Prøv avisen

Alderen giver mig mindreværd

-- Mine fysiske og åndelige egenskaber og evner går stærkt ned af bakke, jeg komposterer og formulder i stærkt tempo, og der er intet at stille op mod det. Måske bemærker de unge det slet ikke så meget, men selv er jeg meget bevidst om det. -- Foto: Lars K. Mikkelsen/Scanpix.

Livsfaser: Ole Juul går mod de 88 år. Hele sit liv har han kastet sig ud i krævende projekter. I dag har han svært ved at acceptere sin egen "formuldning." Endnu sværere er det, at livets fejltagelser ikke kan gøres om

– Hvis jeg er mere heldig end jeg har lov til at være, kommer der en uigenkaldeligt sidste bog fra mig. Jeg sidder hver dag ved tastaturet, men det går uendelig langsomt. Jeg må hver dag gennem et tykt brystværn, før jeg når ind til arenaen, hvor slaget skal stå, fortæller forfatteren Ole Juul, som er halvvejs inde i sit 88. leveår.

Han bor sammen med sin kone, arkitekten Lise Juul på 77 år, i et villakvarter i Odense. Deres gule murstenshus fra 1960'erne grænser op til en skov, der lige nu ligger i vinterdvale.

– I min alder må man måle tingene i sandsynligheder og træffe en disposition. Jeg må se i øjnene, at jeg har et meget begrænset antal år tilbage at leve i. Det er svært at forstå, at jeg er tæt på de 90 år, fortsætter han.

– Du bliver da sikkert 95, svarer hans kone.

– Det vil jeg ikke håbe, hvis komposteringen af mig fortsætter i det tempo. Jeg vil nødig blive her for længe endnu.

Ole Juul bliver tavs, så fortsætter han tøvende.

– Lyder det for negativt? På den anden side, hvis jeg kan have det så godt som nu og være sammen med Lise, vil jeg gerne blive 140 år.

– Ja, det ved jeg nu ikke, Ole, falder replikken tørt og kærligt fra hans livsledsagerske gennem 49 år. Parret har tre voksne børn og otte børnebørn.

Ole Juul er en mand, om hvem man uden overdrivelse kan bruge udtrykket, at han har levet stærkt. Siden sin litterære debut som blot 20-årig med digtsamlingen "Marionetter" har han udgivet en lang række bøger, hvoraf to markante bøger fra efterkrigsårene, "De røde enge" fra 1945 og "Det tossede paradis" fra 1953, er blevet filmatiseret og oversat til adskillige sprog.

Blot at sidde stille ved et skrivebord har dog ikke været nok for en mand med et stort fysisk såvel som intellektuelt overskud. Under Anden Verdenskrig deltog han i modstandskampen, men måtte i oktober 1943 flygte til Sverige.

Derefter har Ole Juul samtidig med sit litterære virke drevet otte gårde i forskellige egne af Danmark. Han har haft fingrene i både svineavl, sølvræve, land- og skovbrug, byggeri og lokalpolitik. Han er uddannet journalist og har arbejdet på blandt andet Roskilde Avis og Aalborg Stiftstidende. I de første år af krigen var han korrespondent i Tjekkoslovakiet, Norge og Finland. Senere boede han fem år i Kenya sammen med sin kone, der var ansat af Danida.

På spørgsmålet om, hvordan han som ung forestillede sig sin alderdom, svarer han med ærlig undren i stemmen, at det har han aldrig spekuleret på.

– Jeg har altid levet så stærkt i nuet, at jeg ikke har gjort mig særlige tanker om min alderdom. Siden min barndom på Kolding-egnen, hvor jeg betragtede mine gamle bedsteforældre, tanter og onkler, har jeg opfattet alderdommen som noget tragisk. Og det gør jeg faktisk stadig.

Om sig selv siger Ole Juul, at han først "for et års tid siden" begyndte at føle sig gammel. Hans syn er på grund af alderen blevet så svagt, at han ikke mere kan læse. På grund af rygerlunger har lægen forbudt ham nogensinde igen at sætte sig op i et fly, hvilket har stækket hans bevægelsesmuligheder betragteligt. For eksempel kan han kun se sine døtre, som bor i henholdsvis Montreal og Cairo, når de selv kommer til Danmark.

– Før i tiden kastede jeg mig uden videre ud i store, krævende projekter. Selvom lysten stadig er der, har jeg ikke længere mod på den slags. At trave en tur alene i skoven kan forekomme uoverkommeligt, fordi trætheden og ubehaget ved ikke at kunne se, har taget over.

Livet er med hans egne ord blevet "stille, fint og roligt". Men selvom han i dag har langt mere tid til at interessere sig for sit litterære virke, er det ikke ret ofte, lysten kommer over ham.

– Da jeg var midt i livet, følte jeg et konstant mentalt højtryk, som gav mig gevaldig lyst til at udtrykke mig i bogform. Selvom jeg indimellem tog pauser fra skriveriet, lå der altid et pres på mig, som fik mig til at fortsætte. I dag er der store huller i højtrykket, men det er skønt, når det indimellem vender tilbage. Min hukommelse er bare ikke, hvad den har været, jeg kan sidde i flere minutter og vente på, at ganske gemene ord dukker op igen.

Nu skal man dog ikke tro, at Ole Juul henslæber sit liv i lediggang. Han dyrker sine venskaber, interesserer sig for den nyeste litteratur og gør flittigt brug af lydbøger. Han indtager passioneret jazzmusik og tager til koncerter, i teatret og på udstillinger, selvom øjnene ikke rigtig vil lystre. Hans kone læser op af de to daglige aviser, parret holder, og de følger med interesse samfundsdebatten i tv og radio.

