Han har rykket grænsen mellem liv og død

Med selvudviklede og ofte kontroversielle metoder genopliver overlæge Benedict Kjærgaard mennesker, andre har erklæret døde. Det er et arbejde fuld af gråzoner og tvivl, for det er ikke alle, der bør bringes tilbage til livet

For Benedict Kjærgaard var kristendommen et omdrejningspunkt i barndomshjemmet i Holstebro. -
For Benedict Kjærgaard var kristendommen et omdrejningspunkt i barndomshjemmet i Holstebro. - . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Ude fra det kulsorte februarmørke hører Benedict Kjærgaard den knitrende lyd fra en bil på vej ned ad den lange indkørsel. Han undrer sig, for der kommer sjældent ubudne gæster her, dybt inde i en skovplantage cirka 20 minutter fra Aalborg. Det er sikkert Jehovas Vidner, tænker den da 60-årige overlæge, inden han åbner døren.

Udenfor står en kvinde sidst i 50'erne med en stor buket blomster.

”Du kender mig ikke,” siger hun.

”Men jeg kender dig. For præcis 10 år siden reddede du mit liv.”

Benedict Kjærgaard smiler beskedent, da han fortæller den knap et år gamle historie hen over dampende kaffe på husets spisebord. Han fortæller den ikke for at få anerkendelse, men fordi det, der skete, dengang han reddede kvinden, er et godt eksempel på, hvorfor hans arbejde er så unikt.

Kvinden havde fået en blodprop efter en simpel operation. Ikke unormalt, men så gik hendes hjerte i stå. Hele vejen til Aalborg Sygehus fik hun hjertemassage, men da ambulancen nåede frem, anså alle hende for død.

Det var der, Benedict Kjærgaard kom anstigende med sin maskine. En knap 40 kilo tung hjerte-lunge- maskine, han selv havde udviklet, og som han nu koblede til kvinden trods højlydte protester fra læger og sygeplejersker.

”De sagde, det var skænding af liget, og at jeg skulle give hende en værdig død. Det var ret intenst, men jeg troede på, at hun stadig havde en chance. Og i dag er hun jo taknemmelig for, at hun ikke fik en værdig død,” fortæller han.

Benedict Kjærgaard er en imødekommende mand. Ikke med store armbevægelser, men med en behersket selvbevidsthed og lune, der ofte kendetegner jyder. Han er praktisk klædt uden at være decideret umoderne, hans tale er jævn, men velformuleret.

Og så har han en elefants hukommelse. Igennem flere timers samtale refererer han igen og igen til detaljer fra mange af de 41 patienter, han gennem årene har reddet med sin maskine. Ikke for at prale, blot for at understrege en pointe. Der har både været druknede og stærkt nedkølede, demente og mennesker, der har forsøgt selvmord, børn og gamle. Mest kendt er hans genoplivning af syv livløse efterskoleelever, der i 2011 kæntrede i en båd i Præstø Fjord.

Hvordan han har fået den rolle, er en længere historie, der måske tog sin begyndelse med et telefonopkald en februardag i 1980. Benedict Kjærgaard, der lige var blevet læge, fik besked på at stå klar til at modtage to 10-årige drenge, som var gået gennem isen lidt uden for Brønderslev. Den ene dreng var allerede død, lød det. Da ambulancen endelig kom, så den ene da også død ud, men så huskede han, at falckreddere ikke må erklære nogen for død, og koblede et hjertekardiogram på drengen. Det var nemlig velkendt, at en meget kold person kunne virke død og stadig være i live.

To år tidligere var to fiskere blevet reddet op af iskoldt vand, erklæret døde og lagt i kapellet. Da retsmedicineren kom for at obducere ligene, havde den ene fisker flyttet sig flere meter. Han havde været i live, men var nu død, lød konklusionen, og den sag huskede Benedict Kjærgaard, mens han så de små udsving på kardiogrammet: Drengen var faktisk i live.

Næste dag døde den 10-årige, skaderne i hjernen var for store, men noget var tændt i den unge læge. Så da der nogle år efter kom en rapport fra Schweiz med 32 eksempler på stærkt nedkølede patienter med hjertestop, typisk som følge af laviner, spidsede han ører. En hjerte-lunge-maskine havde reddet 15 af dem, og 14 af dem kom sig uden væsentligt mén.

