Prøv avisen

Almanak over verdens gang

Ulf Peter Hallberg tager med sin essayroman »Flanørens blik« temperaturen på verden efter Berlinmurens fald

»Flanørens blik« hedder den svenske forfatter, dramatiker og oversætter Ulf Peter Hallbergs essayrroman, eller skulle man sige almanak, om verden efter murens fald. En verden der ifølge forfatteren i dag er havnet på et kulturelt og dannelsesmæssigt nulpunkt. Dog ikke nødvendigvis på grund af murens fald. Ulf Peter Hallberg øser i sin roman af de erfaringer, han har gjort på utallige rejser rundt til metropoler i Rusland, USA og Europa. Først og fremmest Østeuropa. Disse kulturelle og billedligt talt langsomme slentreture gennem byer og steder, der har været skueplads for voldsomme omvæltninger, finder forfatteren sin helt egen indgang til. Ikke mindst gennem de mennesker han møder. Og med sit forsvar for netop fortællekunsten drager forfatterens alter ego, flanøren, på en rejse ud i det forandringernes brogede Europa, der begyndte med oprøret i Ungarn i 1956 Ret betragtet har Ulf Peter Hallberg ikke så lidt til fælles med romanens hovedperson, det identitetsløse menneske, han beskriver. Den viljeløse dagdriver der forundret betragter de steder, han passerer og villigt som et stykke klatpapir suger indtrykkene til sig. Han kender Berlin som sin egen bukselomme. Har boet der både før og efter murens fald. Han har færdedes hjemmevant i intellektuelle kredse i denne storby, hvor tiden i mange år var gået i stå. Indtil det mirakuløse epokeskift indtraf, hvor betonen brød sammen og viserne på uret igen begyndte at rykke. Drømmen om frihed var nu gået i opfyldelse. Med murens fald åbnedes en portal til en ny verden. Et nyt Europa. Men hvilken verden? Og med hvilken fremtid? Ikke alene for menneskene, men også for kunsten. For litteraturen. For ordet. Den 47-årige svenske forfatter har sine bange anelser. Anelser, der i bogen får mæle igennem samtaler med europæiske og europæisksindede kolleger. Forståelsen Man opdager hurtigt, at Ulf Peter Hallberg er en spændende og åndrig fortæller. Hans danske ordforråd er imponerende,og når han først får fat i en ende, kører han på. Til trods for at han har skrevet et lærd værk på flere hundrede sider er det som om, der er meget mere, som skal ud ved denne samtale. Det er, som han vil gennemføre den totalt urealistiske opgave at koge hele sit intellektuelle tankesæt ned til en bagatel på 400 avislinjer. Det er klart vigtigt for ham at blive forstået. Forstået ind til benet. Han vil ikke blot have skrevet en lang række ord eller sætninger, hvoraf den ene bevidstløst føjer sig til den anden i håbet om en form for mening. Hallberg vil forstås. Ligesom han selv vil forstå. Forstå sig selv, os andre og verden. Men samtidig er forfatteren klar over, at det, nu hvor romanen er i søgelyset, er op til læseren at forstå. Forstå hans forsøg på udskilning af farverne i en verden, der for ham i højere og højere grad virker som om, den er uden forskelle og værdier. Grå. - Litteratur er i sine bedste øjeblikke erfaring. Det skrevne ord er et stykke af erfaringens historie. Og jeg tror, at min tilværelse i nogen grad går ud på at forene tænkning og liv. De er ligeværdige mekanismer, har jeg lært i min opvækst, og jeg må fortsætte med at læse og skrive, fordi det er i disse rum jeg finder en form for klarhed . Det interesserer ham ikke at belære læseren. I stedet forsøger han at bruge ordene til at orientere sig i en uhyre kompliceret verden. - Jeg prøver gennem kunsten at opretholde en mening med mit liv. Et liv, der som andre liv afsluttes i et øjeblik, vi ikke kender. Jeg har aldrig interesseret mig særligt for penge. Men jeg er meget interesseret i at opretholde min nysgerrig og min livsglæde. Det er det, der får mig til at fortsætte. Magiens steder - Miniflanøren, siger Ulf Peter Hallberg med et lidt undskyldende smil, tog som fireårig for første gang sammen med sin far færgen fra Malmø over til København for at gå en tur i auktionshallerne. Her i denne sære voksenverden så han ting, som han på mange måder oplevede som magiske fikspunkter. Far og søn foretog ofte disse ture sammen. Ulf Peter Hallberg husker at de som regel gik hen ad det københavnske Strøget, gennem Jorcks Passage, hen mod Kultorvet for at opsøge en antikvitetshandler, en bekendt af faderen. - Vi gik ned i hans forretning. Jeg husker, at denne mand og min far kunne tale i timevis om dansk kunst i det 19. århundrede. Og imens de talte, legede jeg med nogle af de kunstgenstande, der var til rådighed i forretningen. Det kunne være en træskulptur fra Afrika eller en samurai med et sværd i skeden. Samuraien endte helt konkret hjemme i faderens lejlighed. Mens barndommens københavnerture satte uudslettelige aftryk i barnesindet. -Jorcks Passage.... siger han, tygger lidt på ordene og fortæller så, at han tredive år senere, fra 1984-1990, sad i Berlin og oversatte filosoffen Walter Benjamins storværk om Paris. Det var et værk, som virkede voldsomt fascinerede på Ulf Peter Hallberg. - Walter Benjamin kommer i sit værk i høj grad ind på samlerbegrebet. Og mens jeg sad der