Prøv avisen

Det kan være helende at genkende sin egen sorg i andres

Da Louise Winthers far døde, gik det op for hende, hvor meget det betød, at han havde vist hende vejen til kirken. - Foto: Paw Gissel

Psykoterapeut og erhvervskonsulent Louise Winther har udgivet en samling citater i en bog, hvor mennesker i sorg fortæller om at have mistet en elsket

Louise Winther er særligt glad for et af de mange citater, som hun har samlet i sin bog, ”Sagt om sorg”, der udkom for nylig på Forlaget Alfa:

”Vi har netop passeret et-årsdagen for den tragiske ulykke. Familien mødtes og besøgte gravstedet. Det går bedre, men det er svært. For min kæreste bliver der længere mellem de helt svære dage, men når de kommer, er savnet lige så ætsende skarpt som i begyndelsen.”

Ordene, der er skrevet af en mand til en kvinde, der mistede sin søster ved en bilulykke, kan Louise Winther spejle sin egen sorg i.

”Hvis jeg kigger på min egen sorg, går jeg ikke længere og græder hele tiden. Dengang kunne jeg slet ikke sige sætningen 'min far er død'. Men jeg kan stadig pludselig blive meget ked af det, som det skete for nylig, mens jeg sad og spiste sammen med min familie. I virkeligheden føler jeg mig tæt forbundet med min far, når jeg græder. Det er et ordløst sted,” siger Louise Winther, der er 50 år og bor på Frederiksberg i København sammen med sin mand og 17-årige datter.

Hun er oprindeligt uddannet cand.jur. og har siden videreuddannet sig til psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent med egen praksis i det indre København. I en årrække har hun arbejdet med klienter i sorgterapi og er engageret som frivillig medarbejder i sorggrupper tilknyttet Frederiksberg Sogn.

”Det var min sognepræst i Frederiksberg Kirke, Pia Nordin Christensen, der opfordrede mig til at udgive citatsamlingen,” siger Louise Winther.

I ”Sagt om sorg” har hun samlet en række udtalelser fra overvejende aviser og blade, hvor mennesker i sorg, kendte som ukendte, fortæller om tabet af en elsket - et barn, en mor eller far, mand eller hustru. Af bogen fremgår, at erfaringerne med sorg er forskellige, og at sorg mødes forskelligt.

I september 2011 døde Louise Winthers egen 73-årige far, der var pensioneret farmaceut, pludseligt. Hun, der plejede at bearbejde svære ting ved at skrive om det, kunne pludselig ikke. Hun var gået helt i stå.

Men så faldt hun over et interview i en avis med forfatter Abelone Koppel om sorgen over at have mistet sin far, forfatteren Christian Kampmann, der blev myrdet i 1988. Abelone Koppel fortæller om en primitiv stamme, hvor man får lov at gå ud i junglen og være alene, når man har mistet nogen. Og når man kommer tilbage, får man et nyt navn, fordi man er blevet et andet menneske:

”Det er en smuk tanke. For det er man jo,” siger Abelone Koppel i interviewet, der er citeret i ”Sagt om sorg”.

”Det var lindrende for mig at læse det,” siger Louise Winther og fortsætter:

”Så jeg skrev det ned. Ikke længe efter faldt jeg over endnu et citat, et mere og et mere. Jeg oplevede en lindring, når jeg læste om andres sorg. Så var det, som om nogle forstod, og det mildnede min ensomhedsfølelse.”

”Kort tid efter min fars død, mistede min bedste veninde, Lone, sin far. Det var stort at have hende at tale med, fordi hun vidste, hvordan det er at blive faderløs, selvom man er en voksen kvinde. Jeg sendte citaterne til Lone, og det blev hun glad for, fordi de gav også hende en lindring i sorgen.”

”Et halvt år efter, at jeg havde mistet min far, mødte jeg en gammel bekendt, der spurgte, hvordan jeg havde det. Da jeg svarede, at jeg var ked af det over min fars død, lød svaret: 'Nej, er du ikke kommet over det endnu?'. Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet. Jeg kan se på de citater, jeg har samlet, at også andre oplever en forventning fra omgivelserne om at komme over det. Og gerne lidt tjept,” siger Louise Winther.

Hun peger på, at folk, der forsker i sorgens væsen, i dag er gået væk fra teorien om, at man først kommer over et tab, når man har klippet båndet til den, man har mistet. I stedet går man ud fra den såkaldte to-sporsmodel, hvor den sørgende som et pendul svinger mellem sorgens spor, hvor det gør ondt, og livets spor, der handler om at finde sig til rette i det ændrede liv. Efterhånden kommer den omgivende hverdag til at fylde mere og mere, mens de to spor fylder mindre. Men helt forsvinder de to spor sjældent.

”Sognepræst Lise Trap, der også er citeret i bogen, har en god måde at sige det på: Det handler om at lære at leve med sine døde,” siger Louise Winther.

Hendes far var glad for blomster, især orkidéer, og når hun vander sine egne orkidéer, tænker hun på sin far.

”Min far var meget reserveret og introvert og ikke en, jeg talte med om alting. Men især da jeg var barn, lærte jeg mange ting af ham, blandt andet at sætte pris på at gå på biblioteket, glæden ved et godt glas vin og at gå i kirke juleaften. Så for mig handler det i høj grad om taknemmelighed over alt det konkrete og åndelige, han har lært mig. Jeg har også et savn over, at han ikke findes mere i verden. At han ikke er der, synes jeg er unfair.”

Louise Winther var i sine unge år udmeldt af folkekirken. Men efter sin mormors død i 1993 meldte hun sig ind igen. Og da faderen døde, gik det op for hende, hvor meget det betød, at han havde vist hende vejen til kirken.

”Det handler om en stor trang til at tro på, at der er noget efter døden. Da min datter skulle konfirmeres seks måneder efter min fars død, var det drøjt i kirken. Vi sang 'Hil dig, Frelser og Forsoner!', hvor det til sidst hedder 'Sig: vi går til Paradis!'. Jeg vil så gerne tro på, at min far er et rart sted - i Paradis.”

Den amerikanske eksistenspsykolog Irvin Yalom taler om, at der findes fire eksistensvilkår: Døden, meningsløsheden, friheden og isolationen.

”Når døden rammer, mærker rigtig mange isolationen - det er som at være i en osteklokke, afsondret fra omverdenen. Det kan være uudholdeligt at føle sig så alene. Men hvis der er en Gud, er man ikke så alene. Jeg får en gang imellem ondt af ateister, fordi de ikke har den livline,” siger Louise Winther og fortæller om skuespilleren Pernille Højmark, der også er citeret i bogen. Hun gik ture ved vandet, hvor hun råbte og diskuterede uretfærdigheden og urimeligheden over at have mistet begge sine forældre med Gud: ”Der er en kraft derude, du kan kalde Gud, som kan hive dig op igen,” er Pernille Højmarks erfaring.

”Sorg gør ensom - i hvert fald for en del af os. Men mennesker er forskellige, og nogle bryder sig ikke om at tale om deres sorg og høre om andres. Personligt oplever jeg det som helende at kunne genkende sig selv i andres sorg. Og ofte er det mest personlige jo det mest universelle,” siger Louise Winther.

Hun håber, at hendes bog, ”Sagt om sorg”, bliver en, man køber til nogen, der har mistet.

”Sammen med en buket blomster eller i stedet for blomster.”