Prøv avisen

500 år med Jesu Selskab

Jesuiterordenen er kendt for at udforske virkelighedens grænseegne, hvad enten det nu sker med naturvidenskabeligt, humanistisk eller teologisk fortegn. På månen er 35 kratere opkaldt efter jesuiter-astronomer. (Foto: Scanpix)

BØGER UDEFRA: Jesuiterordenen gør fortsat sin indflydelse gældende teologisk, videnskabeligt og på talrige andre felter. Den indflydelsesrige orden er emnet for den engelske historiker Jonathan Wrights spændende nye bog

Kort tid efter de vellykkede landinger med rumsonde på Mars tidligere på året, blev jesuitten Guy Consolmagno, der arbejder som astronom ved Vatikanets Observatorium, spurgt, om han ville være villig til at døbe eventuelle marsboere.

- Det vil jeg godt, men kun hvis marsboerne selv beder mig om det, svarede han snusfornuftigt. Men tilføjede så:

- Jeg er mere bange for spørgsmålet om, hvorvidt man kan præstevie dem.

For udenforstående kan en sådan debat måske lyde søgt, men jesuiterordenen er kendt for at udforske virkelighedens grænseegne, hvad enten det nu sker med naturvidenskabeligt, humanistisk eller teologisk fortegn. På månen er 35 kratere opkaldt efter jesuiter-astronomer, og hvad angår »aliens« (rumvæsener), så er det langt fra første gang, at jesuitter har overvejet ukendte væseners sjælelige beskaffenhed.

I det 16. århundrede var ordenen stærkt involveret i debatten om, hvorvidt den tids marsboere - indianerne i den nye verden - havde en sjæl. Det var nemlig en debat, der var helt afgørende for en missionsorden, der anført af skikkelser som Frans Xaver, Matteo Ricci og Isaac Jogues forkyndte kristendommen fra Japan til Peru, blandt mohawk-indianere i Canada og ved kejserhoffet i Peking.

Jesuiterordenen, hvis officielle navn er Jesu Selskab, er emnet for den engelske histo-riker Jonathan Wrights spændende bog »The Jesuits« med den sigende undertitel »Missions, Myths and Histories« (missioner, myter og historier). For det er ved at se nærmere på de nybrud, som jesuitterne forårsagede, og de reaktioner, de fremprovokerede, at Jonathan Wright søger at forklare ordenens fortsatte betydning næsten 500 år efter, at den blev grundlagt.

J esuiterordenen blev stad- fæstet af pave Paul III i 1540 - seksten år efter, at den baskiske adelsmand og tidligere soldat Ignatius af Loyola havde samlet en lille gruppe af ligesindede om sig for at stille sig i kirkens tjeneste.

Ordenen vakte opsigt ved at bryde med den vanlige opfattelse af, hvordan et samfund af ordensfolk skulle fungere. Jesuitterne var ikke bundet til et bestemt kloster, de havde ingen fælles korbøn og bar ikke ordensdragt. Der var heller ikke fastlagt noget fast virkefelt for ordenen. Snarere skulle det være op til paven og ordenens ledelse at afgøre, hvor kræfterne skulle sættes ind.

Som Ignatius af Loyola selv formulerede det: »Det hører med til vort kald at begive os til forskellige steder og tilbringe vort liv hvor som helst i verden, ifald vi på den måde kan håbe bedre at tjene Gud og hjælpe sjælene.«

Siden da har jesuiterordenens historie udfoldet sig i et særegent spændingsfelt af næsegrus beundring og dyb mistro. Jesuitterne var alle vegne og kunne det hele, lod det til. De var præster, missionærer og teologer. De bekæmpede protestantismen i Europa og forkyndte kristendommen for hedninger. De færdedes hjemmevant ved det franske hof og debatterede med indiske braminer. Deres skoler var de bedste i Europa, og hvad enten det drejede sig om kunst, musik eller debatter om naturvidenskabens love, var jesuitterne fremme i første række. Men der var selvfølgelig også jesuitter, der blev slået ihjel af indfødte befolkninger, bukkede under for sygdom i missionsmarken eller døde på skafottet, uden at dette dog havde nogen afskrækkende virkning på tilgangen. Hundrede år efter sin stadfæstelse talte ordenen over 15.000 medlemmer. Hundrede år senere igen var tallet vokset til 22.000, og i 1960'erne nåede jesuitterne deres hidtidige zenit med 36.000 medlemmer.

Men der var også en pris at betale for succesen. For reformationstidens protestanter udgjorde jesuitterne en religiøs såvel som politisk trussel. For oplysningstidens forfattere i slutningen af 1700-tallet stod jesuitterne som intolerancens fremmeste forkæmpere. Og for mange katolikker på tværs af århundrederne var jesuitternes religiøse iver og intellektuelle disciplin ikke så lidt foruroligende. Endelig var der alle dem, der stod hævet over alle religiøse og filosofiske betænkeligheder og simpelthen var misundelige. Resultaterne udeblev ikke, og som Wright viser det, har jesuitterne måtte lægge ryg til en del. De er blevet kaldt kongemordere og giftblandere og er blandt meget andet blevet anklaget for sort magi, seksuelle afvigelser, systematisk amoral og blind fanatisme.

Jonathan Wright er til gengæld overvejende sympatisk indstillet over for sit emne og gør sit bedste for at demontere de værste af myterne og give andre i det mindste et skær af rimelighed. »Det har ofte været nødvendigt at tage stilling for eller imod Jesu Selskab, simpelthen fordi ordenen har betydet så meget,« advarer han sine læsere med stor sans for, at de, der skaber historie, også ofte bliver gidsler af historien.

Men Wrights bog er også typisk for en yngre, nutidig akademikers tilgang til europæisk kirkehistorie.

R eformationstidens teo- logiske stridigheder op- tager ham kun i mindre grad, og i sin gennemgang af jesuitternes kolossale indsats i missionsmarken vakler han på den ene side mellem beundring for deres ildhu, resultater og store ofre og på den anden side et vist ubehag ved tanken om de lokale kulturer og skikke, der blev taberne i mødet med kristendommen og den vestlige civilisation.

Oplysningstidens angreb på jesuitterne for dumhed og overtro bringer ham til gengæld i fuld harnisk, og han peger fornøjet på, at mange af artiklerne i den berømte franske encyklopædi er tydeligt inspireret af jesuitternes egen forskning eller direkte afskrifter fra deres artikler i samtiden.

»The Jesuits« er langt fra en udtømmende beretning om jesuitterne, og det er heller ikke dens ambition. Den skal snarere opfattes som en skitse til et portræt og en introduktion af et af de mest spændende og betydningsfulde ordenssamfund inden for den katolske kirke. Og der er god grund til at være opmærksom på Jesu Selskab. Antallet af jesuitter er i dag faldet til omkring 20.000, men ordenen gør fortsat sin indflydelse gældende teologisk, videnskabeligt og på talrige andre felter. Da Mel Gibson begyndte indspilningen af sin kontroversielle film om Jesu død, »The Passion of the Christ«, var det en jesuit, pater Bill Fulco SJ, professor i græsk og latin samt arkæologi ved Loyola Marymount University i Los Angeles, der var en af hans væsentligste rådgivere.

Nogle vil sikkert se det som endnu en jesuitisk sammensværgelse. Andre vil måske se det som en af forklaringerne på filmens vældige gennemslags-kraft.

Jonathan Wright: »The Jesuits: Missions, Myths and Histories.« Harper- Collins, London 2004. 20 pund.

livogjael@kristeligt-dagblad.dk