Prøv avisen

Allehelgen: Et levende minde om de døde

– Tegning: Rasmus Juul.

På søndag er det allehelgen, hvor mange samles i kirkerne for at erindre de døde. For Jens Christian Stenderup-Jensen er minderne forbindelsen til hans livs store kærlighed, Kate

Det er 1995. Kate sidder på terrassen på Madeira med udsigt til Atlanterhavet. Bordet er dækket med mad og vin. Det er dejlig varmt, og Kate smiler og ser på Jens Christian med sine blågrønne øjne. Hendes hår er kort, krøllet, og læbestiften er lagt. Hun er i bikini.

Når Jens Christian Stenderup-Jensen lukker øjnene og tænker på sin afdøde kone, er mindet om Kate på ferien til Madeira et af dem, der træder frem. Det fylder ham med varme og glæde men det gør også ondt. Han er 66 år og mistede Kate for over otte år siden, da hun døde af kræft i 2005. De var sammen i 25 år, og minderne om hende fylder stadig meget i Jens Christians tanker. Og i hans drømme:

LÆS OGSÅ: Menneskers minder fra fortiden kan styrke dem i nutiden

Om morgenen kan jeg stadig række hånden ud efter hende i den anden side af sengen sådan lige inden bevidstheden kommer. Men så vågner jeg og tænker: Åh, nej, hun er her ikke mere. Jeg savner hende frygteligt. Det er meget svært at komme over det, når man har været tæt på et andet menneske i så mange år.

Jens Christian mødte Kate til et bryllup hos fælles bekendte den 26. juli 1980. Datoen er indgraveret i en medaljon, han fik lavet til hende. Indimellem tager han Kates smykkeskrin ned og sidder med medaljonen mellem hænderne.

Det var det smykke, hun absolut holdt allermest af. Så sidder jeg og kigger på det og tænker, at det var en skøn dag. Jeg glemmer aldrig, da jeg så hende første gang: Hun vendte sig lige om og nikkede til mig. En dejlig pige med rødligt hår, flotte smykker og gul kjole. Det var Kate.

På søndag fejrer vi allehelgen. I kirker landet over mødes pårørende for at mindes, præster læser navnene op på det seneste års døde i sognet, og mange steder går man på kirkegården og tænder lys ved gravene. Allehelgen har rødder tilbage til middelalderen og den katolske kirke, men stadig flere danskere samles i kirkerne netop denne dag.

Liselotte Horneman Kragh er forfatter og tidligere sognepræst. Hun mener ikke, der findes en opskrift på at mindes de afdøde:

Det er meget forskelligt, hvordan vi mindes. Og vi skal ikke slå hinanden i hovedet med måden, vi holder fast i navlesnoren til vores døde på. Det eneste værktøj, vi har midt i smerten, er hinanden. Vi kan ikke få den afdøde tilbage, men vi kan hjælpe hinanden med at bære sorgen. Og derfor er allehelgen så vigtig den er med til at sætte minderne om afdøde på landkortet.

Hun mener, at de døde kan være sparringspartnere for de levende:

Minder om afdøde er værktøjer i det levede liv. Indimellem kan man næsten høre den afdødes stemme sige: Nu må du tage dig sammen eller hold nu op. Når jeg siger, man kan bruge minderne om afdøde, er det selvfølgelig også, fordi jeg er i den heldige situation, at de døde, jeg har på min første parket, giver mig positive minder, og uanset at de er døde, har de masser at give af. Sådan er det jo ikke for alle. Nogle slæber rundt på minder om døde, der har gjort dem ondt.

Men uanset om man har haft det godt eller skidt sammen, kan afdøde også holde efterladte fast i en smertefuld knibtang:

Der kan være nogle, der savner den døde så meget, at det trækker dem ned. Som præst har jeg indimellem, når jeg sad med sådan et menneske, tænkt eller ligefrem sagt: Hvor mange skal der ligge nede i den grav?. Man skal tage livtag med minderne om den døde på en meget aktiv måde, men man må ikke miste blikket for livet. Og det kan være hårdt arbejde. Når vi har med levende mennesker at gøre, er det heller ikke lutter lagkage altid, og sådan er det også, når folk tillader sig at gå hen og dø. Det er det samme arbejde, når man er tæt på mennesker, uanset om de er levende eller døde, siger Liselotte Horneman Kragh.

Kate var en lille kvinde på kun 1,60 meter. Hun gik altid i høje sko, havde runde former og var udadvendt og smilende. Hun var dygtig med hænderne og havde egen frisørsalon på gågaden i Frederikshavn med solarium og salg af varelotteri. Jens Christian kom egentlig fra Ribe, hvor han var uddannet sadelmager i sin fars firma, der solgte møbler, tæpper og gulvbelægning. Men et par år efter, at Jens Christian blev kæreste med Kate, flyttede de sammen i privatboligen bag frisørsalonen og passede butikken sammen.

