav til især statslig ældreomsorg. De midaldrende er derimod på højdepunktet af deres karriere og har ofte den opfattelse, at velfærdsstaten ikke skal kunne det hele. De brokker sig derfor over at skulle betale så meget i skat. De unge ser mest af alt velfærdsstaten som en serviceinstitution, der skal hjælpe dem til så stor en karriere som muligt. De brokker sig, hvis staten ikke baner vejen godt nok for den ambition.

Men der findes også skillelinjer inden for generationerne, påpeger samfundsforskeren. Meget tydeligt er det mellem offentligt og privat ansatte, der beklager sig over de goder, de tror, den anden part har. Og inden for middelklassen mellem dem, der er mest optaget af en velfungerende velfærdsstat, og dem, der er mere optaget af forbrugsmuligheder og dermed skattetrykket.

”Alle opfører sig forkælet, og jeg tror, det er rimeligt at sige, at vi gør det i stigende grad. Det, der afgør, hvordan forkælelsen kommer til udtryk, handler ikke kun om vores placering i samfundet, men også om, hvilke værdier der er de herskende,” forklarer Johannes Andersen.

I 1950'erne og 60'erne var danskerne således begunstigede af højkonjunktur, og en ny bevidsthed om behovet for ferie spirede frem. Nationalsporten ”hygge” opstod, hvilket med rette kunne opfattes som forkælet af tidligere generationer. Sidst i 1970'erne og op gennem 1980'erne var der økonomisk smalhals, intet kunne lade sig gøre, lød det, og det førte til et udbredt opbrud i værdierne, forklarer Johannes Andersen. Det var her, punkbevægelsen opstod, hvor man klædte sig, som om alting var lige meget. Unge besatte huse, som de lystede, og mantraet ”gang i den - uden hensyn” herskede, og det var en helt ny form for forkælelse.

Artiklen fortsætter efter grafikken 

I 1990'erne kom der gang i hjulene igen, men folk var forvirrede og havde svært ved at beslutte, hvad de skulle stille op med de mange nye muligheder. ”Den passive generation” kalder Johannes Andersen de unge, der voksede op her med videomaraton og massive mængder computerspil. Ikke at udnytte tiden og pengene fornuftigt blev tidens forkælelse, som hen over årtusindeskiftet slog over i et voldsomt overforbrug og meget udtalte krav til både staten og livet som sådan. Reklamemanden Christian Grau blev manden, der kogte den nye forkælelse ind til en enkelt sætning: ”Alle har ret til et fedt køkken”. Et slogan, der fik så godt fat i danskernes mentalitet, at køkkenfirmaet stadig bruger det, selvom virkeligheden har ændret sig, siger Christian Grau, der i dag er livsstilsekspert:

”Sloganet ramte noget i tiden, man sagtens kan kalde forkælelse. Folk skiftede jo hele køkkenet, hvis bare grebene var grimme, og danskerne brugte i det hele taget flere penge på bolig og interiør end nogensinde før. Min tanke var egentlig, at Kvik med sin prispolitik gjorde designkøkkenet demokratisk, fordi det nu var muligt for de fleste at få et fedt køkken, men den meget rethaveriske tidsånd fik det drejet i en mere individualistisk retning. Politikerne talte om velfærdsrettigheder, og alle var meget optaget af at få deres bid af kagen.”

Når sloganet stadig hænger ved, selvom krisen har fået de fleste til at male lågerne og skifte grebene og ikke hele køkkenet ud, så er det i høj grad udtryk for, hvor svært vi har det med at erkende, at forkælelsen ikke var for evigt.

”Mange danskere opfører sig i dag som hjemmeboende teenagere, der er opfostret med, at tøjet blev vasket og lagt sammen for dem, og nu skal de så til at betale madpenge og yde for det, de får. Det hele kommer ikke længere af sig selv.”

Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser det har, at vi tilsyneladende bliver ved med at opføre os forkælet - på forskellige måder og af forskellige grunde. Skaber det en moralsk boomerang, der rammer os hårdt i hovedet på et tidspunkt?

Ikke i traditionel, bibelsk forstand, beroliger Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet. Forkælelse er et alt for nyt begreb til, at Bibelen beskæftiger sig specifikt med det, men der er en særlig livsholdning i kristendommen, der går ud på, at man er forpligtet til at gøre en indsats. Både for sig selv og ikke mindst for andre. Så hvis forkælelse skal forstås som en stræben efter det behagelige liv uden stor egenindsats, så strider det at opføre sig forkælet imod den almindelige, kristne forståelse af det gode menneskeliv, siger Svend Andersen:

”Jeg tror, det er rigtigt, at forkælethed er meget udbredt i dag, og det kan være en af forklaringerne på, at det er så svært for kirken at udbrede det kristne budskab. For forkælede mennesker gider ikke høre, at de er forpligtede til at gøre en indsats. Måske kan man endda sige, at kirken selv ligger under for forkælelsessyndromet ved ikke at skrue bissen mere på og sige: I lever ikke efter det kristne budskab! Der er alt for lidt af det, man i gamle dage kaldte en revsende prædiken, og dermed er kirken med til at bekræfte folk i, at krævementaliteten er i orden."

Faren er, at folk bedrager sig selv ved kun at forvente gode ting af livet, mener Svend Andersen. For virkeligheden kan betyde en temmelig brat opvågnen.

”Man kan vel sige, at den ultimative forkælelse er ikke at ville se de barske sider af tilværelsen i øjnene. Og netop det dyrker vi i dag, hvor alt helst skal være underholdning. Men vil man leve som et helt menneske, er man nødt til at forholde sig til alle sider af livet.”

Create Infographics
Foto: Kim Schou