Afstanden til deres to døtre har betydet, at computeren er kommet flittigt i brug. Faktisk skriver Ole Juul dagligt med sine børn og børnebørn. Deres søn bor i Odense, og de mødes ofte med ham, svigerdatteren og børnebørnene. I alt har parret otte børnebørn, hvis alder spænder fra otte til 30 år.

Ole Juuls forhold til unge er præget af beundring. Når han ser sine børn og børnebørn suger han næring fra deres åbenhed og friskhed, fortæller han. Men når de taler, går det alt for hurtigt. Han er ikke længere i stand til at følge med i en engelsk film uden undertekster, alting går langsommere og det er svært at acceptere.

– Jeg har fået et aldersmæssigt mindreværd. Jeg opfatter langsommere og kan ikke de samme ting som før. Jeg er ikke så fortællende, underholdende og givende som tidligere. Mine fysiske og åndelige egenskaber og evner går stærkt ned af bakke, jeg komposterer og formulder i stærkt tempo, og der er intet at stille op mod det. Måske bemærker de unge det slet ikke så meget, men selv er jeg meget bevidst om det.

Når man når en høj alder, lurer døden oftere under livets skrøbelige overflade, men Ole Juul er ikke meget for at forholde sig til den.

– Jeg har en mægtig evne til at skubbe tanken om døden væk. Jeg vil helst ikke tænke på den. Jeg vil savne Lise og andre ... men det er tåbeligt, man kan jo ikke savne nogen, når man er død. Jeg tror ikke på en eksistens efter dette liv og har aldrig haft en fornemmelse af, at Gud findes. I hvert fald har han ikke fundet det umagen værd at henvende sig til mig, og jeg mener jo, udspillet må komme fra ham.

Da han var lille blev Ole Juul ellers tvunget i kirke. Hans far var landsretssagfører og ud af en søskendeflok på 14 børn, hvoraf flere blev præster, så kristendommen er ham ikke ubekendt. Men allerede som barn viste Ole Juuls rebelske natur sig. I løbet af sin skoletid nåede han at skifte skole otte gange og bekymre sine forældre anseeligt.

Men livet gik videre med hastige skridt, og han levede det for intenst til at bekymre sig om de sorger, han måtte tilføre andre. I dag præger fortiden hans nutid. Og følelsen af uigenkaldelighed følger med. For i de stille stunder, hvor refleksionen og eftertanken tager over, finder Ole Juul sig selv i moralske selvbebrejdelser. Hvorfor gjorde han dét? Hvorfor undlod han at gøre andet?

– I dag er det for sent. Flere af de mennesker, det handler om, lever ikke mere. Tiden er en anden og livet kan ikke leves om. Jeg er ked af de mange bekymringer, jeg gav mine forældre. Og jeg er ked af, jeg ikke tog mig mere af mine børn, da de var små, når jeg faktisk havde tiden og muligheden for det.

– Alle disse tanker tynger mig og gør mig ofte depressiv. Jeg tror jo ikke på, at jeg klarer frisag, når min tid er omme. Fortiden er kommet til at spille en større rolle i mine tanker og drømme. Ikke mindst samvittighedsspørgsmål fylder mere, fordi jeg føler dem så uoprettelige.

Det er nu ikke sit eftermæle, Ole Juul spekulerer på. Det går han ikke op i. Selvom "enhver gerne vil have pæn omtale", er det jo ikke noget, han har indflydelse på, forklarer han.

Set i forhold til så mange jævnaldrende, har han det "helt pragtfuldt", erkender han. Ikke mindst forholdet til sine kone, børn, børnebørn og nære venner sætter han umådeligt pris på. Og selvom han ikke kan sige, at disse relationer opvejer ulemperne ved hans høje alder, er han dog med årene blevet mere bevidst om forholdenes høje værdi, fortæller han.

Følsomheden over for andre mennesker, naturen, kunst, musik og litteratur er på ingen måde sløvet, understreger Ole Juul. Snarere skærpet.

– Jeg kan blive lige så begejstret og lige så harmfuld som tidligere. Hvis jeg skal nævne en forskel er det nok, at jeg med alderen er blevet mindre tolerant over for andres dårlige opførsel, dårlig tv, dårlig kunst eller andet, jeg ikke bryder mig om, siger han.

Humoren, hurtige replikker og et ironisk lune har alderen dog ikke fået bugt med hos forfatteren.

– Gudskelov har hverken Lises eller min humoristiske sans lidt overlast under trykket fra vores dåbsattester, og vi er oven i købet så heldige, at vi som regel morer os sammen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Ole Juul

Født i Kolding 10. oktober 1918. I årene 1938-43 var han journalist, blandt andet som korrespondent i Tjekkoslovakiet, Finland og Norge. Politisk flygtning i Sverige fra 1943-45. Siden 1957 gift med arkitekt Lise Bøgelund-Jensen, parret har tre voksne børn. Rejser i Nord- og Østafrika og den nære orient. Langvarige ophold i Frankrig og på Kreta. Bosat i Kenya 1977-83, da hans kone var udstationeret for Danida. Forfatter til en lang række bøger, deriblandt de filmatiserede "De røde enge" fra 1945 og "Det tossede paradis" fra 1953. Af andre bøger kan nævnes "Torsdag før onsdag" fra 1980 og drengebogsserien om den eventyrlystne Jesper skrevet i 1970'erne.