Prøv avisen

Kvinden bag Sostrup: Drømmen om glæde og fordybelse gjorde mig til klosterejer

Da Kirsten Bundgaard Swift blev skilt fra ægtefællen gennem 29 år, drømte hun om at lave et sted, hvor kvinder kunne trække sig tilbage og reflektere over livet i tryghed i Californien, hvor hun bor. I stedet blev det til Sostrup Slot og kloster på Djursland, som hun har købt sammen med sin storebror, Anders Bundgaard. - Foto: Leif Tuxen

Kirsten Bundgaard Swift har købt Sostrup Slot og kloster på Djursland, hvor mennesker uanset tro skal kunne trække sig tilbage

Tilfældigheder er ikke altid tilfældigheder. Det er i hvert fald Kirsten Bundgaard Swifts erfaring, og det er samtidig nøglen til fortællingen om, hvordan hun er blevet slots- og klosterejer. Uplanlagte hændelser kan vise vej til en slags mening.

Hun er 60 år og har boet mere end halvdelen af sit liv i USA, men sidste år valgte hun for første gang i mange år at fejre jul hos familien i Danmark, og hun blev ind i det nye år.

Hun var på besøg hos sin niece i Vendsyssel, som netop den aften fik en mail fra en ejendomsmægler, som stod med en usædvanlig sag: Et 400 år gammelt trefløjet slot i tre etager, en gård, hvor de første bygninger blev opført i 1388, og så et firefløjet klosteranlæg, som stod færdigt for godt 20 år siden. Det usædvanlige liebhaveri lidt nordvest for Grenaa var bestemt et besøg værd, mente familien, og Kirsten Bundgaard Swift tog med for selskabets og turens skyld.

I stedet for en ejendomsmægler var det cisterciensernonnen Christiane Hansen, som viste rundt. Hun lever på klosteret Seligenthal i det sydlige Tyskland, men har tidligere været nonne på Sostrup.

”Jeg havde aldrig været på Djursland før, og jeg var absolut ikke på udkig efter noget, men da søster Christiane viste os rundt, var det, som om hun havde strøet festøv ud over det hele. Det var så forjættende. Jeg forestillede mig al den glæde, som kunne være her, og havde en umiddelbar begejstring. Min familie var ikke interesseret i at købe, men det var jeg,” siger Kirsten Bundgaard Swift.

Fra det, der bare havde været en familieudflugt, voksede en vision hos dansk-amerikaneren. Men efter at have sovet på det så hun alle udfordringerne, for hvordan skulle hun bringe liv og fordybelse i de unikke rammer, når hun havde base i USA? Hun ville have været tilbage for at se stedet igen, men snestorme gjorde turen fra Vendsyssel til Djursland umulig, og hun rejste tilbage til sit hjem i Californien. 

”En dag først i marts vågnede jeg og vidste, at jeg ville købe Sostrup. Jeg ringede til min storebror, Anders, og bad ham sætte handlen i gang. Han har et godt øje for, hvad projekter kræver, og er vild med at sætte ting i stand, og han foreslog, at han kom til at eje noget af det. Og sådan blev det.”

Man hører det ikke på dialekten, men Kirsten Bundgaard Swift er vendelbo. Hendes far, Morten Bundgaard, var godsejer ved Ulsted syd for Dronninglund, og her voksede hun op som den yngste i en søskendeflok på seks. Nok var hendes far driftig godsejer, men han var samtidig en flittig landmand, som holdt af arbejdet på markerne. Den yngste datter var tidligt knyttet til dyr og den flade, vidtstrakte natur og sandstrandene ved Kattegat.

”Jeg voksede op i et hjem, hvor ærlighed var en dyd. Respekt og tillid har været to grundlæggende værdier i min familie,” siger hun.

Hun gik på privatskolen Klostermarken i Aalborg og fortsatte på Nørresundby Gymnasium og rejste ud i verden med en rygsæk. Inden hun læste videre, ville hun på højskole, og valget faldt på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor der var elever fra en række lande. En af eleverne var amerikaneren John Swift.

”Vi var utrolig unge, da vi mødte hinanden. I otte år holdt vi forbindelsen gennem breve og mødtes forskellige steder i verden. På den måde var det et forhold mod alle odds, men tredje gang han friede, sagde jeg ja,” siger hun.

Da hun forlod Danmark, var hun blevet uddannet journalist og havde job i Politikens Hus som billedredaktør på Polfoto.

