Anklaget for pædofili: Jeg havde aldrig troet, at min ekskone ville gå så vidt

Frank L. føler det, som om tusind skeptiske øjne har hvilet på ham, siden hans kone beskyldte ham for incest. Ingen tror hende, men han vil for altid frygte, at omgivelserne skifter mening, hvis han gør en forkert bevægelse

 ”Ved en kulturweekend hjalp jeg Simone op ad en klatrevæg, og hendes veninde bad også om hjælp. Mens jeg stod og holdt pigen, fik jeg pludselig en panisk angst for, at folk skulle misforstå situationen. Det var nogle meget lange og ubehagelige sekunder, og mit humør faldt helt ned,” fortæller Frank L., hvis ekskone har beskyldt ham for at have misbrugt deres fælles datter. – Modelfoto: Katja Kircher/Scanpix.
”Ved en kulturweekend hjalp jeg Simone op ad en klatrevæg, og hendes veninde bad også om hjælp. Mens jeg stod og holdt pigen, fik jeg pludselig en panisk angst for, at folk skulle misforstå situationen. Det var nogle meget lange og ubehagelige sekunder, og mit humør faldt helt ned,” fortæller Frank L., hvis ekskone har beskyldt ham for at have misbrugt deres fælles datter. – Modelfoto: Katja Kircher/Scanpix.

Seksårige Simones mor havde en dårlig sag ved mødet i Statsforvaltningen. Hun havde bedt om at få bopælsretten og dermed en række rettigheder over fællesbarnet Simone tilbage, selvom hun frivilligt havde givet den til sin eksmand et par år tidligere. Der havde været en del sociale problemer i hendes liv, så Simone trivedes godt hos sin far, og det så Statsforvaltningen ud til at give størst vægt. Men i ærmet lå esset klar, hvis alt andet slog fejl.

Det er ved at være halvandet år siden, men faderen, Frank L., husker, at der blev dødstille i lokalet, da hun ved mødets slutning pludselig holdt inde med gråd og raseri og helt roligt sagde: Frank, du misbruger jo Simone seksuelt!. Han husker, at hans puls på få sekunder røg helt op, og at det tankemylder, han siden har haft, begyndte her:

LÆS OGSÅ: Pædofili: Den værste anklage af alle

Det var så uvirkeligt, og jeg brød helt sammen. Jeg var ellers advaret af både min advokat, min mor og min søster. De så det her komme, men jeg nægtede selv at tro, at min ekskone ville gå så vidt. Men hun havde jo forsøgt med andre midler og var desperat. Det lugtede langt væk af hævn, for hvis hun selv troede på det og ville beskytte vores barn, havde hun vel handlet langt før, siger Frank L.

Statsforvaltningen lod sig tilsyneladende ikke påvirke af anklagen. Den fastholdt, at Frank L. beholdt den midlertidige bopælsret, og retten stadfæstede beslutningen som endelig få måneder efter. Men ved så alvorlige anklager har offentlige myndigheder pligt til at undersøge et barn og dets forhold nærmere.

Med alvorlige miner understregede juristen og sagsbehandleren i Statsforvaltningen konsekvenserne for moderen. De forklarede hende, at hun skulle være 200 procent sikker i sin sag. Dels fordi nogle børn oplever de fysiske og psykologiske undersøgelser som et overgreb, dels fordi hun med en politianmeldelse selv risikerede en sigtelse for falsk anklage.

Frank L. ved ikke, om det fik ekskonen til ikke at politianmelde ham. Hun trak dog heller ikke beskyldningen tilbage. Næste dag bankede to sagsbehandlere fra socialforvaltningen på døren. Frank L. fik en fredelig snak med dem om hele situationen, og siden har myndighederne ikke in-teresseret sig for hans rolle i sagen. Simone blev lægeundersøgt og indkaldt til flere møder med en børnepsykolog, før kommunen få uger senere konkluderede, at der ikke var tegn på misbrug eller omsorgssvigt.

Det har været helt gratis for ekskonen at anklage Frank L. for incest, blandt andet fordi hun undlod at melde ham til politiet. Det har efterladt ham i en rigtig dårlig situation, siger han:

At der ikke er tegn på overgreb, eller at der mangler beviser, kan betyde, at personen er uskyldig, men også at vedkommende bare har været heldig det ved folk jo godt. Så de, der ikke kan blive renset, havner i samme gråzone som dem, man lige for en sikkerheds skyld holder lidt øje med. Her skal jeg så være, indtil min ekskone indrømmer sin løgn.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor hun gjorde det her, og jeg tror, at det handler langt mere om magt og hævn end om bopælsret. Der er jo mennesker, som gerne bruger de værste våben for at få hævn, hvis de oplever at miste magt. Og det tror jeg, at de vil fortsætte med, så længe der ingen risiko er for dem selv, siger han.

