Prøv avisen

Bøger letter det tunge sind

Folk får det bedre og får flyttet fokus fra deres problemer og smerter til andre ting, når de læser litteratur, viser erfaringer fra engelske læsegrupper, også kaldet biblio-terapi. – Foto: Leif Tuxen.

Biblioterapi vinder frem i Storbritannien. Blot det at mødes med andre, lytte til højtlæsning af en bog og snakke om den, flytter fokus fra andre dårligdomme

Litteraturen kan sætte ord på følelser og sætte ens eget liv i perspektiv. Men for folk, som ikke er stærke læsere, er der hjælp at hente. De mødes i læsegrupper, hvor der bliver læst højt af en bog, og som bliver brugt som afsæt for en snak om de emner, som udspringer af bogen.

Biblioterapi hedder metoden, som minder om traditionelle læsegrupper, men med den markante forskel, at ingen har læst bogen på forhånd, og der er absolut ingen lektier. I stedet mødes folk i grupper på omkring 10 mennesker. Får en kop te og sludrer lidt, før lederen af mødet tager ordet og begynder på højtlæsningen.

Det kan tage op til fire måneder at komme gennem en bog som Charles Dickens Store forventninger, fortæller Jane Davis fra læsecenteret ved universitetet i Liverpool.

Hun står i spidsen for de systematiske læsegrupper, som henvender sig til mennesker, der har ondt i sindet, er ensomme, autister, bipolare eller på anden måde har et behov for at få sat ord på deres liv.

Deltagerne finder hun gennem annoncer i lokalaviser og opslag på lægehuse og i nogle tilfælde er det praktiserende læger, der anbefaler deres patienter at deltage i en læsegruppe.

Stærke læsere finder selv glæde i litteraturen. Vi bringer den mulighed til mennesker, som ikke er læsere i forvejen, eller som ikke har læst i mange år, fordi de har mentale problemer, eller ikke kan koncentrere sig, fordi de er på medicin, forklarer Jane Davis.

Deltagerne i grupperne lærer hinanden at kende men de er ikke sat sammen efter deres diagnose.

Vi kan måske godt se, at en er nervøst anlagt, men folk deltager ikke i grupper som patienter. De kommer som Jane og Martin, understreger hun.

Nogle lytter intenst til oplæsningen, andre følger med i deres eget eksemplar af bogen, og nogle melder sig til at læse højt for gruppen. Hvert møde varer to timer, og oplæsningen bliver afbrudt gentagne gange, når der er temaer, som deltagerne eller mødelederen vil tale om.

Det handler om at rejse spørgsmål og genkende oplevelser, som mange mennesker har haft og som de ikke selv har haft sproget til at sætte ord på. Litteraturen kan netop sætte ord på de upræcise følelser. Samtidig taler du om historien frem for eksplicit den enkeltes liv. Historien inviterer dig på den måde til at tale om dæmoner, som du ikke er bevidst om, påpeger Jane Davis.

Erfaringen er, at folk får det bedre og får flyttet fokus fra deres problemer og smerter til andre ting.

Jane Davis understreger, at det er litteratur og ikke selvhjælpsbøger. Grupperne får også nogle af deltagerne til selv at læse bøger og bytte bøger med hinanden. Men ved det ugentlige møde er det oplæsningen af den fælles bog, som er i fokus.

Biblioterapi er ikke anerkendt i den medicinske verden, selvom nogle læger anbefaler deres patienter at deltage i en læsegruppe.

Nogle læger er meget interesserede. Andre er det ikke. Holdningen afhænger meget af den enkeltes forhold til at læse. Effekten af biblioterapi kan ikke måles på samme måde som medicinforsøg, forklarer Jane Davis.

Men det, hun kan se, er, at det virker for nogle mennesker.

Det kan være folk, som er er kede af det, skuffede over deres liv eller har andre menneskelige forhold, som ikke kan ordnes med medicin som for eksempel Prozac, påpeger Jane Davis.

Jane Davis var med til at starte den førte læsegruppe i 2001. Siden har ideen grebet om sig.

I dag er der 70 organiserede grupper i området omkring Liverpool. Interessen fra andre steder i landet og udlandet er også stor.

Vi gør blot, hvad litteraturen har gjort i 2000 år. Tag bare John Stuart Mill. Han var et vidunderbarn, men fik et nervøst sammenbrud. Han skriver i sin biografi, hvordan han fik sin selvtillid tilbage ved at læse digteren Wordsworth. Her fandt han ud af, hvad følelser var, hvilket han ikke havde lært om før, forklarer Jane Davis.

norum@kristeligt-dagblad.dk

Folk får det bedre og får flyttet fokus fra deres problemer og smerter til andre ting, når de læser litteratur, viser erfaringer fra engelske læsegrupper, også kaldet biblio-terapi. – Foto: Peter Kristensen.