Prøv avisen

Vi bliver overraskede over andres venlighed

Danskerne opfattes som uvenlige. Og selv overraskes vi, når vi møder venlighed i hverdagen. Høflighedsanalfabetismen er udbredt, siger forfatter og efterlyser opmærksomhedsvækkelse

På landevejen mellem Nibe og Løgstør i Nordjylland fik biskop emeritus Søren Lodberg Hvas et uventet blik for, hvad venlighed betyder. Denne varme augusteftermiddag var han på vej fra sit hjem i Aalborg til familiebesøg i Vestjylland, men i et øjebliks uopmærksomhed ramte bilens forhjul rabatten. Han rettede kraftigt op, og bilen røg over i den modsatte side af vejbanen og ned i grøften, hvor den blev standset i et meget voldsomt ryk og næsten totalskadet.

”Mirakuløst var der ingen modkørende biler, men to unge mennesker, som havde set det ske, tog sig i den grad af mig. De ringede til Falck, og de blev hos mig, til ambulancen kom. Jeg sad i selen, kunne selv åbne bildøren og fejlede tilsyneladende ikke noget. Jeg havde åndsnærværelse nok til at bede om de unge menneskers navne og telefonnumre, så jeg kunne kontakte dem og sige tak. Jeg har siden fortalt dem, at jeg i mit arbejde har beskæftiget mig meget med en berømt historie om den barmhjertige samaritaner. Det var en god oplevelse netop en sådan dag at møde barmhjertige samaritanere,” siger Søren Lodberg Hvas, som ved indlæggelsen på Aalborg Universitetshospital fik konstateret et alvorligt brud på en halshvirvel.

Venlighed betyder ifølge Den Danske Ordbog at vise imødekommenhed og hjælpsomhed over for andre. De hjælpsomme unge, som blev ved Søren Lodberg Hvas, har siden forklaret ham, at de ikke mente, at de havde gjort noget særligt. Men venlighed er ikke længere noget, man tager for givet.

Da en mor for nylig var på indkøb med sit barn på armen i et københavnsk supermarked, begyndte babyen at græde. Da moderen skulle betale, tilbød kassemedarbejderen at holde babyen, som nu holdt op med at græde.

Inden moderen forlod butikken, tog hun et billede af kassemedarbejderen med babyen. Billedet lagde hun på Facebook, og siden gik det Danmark rundt. Over 11.000 delte, anbefalede eller kommenterede oplevelsen af uventet venlighed i dagligvarebutikken. Historien blev den femte mest delte historie i den uge, viser en opgørelse over såkaldte virale historier fra MediaWatch, der følger medieudviklingen i Danmark.

Noget tilsvarende skete en uge tidligere, efter at den 42-årige salgskonsulent Henrik Larsen kørte galt på motorvej E45 nord for Aarhus. Adskillige bilister trådte spontant til, og Henrik Larsen har siden udtrykt sin taknemmelighed over den impulsive venlighed i et interview i Ekstra Bladet. Også denne historie om venlighed gik sin sejrsgang på de sociale medier.

Men hvorfor vækker venlighed i den grad opmærksomhed? Som en bruger af Facebook skrev, da hun havde læst om den positive oplevelse i supermarkedet: ”Er måske en lyseslukker. Men er vi et så negativt samfund, at man kommer i avisen for at gøre en god gerning? Så vil jeg også i avisen, hver gang jeg rejser mig for en anden i bussen.” Kristeligt Dagblad sender spørgsmålet videre til Søren Lodberg Hvas.

”Ulykken har skærpet min sans for venlighed, og jeg tror desværre, at vi er blevet mindre imødekommende og opmærksomme over for hinanden. Vi har ofte så travlt, at vi ikke ser hinanden. Man færdes i det offentlige rum med indadvendte, nærmest lukkede øjne, som var man den eneste, som var der. Vi har brug for en opmærksomhedsvækkelse, som vil få os til i højere grad at se hinanden,” siger han.

Artiklen fortsætter under testen 

Måske er det også en opmærksomhedsvækkelse, landets turister efterlyser. Det er ikke just højsæson for feriegæster i november, men ude ved Den Lille Havfrue på Langelinie i København er der turister året rundt. Carsten Baarregard har netop parkeret sin blå og røde dobbeltdækkerbus et stenkast fra attraktionen og vist en flok turister over til den lille statue, som står øverst på manges liste over, hvad de vil se i Danmark.

Han er indehaver af Red Blue Bus Tours ApS og kan konstatere, at de udenlandske gæster på den ene side finder hovedstaden charmerende, men på den anden side ofte har svært ved at finde rundt og ikke altid bliver mødt af den hjælpsomhed og imødekommenhed, de forventer.

