Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Kim Leine stod blandt 30.000 nøgne kvinder

53-årige Kim Leine levede i sine unge dage et liv, han selv kalder amoralsk, og den manglende moral har han brugt aktivt i sit forfatterskab. Foto: Liselotte Sabroe

Da forfatteren Kim Leine flygtede fra Jehovas Vidner og mødte 30.000 nøgne kvinder i en park, måtte han indse, at alt, hvad han havde lært indtil nu, var spildt. Det blev begyndelsen på et grænseløst liv, han har kæmpet med at styre lige siden

Der var altid gratis koncert i Fælledparken, så jeg tog ofte derhen, og denne dag var ingen undtagelse.

Året var 1978, jeg var 16 år og ny i København. Jeg er norsk, men var kort forinden flygtet fra min lille hjemby langt inde i landet, hvor jeg var del af en lille menighed i Jehovas Vidner. En på alle måder meget lukket verden, hvor jeg var blevet skolet i deres dogmer og snart skulle voksendøbes.

Når jeg blev det, tilhørte jeg Jehova, og så var vejen lagt: Jeg skulle giftes, inden jeg var 18, have en masse børn og et dårligt job, så de var sikre på, at jeg hang fast. Det er sådan, det fungerer, og den eneste måde at undslippe er at flygte, inden man bliver voksendøbt.

For så er man ikke udstødt, så er man stadig kandidat og bliver behandlet ordentligt.

Jeg valgte så at flygte til den diametrale modsætning af det liv: Det pulserende København, der stadig flød på bølgen af ungdomsoprør, kvindefrigørelse og punkbevægelse.

Det var en total omvæltning, og den dag i Fælledparken gik mit livsskifte op i en højere enhed, for netop den dag var der ikke koncert, der var kvindefestival. Og derfor sad der 30.000 nøgne kvinder i græsset.

Jeg havde aldrig set en nøgen kvinde før, jeg havde knapt nok turdet forestille mig en, så chokket var temmelig gennemgribende.

Men jeg havde lært at omstille mig hurtigt til nye ting, så der gik ikke meget mere end fem minutter, før jeg havde fundet en passende balance mellem ikke at kigge på nogens bryster og så samtidig se fuldstændig livserfaren ud.

Der skete alligevel noget helt skelsættende for mig den dag. For det gik op for mig, midt i al nøgenheden, at alt, hvad jeg havde lært i mit liv indtil da, kunne jeg ikke bruge til noget.

Der kunne ikke være en glidende overgang til mit nye liv, det var forfra. Helt forfra.

Og det er ikke så nemt, når man er 16. Og slet ikke i 1978, hvor mange normer var under forandring.

Jeg vidste selvfølgelig ikke på det tidspunkt, hvor definerende en dag det ville blive. Jeg havde nok at gøre med ikke at kigge på bryster. Men ret hurtigt kom det til at stå klart, at jeg slet intet kompas havde. Jeg anede ikke, hvad der var rigtigt og forkert, og jeg udviklede en næsten komplet grænseløshed.

Det gjorde blandt andet, at jeg var meget modtagelig i de efterfølgende år, og det er nok en af hovedårsagerne til, at jeg lod min far forgribe sig på mig.

Det føltes forkert, men jeg var ikke sikker på, at det var det. Jeg blev også narkoman, for det var jo ikke sikkert, at de havde ret, når de sagde, at det var dumt og farligt.

Jeg satte spørgsmålstegn ved alt, udfordrede alt. Og det fortsatte, selv da jeg fik kone og børn. Jeg for rundt til alle mine kærester midt i bleskift og børnefødselsdage og opførte mig totalt amoralsk.

Den gode side af det er, at det netop var hele det identitetskarneval, der gjorde mig til en god forfatter. For at være en god forfatter er man nødt til at være absolut amoralsk på den måde, at intet kan være rigtigt eller forkert. Ingen kan være gode eller onde, alt må være nøgternt og have samme værdi.

Og derfor har jeg fra start arbejdet meget med ikke at værdilade ord eller mennesker i mine bøger. Det er min teknik. Jeg skriver helt uden fordømmelse eller forankring, måske fordi det er svært at moralisere, når jeg selv har levet så amoralsk.

Og det kommer der nogle andre historier og karakterer ud af, tror jeg.

Jeg kan stadig have svært ved helt naturligt at afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert.

Så er jeg nødt til at holde mig selv an og spørge: er det det ene eller det andet, jeg skal gøre her, for svaret kommer ikke bare af sig selv. Men jeg fungerer generelt rigtig godt i dag, og mine små børns opdragelse er markant anderledes end de to stores.

Dengang var jeg bange for at trække noget ned over hovedet på dem, nu er jeg mere eller mindre som alle andre, moderne fædre.

Men det har taget lang tid at komme dertil.

Og det har været noget af en rejse siden den dag i Fælledparken.