Prøv avisen
Spørg om livet

Vores svigerdatter har ændret sig

"For dem, der bor langt væk, kan de mange skypekontakter til familie og venner betyde, at der bruges megen tid, og at man ikke helt slår sig ned det nye sted," skriver Annette og Jesper Due Madsen til dagens spørgsmål. - Foto: Colourbox

Søn og svigerdatter bor i udlandet, og det kniber med at have samme tætte kontakt som tidligere, skriver Lilli

Kære brevkasse

Jeg læser hver fredag jeres gode svar. Og nu er vi her i familien selv havnet i et dilemma, som jeg tænker på hver dag og ikke kan se, hvordan jeg skal klare. Vores familie består i sin grundsubstans af min mand og mig og vores nu to voksne sønner. Vi har altid lagt vægt på og opdraget vores sønner til, at det skulle være rart og trygt at være en familie. Vi har kunnet snakke om mange ting, og vi har mærket, at vores sønner har haft tillid til os, og de har også indbyrdes haft et nært forhold op gennem årene, selvom der er flere års forskel på dem.

For nogle år siden giftede vores ene søn sig efter at have kendt sin kæreste i godt et års tid. Derfor kendte vi hende heller ikke så godt, før hun blev vores svigerdatter. Men vi fik da et rigtig godt indtryk af hende, og vi var glade for at se, hvor forelskede de unge var. Vi synes, vi gjorde meget for, at hun, der kom med en mindre tryg barndom og brud i familien i sin bagage, skulle føle sig hjemme og godt tilpas hos os, hvilket hun også kvitterede for med sin måde at være på.

Kort tid efter brylluppet valgte de at arbejde nogle år i et land fjernt fra Danmark, og de har nu yderligere forlænget deres ophold der. Som følge deraf ses vi kun én gang om året, og her bliver vi ikke prioriteret særligt længe, idet der er en masse venner og selvfølgelig hendes familie, der også skal besøges.

Efter et år i udlandet blev hun ramt af alvorlig sygdom, som hun heldigvis er kureret for. Dengang var det endnu mere forfærdeligt at have dem så langt væk. Det, som er vores dilemma nu, er, at vi synes, hun efter sin sygdomsperiode har forandret sig så meget, så vi herhjemme oplever, at vi er nul og niks. Hun spørger aldrig til, hvordan vi har det, nu hvor vi er blevet pensionister. Hun interesserer sig heller ikke for vores anden søn og hans familie.

Hun henvender sig stort set ikke til os, hverken via mail, skype eller sms. Vi skyper af og til med vores søn, men der er hun kun med, hvis det er en ekstraordinær begivenhed som fødselsdag eller jul, og sådan var det altså ikke før. For da kunne hun godt sende en sms, om vi kunne snakkes ved på skype.

Så den kommunikation, som vi må nøjes med, er det, som hun offentliggør til alle via Facebook, og det er ikke særligt personligt. Det er, som om hun får trukket vores søn med i den lidet kommunikerende retning, i hvert fald over for os.

Deres venner betyder meget for dem, men jeg synes naturligt, at man også har en forpligtelse over for sin familie. Da de var hjemme her i sommer, virkede hun nærmest mut og halvvejs fornærmet især over for mig og svarede nærmest kun med enstavelsesord, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have fornærmet hende med.

Skal vi lade hende være i fred og så kun henvende os via vores søn? Jeg kunne se på ham, da de var her sidst, at han er i en slags loyalitets-dilemma mellem sin familie og sin kone. For selvfølgelig er han først og fremmest hendes ægtemand. De har ikke nogen børn, og de har det heldigvis godt sammen.

Jeg spekulerer meget på det, for i forvejen er det hårdt at have dem så langt væk, og vi er ikke vidner til hinandens liv, og da slet ikke, når kommunikationen og kontakten er så sparsom fra deres side.

Venlig hilsen Lilli

Kære Lilli

Tak for dit brev. Vi kan forstå, at der er sket rigtig mange ting inden for de seneste år. Jeres søn er blevet gift og er flyttet til et fjernt land. I er blevet pensionister og har fået mere tid, og jeres svigerdatter har været alvorligt syg.

Når der sker så mange vigtige og følelsesmæssigt betydningsfulde ting, kan der let opstå misforståelser, og der kan meget vel være omstændigheder og forhold, som I måske ikke kender til.

At de unge mennesker for nylig har forlænget deres ophold i det fjerne land kan sikkert også berøre din sorg og dit savn over ikke at have dem tættere på.

Vi kan forstå, at I jævnligt har kontakt og især med jeres søn via skype. Sådanne kommunikationsmidler er på en måde fantastiske. For går man bare ganske få år tilbage, var familie og venner til udsendte danskere nødt til at have kontakt og korrespondance via postvæsenet. Og det betød mange gange, at et brev var flere uger undervejs, og man fik måske først svar på sine spørgsmål en til to måneder efter, at man sendte sit brev af sted fra Danmark.

Samtidig med at skype har revolutioneret kontakten med mennesker, der bor meget langt væk, kan det også bidrage til en forestilling om nærhed. Det er på en måde kun en to-dimensionel kontakt. For man er ikke rigtigt sammen, selvom man kan høre hinanden og se nogle billeder på video.

For dem, der bor langt væk, kan de mange skypekontakter til familie og venner betyde, at der bruges megen tid, og at man ikke helt slår sig ned det nye sted. Og for dem, der bliver derhjemme, kan der let opstå en forventning om, at man skal have den samme kontakt og gensidige information, som da alle boede i Danmark. Det kan være stressende for alle parter.

Vi tænker, at I skal vente lidt og se, om tingene ændrer sig i den kommende tid, når de er i gang med deres næste periode, og de begge er raske. Hvis ikke, synes vi, at I skal tage jeres undren og spørgsmål op med dem begge to, når de kommer til Danmark næste gang, hvor I kan sidde i samme stue og have god tid til at snakke. I må prøve ydmygt at spørge, om der er noget, I har gjort galt eller har såret dem eller hende med, fordi I har oplevet en anden kontakt før i jeres fælles historie.

I kan også spørge, om det har noget med hendes sygdom at gøre eller andet, som I ikke har opfanget. I må også sige, at I ikke har noget krav om, at de fortæller alle ting, men at I ville sætte stor pris på at vide, om der er noget, som I kan bidrage med, så jeres relation kan blive god og naturlig i fremtiden.

Mange hilsener Annette & Jesper