Han vidste ikke, hvad ordet jøde betød. Kun at det var noget dårligt, og at han skulle undgå at bruge det. Ingen fortalte ham, hvorfor han var nødt til at få et nyt navn og helst skulle holde sig inden døre. Og først mange år efter Anden Verdenskrigs afslutning forstod han, hvorfor tyske soldater havde arresteret ham i en alder af blot seks år.
LÆS OGSÅ: Hun gemte ammunitionen i en hatteæske
Boris Cyrulnik har netop været i Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin bog Den farlige dreng Alene på flugt fra nazisterne. Det er en personlig beretning om, hvordan han som jødisk barn i Frankrig formåede at overleve Anden Verdenskrig forældreløs og på flugt fra de tyske nazister. Han har skrevet bogen efter mange års tavshed, hvor smerten over det hændte var for stor til at kunne berette om det. Men med sin beretning indfrier han nu det løfte, han som bare seksårig gav sig selv. Overlevede han krigen, lovede han, at han som voksen ville skrive sin historie som et vidnesbyrd om den skæbne, der overgik ham i hans barndom, og som viste sig at kaste lange mørke skygger ind over hans voksenliv.
Alle overlevere af en krig har et splittet sind. En del af mit sind vil du som udenforstående kunne forstå. Jeg kan smile, snakke og arbejde som andre mennesker. Men den anden del, som følger mig, den kan ingen andre forstå, siger den i dag 76-årige Boris Cyrulnik, der af profession er psykiater og i sin nye bog trækker på sin faglige viden om traumatisering.
Boris Cyrulnik blev i krigsårene som fireårig afleveret på et børnehjem af sin mor. Dagen efter, har han efterfølgende fået fortalt, blev hun anholdt, og han så hende aldrig mere. Faderen var i hæren, blev såret og senere anholdt i sin hospitalsseng heller ikke ham så han igen. Begge blev de ofre for Hitlers jødeudryddelser.
Efter at have boet på børnehjemmet en tid kom den lille jødiske dreng hjem at bo hos en fransk familie. Det var her, Boris Cyrulnik fik et nyt navn Jean Bordes eller Jean Laborde i dag ved han det ikke med sikkerhed. Det foregik hen over hovedet på ham, og han forstod blot, at det var for hans eget bedste, at han måtte skifte navn. Det var også i plejefamilien, at han første gang erfarede, at han var jøde uden dog at vide, hvad det betød. Blot vidste han, at det tilsyneladende gjorde ham farlig deraf titlen Den farlige dreng.
Som seksårig blev Boris Cyrulnik arresteret af Gestapo hjemme hos plejefamilien, og sammen med 1700 andre jøder blev han fragtet hen til en jødisk synagoge, hvorfra de senere blev deporteret til nazisternes udryddelseslejre.
Blot ikke Boris Cyrulnik. Det lykkedes ham at flygte ved først at gemme sig oppe under loftet og derefter med hjælp fra en sygeplejerske skjule sig i en lastvogn under en madras med en døende kvinde ovenpå, der skulle fragtes til hospitalet.
Gennem krigsårene boede han forskellige steder, blandt andet i et kloster og hos en familie på landet. Han fik, som han selv udtrykker det, hjælp fra gode kristne mennesker hele vejen. Og i dag er den franske psykiater ikke i tvivl om, hvorfor det lykkedes ham at overleve mod all odds.
Jeg husker, at jeg ikke var bange under krigen. Jeg var forbavset over, at jeg var dødsdømt uden at vide hvorfor. Men jeg vidste, det var sådan, fordi hele min familie jo var forsvundet. Men bange var jeg ikke, og jeg havde en stærk tro på mig selv, og det er jeg overbevist om, at jeg kan takke min mor for, siger han og indtager rollen som psykiater for at forklare.
Ifølge tilknytningsteorier betyder den første måned af vores liv ufattelig meget. Hvis man i den periode er omsluttet af tryghed fra sine forældre og især moderen, så opnår man senere en grundlæggende selvtillid, hvor man er i stand til at føle sig elsket af familie, venner og omgivelser. Man bliver i stand til at gennemskue, hvem der er god for en, og hvem der ikke er. Det var tilfældet, da det lykkedes mig at flygte fra synagogen, hvor jeg fandt en sygeplejerske, der hjalp mig. Hvis ikke jeg havde haft modet og selvtilliden til at forsøge at flygte og stole på hende, ville jeg i stedet være gået med de andre børn og havde lidt samme skæbne i udryddelseslejrene som dem, siger Boris Cyrulnik nøgternt.