Vi gik op og ned ad hinanden altid. Jeg blev aldrig træt af det. Hvis hun havde en pause, og jeg stod og skrællede kartofler til aftensmaden inde i privaten, kom hun flyvende ind til mig og spurgte, om jeg gav et lille kys. Så levede man lidt igen.

Da parret fandt ud af, at de ikke kunne få børn, valgte de i stedet at rejse meget. Til blandt andet Cypern, Tunesien, Portugal, Schweiz og Italien. Og netop minderne fra deres rejser er for Jens Christian de allermest dyrebare. Han bladrer ofte i deres billedalbum fra dengang. Og har også enkelte film fra rejserne, som han indimellem sætter i videoafspilleren.

Så kommer alle de dejlige minder tilbage. Når man rejser, har man jo ekstra god tid til at tale sammen, og man er hinanden særligt nær. Kærligheden blomstrer, og man bliver nyforelsket.

Liselotte Horneman Kragh mener, at der naturligvis er forskel på, om man mister et barn, en nær ven eller en oldemor.

Ved de rigtig barske dødsfald kommer man nok aldrig over det. Men man kan blive bedre til at leve med det hen ad vejen. Hvis man mister en arm eller et ben, vokser det jo heller aldrig ud igen. Men man kan blive god til at gå med protesen. Sådan er det også, når nogen dør fra os. Det kan bevæge sig fra dyb sorg til gode minder.

Liselotte Horneman Kragh mener dog, at man skal passe på med at viske alle dårlige minder bort og sætte den afdøde op på en piedestal:

Det kan være direkte usundt at idealisere en, som er død. De døde er medgørlige og siger os aldrig imod. Sådan er det sjældent med de levende. De er besværlige. Og derfor skal vi turde sige til hinanden: Husk, at hun var et menneske som alle andre med både skidt og kanel.

At vores minder ikke er sandhedsvidner, ved man fra blandt andet hjerneforskningen, forklarer neuroforsker og ph.d. ved CBS, Handelshøjskolen i København, Thomas Zoëga Ramsøy:

Den folkelige opfattelse er, at minder nærmest er en digital optagelse, vi afspiller igen og igen. Men jo mere man forsker i det, jo mere ser det ud til, at det ikke passer. Minder er vores genskabelse af det, der er sket. Og hver gang man genskaber virkeligheden, kan der komme nye elementer på. Man kan ændre sine minder forfalske og forstærke dem, siger Thomas Zöega Ramsøy.

Han peger på, at man kan høre en fortælling så mange gange, at man tror, man selv har oplevet det, selvom man ikke var der. Hele mindet bliver en konstruktion.

Rent hjerneteknisk bruger vi forskellige former for hukommelse, afhængigt af om vi skal huske fakta, færdigheder eller personlige oplevelser. Sidstnævnte lagres i den episodiske hukommelse. Her trækker vi på den dybeste del af hjernen: hippocampus.

Forskning har vist, at vi mindes mest effektivt ved hjælp af konkreter som billeder, dufte eller lyde, og når vi mindes, genaktiverer hippocampus det netværk i hjernen, der var tilgængeligt på det tidspunkt, hvor hændelsen indtraf. Ofte vil det vække en lang række følelser som glæde, sorg, lyst eller vrede, for lige over hippocampus ligger amygdala det center i hjernen, der har med følelser at gøre. Og den del af et minde kan man faktisk arbejde med.

Der er typisk følelser og fornemmelser forbundet med minder, og fremkaldelsen af mindet kan svække eller forstærke de følelser. Og man ved, at følelser forbundet med minder kan genforhandles gennem eksempelvis terapi, siger Thomas Zöega Ramsøy.

Kate fik konstateret en stor kræfttumor i højre lunge i begyndelsen af februar 2005. Hun døde efter kun en måneds sygdom. Forinden nåede Jens Christian og Kate noget, de aldrig havde fået gjort: De giftede sig. Brylluppet stod om aftenen på lungeafdelingen på Hjørring Sygehus med hjælp fra Kates fortrolige veninde, præsten Bodil Bolding.

Havde kræften ikke taget hende, så havde vi holdt sammen vielsesattest eller ej. Men det var simpelthen så godt, at vi gjorde det. Det gjorde det nemmere for mig bagefter, siger Jens Christian i dag.

Parret havde et sommerhus i Sæby nær ved havet. Også herfra har Jens Christian mange dyrebare minder: Kate, der smutter i badetøjet og løber ned til vandet for at blive kølet af på en varm sommerdag efter endt arbejdsdag. Kate, der tænder stearinlys i vindueskarmen, når det er blevet køligt om efteråret. Kate, der henter Jens Christian ved bussen og siger, at hun har savnet ham, selvom de kun har været væk fra hinanden nogle timer. Men et par år efter, at Kate døde, solgte Jens Christian sommerhuset. Minderne gjorde for ondt.

