Prøv avisen

Angsten tog over: Hun blev sin egen værste fjende

”Jeg var som et træ med en meget stor, flot krone, som bar meget, men mine rødder var meget spinkle. I stedet for at slå rødder havde jeg jagtet alle de ting, som efter min mening skulle til i det gode liv,” siger Lizl Rand. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I en årrække var Lizl Rands liv som et forhindringsløb, hvor hverdagens gøremål kunne føre til angstanfald. Den onde cirkel blev brudt, da hun kom i gruppeterapi

Når Lizl Rand, 44, ser tilbage på sit liv, kan hun se, at hun har gjort sig umage. Hun var en ansvarsfuld storesøster, en hjælpsom datter og i skolen var hun flittig.

Jeg gjorde alt det rigtige og fulgte det, som jeg troede var det gode livs manual. Jeg mente, at livet handlede om at præstere sit bedste. Men i stedet for at få en kæmpe tak, fordi jeg prøvede at være den bedste mor, bedste kone, bedste datter og bedste på mit job, så fik jeg angst. Jeg havde stresset så meget for at prøve at gøre alt det rigtige, siger hun.

LÆS OGSÅ:Danskere med angst får ingen hjælp

Hun var 26 år, da hun fik sit første angstanfald. Hun var gift med sin gymnasiekæreste og sammen havde de en lille datter. Efter barselsorlov fra journalistuddannelsen, var Lizl Rand i gang med et praktikforløb på et dagblad. Hun fik sit første anfald i hjemmet, og en lægeven af huset kom og gav hende noget beroligende. I de kommende år blev de beroligende piller og alkohol en vigtig del af hendes hverdag, som formede sig som et opslidende forhindringsløb mellem angsten og et udfordrende arbejdsliv. Turen i supermarkedet, togturen til arbejdet og møderne med kollegerne kunne få hende til at sitre af indre uro, men det var ikke en side, som hun viste.

Det gør hun nu med bogen Kom stærk ud af din angst, hvor hun fortæller om at blive overrumplet af angst og lægge arm med døden. Angst er en udbredt psykisk lidelser, som rammer op mod hver femte dansker, men alligevel oplever Lizl Rand lidelsen som et tabu.

Jeg mener, det er vigtigt at være autentisk. For mig var det forløsende øjeblik, da jeg stødte på et interview med en kvinde, som fortalte om sin angst. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene, og der var andre, som kendte til at have det lige som mig. Det var en opmuntring i en tid, hvor jeg troede, jeg enten var ved at blive gal eller led af en dødelig sygdom, fordi min krop sitrede, hjertet bankede og mine hænder rystede, siger hun.

Der gik flere år fra det første angstanfald, til Lizl Rand fik professionel hjælp mod sygdommen. Flere gange tog hun på skadestuen og kontaktede den praktiserende læge, fordi hun oplevede, at der var noget somatisk galt. Et forløb med gruppeterapi gav hende den første forståelse for, hvad hun kunne gøre for at komme fri af lidelsen, og siden fulgte hun en fireårig uddannelse som psykoterapeut.

I gruppen mødte jeg andre, der havde det ligesom mig. Men havde jeg bare mødt disse folk på gaden, ville jeg ikke kunne se, hvor skidt de havde det, for det var normale mennesker med pæne, fede job. Da vi delte vores historier og erfaringer, skete der noget i mig.

Da jeg fik mine første angstanfald, spurgte jeg naturligvis, hvorfor det mon var mig, som havde det så skidt. Jeg sagde om mig selv, at jeg havde haft verdens lykkeligste barndom og altid bare haft det godt, men med tiden kunne jeg se, at det var en livsløgn. Mine forældre var gode til at opretholde en facade, og det projekt førte jeg videre.

Det handlede meget om selvværd. Jeg mente, jeg kun var værd at elske afhængigt af, hvad jeg præsterede. Jeg var ikke værd at elske, bare fordi jeg var mig, men jeg skulle elskes, fordi jeg havde vasket gulvet eller på anden vis præsteret. Når jeg i dag ser tilbage på de år, hvor jeg led af angst, kan jeg se, at jeg var som et træ med en meget stor, flot krone, som bar meget, men mine rødder var meget spinkle. I stedet for at slå rødder havde jeg jagtet alle de ting, som efter min mening skulle til i det gode liv, siger Lizl Rand.

I dag er Lizl Rand chefredaktørfor bladene Q, Psykologi og Tidens Kvinder. Hun kender dermed også til tidens fokus på selvudvikling, men i lyset af sin egen sygdomshistorie, erkender hun, at selvhjælpsbøger om selvudvikling kan gøre en krise være.

Da jeg fik angst, havde jeg stor indsigt i selvhjælpslitteraturen, men den viden brugte jeg til at slå mig selv oven i hovedet med. Bøgerne havde lært mig, at jeg kunne, hvad jeg ville, og at ansvaret for min lykke var mit eget. Men hvis man hælder den viden i et menneske, som ikke er rodfæstet, så kan man nærmest gøre ondt værre. I selvhjælpslitteraturen er der meget fokus på, at du kan få det bedre og blive rask, hvis du tænker positivt og vil det nok. Men hvad så, når det ikke lykkes? spørger hun.

Det er mange år siden, hun sidst har haft et angstanfald, men hun har også ændret på prioriteringerne i sit liv, så hun ikke skal leve med det samme pres, som da hun blev syg som 26-årig. Nok har hun et ansvarsfyldt karrierejob, men det er forbundet med megen frihed. Det er vigtigt for hende, at hun har en hverdag med struktur og luft i kalenderen. Hendes datter er i dag 17 år.

Angsten har lært mig, at jeg skal være min egen bedste ven. Inde i mig er der en lille pige, som jeg skal yde omsorg og behandle som det mest dyrebare menneske. Tidligere har jeg været virkelig hård ved mig selv, stillet utrolige forventninger op og levet mit liv i konstant undtagelsestilstand, hvor jeg løb stærkt. Det, jeg krævede af mig selv, ville jeg aldrig have krævet af et menneske, som jeg holdt af. Nu mærker jeg efter, om jeg taler pænt til mig selv og forsøger ikke at ligge under for den find fem fejl-kultur, vi lever i, siger hun.

Chefjobbets fleksibilitet bruger hun til daglige gåture med sin sorte labrador, Sally.

Jeg har købt en hund, og det er noget, som jeg ikke kan anbefale nok. Angst kommer af en ophobning af stress og en masse indesluttede følelser og tanker. Siden jeg fik Sally, har jeg hver dag været ude en time til halvanden i skoven, hvor jeg har kunnet gå i mine egne tanker og koble af. Min familie vil nok stadig mene, at jeg arbejder meget, men jeg har fået en helt anden ro og er blevet langt bedre til at sige pyt, siger hun.

Kristeligt Dagblad bringer senere en anmeldelse af Lizl Rands bog Kom stærk ud af din angst.