Jeg har betalt en menneskelig pris for mit engagement

Kun en tilfældighed hindrede sygeplejerske Jette Hartvig Gravsen i at blive invalid som ung. Fordi hun bevarede førligheden, valgte hun at vie sit liv til kampen for en mindre skæv verden

Der er en svær balance mellem at yde et stykke arbejde for den verden vi lever i og samtidig vende sig fra den familie og de sammenhænge, man er sat i. Jeg har betalt en menneskelig pris for mit engagement, siger Jette Hartvig Gravsen. -
Der er en svær balance mellem at yde et stykke arbejde for den verden vi lever i og samtidig vende sig fra den familie og de sammenhænge, man er sat i. Jeg har betalt en menneskelig pris for mit engagement, siger Jette Hartvig Gravsen. - . Foto: Paw Gissel.

En våd efterårsaften på en mark ved Oranienburg i det gamle DDR ændrede Jette Hartvigs liv sig. Det er 46 år siden, men oplevelsen står ganske klar i hendes erindring. To busser fra Slagelse Højskole var på vej mod Danmark efter et besøg i Prag. Jette Hartvig Gravsen sad oprindeligt ved bussens vindue, men havde kort forinden ladet veninden få pladsen ved vinduet, hvor man bedre kunne sove. En stor lastbil med en kran stødte ind i bussen, og den ene side af bussen blev flået af. Alle, der sad ved vinduerne, pådrog sig kvæstelser. Jette Hartvigs veninde var blandt de hårdt kvæstede.

Da Jette Hartvig Gravsen sad på marken med den hårdt kvæstede veninde og midt i chokket, nåede hun at tænke, at hvis ikke de havde byttet plads, havde hun været i venindens sted. Ulykken, som for altid forandrede venners liv, fik Jette Hartvig Gravsen til at beslutte, at hun ville være sygeplejerske og gøre en forskel for mennesker i nød.

Og det er det liv, vi skal tale om.

Klassisk, symfonisk musik strømmer ud af højttalerne, og der er kunst på væggene i den lyse lejlighed i Københavns nordvestkvarter, som er ramme om 69-årige Jette Hartvig Gravsens tilværelse. En både smuk og tryg base, der står som en kontrast til de rammer, hun i lange perioder har levet under som katastrofesygeplejerske.

”Jeg har ønsket at arbejde for en mindre skæv verden,” siger hun.

Jette Hartvig Gravsen taler syngende bornholmsk. Hun er ud af en restauratørslægt på øen. Hendes tvillingesøster gik i slægtens fodspor, men selv ville hun ud i verden. Hun var ikke fyldt 16 år, da hun flyttede fra hjemmet i Rønne og blev ung pige i huset i Nordsjælland.

Som 20-årig rejste hun til Canada, hvor hun læste og fik job hos et omrejsende tivoli, hvor hun solgte hamburgere og candyfloss. Siden blev Canada skiftet ud med Mallorca og en uddannelse til guide. I to år arbejdede hun for et dansk rejseselskab på øen.

Men beslutningen om at blive sygeplejerske holdt hun fast i, selvom vejen ikke var lige. Efter to år som guide slog hun sig ned i Danmark, hvor hun blev gift og mor til to børn og sideløbende læste hf og fortsatte på sygeplejestudiet og var færdiguddannet som 38-årig.

Hun husker klart, første gang hun rejste ud. Det var i 1985, hvor der var hungersnød i Etiopien, og Folkekirkens Nødhjælp havde en stilling, som passede til hendes profil i det sydlige Etiopien. Hun var blevet skilt, og de to børn havde base hos deres far, så hun kunne rejse.

”Det var meget specielt at arbejde et sted, hvor alle havde samme ønske: Vi ville kæmpe for at få børnene til at overleve. Nogle børn var så afkræftede, at de døde af underernæring, men der var også mange børn, som overlevede og senere fik deres madrationer med hjem til deres familier,” siger hun.

Da hun kom hjem efter det halve år, hvor hun havde boet i telt sammen med syv andre sygeplejersker i Etiopien, var verden på mange måder blevet anderledes for Jette Hartvig Gravsen.

”Jeg ville arbejde for, at børn har ret til et værdigt liv med alt, hvad det indbefatter: Mad, et sted at sove og adgang til medicin,” siger hun.

Men hvor i verden var det sted med mest nød? Hun spurgte sig for og fik at vide, at hun skulle rejse til den indiske storby Calcutta, hvis hun ville møde massiv elendighed. Hun læste Maja Holsts bog om moder Teresa (1910-1997) ”Afmagt i kø” og besluttede, at hun ville rejse til Calcutta og tilbyde moder Teresa og søstrene sin hjælp. Det blev til halvandet år i Indien, hvor hun arbejdede for Kærlighedens Missionærer.

”Moder Teresa velsignede mig og kaldte mig 'en vovet kvinde', fordi jeg dengang havde et stort, rødt krøllet hår. Hun bad søstrene komme olie i det og sætte klemmer i.”