Den første tid efter anklagen var Frank L. uligevægtig og meget chokeret. Hans reaktion var blandt andet, at Simone ikke måtte komme ind til ham om natten, og at han overreagerede, når hun udforskede sig selv eller sang pjattesange om kønsorganer:

Jeg ved selvfølgelig godt, at sådan gør alle børn, og at alle voksne kan føle sig pinligt berørt over noget, deres barn siger eller gør. For mig er der bare noget langt større i spil. Jeg frygter omverdenens øjne, tanker og mistro og har mistet grebet om, hvorvidt den frygt er realistisk eller ej. Men uanset hvad bliver der færre og færre rum, hvor anklagen ikke følger med mig. Jeg er i øjeblikket uden job, og selv på jobcenteret har jeg været nødt til at forklare, hvorfor jeg ikke magter at søge job inden for børn, unge eller handicap-området. Et andet eksempel er, at jeg i mit lægehus har oplevet, at Simones journal stod åben med alle de følsomme oplysninger om sagen, da jeg en dag kom ind med hende for at få tjekket hendes fod, forklarer han.

En lang række hverdagssituationer er blevet ændret. I dag vasker han kun datterens hår, og han skifter ikke længere tøj i hendes nærhed. Han vil ikke have, at den syvårige pige går nøgen rundt i hjemmet, og han er utryg og meget forsigtig med, hvad han siger og gør, når hun har veninder med hjem eller med på deres udflugter:

Ved en kulturweekend hjalp jeg Simone op ad en klatrevæg, og hendes veninde bad også om hjælp. Mens jeg stod og holdt pigen, fik jeg pludselig en panisk angst for, at folk skulle misforstå situationen. Det var nogle meget lange og ubehagelige sekunder, og mit humør faldt helt ned. Sidst Simone havde fødselsdag, ville hun invitere sin fireårige søster på moderens side, men jeg turde ikke være alene med lillesøsteren, hvis hun skulle have hjælp på toilettet eller andet, der kunne sætte mig i en sårbar situation. Jeg havde ikke lige en kvindelig ven i nærheden, der kunne deltage og det siger sig selv, at en mandlig ven ikke duer. Heldigvis trådte min mor til, så jeg fik løst dilemmaet denne gang. Men jeg er nødt til at leve med, at der er kommet noget fordækt ind i mit liv. Det, der er almindeligheder for andre, frygter jeg kan være farligt for mig, siger han.

Frank L. sover stadig dårligt og har svært ved at slappe af. Han bliver psykisk dårligere, hver gang en ny sag om overgreb mod børn kommer frem, har ofte hovedpine, har fået let til gråd, har gennemlevet en depression og er i dag sygemeldt og modtager psykologbehandling. Han beskriver sig selv som meget tyndhudet og vagtsom:

Min tillid til andre mennesker er hårdest ramt. Det føles, som om tusind skeptiske øjne konstant hviler på mig og mit faderskab. Jeg kan sagtens se, at ingen tror på anklagen, men jeg vil for altid mistænke verden for at kunne skifte mening. Derfor er det blevet sygeligt vigtigt for mig at være en fejlfri og pletfri far. Jeg oplever mig konstant målt og vejet, så jeg giver ikke mig selv ikke fred, før alt er perfekt. Simone skal være flot i tøjet, have den bedste madpakke, de største fødselsdagsfester og så videre. Hun skal have mange legeaftaler, og veninderne skal synes, at det er sjovt og hyggeligt at lege her. Og samtidig føler jeg mig meget udsat. Tænk, hvis nogen tror, at jeg har en anden agenda.

Frank L. håber, at hans historie kan være med til at få hul på en debat om konsekvenserne af den voksende mistænkeliggørelse af mænd. Han fortæller, at han helst ville stå helt frem i denne artikel, men at han af hensyn til Simone er nødt til at lade sig delvist anonymisere.

Nogle uskyldige mænd har oplevelser, der er langt værre end mine de har måske mistet jobbet eller har været smidt i fængsel, så jeg synes, at det er utrolig vigtigt, at verden hører de historier. Jeg tror desværre bare, at mænd er blevet så bange for at blive misforstået, at de vælger at tie. Det er godt og rigtigt, at der er kommet så meget opmærksomhed på misbrug af børn, og jeg bliver lettet, hver gang man fanger en børnekrænker. Jeg vil bare også gerne fortælle, at de her anklager er eller kan blive et meget farligt kort i de forkerte hænder. Da ordene du misbruger vores datter seksuelt blev sagt, faldt mit liv sammen. Psykisk har jeg fået skader, som jeg tror er uoprettelige. Det er den værste anklage af alle og jeg vil hellere beskyldes for mord end for at have gjort noget så beskidt imod min eget datter.

Frank L.s fulde identitet er redaktionen bekendt. Datterens navn i artiklen er opdigtet