Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Angsten begrænser bevægelsesfriheden

Agorafobi er sammensat af to ord: Agora og fobi. Agora betyder plads eller måske snarere et centralt samlingssted for mennesker. Fobi betyder angst eller afsky. Der findes mange slags fobier fra de mere sammensatte til de mere simple eller enkle. Foto: Jens Hage

Angst for at være steder, hvor mange mennesker samles, sætter store begrænsninger. Og så rammer det selvfølelsen og selvtilliden

Kære brevkasse

Jeg kan se, at I de sidste fredage har skrevet en del om angst i forskellige sammenhænge. Det har givet mig lyst til at skrive, for selvom jeg ikke har det på samme måde som de forskellige brevskrivere, kender jeg angsten, bare på en anden måde. Det vil jeg beskrive.

LÆS OGSÅ: Angst skal tøjles

Jeg har det rigtig svært med at tage med toget, og det er faktisk umuligt for mig for eksempel at tage en bus til en anden by. Og det er rigtig træls mange gange, for så bliver jeg afhængig af at kunne køre med andre i deres bil, når jeg skal noget.

Heldigvis har jeg en god ven, som forstår mit problem, og han kører gerne. Jeg har også svært ved at gå i Netto eller andre butikker, men som regel klarer jeg mig ved at handle ind om formiddagen, hvor der ikke er så mange mennesker.

Sådan har jeg haft det i flere år, og jeg kan huske, at det langsomt begyndte efter en længere sygdomsperiode, hvor lægerne ikke vidste, hvad det var, jeg fejlede, og hvor jeg var indlagt til en masse undersøgelser gennem lang tid. Heldigvis blev der ikke fundet noget alvorligt, selvom der en overgang var tale om en sygdom, som var ganske alvorlig og livstruende.

I de sidste mange år har jeg haft den begrænsning inde over mit liv. Og jeg har prøvet at ændre det, men det er ikke lykkedes.

De første år fik jeg nogle piller, som skulle tage angsten, men det fik jeg det bare dårligere ved, så dem er jeg holdt op med for længe siden.

Jeg har også snakket med en psykolog nogle gange, men hun kunne heller ikke hjælpe mig. Vi snakkede en del om min opvækst og min skolegang, som ikke var så let, fordi jeg blev lidt mobbet dengang.

Men det kom ikke til at ændre på min angst.

Heldigvis har jeg et deltidsarbejde lige i nærheden af, hvor jeg bor, så det kan jeg lige klare, selvom det nogle gange også er svært. I må meget gerne skrive noget om mit tilfælde, hvis man kan sige det sådan.Venlig hilsen

Eva

Kære Eva

Tak for dit brev. Man skal altid være meget forsigtig med at stille diagnoser på baggrund af relativt korte beskrivelser og især, når man ikke sidder over for hinanden og kan stille forskellige supplerende spørgsmål. Men vi vover alligevel, og så må du selv efterprøve det hos din læge og læse videre for eksempel i mange af de publikationer om angst, man kan skaffe sig hos Psykiatrifonden.

Vi tror, at din angstlidelse hedder agorafobi. Du skriver ikke noget om, hvorvidt du også har regulære panikanfald. Men det er ikke afgørende. Nogle mennesker med agorafobi har det, andre ikke. Agorafobi er sammensat af to ord: Agora og fobi. Agora betyder plads eller måske snarere et centralt samlingssted for mennesker. Fobi betyder angst eller afsky. Der findes mange slags fobier fra de mere sammensatte til de mere simple eller enkle. Sidstnævnte kan være for eksempel være højdeskræk eller edderkoppefobi.

Agorafobi er en mere sammensat og ofte en ganske invaliderende og begrænsende lidelse. Den kan opstå relativt pludseligt eller snigende og ofte som i dit tilfælde efter en længerevarende belastning, som det må være at være usikker på, om man har en sygdom, som man måske kan dø af. Dine symptomer er meget typiske. Man kan ikke køre med offentlige transportmidler, men godt i egen bil eller som passager hos en tryg person, man kender. Man bryder sig heller ikke om butikker, stå i kø eller eksempelvis gå i biografen.

Nogle gange tilpasser man sig og siger for eksempel, hvorfor skulle man dog køre med tog, når man har bil? Og nogle gange kommer man selv til at tro på, at man faktisk ikke interesserer sig for at gå i biograf eller teater, når man ikke har været der i flere år. Ad den vej er der nogle, der kan leve en tid med en slags behændig illusion, hvor angsten er camoufleret. Sker der imidlertid det, at den person, som hjælper med at købe ind, bliver syg, eller man nødvendigvis må bruge de offentlige transportmidler, kan det pludselig blive meget udfordrende og vanskeligt.

Vi kan forstå, at i dit tilfælde er du middelsvært ramt. For du kan heldigvis stadig passe et arbejde. Imidlertid vil vi meget råde dig til at sætte alt ind på at kunne komme til at køre med alle slags almindelige transportmidler igen og at kunne handle ind på alle tidspunkter. For gør du ikke det, kan det meget let forværres på et tidspunkt, hvis modgang eller nye belastninger kommer ind i dit liv. Angst kan være kronisk i kroppen og i en tid lave en del ubehag og begrænse udfoldelsesmulighederne. Men kommer man af forskellige årsager i en eller anden underskudssituation, kan angsten blusse op med fuld styrke og overtage mere og mere og gøre livet endnu mere begrænset.

Hvis du vil ud af din nuværende situation, må du finde en eller anden motivation eller indstilling inde i dig selv om, at du vil kunne det igen, som helt almindelige mennesker i hvert fald fra 10-års-alderen kan.

For allerede fra 3. klasse kan man godt handle selv i en butik og tage bussen til skole.

Det sidste siger vi ikke for at gøre nar. Tværtimod. Det er nemlig selve humlen ved det. For mennesker med agorafobi ved godt selv, at det er helt galt, at de som voksne ikke kan det, som mange andre kan. Og den viden om sig selv ødelægger ofte selvfølelse og selvtillid.

Det gode er, at det er muligt at kæmpe sig fri af angsten. De allerfleste gange må man have hjælp til det af en behandler, der er uddannet i kognitiv terapi. Man har brug for en, der kan hjælpe med systematisk træning i at gøre det, som man er bange for, og hjælpe med at finde mere rationelle tanker end dem, som før har fyldt i bevidstheden. Det hjælper ikke at snakke om barndom og tidligere traumatiske oplevelser, hvis man ikke samtidig kobler systematisk træning til.

Får man ikke bugt med angsten gennem langvarig systematisk kognitiv terapi, kan medicin være en mulighed. Men det må ikke være medicin af stesolidtypen, som blot beroliger i kort tid, og som kan sløve og påvirke hukommelse og dømmekraft.

Skal man ud af angsten, begynder det med at finde et eller andet sted inde i sig selv, som kan vokse. Viden kan hjælpe med det. Håb kan give retning og energi. Og en hjælper kan vejlede og heppe. Men det allervigtigste er motivation og mod. For ingen andre kan kæmpe kampen mod angsten end dig. Vi ønsker dig derfor mod til det, som skal gøres, så angsten ikke vinder over din naturlige voksne bevægelsesfrihed.Mange hilsener