Prøv avisen

Anders Agger: Allerhelst vil jeg lave journalistik om kærlighed

Jeg er glad for, at jeg ikke er nihilist eller ateist, for det må være enormt besværligt. Tanken om, at der ikke er noget som helst, har jeg svært ved at forholde mig til, siger Anders Agger.

Journalist Anders Agger har i sine tv-dokumentarer som mål at skildre virkeligheden en til en med alle de pauser, der er, hvad enten det handler om kongehuset, døende eller kostskoleelever

Da DR i 2011 viste Anders Aggers dokumentarserie Sømanden og Juristen fortællinger fra et hospice, skrev journalist og rockskribent Torben Bille, der døde tidligere i år, blandt andet i en tv-anmeldelse i Politiken:

Anders Agger er så god til at lytte, at han også får kameraet til det. Han er pauseringskunstner og kan rumme en hel verden i en sætning. (...) Agger er en dødelig, der møder døende. Og gør det, så hans historier fra hospicet i Hvide Sande bliver lige så livsbekræftende som panoramaudsigten. Han minder os om, hvilken gave livet er..

Anders Agger blev meget glad for kommentaren:

Jeg kan godt huske den tv-anmeldelse, den var ret vigtig for mig. Han ramte meget præcist ned i det, jeg gerne vil, og det er at prøve at skildre virkeligheden en til en med alle de pauser, der er. Pauser er vigtige og effektive, fordi de nogle gange skubber til samtale. Jeg kommer formentlig ikke til at lave en serie igen med samme eksistentielle bagkant. Den handlede om det største og mest uundgåelige, døden, og i det forløb er det vigtigt at være der så spørgende, ked af det og glad, som man er.

Jeg øvede mig meget i ikke at skrive til Torben Bille og sige tak men jeg gjorde det. Han svarede: Det var så lidt, siger Anders Agger.

Den 48-årige journalist og tv-dokumentarist har hentet mig på Ringkøbing Station, som jeg er kommet til med lokaltog fra Esbjerg. Undervejs i det vestjyske landskab med grønne enge og forblæste træer og forbi Skjern, Tarm og Lem rejser vindmøller sig. Jeg har været forbi Fanø og har et par øl fra det lokale bryggeri med til ham. Da jeg sætter mig ind i den sorte Mercedes Benz GLK, føles det næsten som at være hans makker, tv-kokken Anne Hjernø, i sommerserien På ø-eventyr med Anne og Anders, der for tiden bliver genudsendt på DR.

Hjemme i spisekøkkenet i det røde murstenshus på en villavej er der kaffe med skum fra espressomaskinen, musik i baggrunden med singersongwritere som den svenske gruppe First Aid Kit og et maleri på væggen af Johnny Madsen. Her bor en mand, der udefra set tilhører den kreative klasse. Som er kendt og prisbelønnet for sine dokumentarserier, der udmærker sig ved deres poetisk- sproglige stemme, langsomhed og solidaritet med de medvirkende i en tv-tid præget af støjende realityprogrammer og hurtige klip. En journalist, der kan tale med Gud og hvermand, hvad enten det er dronning Margrethe, elever på Herlufsholm Kostskole, døende på et hospice, almindelige danskere rundt i det danske sommerland eller som i den seneste serie, Indefra, hvor han går tæt på fodboldspilleren William Kvist, Jehovas Vidner og koncerndirektører som Vestas nu fyrede Ditlev Engel og A.P. Møller-Mærsks Niels Smedegaard Andersen.

Hvorfor bor du herude i vindmølleland?

Jeg spiser min ration af større byer. Jeg har tjenestested i Aarhus og København og har haft lejlighed i København i mange år og elsker København. I Ringkøbing fik jeg mit første voksennetværk, det er her, husets børn blev voksne, her jeg har fantastiske venner. Det lille kosmos Ringkøbing er rigeligt til at stimulere mig menneskeligt og fagligt. Det er en gammel, smuk by, der har sit eget lille spillested, en biograf, 2. divisions fodboldhold og et kvindehåndboldhold i Ligaen. Men jeg kan ikke gå ned i byen og få en cafe crema på den rigtige måde. Og man kan heller ikke altid få en øl klokken 23.30 en tirsdag aften, hvis Jan Gintberg kommer forbi og vil have en øl, siger Anders Agger.