”Det sværeste ved at flytte til USA var at forlade mit fag. Jeg savnede journalistlivet og ikke mindst min gamle arbejdsplads,” siger hun.

Parret blev gift i 1983, arbejdspladsen på Rådhuspladsen i København blev skiftet ud med en ranch i Californien med Texas Longhorns og produktion af blandt andet økologiske kiwier og meloner. Over seks år blev en søn og to døtre føjet til familien. Siden købte familien en ranch i bjergene i det nordlige Californien, hvor hun nød at være.

”Ranchen i bjergene var som en privat nationalpark med en flod, prærieulve, bjørne og ørne. Stjernehimlen var fantastisk. Naturen er mit kapel. Når jeg er alene omgivet af vild natur, finder jeg den største ro. Jeg var privilegeret at bo omgivet af den vilde natur,” siger hun.

Familiens liv var privilegeret, og velgørenhed fyldte en del.

”På mange måder var det et spændende liv med rejser verden rundt og masser af projekter. Jeg sad i bestyrelsen i vores families fond, og filantropi til fordel for naturbeskyttelse, miljøprojekter og støtte af oprindelige folk optog en stor del af mit liv,” siger hun.

For to et halvt år siden ændrede hendes liv sig, da hun blev skilt efter 29 års ægteskab.

”Sandheden dukkede op, og når man ser den, er der ikke noget tilbage. Jeg er gået gennem en svær tid, men den dag, jeg blev skilt, var en befrielse, fordi jeg fik frihed til at genfinde min tabte identitet. 29 år er lang tid, og efter skilsmissen mærkede jeg min egen dødelighed, og jeg havde en følelse af, at jeg måtte skynde mig at få det bedste ud af den sidste tid. Jeg kunne selvfølgelig finde et hus på Cuba og sætte mig i strandkanten og drikke Cuba Libre, men jeg har nok altid haft en rastløshed, og det er ikke så let bare at sidde i en vandkant,” siger Kirsten Bundgaard Swift.

Rastløsheden og begejstringen følger hende, mens hun viser rundt i det store bygningskompleks Sostrup Slot og kloster, hvor hun fra foråret 2015 håber at kunne byde de første gæster velkommen. Men først er vi stille. Det kan ikke være anderledes i den store, lyse, moderne klosterkirke, hvor søstrene samledes til tidebøn syv gange om dagen.

”Kirken definerede rytmen i klostret. Den katolske tid er nu fortid, men jeg vil gerne bevare en rytme, hvor der dagligt er samlinger i kirken, og vi vil have fokus på retræter med refleksion og fordybelse i klosteret,” siger hun og viser vej gennem bygningen, som var ramme om 25 nonners liv, indtil søstrene blev løst fra deres tilhørsforhold til cistercienserordenen og forlod Danmark i 2013 sammen med deres suspenderede abbedisse, Moder Theresa Brenninkmeijer.

”Baggrunden, for at vi har overtaget stedet, er jo utrolig trist. Vi vil værne om den historie, som er her, og måske udstille noget af det, som nonnerne efterlod. Men det skal være et åbent, spirituelt sted, hvor alle er velkomne,” siger Kirsten Bundgaard Swift.

Klosteret er i to etager, og på første sal er der 25 identiske celler med hvide vægge og eget bad. Alt er velholdt og relativt nyt, så det skal blot indrettes på ny.

”Rummene skal fortsat være enkle. Der skal Hästens-senge ind, gardiner af hør, og der skal være natborde lavet af træstammer fra skoven,” siger hun.

I stueetagen bag kirken er der indrettet en sygeafdeling. De rum vil Kirsten Bundgaard Swift udleje til behandlere. Hvem lejerne bliver, ved hun ikke, men det kan være alt fra klassisk massage over lydterapi til reiki-healing.

”Det er mit ønske, at det skal være et holistisk sted præget af en respekt for menneskers forskellige religiøse overbevisninger og trossystemer. Jeg er døbt og konfirmeret i folkekirken, men det er ikke noget, som på nogen måde har fyldt i min tilværelse. Jesus, Maria Magdalene, Buddha og Muhammed er alle interessante skikkelser, men jeg har ikke en konvolut, hvor jeg gemmer en specifik tilknytning til et trossamfund. Jeg er spirituel og tror på, at der er en højere magt.”

