Prøv avisen

Er vi voksne blevet bange for at opdrage på vores børn?

Det er let at være familie, når alle er glade. Men er forældre bange for at tage ansvaret, når det er svært? Foto: iko

En ny debatbog og en konference på DPU Aarhus Universitet fokuserer i næste uge på ”Angsten for opdragelse”. Vi har spurgt tre danske eksperter, hvad det er, de voksne frygter

Claus Holm, lektor ved DPU Aarhus Universitet, arrangør og oplægsholder ved konferencen ”Den danske angst for at opdrage” på torsdag:

Hvis man læser for eksempel Erik Sigsgaards bøger, så lærer vi, at det er dårligt at skælde børn ud. Og hvis man studerer forskere som Laura Gilliams undersøgelser af hverdagen i institutionerne, så kan vi tydeligt se, at idealet er, at man arbejder ud fra principper om, at voksne skal være medindragende og demokratiserende over for børnene. Det betyder ikke, at voksne aldrig skælder ud. Ofte skælder de ud, og så skammer de sig over på denne måde at markere en forskel mellem voksne og børn.

Foros og Vetlesen skriver i deres bog, at der sker en infantilisering af de voksne, men jeg tror, det er mere præcist at sige, at det er det unge menneske, der er fri af ansvar og forpligtelse, som er blevet idealet for både de voksne og deres børn. Den gammeldags voksne formynder ses i dag som en person, der begår overgreb. Det er ikke i sig selv skidt, men en stor del af voksenansvaret og dermed også omsorgen røg med ud med det badevand.

Jeg oplever, at mange unge i dag reagerer på de voksnes fralæggelse af ansvar ved selv at påtage sig ansvaret for egen opdragelse. Og det er et urimeligt pres på unge. Et eksempel på denne tendens så vi, da den kriminelle lavalder blev sat ned fra 15 til 14 år ud fra en tankegang om, at forældrene ikke magtede at tage ansvar for de 14-åriges handlinger.

Jeg tror på, at den kommende generation vil efterspørge voksne, som sætter grænser, men som samtidig kan kommunikere klart, hvorfor de gør det. Og jeg tror, vi har brug for at styre samfundet i en retning, som ikke konstant støtter borgerne i at udskyde voksenansvar - for eksempel i form af fødselsteknologier, der kan gøre mennesker til forældre i en højere alder.

Fie Hørby, familierådgiver og forfatter til bogen ”Drop opdragelsen”, som udkom sidste år:

Det er rigtigt, at vi er gået fra meget kæft, trit og retning til, at der efter 1968 var forældre, som slap tøjlerne helt. Begge dele gør efter min mening lige stor skade. Men jeg mener ikke, vi skal se bort fra, at mange forældre gentager deres egne forældres kæft, trit og retning, mens andre er præget af, at de i hvert fald ikke vil opdrage ved at give stuearrest, råbe og slå. Når jeg siger ”drop opdragelsen”, er det denne videreførelse af de gamle metoder, som vi ved ikke virker, jeg vil bekæmpe. Troen på, at man kan opdrage børn ved at give dem skylden for den dårlige stemning i hjemmet.

Jeg oplever, at mange voksne er, hvad jeg vil kalde konstruktivt usikre. De søger hele tiden efter alternativer til det, de ikke syntes fungerede i måden, de selv blev opdraget på. De søger sjældent efter ligefrem at være venner med børnene, men søger en nær, god relation. Hvis det lykkes, oplever jeg også, at børnene vil have overskud til at lade andre komme til frem for kun at tænke ”mig, mig, mig”.

Når det går galt i børneopdragelse, er det typisk, hvis forældrene først siger ja, ja og ja, og så bliver det hele for meget, så de råber nej. Eller hvis de to forældre er indbyrdes uenige om, hvad de hver især skal stå for som forældre.

Ditte Dalum Christoffersen, adjunkt ved professionshøjskolen UC Sjælland , forfatter til ph.d.-afhandling: Meningsfuldt skoleliv

Både i familien og i skolen dyrker vi idealet om, at børnene som udgangspunkt har lyst til at lære alt det, vi voksne gerne vil lære dem. Lærerne skal give dem lyst – det står i formålsparagraffen.

Derfor er der ingen, der helt kan håndtere det, når de voksnes dagsorden keder børnene, så de bliver gjort ansvarlige for deres egen lyst og kedsomhed. Hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at nå børnene, er man nødt til at gøre emnerne relevante.

Men samtidig må man være mere ærlig omkring, hvornår børnene reelt er frie til at følge det, de selv vil, og hvornår vi voksne gerne vil styre dem, det går ikke når vi helst vil forklæde noget som selvbestemmelse, hvis det ikke er det.

Forældrenes opdragelse er ikke uden betydning i de unges liv i dag, man skal ikke undervurderer kammeratskabsgruppen og ungdomskulturen, som ganske afgørende for hvad børnene oplever som meningsgivende og identitetsskabende. Og især i de ældste klasser bliver dette meget tydeligt.

Jeg ved ikke, hvor meget angst for at opdrage, der er blandt forældre. Men der er i hvert fald en udbredt angst for at blive set som en dårlig forælder. ligegyldigt hvad der sker i børn og unges liv, kan det begrundes i forhold i hjemmet, og det kan medfører er en stor skræk for ikke at slå til.
 
Mit råd til de voksne er, at se på børneliv som mere komplekst end blot reduceret til genetik og forældreopdragelse alene. Med udgangspunkt i dette må de voksne forholde sig til, hvilke opgaver et barn selv kan tage ansvar for. Hvis først man har givet barnet et frit valg, duer det ikke at fortryde, når barnet vælger noget andet, end man håbede på.

Claus Holm. - Privatfoto.
Fie Hørby.
Ditte Dalum Christoffersen. - Privatfoto.