Men jeg har relationer her, og det er vigtigt for mig at have venskab og være i et område, der betyder noget. Det kan meget nemt blive nogle klicheer om Vestjylland. Men fjorden ligger nede for enden af vejen, og Vesterhavet er 11 kilometer væk. Det er en grundfornemmelse, som er ubeskrivelig. Vi har sommerhus i Søndervig helt ude ved havet. Det elsker jeg. Dér er Vesterhavet det mest rå og oprindelige, man kan få af vand i Danmark.

Man skal være forsigtig med at sige, at folk her er mere vejrbidte, end de er. Men det er et grundtræk, at man er noget i kraft af det, man bidrager med, og ikke hvad man siger. Jeg er fuldkommen af-piedestaliseret her i byen, men jeg er engageret i lokal fodbold, og det forbinder folk mig mere med, end at jeg er i fjernsynet.

Jeg er i bund og grund et urbant menneske, der alligevel har trang til at bo et sted, hvor jeg kan være mig selv. I min omgangskreds griber vi området. Mine tætteste livsvenner bor her ved siden af, Bulderby kalder vi os, og vi holder fredagsbar hver uge, hvor vi mødes klokken 17 og finder ud af, om vi bliver hængende og spiser sammen. Vi har kendt hinanden så længe, at jeg er Anders og ikke tv-journalist. Vi taler aldrig om det.

En af de nærmeste venner i klanen er ikke mere. Det var hans død, der drev Anders Agger til at lave dokumentarserien Sømanden og Juristen.

Jørgen begik selvmord for fem år siden. Han gjorde det ved vores sommerhus, han holdt i indkørslen i bilen. Han var en af de første, jeg mødte i Ringkøbing. Han var vanvittig sjov, vanvittig sød og vanvittig alt muligt, men havde også et panser. Det sidste år inden havde han haft stress. Han sad her om tirsdagen, og om torsdagen havde han begået selvmord. Det var på alle måder invaliderende. Jeg bar ham ud af kirken sammen med hans tre brødre, og jeg kan ikke huske begravelsen, og hvordan jeg kom derfra.

Jeg vidste bare, at jeg ville lave noget om døden. Hvis jeg havde haft 15 minutter med Jørgen, hvad ville jeg så sige til ham? Hvor parkerer man sin afmagt, humor og skeletter? Kan man leve med sine skeletter? Hvor gør man af sit gudsbillede? Jørgen troede ikke på ret meget, måske kunne jeg skubbe lidt til det? Det var det, jeg ville med Sømanden og Juristen. Jeg projicerede Jørgens død over på dem. Det er hele vandmærket i serien.

At lave det var en fin oplevelse. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på at gå ind i det rum. Det viste sig, at jeg godt kunne være inde i det rum og gå ud af det igen. Jeg var ked af det nogle gange. De døde lige foran os, men det var ikke min far, min bror og ikke min sorg, og jeg kunne godt vride det af mig, når jeg gik, uden at det skal lyde som kynisme, siger Anders Agger.

Om sin arbejdsmetode siger han, at han ikke har en fast skabelon. Men han forbereder sig på de mennesker, han skal møde, og på, hvilket udtryk han gerne vil formidle.

Da jeg lavede Kongehuset indefra, var jeg bevidst om, at jeg fik adgang til et rum, man ellers ikke får adgang til, og at jeg var et sted, og det skulle ud. Så hver gang Dronningen kom et sted hen, hvor der stod mange fotografer, skulle jeg filme det indefra. Og på hospicet gik jeg mere efter humor og almindelige sjove hverdagsøjeblikke end efter melankoli og gråd, for det vidste jeg at jeg nok ville få. Det handler om, hvad der er epicenteret for mig, og hvad der driver historien.

Når jeg laver interview med folk, vil jeg rigtig gerne have, at det bliver en samtale, ligesom når man får en borddame. Jeg bliver nødt til at finde ud af: Hvor er du? Hvor meget må jeg spørge dig om? Nogle gange er det sundt at huske på, at man ikke kan tillade sig mere, fordi der er kamera på. Jeg forsøger at etablere en kontrakt: Hvad er det, der gør ham/hende interessant, og hvorfor vil vi gerne have dem i fjernsynet? Og jeg indvier folk i, hvad jeg gerne vil tale med dem om, og hvad grundtanken er med programmet.

