Prøv avisen

Mette Fugls liv: Fra Leonard Cohen til Kabul

Mette Fugl har efter knap 40 år som journalist på TV Avisen i DR indledt en ny karriere som skribent, forfatter og foredragsholder. Foto: Les Kaner

Tv-journalisten Mette Fugl, der i 1980'erne var lige så berømt som Dronningen og statsministeren, fortæller i en erindringsbog om et fantastisk arbejdsliv, som endte med et desillusioneret farvel til DR

Mette Fugl stod engang i 1980'erne en sen aftentime på gaden ved en pølsevogn og spiste hotdogs sammen med Leonard Cohen. Pludselig kom en større gruppe mennesker løbende hen imod dem. Den verdensberømte canadiske sanger og komponist gemte sig for mængden af fans. Men det viste sig, at det var hendes autograf, de ville have, som hun derefter generøst skrev på papirservietter med hilsen fra Steff Houlberg.

Episoden står at læse i Mette Fugls erindringsbog ”Fra koncepterne”, der for nylig udkom på Politikens Forlag. Der er også en forklaring på autografjageriet. For i 1984 havde en Gallup-undersøgelse vist, at den skarpe journalist fra TV Avisens politiske redaktion lå på en tredjeplads på listen over berømte danskere - efter dronning Margrethe og Poul Schlüter. Og hvad lavede hun så der ved pølsevognen sammen med manden med den gyldne stemme, det poetiske ikon Leonard Cohen, der i dag som 80-årig stadig samler fulde huse til sine koncerter?

De havde et flere år langt venskab og kærlighedsforhold, der blev indledt med et interview i 1984 på Hotel Kong Frederik i København i anledning af Cohens album ”Various Positions”, og det ebbede ud midt i 1990'erne. Siden har hun ikke sunget med på en bestemt linje i Leonard Cohen-sangen ”Because Of You” med ordene: ”Look at me, Leonard. Look at me one last time”.

Det fortæller Mette Fugl i bogen, men også, at det sker på inderlig opfordring fra forlagsredaktøren. Og kalder det selv en ”elendig undskyldning” for at bryde med sit princip om at være privat om sit privatliv. Man kommer da heller ikke mere indiskret tæt på stjernen, end at det fremgår, at han er noget af en damernes ven.

Har det relevans? Ja, for erindringerne handler langt mindre om den private Mette end om journalisten Mette Fugl og hendes oplevelser og erfaringer fra et langt liv som reporter - først på dagbladene Politiken og Information, fra 1977 i Danmarks Radio på TV Avisen og som DR's udenrigskorrespondent i Bruxelles i mere end 20 år frem til 2012, hvor hun sagde op. Og det, at jobbet også kan føre til en amourøs forbindelse med en verdensberømthed, hører med i fortællingen om et arbejdsliv fuld af oplevelser og dramatik og møder med alverdens kendte politikere og andre kendisser og reportagerejser til begivenheder, der spænder fra filmfestivalen til Cannes over det jordskælvsramte Haiti til krigsramte områder som Afghanistan.

Mette Fugl er født i 1949 og talte i sin egen selvforståelse fremragende aarhusiansk, da hun sammen med sine forældre, den tidligere radiodirektør i Danmarks Radio Svend Fugl, moderen Grethe Madsen, der var skoleinspektør, og en syv år yngre lillesøster flyttede fra Brabrand i Aarhus til Birkerød i Nordsjælland, hvor hun som 10-årig mødte op i 5. klasse på Bistrupskolen. Her vakte det ikke lykke, når hun stod i skolegården og sagde, ”jeg fryser fødderne”, for her hed det ”fryser om fødderne”. Hun blev mobbet, og det stoppede først, da hun lærte at tale københavnsk og selv begyndte at mobbe de svage i klassen. ”Det var en led overlevelsesteknik. Jeg kunne bare ikke finde på andet,” skriver hun.