Skønt Jette Hartvig Gravsen er døbt, konfirmeret og glad for den kristne kultur, hun er rundet af, så var det ikke religiøse motiver, som fik hende til at arbejde for moder Teresa.

”Jeg kan ikke sige, at jeg er kristen i modsætning til at være hindu eller noget andet. Men som mange andre mennesker, som arbejder med nød og fattigdom, er jeg drevet af et socialt livssyn og ønsket om at gøre mit til, at verden kan blive mindre skæv,” siger hun.

I Calcutta hun fik hun ansvar for en gruppe på 20 dybt retarderede børn uden sprog, som opholdt sig og boede på en afdeling i det psykiatriske hospital, hvor andre 165 psykiatriske patienter lå i store sovesale på sække, mens en aflukket afdeling rummede en mindre gruppe psykisk syge, som var lænket, fordi de ville skade sig selv og andre.

”Det er svært at vide, hvornår man er med til at gøre en forskel, men jeg havde en samtale med en lokal læge, som donerede sig selv en dag om ugen til arbejdet. Da han hørte, at jeg var i Indien uden at få løn for det, valgte han at lukke sin praksis yderligere én dag for at arbejde blandt de psykiatriske patienter.”

For 21 år siden blev Jette Hartvig Gravsen for første gang udsendt med Læger uden Grænser. Hvad der skulle have været et halvt år i Liberia blev til to år, men andre ville måske have valgt at rejse hjem, for der var borgerkrig i Liberia. Hun og kollegerne måtte evakueres fra den nordlige del af landet, men hun blev der og kom til at stå i spidsen for opbygningen af et tuberkulosehospital i hovedstaden Monrovia.

Når hun har fortalt folk med kendskab til Liberia, at hun var i landet fra 1993 til 1995, har reaktionen ofte været dyb undren. Tortur var udbredt, og krigens gru blev ikke forsøgt holdt skjult.

”Jeg tænkte ikke på, om jeg var udsat for fare, men jeg havde fokus på den forskel, vi var i stand til at gøre med vores arbejde. Der var hele tiden udvikling. Tuberkulose kan være en dødelig sygdom, og vi havde blandt andet lejlighed til at hjælpe syge børn, som ellers ikke havde haft en fremtid. Jeg ved godt, at jeg ikke kan frelse verden, men på den anden side er der i arbejdet med Læger uden Grænser nogle udfordringer, som jeg trives med og har evner til at løfte,” siger hun.

Jette Hartvig Gravsens liste over udsendelser med Læger uden Grænser er lang: Sibirien, Tjetjenien, Ingusjetien, Sri Lanka, Abkhasien, Guinea og Armenien. Hun har regnet ud, at hun i fem år har boet i lande med borgerkrig. Undervejs har hun haft perioder i Danmark, hvor hun har arbejdet som hjemmesygeplejerske og i psykiatrien.

”Man behøver ikke rejse ud for at være med til at gøre noget ved nøden. Lidelser hører ikke kun Afrika til. Mennesker er skrøbelige, når de ikke får en behandling og medicin, som de har brug for,” siger hun.

Hendes sidste længere udsendelse gik til Armenien. Mens hun var her, blev hun mormor, og det stod klart for hende, at det nu var på tide at få fast base i Danmark. Så efter at have fejret sin 60 års fødselsdag i Armenien rejste hun hjem.

”Gennem årene har jeg kæmpet med skyldfølelse over for dem herhjemme, og da min datter skulle være mor, kunne jeg mærke, at balancen ikke kunne holde til, at jeg rejste mere,” siger Jette Hartvig Gravsen.

Det er fire år siden, hun havde sin sidste faste vagt som sygeplejerske. I dag er hun gået på pension, men da Læger uden Grænser i foråret efterlyste medarbejdere til udstationering i Den Centralafrikanske Republik, valgte hun at melde sig.

”Jeg har fået en stor international indsigt og indblik i sammenhænge gennem Læger uden Grænser og ville tage denne udsendelse i taknemmelighed over alt det, jeg har fået lov at være en del af gennem organisationen,” siger hun.

Tre af organisationens medarbejdere var blevet dræbt i det borgerkrigshærgede land, men det skræmte hende ikke. Hun forlod Danmark i juni og vendte hjem i september i år. Der skal mere end timer i beskyttelsesrum og skyderier til at få Jette Hartvig Gravsen til at gyse. Men der er en samtale, som gjorde indtryk på hende. En amerikansk medarbejder fra Læger uden Grænser, som også havde mange udsendelser bag sig, havde gået i terapi og var kommet til den konklusion, at noget af det meste egoistiske, man kunne gøre, var at rejse ud for at forsøge at afhjælpe nøden.

”Jeg er ikke enig med ham, men jeg kan godt se, hvad han mener. Der er en svær balance mellem at yde et stykke arbejde for den verden, vi lever i og samtidig vende sig fra den familie og de sammenhænge, man er sat i. Jeg har betalt en menneskelig pris for mit engagement. Jeg skal ikke afvise, at jeg rejser ud igen, men i dag mærker jeg tydeligere en forpligtelse til at tage et ansvar over for de mennesker, som jeg er blevet sat i blandt.”