Jeg kunne ikke klare at være der. Jeg tog derud, slog græs, drak et par øl, græd og kørte hjem igen. Det nyttede ikke noget at beholde huset.

Jens Christian er efter Kates død blevet behandlet for en depression og har også været indlagt to gange på psykiatrisk afdeling i Frederikshavn, fordi han var så langt nede efter tabet af Kate. For meget rødvin og spiritus har han også drukket i perioder. Ensomheden nager stadig skrækkeligt:

I 2007 var jeg indstillet på, at nu kunne det være nok, når jeg aldrig mere kunne holde om Kate igen. Men i dag har jeg det trods alt lidt bedre. Jeg har fået hold på drikkeriet. Og mange dage er jeg glad for, at jeg stadig lever. Der er jo også gået nogen tid efter Kates død i 2005.

En ting er sikker: Fortidens minder er utrolig vigtige for vores nutid. Ifølge forskningen er erindringer et værktøj, der gør os i stand til at forstå os selv i samspillet med andre her og nu, forklarer Dorthe Kirkegaard Thomsen. Hun er lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i erindringer:

Minder er unikke, fordi de i modsætning til fakta eller tillærte ting har forbindelse til vores følelsesliv. Og de er med til at hjælpe os til at agere i situationer, hvor vi ikke kan forlade os på vores viden eller vaner.

Vi bruger med andre ord minderne til at vejlede os, når vi skal agere i situationer, hvor generel viden ikke er nok. Men der kan være meget stor forskel på, hvad vi husker, og hvordan vi bruger det senere selv for personer, der har oplevet det samme:

Minder er selektive. Det er jo ikke sådan, at vi systematisk går alle oplevelser i livet igennem fra start til slut. Det er bestemte ting, der dukker op. For nogen mennesker vil det primært være de positive stunder, man mindes for andre de negative. Og reaktionerne er også meget forskellige: Nogle er tilbøjelige til at tænke, at det er frygteligt, at man ikke længere er sammen, mens andre glæder sig over den dejlige tid.

Alligevel mener Dorthe Kirkegaard Thomsen, at man godt kan stole på sine minder. Blot man har i baghovedet, at de ikke er hele historien, men kun et udsnit:

Jeg vil ikke kalde minder forræderiske, men det kan de blive, hvis man forledes til at tro, at de er hele sandheden. På samme måder er minder ikke stabile et minde kan have en bestemt betydning, men kan med tiden skifte fra at være negativt til at blive noget positivt eller omvendt. Det handler om den betydning, vi tillægger mindet.

Kate er efter eget ønske bisat, og urnen sat ned på de ukendtes grav på den gamle kirkegård i Frederikshavn. Det hænder, at Jens Christian går derop med en blomst ved særlige mærkedage. Men det er mest hjemme i lejligheden, at han mindes. For her er intet lavet om. Det var Kate, der mest stod for indretningen af hjemmet og frisørsalonen, blandt andet derfor håber Jens Christian, at han kan blive boende så længe som muligt. Og om aftenen, når han sidder i stuen, kan han se hende for sig i sofahjørnet med brillerne på.

Jeg mindes hende, som hun sad og gik reklamer, fagblade og lokalavis igennem. Når hun faldt over noget særligt, sagde hun: Nu skal du bare høre, pusser. Og jeg kan godt gribe mig selv i at tale ud i stuen, som om hun stadig er der.

Jens Christian ved godt, at der også var dårlige stunder, men de træder ikke så tydeligt frem i hans bevidsthed.

Der er dem, der siger til mig: Jamen Jens Christian, var det virkelig så godt? Og ja, det var det. Vi havde det virkelig dejligt. Selvfølgelig havde vi også skænderier og smækken med døren. Det var da ikke lagkage hver dag. Engang kastede hun en sko efter mig, så den baldrede ind i et billede på væggen. Det hænger der endnu, og når jeg ser revnen i glasset, kan jeg godt huske, hvordan det skete. Men hvis vi skændtes, kom hun altid senere på dagen og lagde armene om mig og sagde: Skal vi nu ikke se at blive gode venner igen? Så sover jeg meget bedre.

Inde i soveværelset i klædeskabet hænger meget af Kates tøj. Blandt andet den gule kjole, som Kate havde på, da de mødtes.

Når jeg ser hendes tøj, bliver jeg ked af det. Omvendt har jeg heller ikke haft travlt med at komme af med det. Det er også dejligt at stå og mindes ved nogle kjoler, som hun havde på til bestemte fester, eller tøj, hun plejede at rejse i, når vi tog sydpå. Og så kan det også gøre mig glad, varm og stolt over, at vi klarede 25 år sammen.