Han fløj nu selv med redningshelikopter og havde mange nedkølede patienter. En hjerte-lunge-maskine vejede dog typisk 300-400 kilo, så det var umuligt at have den om bord. Men hvad nu, hvis man gjorde den mindre og mere transportabel, tænkte han. Hvor mange flere liv kunne man så ikke redde?

Ude i sin garage gav han sig i sin fritid til at rode med alt det tekniske, og med årene fik han maskinen ned under 40 kilo. Han kunne ikke bare sådan teste den på mennesker, så han begyndte at bedøve grise. Befandt man sig i gangene under Skejby Sygehus i årene omkring årtusindskiftet, kunne man derfor nemt støde på ham med en gris på en båre og maskinen slået til.

Resultaterne var opsigtsvækkende: Kølede han en levende gris helt ned til 20 grader, faldt dens blodtryk og behov for ilt til nærmest ingenting, og hjertet gik i stå. Selvom han efterlod den sådan i tre timer bag lukkede døre, kunne han stadig få liv i den igen med maskinen.

En dag i januar 2004 kom så opkaldet, der skulle starte et nyt kapitel i hans lægeliv. En kvinde var fundet stærkt nedkølet, erklæret død, og et tæppe var lagt over hendes hoved. Alligevel blev hun koblet til maskinen, og i dag har hun taget en universitetsuddannelse.

”Når jeg er i situationen, har jeg ingen følelser involveret,” forklarer Benedict Kjærgaard.

”Patienten er for mig en maskine, jeg bruger mit værktøj på. Sådan er det nødt til at være, ellers kan man ikke arbejde. Men det er klart, at når vi får livet tilbage i mennesker, andre har opgivet, gør det noget ved mig. Man risikerer nemt at føle sig som Vorherre, der regerer over liv og død, og sådan er der også nogle læger, der opfører sig, men jeg er heldigvis opdraget anderledes. Især i starten kom jeg dog ofte glædestrålende hjem og fortalte min kone det hele, når vi havde genoplivet nogen. Med tiden er jeg nok blevet mere hærdet, for jeg oplever jo også alle de gange, hvor det ikke lykkes, og de har altid påvirket mig mere end succesen. Det er nok min natur,” fortæller Benedict Kjærgaard med et lille skuldertræk som punktum.

Telefonen ringer.

”Undskyld, jeg er nødt til at tage den,” siger han.

Selvfølgelig kan redningsteamet klare sig uden ham, men han er den med mest erfaring i de helt særlige situationer. Siden 2004 har han haft 140 stærkt afkølede tilfælde, 84 blev koblet til maskinen, og 41 af dem blev reddet - alle uden væsentlige mén. Og han føler sig stadig forpligtet til at stå klar, hvis der er brug for ham.

Opkaldet kommer dog også som en redningskrans efter flere minutters træden vande i svaret på, hvad der dog driver ham gennem garageroderier, nedkølede grise og alle de svære valg og barske menneskeskæbner, han møder. Hvorfor er det så vigtigt for ham at redde netop dem, andre har opgivet?

Hans svar bevæger sig både omkring tilfældigheder, fagligt nørderi og fascination.

”Men måske er det også, fordi jeg selv har været på den anden side af livet,” siger han så.

Det var i 2008. Efter 30 år uden en eneste sygedag fik han det pludselig dårligt og havde svært ved at få luft. Midt om natten blev han akut indlagt, og lægerne overvejede at koble ham til maskinen. Familien blev tilkaldt, og han fik sagt farvel til sin kone og tre af de fire børn, der nåede frem, inden han blev lagt i en respirator. Han var overbevist om, at det var slut.

Det viste sig, at hjerteklappen var utæt. Han blev opereret, men noget havde alligevel ændret sig.

”Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er. Måske er det en ekstra intensitet, når jeg ser de livløse patienter og nogle gange tænker: Det der har været mig. På den anden side, så har jeg set mange voldsomme ting i mit liv. Jeg har været i både Eksjugoslavien og Afghanistan og set soldater få nervesammenbrud, jeg har set folk være slået ihjel på alle mulige måder, jeg har mærket livet forsvinde mellem hænderne på mig mange gange. At jeg selv var tæt på, ryster mig ikke. Jeg var også helt rolig, da det skete og tænkte bare: Så er det nu, jeg bliver hentet af Vorherre. Nu, du bliver ved med at spørge ind til det, tror jeg måske nærmere, det er i troen, jeg lidt indirekte finder min drivkraft,” siger han.