Mens han under krigen lærte og accepterede, at tavshed var nødvendig og betød større chance for overlevelse, var det anderledes, da krigen endelig sluttede. Boris Cyrulnik følte et stort behov for at fortælle sin historie. Et behov, der dog ikke umiddelbart lod sig opfylde.
Jeg ville rigtig gerne tale, men det var umuligt. Ingen voksne troede på min historie. De fejede mig af og kunne ikke tro på, at et barn kunne flygte alene. Første gang jeg prøvede at fortælle om mine oplevelser til en voksen, var hjemme hos en kammerat. Da faderen havde hørt min historie, sagde han bare: Du forstår da rigtigt at fortælle historier. Her, tag den her skilling og løb ned og køb nogle bolsjer for den. Det var umuligt for voksne at tale om alt det grusomme, der var sket. De ønskede at fortrænge det, siger Boris Cyrulnik uden bitterhed i stemmen.
Som Kristeligt Dagblad beskrev for en måneds tid siden, viser nye studier, at det at gennemleve traumatiske begivenheder paradoksalt nok kan lede til positive livsændringer. Boris Cyrulnik anerkender denne forskning, men han mener imidlertid, at nogle af de tilsyneladende positive gevinster ved at have overlevet et traume overskygges af negative konsekvenser. Han fremhæver som eksempel det mod og den overlevelsesevne, han selv udviklede under krigen.
Det mod er ikke et sundt mod. Det er ikke normalt at være, som jeg var. Da jeg var yngre, kunne jeg arbejde 18 timer i døgnet. Det kunne jeg som resultat af en neurose, hvor jeg hele tiden arbejdede for at holde minderne på afstand. Gevinsten af neurosen var, at jeg blev læge. Men jeg var ude af balance, og som alle traumeramte gav det mig tilknytningsproblemer, siger Boris Cyrulnik.
Den franske psykiater har selv erfaret og qua sin profession, at det kan være svært at fortælle sine nærmeste om, hvordan det er at have gennemlevet et traume. Fortæller man sine børn om sine oplevelser, risikerer man at give traumet videre. Omvendt kan det give tilknytningsproblemer, hvis man forbliver tavs. Man risikerer at blive vred, såret eller ked af det, når de nærmeste spørger ind til fortiden. Og det er svært, om ikke umuligt, at knytte sig til andre mennesker, hvis man skjuler store dele af sin fortid for dem, og hvis de oplever uforklarlige følelsesudbrud fra den traumatiserede.
Ifølge Boris Cyrulnik er der derfor kun en vej at gå, hvis man vil have bearbejdet traumet. Man skal bruge kunsten film, bøger, teater til at fortælle sin historie.
Det kan være meget svært for mig for eksempel at fortælle dig, hvad jeg oplevede under krigen. Men jeg kan opfordre dig til at gå i teateret og se et teaterstykke eller i biografen og se en film om holocaust. På den måde taler jeg gennem filmen eller teaterstykket. Det er lettere end at forklare ansigt til ansigt, fordi det emotionelle bliver ryddet af vejen. Det er derfor, vi overlevere skal skrive bøger, lave essays og den slags, siger han.
På trods af sine traumatiserende oplevelser under krigen og i årene efter er den jødiske psykiater ikke bitter, og han vil ikke skære de tyske nazister over en kam. Boris Cyrulnik er af den faste overbevisning, at nazisterne var besat af ondskaben de var ikke i sig selv onde mennesker.
Allerede som 11-årig drømte han om at blive psykiater. Han troede, at han med faglig ekspertise kunne helbrede besatte mennesker som nazisterne. I dag ved han, at det er umuligt, og at det ikke er psykiatriens opgave.
Nazismen er ikke et psykiatrisk problem, det er et kulturelt. I dag er jeg af den overbevisning, at det var ideologien, som var tragedien. Tyskerne nazisterne var ikke monstre i sig selv. De blev styret af et monster. Hvis man som menneske for ukritisk tror på noget og er villig til at følge en guru, så risikerer du at miste dig selv og din frihed, og resultatet er, at du bliver en soldat, der bare parerer ordre. Uanset hvad den lyder på, siger han og fortsætter:
Jeg så jo selv, hvordan tyskerne blev, da de var blevet besejret. De smilede og var venlige og ville tale med os. To dage tidligere var de præcis de samme mænd, som ville dræbe mig. Nej, ondskaben lå ikke i den enkelte nazist.