Det gamle slot omgivet af voldgrav emmer af eventyr og har alt fra tårn til fangekælder. Fangekælderen er tom, og i tårnets vinduer er der brædder, hvor der engang var ruder. Der er projekter nok at tage fat på, siger Kirsten Bundgaard Swift og skubber døren op og viser vej til en sal i slottet, som stod færdigbygget i 1606.

Engang var her restaurant, og hun håber, at det atter kan blive et spisested. Den sidste adelige beboer var Ib de Mylius-Benzon, men han forlod stedet i 1943. Efter Anden Verdenskrig blev det brugt til at huse flygtninge og var også kostskole, men i 1952 købte godsejer Harald Mark stedet med en drøm om at indrette et protestantisk kloster. Drømmen blev ikke realiseret, og i 1960 flyttede cistercienserordenen ind.

”Der skal liv ind. Der er en lidt knugende stemning nu, men i sommer samlede vi vores store familie, vi gjorde rent, åbnede vinduerne, fik blomster og mad ind, og så fornemmede jeg det, som søster Christiane havde beskrevet for mig: Her kan være hyggeligt. Jeg vil gerne dele stedet med mange og forestiller mig, at man kan bruge slottet til fester og konferencer,” siger hun.

Detmeste af jorden er solgt fra, og de gamle avlsbygninger er gjort til mødesale. Hun vil gerne vise laden, som er et imponerende stråtækt bygningsværk. Hun ser for sig, at man kan holde julemarked og fester her, og gårdspladsen skal også have nyt liv og bruges til for eksempel friluftskoncerter. I nogle af de gamle staldbygninger er der indrettet ferielejligheder. Kirsten Bundgaard Swift bor i en af dem, mens hun er i landet. I fremtiden skal der være fokus på familieferie på slottet. Familier vil være velkomne, men med tiden skal lejlighederne indrettes til brug for eksempelvis konferencegæster.

”Der skal være masser af liv her, og det skal være et sted for glæden,” siger hun og fortæller om samarbejdet med pr-manden Christian Have, som hun arbejder sammen med om udviklingen af stedet.

Hun har ansat tidligere redaktør i DR Rikke Hedman som forstander, og en stor tavle i hendes kontor på slottet viser, hvordan hun er med til at udvikle idéer om livet her. Viceværten ved klosteret gennem en årrække, Karsten Sørensen, er blevet genansat, og hendes bror, Anders Bundgaard, hjælper med at holde styr på økonomi og ombygninger. Om tre år skulle de mange planer gerne være blevet til virkelighed. Kirsten Bundgaard Swift er villig til at investere i visionen.

Hun har ikke ambitioner om at tjene penge på stedet, men ønsker at driften skal løbe rundt.

At gøre ting til gavn for andre har været en væsentlig del af hendes virke i en årrække, men da hun blev skilt, begyndte hun at drømme om at lave sit eget projekt.

”Jeg overvejede, om jeg skulle lave et center i Californien for kvinder, som manglede et sted, hvor de kunne finde sig selv. Det skulle være et sted, hvor man kunne komme og reflektere over sit liv i trygge omgivelser. Hvis jeg var taget væk og havde taget mig tid til at reflektere over, hvad det egentlig var, som skete i mit eget ægteskab, så var jeg blevet skilt langt tidligere. Det er for let bare at sidde fast i et mønster og fortsætte uden at finde ud af, hvad det er, der sker.”

Efter bruddet har hun været i forskellige former for terapi og læst en række bøger. Nyåndelige forfattere som Deepak Chopra og Eckhart Tolle er nogle af dem, som hun har ladet sig inspirere af.

”Før havde jeg en mere antropologisk tilgang til det spirituelle, men nu er det noget, jeg kan bruge. Jeg har erfaret, at lærerne kommer, når eleven er klar. At leve i nuet er alfa og omega. Jeg er 60 år, og nu skal jeg skynde mig at få det bedste ud af de sidste år, jeg har.”

Sostrup Klosterkirke.Sostrup Slot ved GrenŒ; netop k¿bt af dansk amerikaneren Kirsten Bundgaard Swift. Foto: Leif Tuxen
Sostrup Klosterkirke.Sostrup Slot ved GrenŒ, netop k¿bt af dansk amerikaneren Kirsten Bundgaard Swift. Foto: Leif Tuxen
Løbet på spindeltrappen på Sostrup skiller sig ud, da den går mod uret. Trappen er lavet af hele egetræsplanker Foto: Leif Tuxen