og oversatte, mindede dette kapitel om samleren mig på mange måder om min far. Måske på grund af den skønhed, som han viste mig ved sin levevis. En levevis, der stod i skarp kontrast til det stive og arrogante svenske borgerskabs normer. Min far havde ikke noget arbejde, men han havde nok at gøre, for han levede jo for kunsten. Det var arbejde nok for ham. Ulf Peter Hallbergs mor var lærerinde, og det var hende, der forsørgede familien. - Alligevel følte min far, at han havde en væsentlig opgave at realisere. Og den følelse har han givet videre til mig. Ulf Peter Hallberg fortæller, at han som barn har oplevet flere regulære kunstudstillinger hjemme i forældrenes toværelsers. - Jeg husker, at en af min fars venner, billedkunstneren Eugen Klenø, der i dag er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, flere gange udstillede sine værker i mit barndomshjem. Og mange af hans værker hænger nu rundt omkring i lærerhjem i Malmø. Litteraturen og drømmen Men det var ikke alene billedkunsten, drengen blev opdraget til. Også litteraturen var en naturlig del af hans hverdag. - Især den litteratur, der var meget atypisk for min generation, som fortrinsvis var optaget af politiske forfattere som Karl Marx. Jeg derimod, gik ud af skolen med danske forfattere som I.P. Jacobsen og Jacob Paludan i bagagen. Han læste Jørgen Stein og Niels Lyhne og genkendte i dem træk hos sig selv. - Jeg krøb vel ind i den litteratur som en slags flugt ud af den fordummelse, som var gennemtrængende i den tid, jeg voksede op. Og disse forfattere, Jacobsen og Bang, virkede som en slags vaccine mod den virkelighed, jeg forsøgte at lukke ude. Ulf Peter Hallberg havde ikke sit eget værelse, men havde et hjørne, der var hans ved siden af faderens skrivebord. - Mens min far sad og ordnede sine notater om dansk kunst i det 19. århundrede til langt ud på natten, sad jeg og læste... Jeg syntes, den smukkeste katedral i Malmø var stadsbiblioteket. - Det blev en åbning mod Firenze eller til det kunstinteresserede og intellektuelt funderede København, jeg længtes efter. Bøgerne blev en slags beskyttelse mod tilværelsen i en lille, kedelig småtskåren by, hvor kunst ikke blev taget seriøst, og hvor socialdemokratiets betontænkning lagde en dyne hele samfundet. Dengang følte Ulf Peter Hallberg ikke alene, han var født på en forkert klode, men også i en forkert by. - Jeg forsøgte at trække himlen ned ved hjælp af litteraturen. Jeg ville tænke, jeg ville drømme, jeg ville skrive. Og det vil jeg stadig. Tænke, drømme og skrive. Kompromisløsheden holder han stædigt fast ved. - Udgangspunktet må være at bruge den kærlighed og nysgerrighed, man har til tilværelsen. Alle disse følelser der vækkes i barndommen, og som man måske kan holde fast på som voksen. Lykkes det, er man på rette vej. Men i hvert fald er kærligheden til livet og nysgerrigheden en længsel, der driver mig. Virkeligheden Flanøren er en maske, han holder foran sig for at kunne tale om sig selv, fortæller Ulf Peter Hallberg, der slog sig ned i Tyskland i 1980'erne for »som svensker at prøve at bo i et delt Berlin«. - Jeg havde sat mig for at opsøge en virkelighed, som talte til mig på et andet sprog. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg gik ind til. Og så stod jeg her over for mennesker, der talte om krig som noget konkret, og om at folk blev skudt, hvis de prøvede at flygte. Ulf Peter Hallberg søgte hurtigt over på østsiden af muren. Her fik han rig lejlighed til at diskutere litteratur og kunst med de mange forskellige mennesker, han mødte. - Jeg kendte modsigelsen fra min barndom i Malmø. Nu mødte jeg den igen. Men her havde den en ganske anden kraft. Her var modsigelsen det stof, som menneskene levede af, fordi den var forbudt. Det var en af de ting, jeg lærte meget af. De år var for mig en øvelse i at blive europæisk. Det var her, jeg gik til forelæsninger i filosofi. Her jeg begyndte at skrive, oversætte, fortæller Ulf Peter Hallberg. I Østberlin mødte han forfatterkolleger, han fik et nært forhold til. - Flere af dem levede i en meget særpræget virkelighed. De kunne ikke få udgivet deres bøger, boede i små rum, og jeg smuglede bøger ind til dem. Det var en noget anden konkret oplevelse at diskutere Foucault med en håndværker, der levede med undertrykkelsen end med mennesker, der kun havde en ren teoretisk adgang til emnet. Hallberg fik ved disse samtaler en meget stærk forståelse for litteraturens mening og den livgivende kraft, den kan have for mennesker. - Derfor er litteraturen for mig at se den væsentligste kunstform. Bøger er den eneste samlede erfaring, verden fremover kan øse af. Blå Bog Ulf Peter Hallberg er født i Malmø i 1953. Han har været havnearbejder, antikvarboghandler, grafiker og dramatiker. Har siden 1983 boet i Berlin, hvor han ernærer sig som forfatter og oversætter af blandt andet filosoffen Walter Benjamin, Brecht, Moliere og Shakespeare. Han gar ved siden af arbejdet som teaterregissør og har været en af tre kunstneriske ledere for Malmø Dramatiske Teater. Han fik i 1992 Svenska Akademiets Pris for sin oversættelse af Walter Benjamin.