Prøv avisen
Spørg om livet

Genklang midt i sorgen

Det er nødvendigt at dele sin sorg med andre. Modelfoto

Når man deler sin sorg, opdager man, at man ikke er alene. Den vej, man må gå efter at have mistet sin ægtefælle, har andre også gået

Kære brevkasse

Stor tak for meget opklarende breve i de sidste uger, hvor både Sigrid og Gerda har fortalt om at miste sin ægtefælle. Allermest tak, fordi jeg derigennem er blevet klar over, at jeg ikke er helt skør.

For jeg har nu i nær ved fem måneder været eneboer, efter at mit livs kærlighed pludseligt døde ved et uvarslet hjertestop, og jeg har fundet mig selv omgivet af to fyldte notesbøger og utallige sedler på døre, ved seng og i køkken med hilsner, spørgsmål og sentenser til hende, der ikke svarer, og til mig selv, som ikke forstår. Desuden ligger her opslåede bøger om at miste og utalligeavisartikler, mest fra Kristeligt Dagblad, om sorg, kærlighed og om at ældes sammen.

Og her fik jeg så lige at se og erfare, at det, jeg spontant har kastet mig ud i, ikke er så ukendt; at det ikke er så ualmindeligt, at andre også må leve med det uundgåelige på lignende måde.

Men åh, hvor ligger de tæt op ad hinanden, lykken og det u-lykkelige, når jeg som her til morgen sidder ved min solopgangspost nede ved strandkanten med havblik og fjerne mågeskrig, lige her tæt ved evigheden og ved livets hav.

Jeg er ydmyg og taknemmelig for et langt liv på næsten 80 år med glæder, kærlighed og kampe, men som den forgangne sommer i tilbageblik mest fyldt af solglimt og varme.

Og samtidig sidder jeg med en overvældende dyb sorg, når jeg uden forvarsel og farvel har mistet noget af det allervigtigste i et langt livsforløb.

I næsten 60 år var hun her, mit livs kærlighed, som jeg har givet og modtaget ubetinget kærlighed til og fra. Det er et stort savn, men måske også det grundstof til livsglæden, som jeg, vi og familie og venner skal leve videre med.

Kan vi skrive eller tale os igennem det? I har vist, at det måske ikke er en privat sag, men noget, der kan komme andre ved.

Tak for det. Det gav genklang og mening.

Venlig hilsen

Johannes

Kære Johannes

Tak for din respons på både Sigrids og Gerdas breve. Og tak for at du deler noget af den store sorg, du selv har oplevet for ikke længe siden.

Fem måneder er ikke lang tid, og du har måttet sige farvel til den allerkæreste uden at have haft et sygdomsforløb i forkanten af tabet.

Sorgen kommer fra den ene dag til den anden, og tanken og sindet skal på få timer omstille sig fra en virkelighed til en helt anden. Det må være mere end hårdt.

Sygdomsforløb kan også være hårde både for den pårørende og for den, som bliver svagere og svagere, men mange har også i sådan en periode muligheder for at tale om ændring, om døden og det at blive alene, og sorgen er allerede da blevet en velkendt følelse.

Du har måttet opleve, at det, som for et øjeblik siden var trygt og godt, pludselig er revet bort fra dig.

Du skriver, at du ved at læse om andres oplevelser og erfaringer, i forhold til hvad der sker med dem i en ubærlig sorg, opdager, at du ikke er skør.

Det er godt at føle sig normal med de reaktioner, som er dine. Det er blandt andet en af de gode ting ved at dele liv med hinanden. Når vi gør det, kan vi få en oplevelse af, at vi ikke er alene, og at vi ofte reagerer helt menneskeligt og adækvat ud fra den situation, som vi er i.

Og vi mennesker har brug for at føle os normale. For hvis vi tænker, at det nok ”bare er mig, der reagerer sådan eller sådan”, eller ”jeg er nok også for følsom eller for underlig”, så får man i og for sig en dobbelt byrde midt i ens i forvejen sårbare og sorgfulde tid.

Ofte prøver vi mennesker at skjule vores reaktioner for hinanden, og nogle gange kan det måske også være godt, at vi har den evne.

Men ofte er det en lettelse at møde ærlige, sårbare mennesker, for så kan vi genkende os selv og på en måde betragte os selv, som du skriver - som normale.

Det vil vi alle gerne være. Det gælder det lille skolebarn, og det gælder teenageren.

Vi vil også gerne være normale på vores arbejde, og vi vil også gerne reagere normalt, når vi møder udfordringer i livet.

Når vi så reagerer helt anderledes, end vi plejer, kan vi blive i tvivl. Så er det godt at få at vide, at det er helt normalt at skrive talrige tanker og ord ned på lapper og notesbøger og være rådvild, når man bliver alene og må sige farvel til sin kæreste livsven efter mange års samliv.

Desværre er vi mennesker ikke altid så gode til at dele det, som vi tror er skørt, og som bor i hjertedybet. Vi kan komme til at undlade det, fordi vi måske tror, at andre klarer ting og sager, sorg og livsomstændigheder bedre end os.

Vi tror måske ofte, at det er vores ro og styrke, der gør indtryk. Imidlertid er det oftest helt andre ting som ærlighed og ligefremhed, der gør godt i de menneskelige fællesskaber.

Du spørger, om man kan tale sig igennem det vanskelige, som er hændt. Det er et vanskeligt og meget relevant spørgsmål.

Vi tror, at det både hedder ja og nej.

Sorgen vil nok altid være der og blive en følgesvend. Den skal på en måde også have lov til at være der, for man har jo mistet noget umisteligt.

Men mange mennesker kan alligevel berette om, at med tiden kunne sorgen finde sin gode plads i sindet og leve side om side med glæde og nyt livsmod. Sorgen vil fra tid til anden dukke op i forskellige situationer. I korte glimt eller i en periode. Men efterhånden er man ikke i den samme dybe smerte mere.

Vi håber for dig, at du med tiden vil få lov til at erfare netop det. Og i det stykke arbejde, som sorgen forårsager - for den tager vel nok mange kræfter - kan det være lindrende at samtale og dele. Det er godt, at mindst et menneske ved om det, som sorgen har gjort ved en. At der er formuleret nogle ord.

For når mindst et andet menneske måske forstår, kan man lidt bedre forstå sig selv. Måske skulle du selv tage initiativ til at spørge nogle af dine venner, som også har mistet, hvordan de egentlig har haft det inden i sig selv, og hvordan de havde det i tiden efter deres tab.

Når man lukker op for ærlige samtaler, får man ofte noget værdifuldt med sig, selvom det ikke giver os det tabte tilbage.

Alligevel kan det at dele sine byrder give lidt ny lindring og lidt luft ind i det sorgfulde sind.

Som vi tidligere har skrevet, er der mange, der har haft glæde af at gå i en sorggruppe, netop fordi man der kan opleve, at man ikke er alene.

Ikke mindst et sådant sted kan man opleve sig helt normal, selvom man har reageret helt anderledes, end man er vant til, efter at man mistede den, man ikke troede, man kunne leve foruden.

Vi ønsker dig alt godt videre på den vej, som du nu må gå og håber, at du må møde flere, som giver dig oplevelsen af genklang og mening.

Mange hilsener
Annette og Jørgen