Prøv avisen
Spørg om livet

Min belæste og reflekterende kone er død

Jeg har efter min kones begravelse prøvet at dyrke forskellige bekendtskaber, men min familie, venner og bekendte er bare ikke der, hvor jeg er nået til i selskab med min belæste og reflekterende kone. Men uden held, skriver Lars. Modelfoto Foto: Rido - Fotolia

Jeg har svært ved at finde andre at samtale med, på samme måde som jeg gjorde med min kone, skriver Lars, der søger råd til at komme videre

Kære brevkasse

Der er megen sandhed i, når det hævdes, at man oplever et særligt dybt fællesskab med sin ægtefælle, når man sammen kommer gennem truende livskriser på en god måde. Jeg tør godt sige, at min kone og jeg har været udsat for mange prøvelser, men vi har trods modgang set mulighederne. Jeg har sjældent set min kone så afslappet og frigjort, som da hun levede mere end to år mod gennemsnitligt kun godt et halvt år med sin kræftsygdom. Alt ansvar og pligt var væk fra hendes skuldre. Hun vidste, at alt, hvad der var muligt, ville blive gjort. En overlæge sagde undervejs, at min kone levede videre mod alle odds.

Da hun blev begravet, skrev en deltager i vores gæstebog, at dagen havde været klog og rørende. Der var en fin tale af vores præst, der kendte min kone godt, og bagefter var vi på restaurant med harmonikamusik, sange og gode taler, som fremdrog forskellige epoker i min kones liv.

Vores samliv har været godt, på trods af at vi sammen har en handicappet søn, som fik trykket hovedet under fødslen på grund af en utilgivelig jordemoderfejl. En ældre gæst udtalte dagen efter min søns 30-årsfødselsdag, at det var den bedste fest, han havde været til i mange år. Vi har altid prøvet at tage udgangspunkt i de kendsgerninger, som vi ikke kunne lave om på, og har fået noget ud af livet på det grundlag. Med min kone har jeg i mange år set rigtig mange rejsemål. Hver vinter er vi gået i teateret, og gennem samtaler over spisebordet har vi opnået indsigt i mange vigtige psykologiske, religiøse og politiske spørgsmål.

Jeg har efter min kones begravelse prøvet at dyrke forskellige bekendtskaber, men min familie, venner og bekendte er bare ikke der, hvor jeg er nået til i selskab med min belæste og reflekterende kone. Et eksempel: En bekendt er netop kommet hjem fra sommerferie i Provence og beskrev begejstret Gorges du Verdon, et fransk Grand Canyon. Det fik mig til at tænke på mit fotoalbum fra vores biltur for 15 år siden, hvor vi gennem tre uger fik set Gorges de l'Ardche, den velbevarede romerske vandledningsbro Pont du Gard, de romerske amfiteatre i Nmes og Arles, pavepaladset i Avignon, kunstnermarkedet i Aix-en-Provence, det skaldede bjerg le Mont-Ventoux, Gorges du Verdon, turbåd fra fiskerbyen Cassis ved Marseille og den store amerikanske krigskirkegård ved Draguignan nær Cannes. Nogle mennesker synes sikkert, jeg lyder privilegeret, men samtidig har jeg nu en kone på kirkegården, en handicappet søn og ingen udsigt til børnebørn.

Som mønsterbryder i min store familie har jeg nået meget i mit liv, og det er jeg taknemmelig for. Alligevel kunne jeg ønske, om I kunne bidrage med råd til at komme videre på. Jeg tænker selv på at få en interessant hobby, som jeg kan mødes med andre om, og hvor jeg ikke kender svarene på forhånd. Det vil måske også løse min tiltagende pensionskrise.

Venlig hilsen Lars

Kære Lars

Tak for dit brev. Du giver på mange måder udtryk for, hvor glad du har været for din kone, og hvor meget hun har betydet for dig. Det har været en stor berigelse i jeres samliv at have fælles værdier, fælles interesser og mulighed for samtale ved jeres daglige måltider. Sådanne måltider er der nemlig mange af gennem et liv. Det er ikke alle forundt at kunne dele indtryk og tanker til gensidig opbyggelse, og vi forstår godt din taknemmelighed over at have fået mange år sammen med hende. Dine ord inspirerer også til, at vi alle tager vare på den gode samtale i hverdagen.

Det gode liv er heller ikke altid det samme som at være forskånet for lidelse. At jeres søn ved en fejl ikke fik lov til at udfolde sin hjernes fulde brug har alligevel ikke fået jer til at opgive de gode ting i livet. Og selvom ingen af os på nogen måde vil pege på, at der skulle være en dybere mening med det, er det alligevel godt at tænke på, at en fejring af jeres søn kan berøre dybe menneskelige strenge hos dem, der deltager. Det samme kunne man sige om din kones begravelse. Du beskriver den som værdig og rørende med gode taler, musik og eftertanke.

Sådanne gode mærkedage varer egentlig kun nogle timer. Men i mindet og i ens indre kan de nogle gange samle mange års fælles liv, glæde og smerte, sådan at erindringen ikke kun er hvileløs, men også kan finde ord og billeder, som fæstner sig som noget godt i hjertet. Sådan har du det med din kone. Og på en måde, kan du - som andre har fortalt om i brevkassen på det sidste - fortsat have en indre dialog med hende og spørge hende til råds og tænke på hendes tro og håb.

Som du har beskrevet hende, ville hun sikkert ønske sig, at du fortsat skulle være åben og nysgerrig over for, hvad livet kan berige dig med. Du skal ikke finde andre, der kan konkurrere med hende. Hun har sin helt egen plads i dig. Men det betyder, at der samtidig godt kan være andre mennesker ved siden af i andre rum, og som kan betyde andre og måske vigtige nye ting for dig.

Som du selv nævner, må du med vilje, fornuft og den stoiske ro, der langt på vej har kendetegnet jeres liv, kaste dig over nye interesser, hobbyer og samvær med andre. Det ville være nærliggende, at du opsøgte højskoler, kirkelige fællesskaber eller andre folkelige sammenhænge, hvor væsentlige emner blev sat på dagsordenen til drøftelse. Feriekurser på Nyborg Strand kunne være et eksempel på dette, men flere andre steder kunne være en mulighed. Din glæde ved at rejse og opleve natur og historie må du udnytte og opsøge nogen, du kan slå følge med. Til daglig og i ugens løb kunne vi ønske for dig, at du fik en spiseklub op at stå, for eksempel ved at I på skift lavede mad til hinanden og drøftede stort og småt en time eller to.

Sådanne initiativer kommer ikke altid lige med det samme. Men giv ikke op. Det tror vi, din kone ville have sagt.

Mange hilsener Annette og Jørgen