Jeg har nogle passioner, jeg forsøger at holde fast i. Fodbold er en af dem, og det lavede jeg gerne noget om hver gang. Men det, der interesserer mig, og som jeg allerhelst vil lave journalistik om, er kærligheden. Den har skyggesider og solsider alle de ting, der skiller os og holder sammen, alle de ting, vi gør ved hinanden og ikke gør. Hvis man skal holde fast i den teologiske grundtanke om, at vi er født syndere, er jeg formand i den klub. Jeg synder også i stort og småt. Og derfor vil jeg gerne tage udgangspunkt i den lille løgn, forstillelsen, hvor vi gør os selv og vores parforhold bedre, end det er. Jeg synes, at der er en diskrepans mellem den måde, vi udadtil viser, at vi lever på, og så den måde, vi gør det på.

Det lyder sort, men det er det ikke. Når jeg holder foredrag, er der mest diskussion om, hvorfor jeg tager udgangspunkt i laster. Men det synes jeg ikke det er, for det er det, vi gør forstiller os og har det med at pynte på virkeligheden. Hvis jeg nogle gange rammer de selvindsigter, synes jeg, det er interessant. Det er så menneskeligt.

Anders Agger er vokset op i Juelsminde og Skjern-området sammen med to brødre. Faderen var skoleinspektør, moderen hjemmesygeplejerske, og deres livssyn var kristent.

Der var meget præcise værdier. Der blev sunget aftensang og bedt fadervor for os, mens vi lå i vores senge. Det var meget sødt og rørende set på afstand. Dengang var det bare en naturlig måde at lukke dagen på. Vi lå i pyjamas og lyttede til Lær mig nattens stjerner, Jeg er træt og går til ro og Nu lukker sig mit øje. Vi er tre fodbolddrenge, som hænger fint sammen, og vi har haft sådan et billede, vi kunne forholde os til, af nogle, der troede. I teenageårene havde jeg helt vildt svært ved at forstå, at teenagekæresten ikke måtte overnatte på samme værelse som mig. Men som voksen synes jeg, at det har været godt at få den kant at forholde mig til.

Jeg er glad for, at jeg ikke er nihilist eller ateist, for det må være enormt besværligt. Tanken om, at der ikke er noget som helst, har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg tror ikke på en bedstefar i hvide gevandter den ultimative kliche. Men jeg tror, at der er noget større, der træder til i særlige situationer. Et lille værn, der er derude, og som er godt at falde i og tro på, at der er nogle, der tager imod en. Helt lavpraktisk: Hvad er børn? Jeg tror, at mennesker har brug for at tage ansvar for andre, ellers bliver man helt ulidelig. På samme måde er det sundt at overgive sig til noget, som man tror er større end en selv.

Det har jeg fået med hjemmefra. Også en stor grad af frihed, og at man inden for nogle rammer skulle klare sig selv. Vi blev ikke tjekket. Hvis vi var ude at lege, skulle vi bare være hjemme klokken 18. Der var af gode grunde ikke noget med 100 beskeder på mobiltelefonen, men den klarer du selv. Mine forældre var også forud på tolerance. Der var aldrig nogen, der blev disset, for folk var forskellige, og nogle var skæve. Der var ingen facit nogen steder.

Jeg har også bedt fadervor og sunget sange for specielt Rasmus, den yngste. Det var et aftenritual. Jeg synes, at det, jeg har givet videre, er en form for tolerance. Det er det vigtigste.

Hvad giver dit liv mening?

En weekend, hvor både Manchester United, FC Midtjylland og Ringkøbing IF vinder. Det giver mig også rigtig meget, når jeg er blevet udfordret af venner og familie med noget selskab og åndfuldhed så bliver søndagen lidt bedre. De små ting, der minder en om, hvordan man hænger sammen. Og perioder med bare tæer, te og kaffe og solskin på terrassen og musik. Så behøver jeg ikke meget andet.