Sidste år viste en rapport fra Word Economic Forum, at Danmark er nummer 117 ud af 140, når det gælder, hvor godt udenlandske turister føler sig behandlet af lokalbefolkningen. Vores svenske naboer kom ind som nummer 24 på listen. Undersøgelsen har fået flere danske turismeaktører til at tale om, at turisterne skal mødes på en anden måde. Den uformelle facon, danskerne møder gæster på, er ifølge branchen selv blevet en hæmsko. Venlighed og høflighed skal dyrkes og styrkes, mener branchen.

Men hvorfor er det, at danskerne ikke virker venlige i mødet med besøgende? Jørgen Ole Bærenholdt, der er professor i samfundsgeografi på Roskilde Universitet, peger på kirkehistorien, når han skal forsøge sig med, hvad han kalder en ”essayistisk forklaring” på et spørgsmål, som der ikke gives enkle svar på.

”I Danmark er der en lavkirkelig og pietistisk orientering og en tro på, at vi er 'det udvalgte folk', som Grundtvig formidlede det. Vi har en form for national stolthed, hvor vi ukritisk opfatter os som de bedste. Kan det tænkes, at der ligger en bestemt form for kulturhistorisk socialisering af danskerne? Det er uhyggeligt aktuelt netop nu med '1864', som demonstrerer, hvordan danskerne ud fra selvovervurdering, hovmod og en tro på at være 'Guds udvalgte' tog fejl.”

”I Sverige har man en mere højkirkelig tradition med stat og øvrighed, hvor der er en anden form for accept af en højere moral, som ikke bæres af den enkelte, men hvor man ud fra en slags autoritetstro ærbødigt følger normerne. Det giver også et andet forhold til den fremmede, hvad enten denne er turist eller flygtning,” siger Jørgen Ole Bærenholdt, som har arbejdet med en kulturhistorisk læsning af det nordatlantiske område i forbindelse med sin ph.d. i 2006 om ”Bygdeliv, Livsformer og bosætningsmønster i Nordatlanten, Fiskeriafhængige bygder i Island og på Færøerne”.

Mens mennesker, som gæster Danmark, efterlyser venlighed, så opleves danskere på besøg i vores naboland mod syd generelt som uvenlige. Elin Fredsted er professor i dansk sprog og litteratur ved Flensborg Universitet. Sammen med et internationalt hold studerende, som tager en masteruddannelse i kultur, sprog og medier, har hun fornylig analyseret en samtale mellem et par danske turister og en ansat på et turistkontor i Slesvig-Holsten. De danske gæster skulle bruge et hotelværelse og henvendte sig på turistkontoret, hvor samtalen blev optaget.

”De ville gerne have anbefalet et overnatningssted, men blev opfattet som særdeles uhøflige, fordi de ud fra en tysk standard begik tre fejl: De indledte ikke med at sige goddag. De stillede spørgsmålet direkte og undlod hensynsfuldt at indføje: 'undskyld, kan I mon hjælpe os?', og så sagde de 'du' til medarbejderen. Det førte til, at medarbejderen på turistkontoret blev temmelig knotten og behandlede dem ret skidt. Samtalen spejler det, som mange tyskere oplever i mødet med danskere: De kommer bare og stiller krav,” siger hun.

Elin Fredsted har tidligere lavet feltstudier i Danmark af, hvordan tyske feriegæster modtages. Og det var ikke venlighed, som kendetegnede samtalerne. Som den tyske sommerhusgæst, der opsøgte turistkontoret, fordi toilettet i sommerhuset var stoppet. Kvinden bag skranken svarede på tysk: ”Det var ikke så godt,” og den tyske gæst virkede endnu mere oprevet.

”I tyskerens ører lød det, som om at det er et ganske uvæsentligt problem, og som om hun gør lidt grin med ham. Danskernes ofte let humoristiske og ironiske holdning er svær at forstå for udlændinge, ironien fungerer slet ikke, når den oversættes til andre sprog. Den tyske turist vil forvente, at hun straks beklager og kommer ham i møde med engagement og høflighed,” siger hun.

Når vi opleves som uvenlige og uhøflige, hænger det ifølge Elin Fredsted også sammen med prisniveauet. Danmark er 43 procent dyrere end gennemsnittet i EU, og på hoteller og restauranter er prisforskellen endnu højere.

”Med så høje priser har man som udgangspunkt høje forventninger om at blive behandlet virkelig godt. I det mindste forestiller man sig, at man bliver mødt med et højt serviceniveau, høflighed og venlighed,” siger hun.

Når tyske gæster rejser skuffede hjem, har det også at gøre med intonationen i det danske sprog, forklarer Elin Fredsted. Melodien i det danske sprog får danskerne til at fremstå som uengagerede og alt andet end høflige. Hun har for nylig bidraget til en akademisk bog med en forskningsartikel med overskriften: ”Warum klingen die Dänen so unbeteiligt? Warum die Deutschen so dominant?”. Oversat til dansk: Hvorfor lyder danskerne så uengagerede, og hvorfor lyder tyskerne så dominerende.