Senere i gymnasiet på Birkerød Statsskole var det lektorerne, der mobbede. Og det fortsatte, da hun som 24-årig blev ansat på TV Avisen dengang i monopolets tid i 1974 og blev mobbet for at være dus med statsministeren og andre notabiliteter, hvilket anmelderne mente var en hån mod seerne. Og for at ”fylde skærmen ud”, hvilket fik Politikens satiriske bagsidespalte ATS til at spørge læserne: ”Hvad siger en fugl, der vejer 100 kilo? Svar: Godaften. Det er Søndagsavisen.” Kollegerne kunne ikke forstå, at det var sårende.

Mette Fugl har selv kun hån tilovers for dem, der fra tid til anden skælder ud på den forkætrede 68-generation, som hun selv tilhører. Generaliseringer, lyder det fra reporteren, der har tjent sine egne penge hele sit liv og været alene med sin søn. Men hun befandt sig da midt i ungdomsoprørets arnested Paris i 1968, hvor hun eksperimenterede med den nye frihed, derunder sex, drugs & rock'n roll. Og det fortsatte hjemme igen i et kortvarigt intermezzo i et miljø, hvor man dyrkede sin weltschmerz, tilsat musik med rockbands som Cream og Jefferson Airplaine, hash og det, der er værre.

I stedet mødte hun i 1970 iført hat a la Bob Dylans leopard-skin-pillbox op på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor hun og de medstuderende var i en tilstand af gammeldags respekt for de store forgængere i faget blandet med et oprør mod de etableredes monopol på formidling med mikrofonholderi eller en pen, der bare fik lov at løbe. De ville noget andet, og hun selv ville lydhørhed og tilstedeværelse i mediebilledet. Der skulle være plads til at lugte til omgivelserne og tale med de mennesker, hvis hverdag hun skulle rapportere indsigtfuldt om.

Det kom Mette Fugl til, hvad enten det drejede sig om en hel aften og lang nats interview med den nu afdøde amerikanske forfatter Charles Bukowski i Los Angeles eller en rejse ind i et krigshærget, men smukt og bjergrigt Afghanistan, hvor fire journalistkolleger i bilen efter den bil, hun sad i, blev skudt og dræbt af mænd med kalasjnikover ved et checkpoint.

Og som hun huskes for sine levende reportager på tv, kan de nu opleves lige så levende på tryk - som i kapitlet om, da hun og den fotograf, hun arbejdede sammen med i årevis, Joseph Backes, besøgte Balkan i 1990, hvor stemningen varslede krig, og senere igen i 1995 efter krigen, der splittede Jugoslavien ad.

Hun inviterer også på guidet tur i det Bruxelles, hvor hun har boet og arbejdet i så mange år, og som hun hjemmevant karakteriserer som et byplanlægningsmæssigt kaos. Smukke art nouveau-huse på den ene side og grusbunker på den anden, hippe barer, charmerende loppemarkeder og Natos hovedkvarter - en betonbunker, der oser af kold krig.

I kapitlet ”Forældreløs” fortæller Mette Fugl kærligt om at miste sine forældre, moderen i 1997 og faderen i 2009. At sorgen er der, er underforstået.

Undervejs i bogen er der nedslag til blandt andet 1970'ernes kvindekamp og klassekamp - kvindelejr på Femø deltog hun også i, glad i låget, som hun kalder det. Og holder den tids paroler om seksuel objektgørelse og profittens ditto op imod vor tids smukhedsindustri, hvor ”nogle plastikkirurger er ved at få det sidste ord”. Undervejs bliver der også uddelt hug til kvindehadere, fundamentalister og andre, hun ikke bryder sig om.

Blandt dem er unavngivne chefer, konceptudviklere og mangementguruer, der taler sort, og som i hendes optik var med til at ødelægge journalistikken og hendes glæde ved at arbejde på TV Avisen. Hun oplevede nye strategier og det, hun kalder for selfie-journalistik, for kvælende for faget. Når hun gav udtryk for sin kritik, fik hun at vide, at hun var vrangvillig og terroriserede de ansvarlige for nyhedsudsendelserne til grådens rand.

Det endte med en opsigelse og en fratrædelsesordning, og at hun selv græd et år - men har rejst sig igen. Leopard-skin-pillbox-hatten går hun ikke længere med til daglig. Den er, som hun skriver, lagt på hylden til pænt brug.