Kristendommen var et omdrejningspunkt i barndomshjemmet i Holstebro, og formentlig derfor var det naturligt for hans forældre at åbne dørene for alle dem, ingen andre ville hjælpe. Lige fra fremmedarbejdere til byens mest originale mærkværdigheder. Benedict Kjærgaard voksede derfor op med den indstilling, at alle mennesker er lige meget værd.

”Som ung boede jeg over for et værtshus, og der gik jeg over for at finde hjælp, da jeg skulle have flyttet mit klaver. Jeg kunne have spurgt mine kolleger, men jeg vidste, at de ville have alle mulige undskyldninger. Og hvem er så min næste? Det fortæller meget godt, hvordan mit livssyn er skruet sammen. Ethvert liv er lige dyrebart for mig, og måske derfor er jeg altid gået lidt længere for at redde dem, som andre har opgivet.”

Netop den indstilling har dog givet ham adskillige problemer og hovedbrud. Han har en vedvarende faglig kamp med dem, der sætter andre grænser for, hvad der kan reddes. Men endnu vigtigere så bevæger han sig ofte i en gråzone af tilfælde, der måske ikke bør reddes.

For det meste kan han støtte sig til teknologien, hans egen forskning og de mange års erfaring. Han ved præcis, hvor meget kalium en patient skal have i blodet, før det endegyldigt at nytteløst at genoplive.

Hvad han ikke ved, er forhistorien på den patient, han forsøger at redde. Nogle vil måske ikke reddes, eksempelvis efter et selvmordsforsøg - dem har han pligt til at forsøge at redde alligevel.

Andre er måske terminalt kræftsyge og i store smerter - dem har han ikke pligt til at redde. Og så er der dem, der har været så langt ude ad livlinen så længe, at de vil vågne op til et liv, som de og andre måske vil synes er uværdigt, hvis han reddede dem.

”Jeg har flere gange stået i det dilemma, at nogen har sagt: Patienten er dødssyg, det er ikke det værd. Eller: Patienten er død, lad ham hellere være. Men hvornår er et menneske dødt? Hvornår har sjælen forladt kroppen? Det er ikke altid eksakt videnskab, og at tage den beslutning i ekstreme situationer er et stort ansvar. Nogle læger vurderer defensivt i den slags tilfælde og erklærer hurtigere patienten død, fordi de vil undgå at lave fejl. Jeg er også bange for at lave fejl, men jeg beskytter mig med teknologi, erfaring og ved at spørge andre, hvis der er nogen. Ofte er det bare mig, alle kigger på, fordi jeg har set mest, og der går jeg lidt længere og tager flere chancer end de fleste. Patienten har krav på, at vi gør alt, hvad der overhovedet er muligt hver gang, også selvom det ser håbløst ud.”

Der kunne historien om livet og døden i hænderne på Benedict Kjærgaard fint ende. Men der er altid en hale i et job fuld af ultimative beslutninger.

Et slæbende spor af folk, der er uenige i hans beslutninger, men også af de nye forventninger, der opstår, hver gang grænsen mellem liv og død rykker sig yderligere.

Ingen rykker den grænse mere end Benedict Kjærgaard, og det er han meget bevidst om. Det er bagsiden af at gøre alt, til der ikke er mere at gøre, for det bliver hele tiden muligt at gøre lidt mere.

”Jeg mærker et stigende forventningspres, og med det følger en dalende forståelse for, når det ikke lykkes at redde nogen. Samlet set giver det stadig mindre spillerum til at tage den rigtige beslutning, og jeg frygter den dag, hvor jeg presser mig selv eller føler mig presset derud, hvor jeg redder en person, der ikke burde være reddet.”

”Jeg har kun en enkelt gang oplevet, at en af mine patienter havde fået så store skader, at man kan diskutere, om det var et værdigt liv, vi reddede ham tilbage til. Men jeg føler mig overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før et rigtigt tilfælde kommer, og det vil jeg have det meget dårligt med. For det er ikke meningen med det, vi gør. Det er ikke maskinens hensigt. Vi udøver ikke mirakler, vi bestemmer ikke over liv og død, vi giver folk en fair chance for at leve. Hvem bestemmer, hvilket liv der er værd at leve? Ikke mig, men det er mig, der i sidste ende må tage beslutningen for de mennesker, der ikke selv kan. Indtil videre er det heldigvis gået godt.”