”Har du tysk som modersmål, går intonationen i slutningen af en sætning op. Sådan er det også på engelsk. På dansk er bevægelsen den modsatte, og det bidrager til dette problem-kompleks,” siger hun.

Alt for mange danskere er høflighedsanalfabeter, konkluderer forfatter, cand.mag. Bjørn Andersen. Den 77-årige journalist, som tilbage i 1980'erne var en afholdt vært for programmet ”Næste uges TV” på DR, har brugt sit otium på med stor grundighed at forske i den måde, vi behandler hinanden på. Ikke mindst i sproget, hvor han har analyseret brugen af du og De. For to år siden forsvarede han sit speciale om emnet ved Københavns Universitet, og i sidste måned føjede han en bog om emnet til sit forfatterskab ”Høflighed uden grænser”.

”Et samfund kan ikke undvære venlighed og høflighed, men vi tænker ikke nok over, hvad der foregår mellem mennesker. Mange af de adfærdsformer og den høflighedskultur, der bestemmer, hvordan vi lever sammen, er en følge af den voldsomme byvækst, som er fulgt med de seneste århundreders udvikling.”

Han henviser til den canadisk-amerikanske mikrosociolog Erving Goffman (1922-1982), som har studeret de ofte kortvarige og flygtige møder mellem mennesker og konkluderet, at det moderne menneske har udviklet en ”uopmærksom opmærksomhed”, som gør det muligt for os at færdes i byer, hvor vi bor tæt.

”Spørgsmålet er dog, om vi ikke i dag er nået til en 'uopmærksom uopmærksomhed',” siger Bjørn Andersen.

I bogen argumenterer han for, at der er sket et skred i respekten som følge af, at langt de fleste danskere i dag er dus med hinanden. Han husker sit barndomsland i Charlottenlund nord for Købehavn som indpakket i en venlig, ærbødig tone. Dengang var det kun nære venner og børn, man var dus med.

”De overfusninger, vi i dag udsætter hinanden for, hvad enten det er i en fyldt metro eller på Facebook, havde der været lagt en dæmper på, hvis vi havde bevaret den distance, som ligger i at være Des. Vi er rethaveriske og udmærker os ved at opføre os skidt over for hinanden. Hvorfor er man ellers nødt til at gennemføre kampagner i tog og busser for at få de rejsende til at gøre noget, som en gang var en selvfølge som at give plads til ens medpassagerer? Vi er forskellige, og netop i et samfund som bliver mere forskelligt, har vi brug for verbale høflighedsformer, som giver frihed til at være den, man er,” siger han.

Den smilende forfatter afviser, at han er kulturpessimist. Arbejdet med bogen har styrket ham i det modsatte. Han har lavet en undersøgelse, som omfatter unge fra forskellige miljøer og har konstateret en generel længsel efter en kultur med mere venlig ærbødighed. Og da han gæstede DR 1's ”Aftenshowet” tidligere på måneden, viste en afstemning blandt programmets seere, at to ud af tre gerne så, at man i højere grad var Des.

”Vi er blevet ringere til at vise hinanden empati, men mennesket er grundlæggende venligt. Darwins lære om, at mennesket grundlæggende er egoistisk, er tilbagevist af nyere studier, som viser, at børn under to år spontant udvikler evnen til at dele, hjælpe og trøste andre. Den uselviske altruisme er i slægt med høflighed og venlighed,” siger han.

Men hvis de yngste er venlige og spontant hjælper hinanden, hvorfor glemmer vi så at være venlige? Søren Lodberg Hvas mener, at der er en sammenhæng mellem den manglende mellemmenneskelige opmærksomhed og vores menneskesyn.

”Jeg trækker mit vejr gennem den kristne tro, og det betyder, at jeg i min egen selvopfattelse er accepteret fra allerhøjeste sted, og dertil har jeg en dyb vished om, at det gælder for hvert eneste menneske, uanset om vedkommende selv tror det eller ej. Den tryghed og glæde håber jeg må gøre sig gældende i den måde, jeg lever på, men om det er tilfældet, er jeg den eneste, som ikke kan udtale sig om,” siger han.

Ifølge Søren Lodberg Hvas er en væsentlig baggrund for den vigende venlighed sekulariseringen. Han citerer apostlen Paulus, som i brevet til menigheden i Filippi skriver: ”Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Herren er nær!”.

”Det milde sind er kristentroens sind. Kristendommen er ikke en teori, men det lys vi lever i - og i det lys ser vi det andet menneske som vores næste,” siger han.